Børn har brug for stress
Børn skal ikke pakkes ind i vat og beskyttes mod alt, der kan stresse dem. Det er nemlig i den moderate stress, at barnet udvikler sig, mener professor i mental børnesundhed Carsten Obel, som også synes, at vi spørger børnene for meget om, hvordan de har det.
Tekst: Hedda Maj Jensen
Stress er ikke noget, børn har. Det er noget, de udsættes for, og en tilpas mængde stress er endda sundt. Det siger Carsten Obel, som gennem mange år har forsket i stress tidligt i livet og i børns mentale sundhed.
”Der opstår først et problem, når barnet gennem lang tid møder udfordringer, som det føler sig magtesløst overfor. Så kan barnet reagere med mistrivsel. Og det er her, vi voksne skal være opmærksomme,” siger Carsten Obel, der understreger, at vi i højere grad skal iagttage børnene end at spørge dem.
Han mener, at vi som forældre og samfund kan bidrage til at gøre børn mere skrøbelige ved hele tiden at spørge ind til, hvordan de har det.
”Forældre kan komme til at overføre deres stress og egne bekymringer over børnenes velbefindende til børnene. Det er ikke så underligt, at vi som forældre bliver fristet til hele tiden at prøve at forsikre os om, at vores børn har det godt ved at spørge dem. Det er naturligt nok i en tid, hvor børnene fra en tidlig alder tilbringer deres hverdag et andet sted, end hvor forældrene er. Men det uhensigtsmæssige kan være, at børnene får en følelse af, at de på det punkt kan styre deres forældre. De kan også i nogle tilfælde blive så optaget af deres eget velbefindende, at de glemmer det væsentlige, nemlig hvordan andre har det, og hvad de kan bidrage med til fællesskabet,” siger Carsten Obel.
Trivsel udspringer af fællesskab
Professoren mener nemlig, at trivsel – både for børn og voksne – primært udspringer af at være del af fællesskabet og af at bidrage.
”Vi kender fænomenet fra voksne rygpatienter. De, der hurtigst kommer sig over deres smerter, er dem, som har en arbejdsplads, der giver udtryk for, at de er en værdifuld arbejdskraft, som er savnet. Det gælder også for børn: Det at glemme sig selv, fordi man er del af noget større, er i virkeligheden den mest sikre vej til at have det godt,” siger Carsten Obel.
De fleste får det altså bedre, hvis de føler sig vigtige for fællesskabet, men Carsten Obel er klar over, at det også er en samfundsudfordring, for vi er vant til at spørge, hvordan det enkelte barn har det og undersøge deres trivsel.
Stress er et grundvilkår
Selv om voksne skal være opmærksomme på ikke at overføre deres egen stress til børnene, skal børnene heller ikke pakkes ind i vat og beskyttes mod alt, der kan stresse dem, for det er i den moderate stress, at barnet udvikler sig, siger Carsten Obel.
”Et sundt barn bliver, fra det er helt lille, udsat for nye ting, som det skal lære. Små børn vågner for det meste op om morgenen og er veloplagte, og her har de faktisk et højt stressniveau fysiologisk, hvilket er centralt for, at de kan være klar til at møde verden. De skal lære en masse socialt, og de vil gerne udfordres. Små børn på omkring to år har da også et højere niveau af stresshormon end treårige og fireårige. De sover også mere, og begge dele er forståeligt, da de dagligt gennemgår et krævende arbejde med nye udfordringer og har stort behov for restitution,” siger professoren, som mener, vi skal huske, at stress er et grundvilkår for udvikling gennem vores liv.
Fra stress til mistrivsel
Det skal naturligvis tages alvorligt, hvis det, der stresser barnet, får det til at glide over i mistrivsel.
”Hvis børn er uoplagte i forhold til at tage fat på livets udfordringer, kan det principielt skyldes to ting, som oftest er i kombination. Det ene er, at de ikke har de samme forudsætninger for at klare udfordringerne som andre børn. Det andet kan være, at de er udsat for et for højt niveau af social stress med udfordringer, som de ikke kan overskue, og som de er magtesløse over for. Det kan eksempelvis være, hvis forældrene skændes, eller at barnet oplever mobning. Ofte er det en kombination af stress og sårbarhed,” siger Carsten Obel, der fortæller, at ændring af børnenes døgnrytme er et af de første tegn.
”Det er vigtigt at være opmærksom på ændret søvnmønster, spiselyst og oplagthed. Det er tegn på, at den normale døgnrytme, hvor der er en parathed og evne til at tage nye udfordringer op om dagen og tid til at restituere og reparere om natten, er forstyrret.”
