Banko, billard og plads til alle

Af Dorthe Jespersen, Lea Ambirk, Ensaf Elsubaihi og Helle Nielsen

En historie om rummelighed i praksis: i mere end tre år har en gruppe drenge fra en fritidsklub i Valby hver 14. dag spillet billard med en gruppe ældre mænd på et nærliggende plejehjem, mens en gruppe piger har spillet banko med de ældre damer. Alle er glade for ordningen, som i dag også omfatter fælles caféture, fisketure, fortælleaftener og planlagte grillarrangementer til sommer med mere.

Det var en faglig øjenåbner, da vi stiftede bekendtskab med et spændende samarbejde mellem fritidsklubben Lykkebo og plejehjemmet Vigerslevhus. Vi studerer ungdomspædagogik på Ballerup-seminaret, og i en opgave om pædagogisk udviklingsarbejde satte vi os for at dokumentere det utraditionelle samarbejde. Vi blev så begejstrede for det vi så, at vi fik lyst til at fortælle om det.

Heidi Otoo er plejehjemsansat. Men hun har også i en periode på fire år boet i en lille fiskerlandsby i Ghana. Måske var det derfor, at hun tog initiativ til at invitere en gruppe unge indenfor på plejehjemmet i Valby.

I Ghana lever generationerne sammen,de ældre tager sig af de yngste, og de yngre tager sig af de ældste. I Ghana er det forudsætningen for at overleve. Nogle gange skal man opleve noget helt anderledes for at få øje på, hvordan vores egen verden er skruet sammen. Og da Heidi Otoo kom hjem til Danmark og begyndte at arbejde på Vigerslevhus, synes hun at det var synd og skam, at de ældre levede så afsondret fra andre aldersgrupper.

I Danmark har generationerne også engang levet tættere sammen, men den historiske udvikling med blandt andet industrialisering, individualisering og “statsgaranteret” pasning af børn og gamle har ført til, at forskellige aldersgrupper i dag lever adskilte liv. Helt fra den spæde start adskilles små børn fra de lidt større i henholdsvis vuggestuer og børnehaver, senere går børnene i aldersbestemte skoleklasser, fritidsaktiviteter foregår først i SFO og – når man har alderen til det – i fritids- og ungdomsklubber, og sådan fortsætter det livet igennem.

Denne alderssegregering er muligvis en naturlig følge af den historiske udvikling. Vi tænker ikke så meget over det i vores hverdag, og vi har i hvert fald ikke selv tænkt over det i vores egen praksis i forskellige ungdomspædagogiske sammenhænge; ungdomsklubber, efterskole og væresteder.

Fordomme gjort til skamme

Men er det godt at vi lever sådan? Måske fører vores adskilte liv til fordomme og ideer om “de andre”, som er med til at cementere eller ligefrem forstærke segregeringen?

Da vi tog til Valby for at undersøgeog dokumentere projektet med de unges plejehjemsbesøg, pegede vores fordomme da også i den retning. På den ene side, havde vi svært ved at tro på, at de unge gad plejehjemsbesøgene – hvorfor skulle de det, når klubberne bugnede af tilbud om playstation, gocart og parisertoast? På den anden side havde vi en tåget forhåbning om at blive mødt af en romantisk “Werthers-Echte-reklame-stemning”, hvor gensidig inklusion og anerkendende relationer osede om kap med duften af hjemmebag og svundne tiders fællesskab. Vi mødte ingen af delene.

”Vi er i vores personalegruppe meget positive over for nye ideer, så da Heidi Otoo forelagde ideen, faldt den i god jord med det samme”, sagde den første pædagog, vi interviewede.

Klubben startede ud med en gruppe på 5-7 piger i alderen 9 til 12 år, som en gang hver 14. dag besøgte nogle af de ældre damer på plejehjemmet. Så blev der spillet banko, der var højtlæsning,cafébesøg eller nogle af de ældre fortalte historier fra deres ungdom.

Vores idé om at de unge ikke gad besøge de ældre blev gjort til skamme: ”Der er nogen af de ældre, der har oplevet 2. verdenskrig, det syntes jeg er interessant” fortalte en af pigerne os. En anden supplerede: “Én af de ældre har arbejdet for dronningen, hun har passet og plejet hendes blomster i haven.”

Pigerne har også malet billeder sammen med damerne, og så snart de er færdige, vil de prøve at få dem udstillet, på biblioteket eller i medborgerhuset.

Da vi blev inviteret med til banko, oplevede vi, hvor hjælpsomme pigerne var. Der var nogle af de ældre damer, der sad i kørestol, så dem hjalp pigerne ind til bordet, og under selve bankospillet var de meget opmærksomme på at hjælpe de ældre, der ”kom til” at lægge brikkerne på de forkerte numre. I det hele taget hyggede de sig sammen. ”Det må være kedeligt at være beboer her på plejehjemmet, så vi kommer og gør noget for de ældre, så behøver de ikke være alene, når vi er her”, funderede én af pigerne.

På fisketur

Efter et lille års gode erfaringer med pigegruppen, blev der lavet en gruppe på 4-6 drenge, der ligeledes tager over på plejehjemmet en gang hver 14. dag og spiller keglebillard, bowler, eller tager på fisketure sammen med nogle af de ældre mænd. Da vi talte med drengene, fortalte de, at de hyggede sig og havde det rart sammen.

Vi spurgte dem, om de ikke hellere ville på biograftur og spise på McDonald – svaret var nej! De ville hellere over på plejehjemmet, for som én af drengene sagde ”Man kan altid komme på McDonald og i biografen, men det er ikke altid jeg kan komme over på plejehjemmet.” 

Pædagogen Karsten Fribo, som tager med drengene over på plejehjemmet, fortalte at der altid er stor tilslutning til turen og mange af drengene er gengangere.

”Da vi begyndte at komme på plejehjemmet, var drengene mere optaget af de ældre der gik med rollator eller kørte rundt i kørestol, end de var i selve spillet. I dag lægger de ikke mærke til det, de er blevet vant til det.”

De ældre nyder også godt af samværet med de unge, de syntes det er rart med et frisk pust, og der var udbredt enighed om, at de unge er søde og rare at være sammen med, samt meget høflige.”De giver hånd når de kommer og når de går, og hvis vi mødes på gaden eller i supermarkedet, hilser vi også på hinanden.”

Når der bliver spillet billard, går de ældre ikke af vejen for at give gode råd og i starten var de unge ikke så gode, som de er nu. ”Til at begynde med vandt vi hver gang, men nu vinder de unge desværre lidt for tit” betroede en ældre mand os smilende.

Man må betegne dette utraditionelle samarbejde som en succes. Egentlig er det jo elementært det de gør sammen, men desværre er det ikke noget, vi kender fra vores pædagogiske praksis.

Man kan spørge sig selv, hvorfor koblingen ung/ældre ikke er mere udbredt? Handler det i virkeligheden om, at vores institutionelle (pædagogiske) verden, er så opdelt og adskilt, at man ikke kan se skoven for bare træer?