Psykisk krise og krisehjælp i forbindelse med voldsepisoder
Baggrund
Flere af LFSs medlemmer arbejder på arbejdspladser hvor der kan forekomme vold eller trusler om vold. Det kommer bag på mange, hvor smertefulde og hvor stærke psykiske følgevirkninger, der kan forekomme selv efter små fysiske eller psykiske overgreb.
Den overraskelse deles med de voldsramte selv, der ofte kan berette om, hvordan de efter voldsepisoderne var så angste, at det prægede både deres arbejds- og privatliv og samtidig gav fysiske symptomer som mavepine, hovedpine, søvnproblemer m.v. Vi har mange behandlingsmuligheder for mennesker som får fysiske skader ved ulykker på arbejdspladsen, i trafikken, i hjemmet o.s.v., men det kniber stadig med behandlingen af de psykiske skader.
Behovet for hurtig hjælp og førstehjælp er også vigtigt ved en psykisk skade og kollegaerne kan faktisk gøre meget.
Voldsepisoder for pædagogisk personale kan medføre skyldfølelse, hvor den voldsramte kommer ud i omfattende identitetskriser og bliver i tvivl om egne evner som pædagogisk medarbejder, og hvor selvfølelsen mere omfattende bliver berørt.
Det er derfor vigtigt at alle medarbejdere ved lidt om hvad der sker, og hvad de kan gøre for at hjælpe en kollega der kommer i krise pga. en hændelse på arbejdet.
Det er formålet med denne sikkerhedsinformation.
Kriser rammer forskelligt
Der er tilsyneladende ingen direkte sammenhæng mellem voldsepisodernes omfang, herunder de fysiske mén, og de voldsramtes psykiske eftervirkninger.
Vi reagerer forskelligt både når vi bliver udsat for voldsepisoder og når vi overværer andre blive udsat for vold. En ansat som overværer en voldsepisode og måske selv tidligere har oplevet et voldeligt overfald, kan få så overvældende angst/rædsel, at han/hun i stedet for at hjælpe den voldsramte, gemmer sig og til sidst flygter. På denne måde kommer personen væk og kan puste ud: Endelig i sikkerhed - nu kan jeg slappe af, for det var forfærdeligt. Man kan imidlertid ikke finde ro, sygemelder sig fra arbejdet i et par dage.
Når den ansatte, der flygtede, kommer tilbage, hører han/hun om voldsepisodens følger, bliver ked af det, føler sig flov, overvældes af skyldfølelser over at have svigtet. Grublerier med angst, lettelse, sorg og skyld bliver ved i flere måneder.
Dette kan være starten på en større psykisk krise som desværre sagtens kan ramme hårdere på den kollega der flygtede end på den kollega der blev og fik skrammerne.
Hvad er en psykisk krise
En psykisk krise defineres som den situation et menneske kommer i, når dets fysiske eksistens, sociale identitet og tryghed samt fundamentale tilfredsstillelsesmuligheder trues. At gennemleve en psykisk krise er en normal del af det at være menneske, det har altså ikke noget med sygdom at gøre.
Hvad kan udløse psykiske kriser
- Trussel mod eller direkte skade på kroppen (trafikulykke, arbejdsulykke, katastrofer).
- Ændringer i familiens rolle eller sammensætning (sygdom, dødsfald i familien).
-Ændringer i samfundsroller og struktur i forhold til det enkelte menneske. (tab af arbejde, blive pensioneret).
- Tab af selvstændighed (følge af invaliditet, sygdom eller ulykke, hospitalsindlæggelse).
- Særlige kriser (graviditetsundersøgelser, tab af foster, fjernelse af livmoder).
- Andre ydre krisesituationer (voldtægt, indbrud, overfald, trusler mod ens eget liv, være tilstede når et menneske blive psykotisk, begår selvmordshandlinger, o.s.v.).
Inderfor det pædagogiske område er det ofte følgende situationer som kan udløse psykiske kriser:
Tilstedeværelse ved eller direkte involvering i:
- Voldssituation hvor medarbejderen udsættes for direkte fysisk vold eller overgreb i form af eksempelvis slag, spark, bid.
