LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger

Genveje

LFS-logo Log ind / Mit LFS Tillidsvalgt Løn LFS Nyt
Vilkår/privatliv Kontakt os Meld dig ind

Linklinje

  • Forside
  • LFS
  • LFS Nyt
  • 2010erne
  • 2017
  • Blad nr. 10
  • Misbrug stjæler omsorgen fra barnet
 

Sidemenu

  • Leder: Den lille lovlige korruption er den farligste
     
  • Hele bladet som pdf
     
  • Småt nyt
     
  • Børn har brug for stress
     
  • Min pædagog med Stine Bosse: Måtte lægge fordommene til side
     
  • Hjemløsedag med sorg og glæde
     
  • Kunst er at lege med tingene: 24 splinternye hemmeligheder
     
  • Og så kommer rensdyrene!
     
  • Misbrug stjæler omsorgen fra barnet
     
  • ”Har jeg ikke mødt dig på den lukkede?”
     
  • Bogomtaler
     
  • LFS på sagen: LFS-medlem uden forsørgelse i syv måneder
     
  • LFS-arrangement: Juletræsfest 2017
     
Af Anna Louise Stevnhøj  | 24.11.2017  | Almen  Dagplejen  Special  
  
 

Misbrug stjæler omsorgen fra barnet 

Små børn tager skade af misbrug i familien – uanset om misbruget handler om årgangsrødvin, øl eller hash. København har fået et tilbud til familier med børn under fem år, hvor småbørnsfamilier kan få hjælp til at bearbejde en svær tid og reparere på relationen. Og behandlerne opfordrer til, at pædagoger i daginstitutioner skal vove den svære samtale om, hvad misbrug gør ved børn, så familien kan få hjælp.  

Tekst: Anna Louise Stevnhøj  

De forældre, der tager imod tilbuddet fra Familieværkstedet, er meget forskellige. Der er veluddannede forældre, der virker ressourcestærke, og så er der udsatte familier, der har meget mere at slås med end misbrug.  

Forældrene finder dog hurtigt ud af, at de har rigtig meget til fælles, fortæller familiebehandler og pædagog Sacha Larsen: 

”De kigger lidt på hinanden, når de første gang er til gruppeundervisning. Men så er der en, der bryder isen og fortæller om, hvor frygteligt det var, da hun netop havde født, og manden kom beruset ind på sygehuset og lavede en scene foran alle sygeplejerskerne og de andre mødre. Så opstår genkendelsen og følelsen af at forstå hinanden – uanset om man kommer fra helt forskellige sociale lag,” fortæller Sacha Larsen. 

Misbrugeren fik opmærksomheden  

Familieværkstedet tager imod familier med børn op til fem år, og det er børnene, der er i centrum for indsatsen. 

”I familier med misbrug, får misbruget det fokus, som barnet skulle have haft. Det gælder også, selv om det kun er den ene forælder, der har drukket eller taget stoffer. For så har den anden forælder haft så meget energi bundet op på partneren, at der ikke har været fokus nok på barnet,” siger Sacha Larsen, der flere gange har fået fortællingen om, hvordan forælderen har været nødt til at lade barnet ligge og græde alene frem for at tage det op. Eller forældre der ikke har kunnet være følelsesmæssigt tilgængelige i deres forsøg på at skærme barnet mod den uro og konflikt, der har været i familien.  

”De har stået i valget mellem at inddrage barnet i en voldsom alkoholiseret scene eller at skåne det ved at lade det ligge. Det medfører en følelse af skam og skyld, når de er på den anden side af misbruget, eller når de er gået fra misbrugeren,” siger Sacha Larsen.  

Erkendelsen af misbruget 

Familien skal helst være på den anden side af et misbrug eller være i misbrugsbehandling for at starte i Familieværkstedet. 

”Men vi har også en gruppe enlige forældre, især mødre, som har forladt den misbrugende forælder. De opsøger eller visiteres til Familieværkstedet for at få hjælp til at forstå, hvordan den anden forælders misbrug har påvirket både barnet og dem selv og deres forældreskab”, fortæller Sacha Larsen. 

