Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
REFERAT AF ORD. GENERALFORSAMLING I DAGPLEJENS LEDERSEKTION I LFS
Afholdt 30. maj 2012 i Furesø kommune (Legestuen, Bjørnsholmvej).
Tilstede: dagplejeledere/souschefer fra 8 kommuner plus faglig sekretær Bjarne Fritzbøger (LFS).
Dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Godkendelse af forretningsorden.
3. Bestyrelsens beretning.
4. Regnskab.
5. Indkomne forslag.
6. Fremtidigt arbejde.
7. Beslutning om bestyrelsens størrelse.
8. Budget.
9. Valg – til ledersektionens bestyrelse. Til LFS’ hovedbestyrelse.
1. Valg af dirigent
Lizette Ryding valgt til dirigent.
2. Godkendelse af forretningsorden
Forretningsorden godkendt.
3. Bestyrelsens beretning
Gyrithe Johansen aflagde som formand beretning over arbejdet i de to år siden forrige generalforsamling:
Bestyrelsen har afholdt ca. 4 bestyrelsesmøder årligt – herunder fællesmøder 2 gange årligt med dagplejeområdets bestyrelse og dagpl.pædagogernes og dagplejernes faggrupper.
Bestyrelsen har tilbud om en plads i områdebestyrelsen i dagplejen – den bruges pt ikke.
Bestyrelsen har afholdt møde med dagplejeleder Vibeke Njor, som var tilknyttet FOA’s lederudvalg.
Bestyrelsen har afholdt to temadage. En dag med cand. psyk. Tommy Nelbom om velfærdsledelse og stresshåndtering og en dag med cand. pæd. Jaqueline Amholt om pædagogisk kvalitet i dagplejen.
Temadagene blev udbudt både til ledere/souschefer og til dagplejepædagogerne. Begge temadage var velbesøgte og af høj kvalitet.
Bestyrelsen deltager så vidt muligt i FOA’s ledertræf mhp inspiration og sparring.
Bestyrelsen har de sidste år oplevet pres mod dagplejen – herunder privat dagpleje.
Bestyrelsen ser positivt på, at områdeformand Marianne Rosell på dagplejeområdets vegne har skrevet til børneminister Christine Antorini og udtrykt pædagogisk og faglig bekymring mht private dagplejeordninger.
Anne Margrethe Jørgensen, der på generalforsamlingen er valgt til LFS’ hovedbestyrelse orienterede om arbejdet i Hovedbestyrelsen:
Der har i Hovedbestyrelsen været meget fokus på Københavns Kommunes omlægning til klyngeledelse.
Dagplejelederne udtrykker tilfredshed med, at Marianne Rosell og Pia Ludvigsen jævnligt orienterer Hovedbestyrelsen om dagpleje-anliggender.
4. Regnskab
Generalforsamlingen bemyndigede bestyrelsen til at godkende regnskab på førstkommende bestyrelsesmøde.
5. Indkomne forslag
Der forelå ikke nogen indkomne forslag.
6. Fremtidigt arbejde
Det aftaltes, at der fortsat skal være fokus på private pasningsordninger både med hensyn til kvaliteten i disse plus administrationen af private ordninger, der ofte er ressourceforbrugende.
Ledersektionen vil have fokus på ledelsesstrukturer og vil arbejde for, at dagplejeledelse fortsat ses som en selvstændig ledelsesform.
Ledersektionen ønsker at blive inddraget som orienterings- og medspiller omkring strukturændringer i kommunerne og LFS’ rolle heri.
Ledersektionen samarbejder med dagplejens områdebestyrelse og faggrupper om synliggørelse af dagplejepædagogik og pædagogisk faglighed.
Ledersektionen deltager så vidt muligt i fælles lederfaglige konferencer i FOA – herunder FOA’s landmøde og ledertræf d. 7.-8. juni 2012.
Ledersektionen indgår i fællesskab med almen- og specialområdets ledersektion i LFS om afholdelse af temadag ”Velfærdsledelse i fremtiden” d. 20. juni 2012.
Ledersektionen vil arbejde på temadag i 2012/2013 om ”Ledelse på afstand”.
7. Beslutning om bestyrelsens størrelse
Generalforsamlingen opfordrer til at repræsentant fra souscheferne i dagplejen indgår i bestyrelsen.
8. Budget
Det afsatte budget fra LFS til dagplejeledersektionen skal bruges til temadage, konferencer m.v. Desuden skal dagplejepædagogernes faggruppe inddrages mest muligt i fælles arrangementer.
Dagplejeledersektionen vil fortsat søge den fælles lederpulje for at kunne dække et fornuftigt aktivitetsniveau.
9. Valg
LFS’ Hovedbestyrelse: Anne-Margrethe Jørgensen blev genvalgt som dagplejeledernes repræsentant i Hovedbestyrelsen.
Bestyrelsen, dagplejens ledersektion i LFS: Gyrite Johansen, Anne-Margrethe Jørgensen, Lena Trougaard, Jytte Jacobsen blev alle genvalgt. Gyrite Johansen fortsætter som formand.
Lizette Ryding meddelte, at hun fra januar 2013 ønsker at tiltræde bestyrelsen. Dette gav generalforsamling positiv accept af.
Ref.
Bjarne Fritzbøger
Faglig sekretær
LFS