- Overværelse af at der udøves vold mod andre. Det gælder både kolleger og brugere.
- Overværelse af selvdestruktion.
- Trusler om at blive udsat for vold.
- Tilspidsede konfliktsituationer som ikke behøver at udvikle sig til en voldssituation med fysisk vold.
Selve voldsepisodens alvorlighed behøver ikke at være afgørende for, hvilken karakter de psykiske reaktioner får. Selv tilsyneladende mindre voldsepisoder vil kunne udløse krisereaktioner. Det vil sige at flere små volds- og voldsstress episoder kan akkumuleres og udløse en psykisk reaktion.
Risikoen vil være størst, hvis de belastninger der har været knyttet hertil, ikke løbende er blevet bearbejdet på f.eks. personalemøder, og hvis de belastende arbejdsbetingelser ikke ændres.
Der vil også være større sandsynlighed for, at psykisk udbrændte reagerer kraftigere følelsesmæssigt på volds- og voldsstress episoder. For eksempel alenevagter, manglende faglig støtte, belastede samarbejdsforhold og andet øger sandsynligheden for, at volds- og voldsstress episoder kan udløse krisereaktioner.
Krise reaktioner
Det er af afgørende betydning, at de mennesker som har været ude for en stress/krisesituation i forbindelse med en eller anden form for katastrofe/ulykke/vold, får kendskab til de symptomer en psykisk krise kan medføre.
Det er også vigtigt, at de øvrige mennesker, medarbejdere, familie m.v. får at vide, at der ofte er tale om NORMALE REAKTIONER på en voldsoplevelse.
De reaktioner der kommer kan være forskellige fra menneske til menneske.
Som vigtige forhold der har betydning for krisens omfang kan nævnes:
- Tidligere livserfaringer.
- Katastrofe/voldserfaring.
- Den aktuelle livssituation.
- Fysisk og Psykisk helbred.
- Sociale forhold.
- Personlighed.
- Erfaring i at tackle krisesituationer.
Der er dog alligevel en række generelle faser som den voldsramte kommer igennem i større eller mindre omfang.
Typiske faser i krisereaktions forløb
Krisereaktionsforløbet har tidligere været opdelt i 4 faser:
1. Chockfasen / sekunder, timer eller få dage.
2. Reaktionsfasen / 1-6 dage.
3. Bearbejdningsfasen / 1-6 måneder.
4. Nyetableringsfasen / livet frem.
Der har i de senere år været rejst en del kritik af denne faseopdeling fordi det har vist sig at kriser ikke nødvendigvis følger de fortløbne faser og slet ikke kan afgrænses tidsmæssigt. Ofte vil man have symptomer fra flere forskellige faser.
Vi har derfor valgt både at gennemgå faseopdelingen samt den nyere kriseforståelse. Når vi vælger at gennemgå faseopdelingen skal man derfor være opmærksomme på at såvel fase som tidsforløb kan være vanskelige et forudse og vurdere, men opdelingen kan måske hjælpe den enkelte til at se hvor man er i krisebearbejdningen.
Forklaringer på faserne:
1. Chockfasen
Umiddelbart efter episoden vil der ofte være nogle af følgende reaktioner: Forstår ikke hvad der er sket, fornægtelse, blodtrykket synker, hyperventilation, hjertebanken, opkastning, panik, gråd/latterudbrud, sløvhed, hyperaktivitet. Disse synlig reaktioner kan være minimale, og de følelsesmæssige reaktionerne kan lade vente på sig.
2. Reaktionsfasen
Er præget af de akutte krisesituationer især på følgende centrale områder:
Frygt- og angstreaktioner, kropslige reaktioner, andre følelsesmæssige reaktioner samt adfærdsforstyrrelser som aggressiv adfærd og af og til selvmordsforsøg. Denne fase optræder i dagene efter episoden. Symptomerne kan aftage helt afhængig af, hvilke muligheder der er for en bearbejdning af episoden.
3. Bearbejdningsfasen
Når den akutte del af krisen er overstået, vil den synlige frygt og de synlige følelsesmæssige svingninger ofte være reduceret. De symptomer som fortsat kan være til stede er tristhed, irritabilitet, søvnforstyrrelser og social tilbagetrækning. Der sker ofte en gradvis overgang fra fortiden og den kriseforløsende begivenhed til nutiden, hvor man mere og mere accepterer det skete på trods af fortsatte psykiske bryderier.
