Referat af årsmøde 2005

Årsmødet på Almenområdet blev holdt lørdag den 24. september 2005

Dagsorden:

1. Velkomst og status på året, der gik ved Kirsten Annette Christensen – formand for Almen Området
2. Udtalelse til Københavns Kommunalpolitikere
3. Valg til PBU – Pensionskassen for Børne- og Ungdomspædagoger
4. Regnskab
5. Suppleringsvalg
6. Paneldebat
7. Opsummering af debat og bestyrelsenndle/fokuspunkter i kommunalvalgsstrategien.
8. Peptalk af Helen Eriksen
9. Afslutning

Ad. 1 og 3:

Kirsten Annette bød velkommen til årsmødet og fortsatte:
”Vi starter dette årsmøde med en status på bestyrelsens arbejde og diskussioner krydret med lidt tal altså regnskabet.Herefter er der valg til pensionskassen PBU og der er en kandidat nemlig Claus Theilgaard fra bestyrelsen og han vil forklare hvad det handler om.”

Claus Theilgaard fortalte kort om PBU, www.PBU.dk der er Pensionskassen for Børne- og Ungdomspædagoger, og hvor Claus er valgt som delegeret for LFS. (- Det er meget få medlemmer fra LFS, da det kun er ikke-reglementansatte klubmedarbejdere, som er berettiget til medlemskab) Claus blev senere på årsmødet genvalgt af de PBU-medlemmer, der var til stede.

Kirsten Annette fortsatte:”Vi har på årsmøderne mulighed for at foretage suppleringsvalg til bestyrelsen. Vi har måttet sige farvel til et par stykker; men desværre har vi ingen kandidater, vi kan pege på.Skulle der være nogle i salen, der har lyst til at prøve kræfter med bestyrelsesarbejdet, kan de nu henvende sig til Bimela.Bestyrelsen er præget af, at der er mere end travlt ude på de enkelte arbejdspladser Frikøb alene gør det desværre ikke.
Vi har under dette punkt en udtalelse der skal stemmes om.

Jeg starter lidt overordnet.Og så må man jo sige at det går ufatteligt godt for dansk økonomi
Ordsproget når det regner på præsten drypper det på degnen, kan vi ikke rigtig bruge i denne forbindelse.Der er nogen, der vil påstå, at det har dryppet på København.
København har ændret sig, man kan vel sige at Kramers plan er lykkedes; fattigrøvene har ikke råd til at bo i hovedstaden. Ulighederne er blevet større og synlige i det Københavnske gadebillede.

Vi er blevet en storby på lige fod med eks. vis London. Der er tydelige skel mellem rig og fattig.
Grobund og muligheder for integrationen har også vanskelige kår i København.

Et spørgsmål til kommunal politikerne i denne valgkamp kunne være om de virkelig tror på, at det er muligt at skabe en fremadrettet integrationspolitik når så at sige alle midler til denne problemstilling bruges til projekter, som ikke videreføres eller ophøjes til egentlige politikker for området.

Jeg vil her gøre opmærksom på at 10 % af København befolkning, ikke har dansk statsborgerskab. Med det vil jeg bare sige, at når vi taler to kulturelle børn og unge problemer så er det for langt størsteparten danske statsborgere vi taler om.En diskussion i bestyrelsen har været og bliver, forslaget om to kulturelle i institutionerne overhovedet kan bruges, og har den ønskede virkning når vi taler om mennesker.Alt i vores hverdag og arbejdsliv skal måles og vejes og kontrolleres.

Vi bruger oceaner af tid på at lave skrevne politikker.De pædagogiske arbejdspladser drukner i papir med krav om udformning af politikker på alt hvad der skal foregå i en ganske almindelig dagligdag.Politikerforslagene fra forvaltningen lider desværre generelt af en al for høj detaljeringsgrad, når de havner på arbejdspladsens skrivebord, hvilket går det mere end svært at leve op til Københavns målsætning om mangfoldighed.

Samtidig kommer det ofte til at virke som en underkendelse af personalets kompetencer når det handler om kendskab til lokalområdet og de børn og unge, der benytter lige præcis Jeres tilbud.
Pengene følger barnet princippet, er implementeret på vores arbejdspladser. Det er blevet en svær og for nogle områder næsten umulig opgave at styre en børn og unge institution på de vilkår.