Det kan være svært at vurdere, hvornår der er tale om et forbrug, og hvornår der er tale om et misbrug. 

”Mange forældre er afvisende overfor, at de har et misbrug. Men det, vi kan tale om, er, at deres ”forbrug” af alkohol, hash eller stoffer påvirker deres forældreevne. Mange forældre siger fx, at de jo kun ryger hash eller drikker, når barnet sover. Men hvis man har et misbrug, er det en hel cyklus, der går i gang. Det handler for barnet ikke kun om det tidsrum, hvor far eller mor drikker. Det starter allerede ved den første trang, hvor man mister fokus på barnet, herefter kommer rusen, hvor man bliver ustabil og utilgængelig, og herefter kommer tømmermændene dagen efter, hvor man er træt og uoplagt. Man fremstår ustabil og usammenhængende i sin indre sindstilstand i alle tre faser, og dét mærker barnet,” siger Sacha Larsen.  

Pas på de nemme børn  

Erfaringen hos behandlerne i Familieværkstedet er, at børn i familier med misbrug meget tidligt i deres liv lærer at tage ansvar for sig selv. Det kan forveksles med, at det er nemme og velfungerende børn.  

”Børnene fornemmer, at de voksne ikke er i stand til at passe på dem, fordi de ikke er i følelsesmæssig kontakt med dem eller er optaget af deres indbyrdes konflikter og mistillid til hinanden,” siger Sacha Larsen. 

Når et barn tidligt får erfaringer med ikke at blive set eller hørt, vil det typisk begynde at tage ansvar for sig selv, og det vil ikke have forventninger til voksne om at kunne få hjælp.  

”Når børn er meget små, ses det ikke altid så tydeligt, men et tegn kan fx være, at barnet har et meget stort kontrolbehov, og at det eksempelvis ikke vil give sig hen til en voksen. Det kan være et af de børn, der kan alting selv, og som ikke efterspørger hjælp, trøst og omsorg fra voksne. Det er børn, som vuggestuen eller børnehaven fejlagtigt kan komme til at opfatte som nemme børn, fordi de ikke gør krav på de voksnes opmærksomhed,” siger Sacha Larsen. 

Det er derfor et vigtigt opmærksomhedspunkt for pædagoger i daginstitutioner. 

”Vi møder mange børn, der af deres daginstitution beskrives som velfungerende og i fin trivsel, men hvor vi ser, at noget af det, de kan, er at tage lederskab. Det lederskab som deres forældre faktisk skal tage for dem. Og det er i høj grad noget af det, vi arbejder med. Både børn og forældre skal lære, hvem det er, der tager lederskab og ansvar,” siger Sacha Larsen. 

Ikke behandling, men kursus   

Familieværkstedet tilbyder intensive forløb på tre måneder. Overskriften er ikke behandling men kursus. 

”Det er meget bevidst, at det hedder et kursusforløb, det er mindre klientiserende at komme som kursist, og vores mål er jo netop, at forældrene aktivt skal gå ind og tage ansvar for forløbet og gerne lære noget,” siger Sacha Larsen. 

Forløbet er intensivt, fordi det fordrer, at forældrene møder op tre gange om ugen i de tre måneder. En gang til børneaftale, en gang til forældreaftale hvor fokus er på forældrerollen og en gang til gruppeaftale.  

”Det kan lyde som en stor mundfuld, men vi er meget fleksible, så man rent faktisk er i stand til at passe et arbejde ved siden af. Og vores erfaring er, at forløbet rykker, fordi det netop er så intensivt. Vi får hurtigt en tæt relation til familierne, hvilket gør, at opstartsfasen ikke bliver så lang, og familierne hurtigt får tillid til os,” siger Sacha Larsen.  

De fire F’er 

Familierne har forskellige behov. Men der er nogle nøglepunkter, der arbejdes med gennem forløbet, som Familieværkstedet kalder de fire F’er; Familiens hverdag, familiens historie, familiens udfordringer og familiens sammenhold.   

”Vi arbejder med hverdagen, og vi arbejder med at skabe struktur, for det er meget ofte noget af det, der mangler. Faste sengetider for børnene, faste måltider, dagens små ritualer. Det gør verden overskuelig og skaber tryghed,” fortæller Sacha Larsen. 