Aftager symptomerne ikke i denne periode, eller går der over et par måneder, er risikoen for at symptomerne bliver vedvarende væsentligt forøget. Det er her at der kan opstå varige og kroniske psykiske skader, hvis der ikke er den tilstrækkelige hjælp og støtte i bearbejdningsfasen.
Det er derfor vigtigt, at der iværksættes behandling og støtte hurtigt, såvel af professionel karakter som støtte fra arbejdskolleger, familie og andre i det sociale kontaktnet.
4. Nyetableringsfasen
Når er man kommet delvist igennem krisereaktionerne - afhængig af deres karakter kan det betyde - at den voldsramte nu er istand til at få integreret oplevelserne i sin følelsesmæssige bearbejdning og adfærd. Herved opnås atter, at man kan klare kravene på såvel arbejde som i privatlivet. For nogle har det vist sig, at de, når de er igennem krisereaktionerne kan benytte krisen positivt, da de har fået en udbygget viden om egne ressourcer og formåen. Dette vil kunne betyde, en bedre tackling af de problemer, der vil kunne komme fremover.
Som det fremgår af ovenstående, er grænserne mellem faserne flydende, og tidsforløbet meget forskelligt. Det vil altid være afhængig af episodens karakter og bearbejdning af reaktionerne
Nyere kriseforståelse:
De sidste tyve år er der foregået en omfattende forskning, der gør, at vi i dag har en meget præcis forståelse af, hvad der sker, når livstruende begivenheder udløser mange og stærke reaktioner. Denne forståelse har udmøntet sig i en beskrivelse af post-traumatisk belastningsreaktion, som fra 1994 er blevet en officiel dansk diagnose (ICD-10, WHO).
Personen har været udsat for en exceptionel svær belastning, der har katastrofekarakter.
- Den traumatiske begivenhed bliver til stadighed genoplevet i form af påtrængende erindringer, mareridt m.m.
- Stærkt ubehag ved udsættelse for omstændigheder, der minder om traumet.
- Undgåelse af alt, der minder om traumet.
- Delvist eller fuldt hukommelsestab for den traumatiske oplevelse.
Der kan være vedvarende symptomer på psykisk overfølsomhed eller alarmberedskab:
- ind- eller gennemsovningsbesvær
- irritabilitet eller vredesudbrud
- koncentrationsbesvær
- konstant væren på vagt
- tilbøjelighed til sammenfaren.
Symptomerne skal forekomme inden for de første 6 måneder efter den traumatiske begivenhed.
Beskrivelse af krisereaktion
Man skelner mellem akutte krisereaktioner og de psykiske reaktioner der kan udvikles efter forløbet.
Akutte krisereaktioner
I tilknytning til uventet voldsepisode kan der umiddelbart efter opstå akutte stresssymptomer, her skal man være opmærksom på, at der kan være store variationer i styrken af de akutte stresssymptomer. De er afhængige af, hvordan den enkelte bearbejder de frygt-og angstreaktioner, der opstår ved voldsepisoden.
Angst/medicinsk chok
Der kan være tale om en angst, der bryder åbent frem og som samtidigt påvirker kroppen med medicinsk chok, hvilket kan medføre symptomer som træthed, svimmelhed, kvalme, hurtig puls, hjertebanken, trykken for brystet, åndedrætsbesvær og rysten.
Affektudbrud
Eksempelvis ukontrollerbar gråd/latteranfald, panik, rysten på krop/hænder, hysterisk optræden som kendetegner at man på grund af voldsepisoden/oplevelsen ikke kan styre de følelsesmæssige reaktioner. Adfærden kan i nogle tilfælde præges af tendens til:
Apati
Opgivenhed, sløvhed, lammelse- næsten paralyseret men også overaktivitet og:
Aggressivitet
Erfaringer har vist, at især ved ofre for voldsepisoder, kan aggressive reaktioner være dominerende, fordi voldsepisoden udover at udløse angsten, opleves som en trussel mod selvrespekten og dermed som et personligt angreb.
