En tidsrejse

Af Elisabeth Lockert Lange

Projekt middelalderuge i den integrerede institution Lønstrupgård har givet nyt liv og engagement til samarbejdet og det psykiske arbejdsmiljø.

Sommermarkedet i Lønby er i fuld gang, solen skinner og musikken spiller. Børn og voksne står ved de mange forskellige boder. Der flettes kurve, sys i læder, laves keramik, kartes uld.

Fine lykkesten fra Gotland malet i særlige mønstre og farver udbydes med noget, der ligner en kærlig besværgelse lagt oveni, piger får flettet deres hår i særlige fine middelalderfrisurer. Du kan købe urter som kan helbrede alt fra dårlig ånde til sure tæer. Og hvis du gerne vil vide noget om din fremtid,
er det også muligt, du skal bare kontakte spåkonen.

Går man videre på det store frie grønne område i den integrerede institution Lønstrupgård i Vanløse ser man en gruppe børn spille skak på et kæmpebræt. Et andet sted går to drenge holmgang på en bjælke lagt over en meget stor sandkasse.

Vi er i middelalderen med musik, fløjtespil, sang, dans, gabestok, præster, gøglere og hele molevitten. 120 fritidshjemsbørn er lige kommet fra skole, og de er i fuld gang med at ”indtage deres roller.” Dem har de selv valgt, og de har også selv været med til at sy og fabrikere kostumer og alt det tilbehør det kræver.

Nu kommer pigerne ud i en lang række, hånd i hånd, danser langsomt til musikken, i en bølgende rytme frem og tilbage, rundt om den store sandkasse. Netop i sandkassen skal der senere dystes om at finde den skjulte skat.

For dette er også ædel kappestrid, og i dag afgøres kampen. En gammel konge er nemlig just død, og to kongesønner rivaliserer om magten, sammen med hver deres hold. Hvem der er hvem, kan man se på det armbånd alle børnene bærer, om det er rødt eller blåt.

Hvert barn har også et navn skrevet på tøjet, et middelaldernavn. Og hver dag får de et betalingskort på 10 mark, så de har mulighed for at købe de ting, der produceres i boderne eller noget af al den gode mad, nogle af de voksne laver sammen med børnene.

Som fx røget sild og makrel, som en far står og røger i en lille ovn. Eller dejlig hyldebærsaft eller kamillete. Eller en norsk krumkage, en slags lille pandekage rullet sammen, mens den er varm.

I dag hvor den nye konge bliver udråbt, gøres der klar til afslutningen på middelaldermarkedet, med helstegt gris, to styk ligger klar på hver sin gril. I dag kommer også alle forældrene på besøg, det er tid til den store fejring og fest.

Samarbejde

I spidsen for middelalderugen, i hvert fald på idéplanet, står Henning Hansen, ansat på Lønstrupgård i 40 år, og ”vi andre skal stå tidligt op for bare at holde trit med tempoet i alle hans idéer”, siger Lone Jahnsen med et smil.

Hun er tillidsrepræsentant og har selv ”kun” været ansat på fritidshjemmet i 20 år. Hun er også en af fire tovholdere på middelalderugen, som de har arbejdet på i mange måneder. Ikke kun i forhold til børnene og selve arrangementet, men også i forhold til de ansatte, deres samarbejde og deres
arbejdsmiljø.

”På et tidspunkt var der lidt for meget af ”det plejer vi at gøre” og ”når det er gået godt til nu, hvorfor så ændre”. Vores arbejdsmiljø kunne være bedre, så vi tog fat på, hvad vi kunne gøre ved det. Det var optakten.”

De fik hjælp af deres klyngeleder, Elisabeth Quistgaard Lystrup, som er kyndig i aktionslæring, og ud fra den proces, de gennemgik, besluttede de sig for et fælles projekt som hele huset kunne være en aktiv del af. Det vender vi tilbage til.

De gik i gang, og alle var med, alle har ejerskab. Alle 120 børn var invol-veret, der blev talt middelalder, børnene valgte deres rolle og dens historie, og de var med til at udvikle historien med de to kongesønner.

”Vi kalder det Lønbymarkedet. For i gamle dage lå der her en landsby, der hed Lønby”, siger Lone Jahnsen alvorligt. Men slår straks efter over i latter og siger ”nej der gjorde da ej.”

