Og så kommer rensdyrene!
Voksne tænker på alt det, vi skal nå i december. Men hvad tænker børnehavebørn, når man siger det magiske ord jul? LFS Nyt har besøgt Østen for Solen på Amager.
Risengrød er lig med jul, når man er et børnehavebarn. Det er i hvert fald det, der bliver nævnt først af den lille flok, når man spørger, hvad de tænker, når man siger ordet jul.
”Når det er jul, spiser man meget risengrød. Man pynter også juletræet. Og så kommer rensdyrene,” siger Hannah Lulu. Et par af de andre skynder sig at tilføje, at man altså også spiser Ris a la Mande.
Ofelia mener også, at der hører sne til, når man snakker om julen.
”Så skal man lege i sneen. Og kalde på julemanden! ”
Hekla husker, at man synger meget, når det er jul:
”Man synger om julen. Og om nisserne. Jeg kan huske den med rotterne på loftet!
Gaverne er ikke helt ligegyldige, og flere i den lille flok har allerede ønskesedlen klar. Frederik fortæller, at han lige har fået Star Wars Lego til sin fødselsdag. Så han ønsker sig alt det andet Lego til jul.
Esther ønsker sig nye dukker. Det gør Ofelia også.
”For Esther er min allerbedste ven”.