Fortrængning/regression
Hos personer der har været udsat for voldsepisoder, vil angsten ofte ikke komme frem som en åben angst, men bliver imødegået og bearbejdet gennem den enkeltes forsvarsmekanisme, og herigennem holdt nede. Det kan umiddelbart være hensigtsmæssigt for nogle, men for andre kan det dog vise sig i efterforløbet, at angsten ikke er blevet tilstrækkelig bearbejdet, men i stedet kun fortrængt.
Dette kan eksempelvis vise sig ved, at man ikke længere mestrer de samme arbejdsopgaver som tidligere:
Man isolerer sig i øget omfang fra kontakten til brugerne. Undgår at være alene med brugerne. Finder undskyldninger for ikke at påtage sig bestemte opgaver.
Samtidig bruges megen energi på, at forsøge at forhindre at andre skal få den opfattelse af, at der er uforløste følelsesmæssige reaktioner knyttet til tidligere voldsepisoder, hvor de oplevede følelser isoleres og fortrænges. Dette vanskeliggører en hensigtsmæssigt bearbejdning. I disse tilfælde vil større angstdominerende reaktioner lettere kunne fremprovokeres med øget styrke ved senere lignende voldsepisoder eller i andre krisesituationer man tidligere har kunnet magte.
Senkrisereaktioner
De akutte krisereaktioner vil som regel ebbe ud i løbet af de første par dage og sjældent vare mere end en uge, hvorefter de vil som regel vil ophører/eller aftager. Igen skal det præciseres at der er store individuelle forskelle.
Krisereaktionerne kan også gå over i senkrisereaktioner - også kaldet subakutte stresssymptomer. Disse kan opstå og varer i op til flere uger efter voldsepisoden. Disse senkrisereaktioner kan være forløberen for udvikling af et voldssyndrom. Styrken kan også her variere meget.
Karakteristisk for senkrisereaktioner er:
Angst, uro og rastløshed.
Søvnproblemer.
Drømme- og mareridt om voldsepisoden.
Øget irritabilitet.
Øget tendens til tilbagetrækning og isolation.
Frygt for situationer lig voldsepisoden.
Perioden efter voldsepisoden kan medføre stigende spekulationer over voldsepisoden, hvor der ofte kan være tilknyttet en skyldfølelse, ofret er i tvivl om egen værdi som behandler og medarbejder, hvilket yderligere kan medføre tendens til nedtrykthed eller tristhed.
Erfaringerne har vist, at i de første 4 uger efter voldsepisoden sker der omfattende spontane bedringer. Symptomerne kan svinde helt. Fortsætter de efter 4 - 6 uger, er der risiko for, at de får en mere varig karakter. Situationen kan da blive kritisk, fordi der samtidig er øget tendens til, at den kan få en vedvarende indvirkning på adfærden, og dermed personens arbejdsevne og øvrige livssituation.
I disse situationer kan den fortsatte ophobning af symptomer betyde, at der udvikles et voldssyndrom (en svær psykisk krise med kronisk karakter).
Hvis der ikke er ændringer i tilstanden, vil det på dette tidspunkt være påkrævet, at der etableres kontakt med professionel bistand. Herigennem gives støtte til, at den voldsramte kan gennemleve de forskellige faser, der kan være i kriseforløbet.
Hvad kan der gøres
Hjælp ved krisereaktioner skal gives i forhold til styrken af reaktionerne, og skal yderligere variere i forhold til de forskellige tidspunkter i kriseforløbet. Her skal skelnes imellem akut og opfølgende krisehjælp.
Den akutte førstehjælp tager primært sigte på, at hjælpe voldsofrene igennem de akutte stressreaktioner og genvinde kontrollen, især over angsten. Derudover forsøger man at hjælpe på de tidligere beskrevne akutte følelsesmæssige og fysiske reaktioner som gråd, rysteture, svimmelhed, åndedrætsbesvær, søvnløshed o.s.v.
I den akutte reaktionsfase med den åbne reaktion af de stærke følelser er psykisk og fysisk nærhed vigtig.