Familiens konfliktniveau er typisk et vigtigt tema. Det kan være i forhold til eks-partneren, hvor der kan være store konflikter om blandt andet samværet. Men der kan også være tale om konflikter i forhold til andre medlemmer af familien i bredere forstand som fx barnets bedsteforældre.  

”Og så arbejder vi med Livshistorien. Det kan være vigtigt at reflektere over, hvad man bringer med sig fra sin egen barndom, og hvordan det har indflydelse på, hvor man er i dag,” siger Sacha Larsen, der understreger, at der arbejdes fremadrettet: 

”Det handler om at finde ud af, hvor ressourcerne er. Hvilke mennesker i forældrenes og barnets liv yder støtte og opbakning. Kort sagt, hvem kan man søge til, når noget er svært. ” 

Der arbejdes også med, hvordan forældrene kan tale med deres børn om misbruget. Hvilke ord man kan bruge over for små børn, og hvordan man kan fortælle den fælles historie til barnet. 

Forældre og børn lærer at lege for at finde hinanden 

Børneaftalen handler om relationen mellem forælder og barn.  

”Vi er inspireret af den terapeutiske metode, der hedder Theraplay. Det går, meget forenklet, ud på, at vi som konsulenter sætter lege i gang, hvor mor eller far leger nogle lege med barnet, hvor de dels arbejder med tilknytningen og samspillet, og hvor barnet lærer, at det er den voksne, der leder og fører an,” siger Sacha Larsen, som selv kan blive helt betaget over, hvor effektivt det er.  

”Vi har set store forandringer. Jeg kan især huske en mor, der kom med en treårig, der var ekstremt afvisende over for hende, og som fx nægtede at holde i hånden. Barnet var meget anspændt og meget hyper; det nærmest kravlede på væggene. Hen mod slutningen af forløbet, mødte vi et barn, som var i ro med sig selv, og som til sidst i forløbet turde at give mere slip på sit kontrolbehov, og give sig hen til sin mor. Moren kunne faktisk sidde med barnet i armene, som om det var en baby, og det var rigtig godt for de to, fordi moren havde misset den nære kontakt i de første måneder af barnets liv på grund af farens misbrug, som fyldte alting.” 

Gråzonebørnene  

Familieværkstedet visiterer selv. Det betyder, at de både modtager familier, der ”skal”, fordi de har fået pålæg af socialforvaltningen, og familier der henvender sig uden om det sociale system, fordi de kan mærke, at de har brug for hjælp. 

”Det er ofte sundhedsplejersker eller pædagoger, der råder forældrene til at få hjælp til deres børn, og som kan fortælle, at vi eksisterer, ” fortæller Sacha Larsen, der understreger, at det er meget velkomment. 

”Jo tidligere i barnets liv man kan gribe ind, desto mere og bedre kan barnet hjælpes. Det sociale system opdager jo ikke nødvendigvis de børn, der har brug for hjælp. Der kan være tale om såkaldt pæne selvforsørgende forældre, og der kan være tale om ex-partnere til misbrugere, hvor relationen er startet helt skævt. De har brug for, at frontpersonalet ude ved børnene får øje på problemerne og tør konfrontere dem,” siger Sacha Larsen. 

Tag den svære samtale  

Hun ved, at det kan være en svær samtale at tage, også fordi man som professionel nødig vil ødelægge relationen til forældrene. 

”Men den er nødvendig. Og man behøver jo ikke starte med at beskylde folk for at være alkoholikere. Man kan sige, at man er bekymret for barnet, og at der er noget i hans eller hendes adfærd, der minder om det, man ser i familier, hvor misbrug fylder for meget, og hvad de så tænker om det. Så kan det være, at de siger, at de jo først drikker eller ryger hash, når barnet sover. Så kan man sige, at man ved, at det alligevel er skadeligt, og om de ikke har lyst til at tale med os,” siger Sacha Larsen. 

Erfaringen er, at det kan være en lettere indgang for forældrene, fordi kurset har fokus på barnet frem for misbruget.  