Børnene vælger også selv, hvilke aktiviteter de vil være med i. Og der er mange valgmuligheder, ser jeg på min vej videre gennem markedet. Forbi et par drenge med store handsker på ved en interimistisk smedje, hen til spåkonen, som står og venter på kunder, mens en gejstlig holder øje med hende. Hun har en pose om halsen med hemmelige ting, og siger næsten hviskende til mig at hun naturligvis ved, hvem der vinder dysten, men det vil være uretfærdigt at fortælle det.

”Hver dag har vi haft bålmad, som børnene er med til at lave, fx grøntsags-suppe, fladbrød og urtedeller. Men i dag til festen står den på små pande-kager, med hyldeblomst i flødeskum på toppen. Det kan kun blive lækkert”, siger Lone Jahnsen.

Et hold opfindere fortæller i munden på hinanden om alt det fantastiske de har opfundet, skakbrættet fx, og ordet står for sjov, kreativitet, aktivitet og klogskab, fortæller de. De har i øvrigt også opfundet kager og slik.

”De er virkelig blevet grebet af det, men det er det der sker når vi får dem motiveret.”

Aktionslæring

Klyngeleder Elisabeth Quistgaard Lystrup har for nylig taget en konsulent-uddannelse i aktionslæring udbudt af BUF Akademi. Det kan hun godt anbefale.

”Det giver pote fra første dag”, fortæller hun begejstret. Aktionslæring styrker refleksionen og dermed fagligheden.

”Det er et enkelt redskab til at holde fokus, et værktøj til at få afklaret hvad retning man skal gå, og hvorfor man skal det. Man giver sig selv mulighed for refleksion, stiller nogle spørgsmål til sig selv og ender med, hvad der er vigtigt, hvad vi vil bruge dette til, hvorfor vi gør som vi gør.”

I processen lærer man at lytte til hvad andre siger, rigtig lytte, og det viste sig i evalueringen at da deltagerne, og det var  de fire tovholdere på middelalderugen, havde indstillet sig på bare at lytte, så gav det dem en ro og fordybelse.

”Det helt store var at alle fire tovholdere uafhængigt af hinanden sagde at de ønskede projektet, fordi de gerne ville blive bedre til at samarbejde. Selvfølgelig var børnene og deres udvikling også vigtig, men det vigtigste var samarbejdet i personalegruppen. Og med raketfart kom det i produktion.
Og nu, hvis man bliver frustreret, så tager man lige 10 minutters refleksion, spørger sig selv hvorfor vi skal lave det her, hvad der er meningen med det. Og får forståelsen og erkendelsen på plads igen.”

Som sagt giver det pote, for medarbejderne i grupperne har ”inviteret hinanden ind”. De skulle nemlig også svare på, hvem der skulle hjælpe dem, hvis de blev trætte.

”De får øje på hinandens faglighed, og de roser hinanden. Det er fantastisk for mig at se, hvordan tovholderne stråler og får arbejdsglæden tilbage. Det bliver en faglig opgave, som man deler med andre. Man kommer let til at arbejde i hver sin kasse, men pædagoger er aldrig dygtige alene. Der skal
være nogen at dele med, at spille sammen med, at reflektere med. Vi har brug for andres øjne på vores faglighed og for at diskutere med nogen”, siger hun og tilføjer, at Lønstrupgård er privilegeret i forhold til mange institutioner, fordi de har formiddagen til bl.a. en proces som denne.

Høje råb fra den centrale plads afslører at en tyv er fanget og sat i gabestokken. En pige som slet ikke ser særlig brødebetynget ud. Men ”folkemasserne” omkring gør hende alligevel lidt nervøs, som de råber på at hun skal straffes med pisk. Og pisket bliver hun, meget dramatisk. Og alt bliver foreviget, for der piler også et dokumentationshold rundt med
kameraer og blokke til noter.

Der dukker musikere og gøglere op, alle lytter og kigger, der er god respekt fra børnene om det, de andre børn laver og præsterer. Samtidig dukker flere og flere forældrene op med stolte miner, glade smil og store fotografi-apparater. Den sidste dyst om at finde den skjulte skat kan begynde.