For umiddelbar hjælp i de første dage efter episoden kan opstilles følgende grundprincipper:
Hvad kan den voldsramte selv forsøge:
Acceptere egne følelsesmæssige reaktioner (reaktionerne kan variere og komme forskelligt til udtryk hos forskellige personer).
Acceptere behovet for hjælp.
Snakke med andre og ikke isolere sig.
Hvad kan arbejdskolleger gøre
Skab tryghed og ro omkring den voldsramte, og afskærm eventuelt for nysgerrige, brug kontor eller personalerum.
Tilbyd enkel omsorg som at holde i hånden, lægge et tæppe over ofret, afbøde eller forhindre skadevirkninger, en arm om skulderen kan betyde meget.
Lytte er det vigtigste, også hvis den psykisk tilskadekomne gentager sig selv i det uendelige.
Fremhæv eventuelt noget som ofret har gjort rigtigt.
At hjælpe et menneske i krise til at græde, er en større hjælp end at få ham /hende til at holde op med at græde.
Undgå bebrejdelser og at bagatellisere det skete.
Accepter den voldsramtes reaktioner.
Det kan forværre krisen, hvis man giver sig til at snakke løs. Alt for megen voksensnak hvor spørgsmål tvinger ofret ud af chockfasen for tidligt, tjener mere til at dæmpe hjælperens angst end at hjælpe ofret igennem på en naturlig måde, HUSK at det er ofret der skal hjælpes, ikke hjælperen.
Det er ligeledes vigtigt, at man ikke lader sig afskrække af aggressive eller afvisende følelsesudbrud. Giv i stedet udtryk for, at du er der, hvis der er brug for dig. Medlidenhed i form af hvor er det synd for dig hjælper ikke.
Vær opmærksom på at medarbejderens familie skal kontaktes og orienteres om voldsulykken så de ikke står uforstående over for de eventuelle reaktioner som kan opstå senere i hjemmet.
Genoptagelse af arbejdet
Efterfølgende er det vigtigt, at den voldsramte kan fortsætte sit arbejde og være en del af det arbejdsmæssige fællesskab. I dagene umiddelbart efter, kan det være nødvendigt med fravær fra arbejdet og/ eller aflastning i særligt krævende arbejdssituationer, hvor man har erfaring for, at det kan indebære en potentiel voldsrisiko. Det kan dreje sig om dobbeltdækning af vagter, kortere arbejdstid, undgå kontakt med vanskelige brugere, m.v. Hvordan det konkret skal udformes bør drøftes mellem den voldsramte og det øvrige personale på arbejdspladsen ud fra ovennævnte grundprincipper.
Opfølgende krisehjælp
Som regel vil de akutte krisereaktioner aftage umiddelbart efter voldsepisoden. Det betyder ikke, at der ikke fortsat kan restere følelsesmæssige konflikter hos den voldsramte. Der kan stadig være problemer forbundet med spekulationer omkring, hvordan man selv handlede i optakten til voldssituationen, og dermed egen indsats. Generelt er det afgørende, at voldsepisoden behandles på første kommende personalemøde. De mulige problemer efter voldsepisoden kan dermed gøres synlige og bearbejdes i fællesskab.
Voldsepisoden må ikke blive den enkeltes problem.
Netop ved voldssituationer på døgninstitutioner, viser erfaringerne, at spørgsmål omkring kvaliteten af den enkeltes pædagogiske indsats knyttes sammen med voldsepisoden. Spørgsmål som: Gjorde jeg nu mit arbejde tilstrækkeligt godt. Var det nu pædagogisk forsvarligt. Havde jeg nu gjort sådan i stedet for, var det nok aldrig sket. Var det min egen skyld.
Hvis disse problemer ikke kommer op til overfladen og bliver behandlet i forhold til de problemer, der er forbundet med udførelsen af arbejdet, vil de ofte fortsat ligge latent hos voldsofret. Ved eventuelle senere voldsepisoder, vil der her været øget risiko for voldsomme reaktioner. Desuden vil tankerne kunne være begyndelsen til en ond cirkel som indsnævrer den pædagogiske indsats, idet bestemte mulige krisesituationer og problemer undgås. Dette forstærker atter de latente konflikter, som igen medfører stigende vanskeligheder ved at fastholde arbejdssituationer.