”Mange af disse forældre lider typisk af stor skyld og skam og af bekymring for barnet. Det kan vi arbejde med her.” 



Panelkrybere og sprællere  

Børn i familier med misbrug opfører sig ikke ens. Men et fællestræk er, at de ofte tager lederskabet for sig selv, og at de stoler meget lidt på voksne, fortæller Sacha Larsen. 

”Mange af børnene er højspændte. De har kropslig uro, og nogle gange klatrer de nærmest på væggene. Men der er også panelkryberne; de børn der samarbejder og tilpasser sig alt for meget, og som umiddelbart kan virke velfungerende. 

”Derfor er det supervigtigt, at man som professionel reagerer, hvis man oplever, at der er problemer med misbrug i en familie. For selv om børnene virker upåfaldende, tager de skade. Og det er mindst lige så bekymrende, når de over-samarbejder, som når de udadreagerer,” siger Sacha Larsen.  


Hvor, hvem og hvordan 

Familieværkstedet er tilbud til familier med børn i alderen 0-5 år og gravide, som har oplevet problemer med alkohol, hash eller andre stoffer. Familieværkstedet tilbyder et kursusforløb på 14 uger, hvor familier med børn i alderen 0-5 år og gravide får støtte og redskaber til bedre at klare hverdagen. Adressen er Vestergade 4 i indre København.  

Familieværkstedet samarbejder med DeDrikkerDerhjemme, Center for Rusmiddelbehandling København og TUBA i projektet: Tæt på børn og unge i familier med rusmiddelproblemer. 

Medarbejdere i Familieværkstedet er familiekonsulenterne Sacha Larsen og Lone Kjærsholt. De har begge pædagogisk baggrund. Psykolog Diana Kløvedal er tilknyttet på deltid 

Familieværkstedet visiterer selv. Det vil sige, at man kan benytte tilbuddet anonymt og uden henvisning. Man kontakter Familieværkstedet via mail: familievaerkstedet@sof.kk.dk eller telefon 29 43 26 06. Læs mere på www.familievaerkstedet.kk.dk 

Sociale medier

 

Relaterede sider:

LFS-logo-hvid
LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger
Rosenvængets Allé 16
2100 København Ø

Cvr: 32848516
Tlf: 3544 4546
E-mail: lfs@lfs.dk

Ean: 5790002131097
 
English name: The National Organization of Social Education (LFS)
LFS er hovedstadens største pædagogiske fagforening
med mere end 11.000 medlemmer, og er landets eneste enhedspædagogiske fagforening. Læs mere
© Copyright 2016 - LFS
Indholdet må ikke gengives eller frames uden tilladelse. Links til sider er altid tilladt.
Sidens adresse: https://www.lfs.dk/12893 Loadtid: 0.037 sek.
Download logo
LFS-logo-hvid
LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger
Rosenvængets Allé 16          Tlf: 3544 4546               Cvr: 32848516
2100 København Ø                E-mail: lfs@lfs.dk          Ean: 5790002131097
English name: The National Organization of Social Education (LFS)
 
 
LFS er hovedstadens største pædagogiske fagforening med mere end 11.000 medlemmer, og er landets eneste enhedspædagogiske fagforening. Læs mere
© Copyright 2016 - LFS
Indholdet må ikke gengives eller frames uden tilladelse. Links til sider er altid tilladt.
Sidens adresse: https://www.lfs.dk/12893 Loadtid: 0.037 sek.
Download logo
LFS-logo-hvid
LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger
Rosenvængets Allé 16
2100 København Ø
Tlf: 3544 4546
E-mail: lfs@lfs.dk
Cvr: 32848516
Ean: 5790002131097
 
English name: The National Organization of Social Education (LFS)
LFS er hovedstadens største pædagogiske fagforening med mere end 11.000 medlemmer, og er landets eneste enhedspædagogiske fagforening. Læs mere
© Copyright 2016 - LFS
Indholdet må ikke gengives eller frames uden tilladelse. Links til sider er altid tilladt.
Sidens adresse: https://www.lfs.dk/12893 Loadtid: 0.037 sek.
Download logo