Banko,billard og plads til alle
Af Dorthe Jespersen, Lea Ambirk, Ensaf Elsubaihi og Helle Nielsen
Enhistorie om rummelighed i praksis: i mere end tre år har en gruppe drenge fraen fritidsklub i Valby hver 14. dag spillet billard med en gruppe ældre mænd pået nærliggende plejehjem, mens en gruppe piger har spillet banko med de ældredamer. Alle er glade for ordningen, som i dag også omfatter fælles caféture,fisketure, fortælleaftener og planlagte grillarrangementer til sommer med mere.
Det var en faglig øjenåbner, da vistiftede bekendtskab med et spændende samarbejde mellem fritidsklubben Lykkeboog plejehjemmet Vigerslevhus. Vi studerer ungdomspædagogik påBallerup-seminaret, og i en opgave om pædagogisk udviklingsarbejde satte vi osfor at dokumentere det utraditionelle samarbejde. Vi blev så begejstrede fordet vi så, at vi fik lyst til at fortælle om det.
Heidi Otoo er plejehjemsansat. Menhun har også i en periode på fire år boet i en lille fiskerlandsby i Ghana.Måske var det derfor, at hun tog initiativ til at invitere en gruppe ungeindenfor på plejehjemmet i Valby.
I Ghana lever generationerne sammen,de ældre tager sig af de yngste, og de yngre tager sig af de ældste. I Ghana erdet forudsætningen for at overleve. Nogle gange skal man opleve noget heltanderledes for at få øje på, hvordan vores egen verden er skruet sammen. Og da HeidiOtoo kom hjem til Danmark og begyndte at arbejde på Vigerslevhus, synes hun atdet var synd og skam, at de ældre levede så afsondret fra andre aldersgrupper.
I Danmark har generationerne ogsåengang levet tættere sammen, men den historiske udvikling med blandt andetindustrialisering, individualisering og “statsgaranteret” pasning af børn oggamle har ført til, at forskellige aldersgrupper i dag lever adskilte liv. Heltfra den spæde start adskilles små børn fra de lidt større i henholdsvisvuggestuer og børnehaver, senere går børnene i aldersbestemte skoleklasser,fritidsaktiviteter foregår først i SFO og – når man har alderen til det – ifritids- og ungdomsklubber, og sådan fortsætter det livet igennem.
Denne alderssegregering er muligvisen naturlig følge af den historiske udvikling. Vi tænker ikke så meget over deti vores hverdag, og vi har i hvert fald ikke selv tænkt over det i vores egenpraksis i forskellige ungdomspædagogiske sammenhænge; ungdomsklubber,efterskole og væresteder.
Fordomme gjort til skamme
Men er det godt at vi lever sådan?Måske fører vores adskilte liv til fordomme og ideer om “de andre”, som er medtil at cementere eller ligefrem forstærke segregeringen?
Da vi tog til Valby for at undersøgeog dokumentere projektet med de unges plejehjemsbesøg, pegede vores fordomme daogså i den retning. På den ene side, havde vi svært ved at tro på, at de ungegad plejehjemsbesøgene – hvorfor skulle de det, når klubberne bugnede af tilbudom playstation, gocart og parisertoast? På den anden side havde vi en tågetforhåbning om at blive mødt af en romantisk “Werthers-Echte-reklame-stemning”,hvor gensidig inklusion og anerkendende relationer osede om kap med duften afhjemmebag og svundne tiders fællesskab. Vi mødte ingen af delene.
”Vi er i vores personalegruppe megetpositive over for nye ideer, så da Heidi Otoo forelagde ideen, faldt den i godjord med det samme”, sagde den første pædagog, vi interviewede.
Klubben startede ud med en gruppe på5-7 piger i alderen 9 til 12 år, som en gang hver 14. dag besøgte nogle af deældre damer på plejehjemmet. Så blev der spillet banko, der var højtlæsning,cafébesøg eller nogle af de ældre fortalte historier fra deres ungdom.
Vores idé om at de unge ikke gadbesøge de ældre blev gjort til skamme: ”Der er nogen af de ældre, der haroplevet 2. verdenskrig, det syntes jeg er interessant” fortalte en af pigerneos. En anden supplerede: “Én af de ældre har arbejdet for dronningen, hun harpasset og plejet hendes blomster i haven.”
Pigerne har også malet billedersammen med damerne, og så snart de er færdige, vil de prøve at få demudstillet, på biblioteket eller i medborgerhuset.
Da vi blev inviteret med til banko,oplevede vi, hvor hjælpsomme pigerne var. Der var nogle af de ældre damer, dersad i kørestol, så dem hjalp pigerne ind til bordet, og under selvebankospillet var de meget opmærksomme på at hjælpe de ældre, der ”kom til” at læggebrikkerne på de forkerte numre. I det hele taget hyggede de sig sammen. ”Det måvære kedeligt at være beboer her på plejehjemmet, så vi kommer og gør noget forde ældre, så behøver de ikke være alene, når vi er her”, funderede én afpigerne.
På fisketur
Efter et lille års gode erfaringermed pigegruppen, blev der lavet en gruppe på 4-6 drenge, der ligeledes tagerover på plejehjemmet en gang hver 14. dag og spiller keglebillard, bowler,eller tager på fisketure sammen med nogle af de ældre mænd. Da vi talte meddrengene, fortalte de, at de hyggede sig og havde det rart sammen.
Vi spurgte dem, om de ikke hellereville på biograftur og spise på McDonald – svaret var nej! De ville hellereover på plejehjemmet, for som én af drengene sagde ”Man kan altid komme påMcDonald og i biografen, men det er ikke altid jeg kan komme over påplejehjemmet.”
Pædagogen Karsten Fribo, som tagermed drengene over på plejehjemmet, fortalte at der altid er stor tilslutningtil turen og mange af drengene er gengangere.
”Da vi begyndte at komme påplejehjemmet, var drengene mere optaget af de ældre der gik med rollator ellerkørte rundt i kørestol, end de var i selve spillet. I dag lægger de ikke mærketil det, de er blevet vant til det.”
De ældre nyder også godt af samværetmed de unge, de syntes det er rart med et frisk pust, og der var udbredtenighed om, at de unge er søde og rare at være sammen med, samt meget høflige.”De giver hånd når de kommer og når de går, og hvis vi mødes på gaden eller isupermarkedet, hilser vi også på hinanden.”
Når der bliver spillet billard, gårde ældre ikke af vejen for at give gode råd og i starten var de unge ikke sågode, som de er nu. ”Til at begynde med vandt vi hver gang, men nu vinder deunge desværre lidt for tit” betroede en ældre mand os smilende.
Man må betegne dette utraditionellesamarbejde som en succes. Egentlig er det jo elementært det de gør sammen, mendesværre er det ikke noget, vi kender fra vores pædagogiske praksis.
Man kan spørge sig selv, hvorforkoblingen ung/ældre ikke er mere udbredt? Handler det i virkelighedenom, at vores institutionelle (pædagogiske) verden, er så opdelt og adskilt, atman ikke kan se skoven for bare træer?