Det således vigtigt, at der er et arbejdsklima på arbejdspladsen, hvor det er almindelig praksis, at man kommer frem med disse konflikter, følelser og problemer, uden det truer ens selvværd som medarbejder og menneske. På arbejdspladser med meget fysisk udadvendte brugere bør det være en væsentlig del af personalepolitikken.
Brug personalemøderne
Ved sætte voldsepisoden på personalemødets dagsorden opnår man:
- At muligheden øges for, at latente konflikter bringes til overfladen og løses.
- At muligheden øges, for at lære en hensigtsmæssig afreagering.
- At sammenholdet øges i personalegruppen, ved at individuelle problemer bliver fælles.
- At mulighederne øges for, at forhindre at ansatte oplever udbrændthed eller gennem psykiske krisereaktioner tvinges bort fra det pædagogiske arbejde.
Ved personalemødets behandling af voldsepisoder, er det vigtigt at:
Hændelsen gennemgås konkret.
De øvrige fortæller om deres reaktioner på begivenheden.
Der fortælles/tales om andres tidligere reaktioner på lignende begivenheder, og hvordan man har forsøgt at tackle dem.
Der tales ud om følelser, reaktioner og problemer.
Arbejdsklimaet er sådan, at der gives mulighed for at afreagere tilbageholdte følelser.
Det er vigtigt, at der gives en oplevelse af at kunne dele vanskelighederne med andre.
Generelt er det vigtigt, at personalemøderne ikke kun behandler voldsepisoden, der har frembragt akutte stressreaktioner. Også mindre belastende episoder bør behandles, med henblik på at iværksætte forebyggende foranstaltninger.
Til akut behandling af en voldsepisode, vil det ofte være for langsommeligt at afvente et personalemøde. Det er derfor er fordel at have klare aftaler om iværksættelsen af den akutte behandling. Det kan ske ved at lave en ambulancetjeneste som effektueres ved voldsepisoder. Dette anbefales til arbejdspladser hvor vold ofte forekommer. På andre arbejdspladser kan det vurderes hvorvidt man skal have en ambulancetjeneste eller man skal ?nøjes? med direkte at inddrage TR, SR og leder.
Husk at det er vigtigt at den hjælpende personer en, som den voldsramte er tryg ved.
Sådanne samtaler bør afholdes umiddelbart ved mere alvorlige episoder. Det giver bedre muligheder for en hurtig og hensigtsmæssig bearbejdning af reaktionerne.
Effekten af samtalerne er naturligvis afhængig af et godt arbejdsklima i øvrigt.
Manglende samarbejde på arbejdspladsen forstærker således følgerne af voldsepisoder i negativ retning.
Behovet for professionel terapeutisk hjælp
Det der primært skal satse på er, at krisereaktioner og problemer løses i fællesskab med arbejdskollegerne på arbejdspladsen. Derfor er det vigtigt at slå fast, at der ikke umiddelbart - og for enhver pris straks - skal tilkaldes professionel terapeutisk assistance.
Det er vanskeligt at afgøre entydigt, hvornår man skal tilkalde professionel hjælp, men udgangspunktet må være, at den voldsramte selv er indstillet på hjælpen.
Det kan være at episoden har givet så voldsomme reaktioner at behovet er akut.
Derudover kan en tommelfingerregel være, at fortsætter de akutte stressreaktioner udover de første dage, og den voldsramte ikke magter at kontrollere de akutte angstreaktioner og de fysiologiske reaktioner, er der behov for professionel hjælp. Ligeledes kan det blive nødvendigt med professionel hjælp i behandlingsfasen, hvis reaktionerne ikke reduceres væsentligt.
Tidspunktet må vurderes i forhold til den voldsramtes egne oplevelser og ønsker, men hjælp kan være afgørende for at sikre, at der ikke udvikles mere alvorlige varige belastningsreaktioner (voldssyndrom).
Det er vigtigt at være klar over at udgangspunktet skal være at professionel støtte, men også støtte i det hele taget, er baseret på, at den voldsramte selv ønsker det. Etablering af støtte, der ikke er i samklang med den voldsramtes egne ønsker og behov er ikke brugbar for vedkommende.
