1. maj
Under de røde faner
Snart mødes vi igen under de røde faner. For det er lige straks 1. maj, arbejderklassens internationale kampdag.
1 maj som arbejdernes internationale kampdag er 114 år gammel. Året 1890 var første gang dagen blev brugt som en fælles international demonstrationsdag. Den samlende parole var kravet om otte timers arbejdsdag. Det var en torsdag, og på dagen var der i en række af Europas hovedstæder store demonstrationer. Både i Østrig og Frankrig kom det til blodige sammenstød med politiet og flere døde. Også i Italien og Spanien stødte demonstranter sammen med politiet, og mange blev arresteret. I England deltog flere hundrede tusinde i demonstrationerne.
Tanken om at bruge en dag hvor alt arbejde standses for at gennemtvinge en 8-timers arbejdsdag opstod først i Australien, men de amerikanske arbejdere var de første til at følge eksemplet. De fastslog i 1886, at 1. maj skulle være dagen. På denne dag forlod 200.000 arbejdere deres arbejde og krævede 8-timers arbejdsdag. De blev selvfølgelig forfulgt af regeringen, og det forhindrede i nogle år en gentagelse af manifestationen. Men i 1888 fornyede de deres beslutning og fastsatte 1. maj 1890 som dato for næste festdag.
Spredt til hele verden
I Europa blev beslutningen om 1. maj taget på 2. Internationales første kongres i Paris året før, på initiativ af de amerikanske arbejdere.
Arbejderbevægelsen i Europa havde udviklet sig til en kraftfuld bevægelse i årene før, det blev især tydeligt på den internationale arbejderkongres i 1889. Her besluttede de 400 delegerede med franskmanden Lavigne i spidsen at kræve 8-timers arbejdsdagen og fastsatte datoen 1. maj 1890 som dagen for en fælles kampdag.
Egentlig var det kun tænkt som en éngangsmanifestation, men tanken vandt hurtigt genklang i arbejderklassen. 1. maj skulle være en årligt tilbagevendende begivenhed, trods den militante modstand demonstrationerne blev mødt med. På grund af forskellige problemer i forskellige lande dog med den modifikation at 1. maj skulle være en almindelig strejkedag hvis det var muligt.
Under første verdenskrig stoppede 1. maj demonstrationerne i de fleste af de lande, som var berørt af krigen. Men 1. maj-demonstrationerne spredte sig til andre kontinenter. Både i Kina og Japan blev der arrangeret store demonstrationer.
Stadig en kampdag
De danske arbejdere måtte under trussel om afskedigelse i de første år holde demonstrationen på den nærmeste søndag. Men fra slutningen af 1890'erne accepterede arbejdsgiverne, at arbejderne kunne få fri på selve dagen.
Under den tyske besættelse af Danmark forekom der ingen officiel markering af 1. maj. Nazisterne misbrugte 1. maj ved at fejre den som «Arbejdets dag». Dagens oprindelige indhold som arbejdernes kampdag blev i stedet for en hyldest til det tredje riges organiserede klassesamarbejde. Imens var arbejderbevægelsens ledere enten likvideret, sat i koncentrationslejr eller havde måttet flygte fra landet.
Siden verdenskrigen har 1. maj været fejret, men med skiftende styrke – afhængig af de politiske vinde. Gennem 1980'erne var den Fælles Faglige 1. Maj den største demonstration i København. I dag har arrangementerne i Danmark nok en lidt anden karakter end tidligere, i hvert fald for nogle er det efterhånden mere en folkefest end en egentlig politisk manifestation. For mange andre har dagen stadig den samme betydning: en international kampdag med solidaritet og kamp for rettigheder som basis. Og rundt omkring ude i verden mødes 1. maj demonstrationer fortsat af tåregas, politi og militær.
LFS fejrer som altid 1. maj i gården i Sorøgade 4 sammen med de andre pædagogiske organisationer. Vi starter kl. 9, spiser morgenmad, synger, hører på taler, ser gøgl og hygger os sammen for derefter at gå samlet til Fælledparken ca. kl. 12.30 under de røde faner. Mød op og hør Birgit Elgaard, nyvalgt formand for BUPL og Kirsten Annette Christensen, formand for LFS' almenområde og kandidat til EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU. De er begge årets talere i gården.