Åbent brev til Københavns Kommune
Thomas P. Hejles Ungdomshus blev grundlagt i 1948 og er enselvejende institution med 325 medlemmer. Huset har tre afdelinger,Fritidsklubben, Juniorklubben og Ungdomsklubben.
Thomas P. Hejles Ungdomshus har siden 2001 haft en Juniorklubfor unge mellem 12-16 år. kommunen indgik oprindeligt i et samarbejde medThomas P. Hejle for at skabe en Juniorklub, da kommunen anerkendte behovet fordagtilbud for unge mellem 12-16 år. Den oprindelige Juniorklubmodel har vistsig at tilfredsstille behovet for de 12-16 årige. Arbejdet i Juniorklubben harde sidste 6 år givet mulighed for at fastholde de unge, og har resulteret i etsolidt tilhørsforhold til huset, dets brugere og de voksne, der er tilknyttetKlubben.
I januar 2006 ændredes alderskvotienten i Københavns KommunesJuniorklubber fra 12-16 år til 12-14 år. Siden implementeringen afalderskvotienten har vi i Thomas P. Hejle set flere forskellige konsekvenser.14 års grænsen betyder blandt andet, at de unge, efter kun 1-2 år iJuniorklubben, får et mindre tilhørsforhold til huset. De unge har derformindre tilbøjelighed til at bruge deres aftentilbud, fordi overgangsperiodenfra Juniorklub til Ungdomsklub nu er mere brat og derfor mindre tiltalende, endda overgangsperioden var to år eller mere. De unge har et behov for at komme iKlubben om dagen, men den nye regel resulterer i, at de først må komme kl.18.00, ikke realistisk for denne gruppe.
Derudover har forældre til børn med specielle behov ogsåbrug for opbakning i dagtimerne til at bibeholde eller skabe faste rutiner ogrammer, fordi forældrene selv er på arbejde. I Juniorklubben bliver dette behovdækket, fordi de 12-14 årige har mulighed for at komme i dagtimerne, og fordiarbejdet med de unge er fokuseret på pædagogisk relationsarbejde. Når dissebørn fylder 14 år, bliver hverken børn eller forældres behov mindre, mendagtilbudet forsvinder, og det er netop i dagtimerne, at børnene har brug forpædagogisk støtte. Vi mener derfor, det, at udelukkende tilbyde et aftentilbud,kan ødelægge basale familierutiner, som netop er så vigtige for denne gruppebørn, fordi faste rammer i familien skaber tryghed. Ovenstående er ogsågældende for familier med børn uden specielle behov.
Ydermere udtrykker mange af de 14-16 årige frustrationerover ikke at have et sted at være i dagtimerne. Vores bekymring går derfor på,at de unge, der før ændringen tilbragte dagtimerne i Klubben, nu bruger tidenpå gaden og udenfor det positive stimulerende miljø, som netop Juniorklubbentilbyder.
Endeligt giver det, at de unge i Juniorklubben kun kan væreder i en begrænset periode på maksimum 2 år, et større udskift af unge iJuniorklubberne. Dette resulterer i en samlebåndsmodel, der fører til kvantitetmodsat kvalitet. Altså mener vi, at alderskvotienten underminerer detpædagogiske arbejde. Vi er sikre på, at forældre ligesom vi pædagoger ønskerkvalitet i deres børns hverdag frem for kvantitet og samlebåndsarbejde.
Vores konklusion må derfor være, at Københavns kommune ikkekun svigter de unge i Thomas P. Hejles Juniorklub, men alle unge i kommunenover 14 år ved at fjerne deres dagtimetilbud.
Vi opfordrer hermed Københavns Kommune til at vurderekonsekvenserne af alderskvotienten blandt andet ud fra ovenståendeproblematikker.