Behov og ønsker om professionel psykologhjælp kan også opstå på et senere tidspunkt. Det kan ske at den voldsramte ikke kan komme videre i bearbejdningsfasen og først her har brug for professionel hjælp.
Muligheder for professionel psykologhjælp
Ansatte, der kommer ud for en voldsulykke eller anden traumatisk oplevelse, har mulighed for at få psykologhjælp betalt såfremt:
Voldsulykken/traumatiske oplevelse er anmeldt til kommunen eller arbejdsskadestyrelsen, og at disse har skønnet, at ulykken er omfattet af arbejdsskadeloven.
At skadelidtes læge har henvist skadelidte til en praktiserende psykolog.
Er disse 2 forudsætninger opfyldt, er forsikringsselskabet (kommunen) forpligtet til at betale for psykologbehandlingen
I Københavns og Frederiksbergs kommune, har man endvidere i erkendelse af de ofte lange sagsbehandlingstider i såvel forsikringsselskab som arbejdsskadestyrelse, oprettet en hurtigere og direkte mulighed for at få tilbudt akut psykologisk krisehjælp.
Alle arbejdspladser, i de to kommuner, skulle gerne være i besiddelse af de retningslinier som er gældende indenfor deres arbejdsgiverområde. Hvis dette ikke er tilfældet bør I rette henvendelse til jeres Hovedsikkerhedsudvalg i henholdsvis Frederiksberg, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen eller Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Herfra vil I kunne få tilsendt retningslinierne som bør være tilgængelige for alle medarbejdere.
Vigtige forhold ved voldssituationer og krisehjælp
Samtale
Miljøet på institutionen skal være sådan, at der gives den enkelte mulighed for, åbent og frit at kunne give udtryk for de følelser og problemer, der kan være knyttet til eftervirkningerne af en voldssituation.
Aktivitet
Såvel den akutte krisehjælp som ved opfølgende voldskrisemøder, er det vigtigt, at der sker en stimulering af voldsramtes positive ressourcer, således at der kan etableres arbejdssituationer, som den voldsramte oplever at kunne klare.
Styrkelsen af selvtilliden er et vigtigt redskab for at kunne tackle de symptomer, der fortsat måtte være tilstede. Der skal således ikke ensidigt fokuseres på generne og belastningerne, men gennem stimulering af de positive ressourcer vise den voldsramte, at der stadig er mange positive kræfter, der kan trækkes på.
Arbejde
Det har vist sig at være afgørende, at den voldsramte fortsat oplever at være en del af det fællesskab, som arbejdet udgør.
Der må ikke ske det, at den voldsramte på grund af de foranstaltninger der træffes, oplever sig som i en helt særegen situation, afskåret fra det tidligere fællesskab. De første par dage kan det dog være nødvendigt med sygemelding. For at sikre at vedkommende fortsat kan være en del af det arbejdsmæssige fællesskab, kan det være nødvendigt, at der for en kortere periode kan ske en aflastning i forhold til bestemte arbejdssituationer, som man på arbejdspladsen ved, kan være potentiel psykisk belastende.
Hjælp/behandling
Det er af uvurderlig betydning for den voldsramte, at have den tryghed det er, at kunne få hjælp fra arbejdskollegerne, også mellem personalemøderne. Muligheder for at kunne afreagere og blive aflastet i arbejdssituationen er her central.
Det samme gælder også, hvis problemerne hober sig op i et omfang, så det bliver nødvendigt at kunne trække på professionel terapeutisk hjælp.
Alene den tryghed at vide, at det er muligt, og at man ikke kommer til at stå alene med problemerne, giver den voldsramte øgede ressourcer, til hensigtsmæssigt at kunne tackle de problemer, der måtte være.
Vi håber at denne informationsskrivelse om psykisk krise og krisehjælp har været med til at give et bidrag til en større forståelse for krisereaktioner og indsigt i hvordan man skal hjælpe en kollega når skaden er sket samt hvad man kan gøre for at forebygge at skadevirkningerne udvikler sig i uheldig retning.
Olaf Christensen