Individuelle reaktioner
Børn reagerer dog meget individuelt, når de udsættes for langvarig stress.
”Nogle børn bliver urimelige, og andre bliver mere indelukkede, men der er en kæmpe variation i reaktionerne,” forklarer Carsten Obel, som derfor siger, at man skal holde øje med tegn på, om barnet gør noget anderledes, end det plejer, eller om det afviger meget fra, hvad andre i samme udviklingsfase gør. Man skal være nysgerrig, hvis barnet trækker sig socialt eller reagerer helt anderledes i sociale situationer, end man havde regnet med.
”Har de mødt et udviklingstrin, som qua deres forudsætninger er særligt udfordrende, eller sker der faktisk noget omkring dem, som de ikke forstår? Det kan sagtens være helt naturligt, men man bliver nødt til at tilstræbe at forstå barnets synspunkt. Det kan være helt simple sociale ting og følelser. Det, der typisk kan være en udfordring - både for børn og voksne – er at forstå såvel andres, men især egne følelser. Til gengæld er der her, hvis man gør sig umage, et stort udviklingspotentiale og en stor gevinst for at udvikle sig. Og det skaber robusthed over for stress. Familien er vigtig for barnet, fordi det her har nogle mennesker, der støtter og giver tryghed. Barnet har dog også brug for andre mennesker, som er anderledes, og som kan inspirere og komme med andre vinkler, så det kan komme videre. Begge bidrag er vigtige for at komme videre fra en presset situation,” siger Carsten Obel.
Ikke verdens undergang
Pædagoger og andre, som er tæt på børn i det daglige, kan måske finde hjælp i en systematik og tjeklister for at sikre, at de kommer hele vejen rundt om barnets perspektiv, så der kan sættes tidligt ind ved tegn på mistrivsel. Man kan helt konkret holde øje med børnenes døgnrytme, soverytme, spiserytme, hvilke aktiviteter de indgår i, og hvordan de fungerer socialt. Psykosomatiske smerter som mave- og hovedpine skal man også holde øje med.
Carsten Obel pointerer, at det oftest ikke er verdens undergang, hvis et barn i en kortere periode føler sig presset. Men det er vigtigt løbende at være opmærksom på barnets perspektiv og tilstræbe at skabe rammer, så barnet udfordres i en tilpas grad - trives, udvikler sig og lærer af sit liv – herunder også at komme godt igennem de mindre sjove ting.
”Vi skal passe på ikke at sygeliggøre børnene, men forstå dem og deres perspektiv. At reagere med fx ondt i maven er en almindelig reaktion for et barn, som oplever for meget pres. Fokus bør være nysgerrighed på, hvad der presser barnet,” siger Carsten Obel.
Bekymrende at flere bukker under
Selv om stress er et grundvilkår i vores liv, mener Carsten Obel stadig, at det er bekymrende, at så mange helt normalt fungerende børn og unge synes at bukke under og have det skidt.
”Hvis børn ikke kan klare det, hverdagen byder dem, har vi en udfordring som samfund. Vi kan ikke gardere os mod alvorlig sygdom, katastrofer, eller at vores nærmeste bliver kørt over. Her skal der selvfølgelig gøres noget særligt for dem, som oplever det. Men at alle vi andre, herunder børn, som burde have alle muligheder, har det SÅ skidt, er naturligvis bekymrende, også fordi vi har brug for de unge i fremtiden”.
Carsten Obel mener derfor, at det er væsentligt at diskutere, hvor vi som pædagoger og forældre fokuserer vores opmærksomhed.
”Opsummerende tror jeg, en del af problemet er, at vi spørger børn og unge så meget om, hvordan de har det, i stedet for bare at se på, hvordan de fungerer især i samværet med andre børn. Ser vi et barn, som lider, ikke har nogen social kontakt og bare sidder for sig selv? Det finder vi ikke ud af ved at spørge dem om, hvordan de har det. Det finder vi ud af ved at samarbejde om at se dem. Men det allervigtigste er nok at finde tilbage til en kultur, hvor det naturlige fokus er at bidrage til fællesskabet. At børnene oplever, at de er vigtige i det, der foregår i børnehaven eller skolen. det kan være et sted at starte, at lade dem deltage i madlavning eller en anden aktivitet, som involverer samarbejde. det akn ofte give anledning til, at børn deler deres hverdag med én. Og så skal man huske at sige til dem: Hvor er det bare fedt, du er her, det ville ikke være det samme uden dig,” siger Carsten Obel.
Carsten Obel er praktiserende læge og professor i mental børnesundhed, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. Han er pt. Danmarks eneste professor i mental børnesundhed.