Bestyrelsen ved godt at regnskabsopgaven er kolonorm; men vi skal være klar på, at hvis vi fravælger opgaven er der andre faggrupper, der står parat og vi tror ikke de vil lade nøje med at føre et regnskab for os.Så det bliver også en af diskussionerne, der skal videreføres i det kommende bestyrelsesarbejde.Markedsgørelsen har sat sine dybe spor, ingen tvivl om det, men jeg tror alligevel de faglige organisationer gør en forskel.Vi kan være uenige om den nye budgetmodel på FAF institutionerne; men forslaget fra forvaltningen var en ren afregning på tomme pladser så mon ikke vi gjorde en forskel.Selv om man i store træk er ved at omforme vores velfærdsmodel ned til en minimumsmodel for eksistensberettigelse skal vi jo ikke give op.
En anden stor diskussion har selvfølgelig været børn ret til ikke at blive skoleficeret fra vuggestuealderen. At børn lever for at lære, det er rigtigt - men at betragte skolen som det eneste læringsrum ved vi som pædagogisk personaler er helt misforstået. Menneskers trang til styring giver sig nogle gange udtryk i de mærkeligste forslag. Det er os, der skal ind og tage styringen i denne debat det er os der har historierne om hvordan børn og unge lære via leg og oplevelser.
Jeg har ikke berørt budget 2006 for det har bestyrelsen ikke diskuteret endnu.

Den 25. januar 2005 fusionerede Foa og Pmf.Vi er nu i gang med de lokale fusionsforhandlinger.
LFS forhandler med 4 Pmf afdelinger.Karina og jeg er med i en undergruppe, der skal afklare den nye struktur for Almen området.Målet er at sikre at I medlemmer får en styrket pædagogisk fagforening.Fusionsgruppen skal på et møde i slutningen af oktober, udarbejde det samlede materiale, der skal ligge som grundlag for medlemsdiskussionen og senere beslutning.

Der er mange diskussioner, jeg ikke har berørt; men jeg er sikker på at en del af dem vil vi komme ind når vi skal diskuterer muligheder for kompetenceudvikling.Når vi har valgt at lave udtalelse om netop dette emne er det fordi der ude på den enkelte arbejdsplads ikke er mange håndøre at gøre godt med. Det indskrænker mulighederne for at udvikle arbejdspladsen og den enkelte i forhold til bl.a. hvilke krav lokalområdet stiller.Vi ved også at i en valgkamp vælter det ud af politikere med løfter til bl.a. børnefamilierne om bedre service.Så derfor lade os sende udtalelsen til offentligheden og politikerneOg gøre opmærksom på at nye krav koster økonomi.”

Udtalelsen blev vedtaget med få ændringer.

Ad.4: Regnskab

Kirsten Rosendal forelagde regnskabet fra perioden 2004/2005.
Der var et enkelt spørgsmål vedrørende forbruget på kurser og temadage. Generalforsamlingen vedtog sidste år, at overskuddet skulle bruges til kurser og temadage, og det var dette, der var sket. Det er dog ikke ensbetydende med, at der ikke er penge til at holde kurser, temadage og medlemsaktiviteter i dette regnskabsår.

Ad. 5: Suppleringsvalg:

Der var ingen, der ønskede at opstille til en post i bestyrelsen.
Efter pausen gik vi over til årets emne.

---

Af Elisabeth Lockert Lange LFS-NYT

Hvis man har penge…
Der er store forskelle på mulighederne for og realiseringen af kompetence - udvikling på daginstitutionerne i København. Men at det er et kommunal kollektivt ansvar at opkvalificere medarbejdergruppen, det var alle på almenområdets årsmøde enige om.

Kompetenceudvikling er et stort emne i Københavns daginstitutioner. Derfor havde almenbestyrelsen valgt dette emne som tema på områdets årsmøde den 24. september. Til at sætte gang i debatten havde bestyrelsen valgt tre historier fra virkeligheden, eksempler på hvordan kompetenceudvikling kan håndteres i institutionerne.

Ikke alle institutioner bruger lige mange penge til kompetenceudvikling. Dels handler det selvfølgelig om prioritering af institutionens budget, men det handler ikke kun om det – der skal også være noget at prioritere med. Mulighederne for kompetenceudvikling ud over de 700 kr. pr. medarbejder fra forvaltningen er meget afhængig af institutionens økonomi, som igen er afhængig af vilkår som tomme pladser og personalegruppens sammensætning. Har institutionen en ung personalegruppe er der råd til langt mere af alt muligt inklusiv kompetenceudvikling, end hvis institutionen primært er befolket af erfarne pædagoger. Det er nok en politisk diskussion værd, om det overhovdet er ok og i orden for politikere og borgere at institutionerne har så forskellige muligheder for at give deres medarbejdere kompetenceudvikling. Ret beset betyder det jo også forskellige muligheder for børnene.

Netop dette var et par af deltagerne på mødet inde på: ”Forskellen er stor på de forskellige institutioner. Hvis man starter året med et underskud, så der er ikke råd til uddannelse. Og det må altså ikke være den enkelte institution der har ansvaret!” En anden deltager supplerede: ”Hvorfor skal den ene institution have problemet på sine skuldre.”

Ingen protesterede mod en udmelding fra salen: Det er et kommunalt ansvar at opkvalificere medarbejdergruppen.
Dermed var dagens emne slået an. Ganske som vinklen var: hvordan kan vi sikre en kompetenceudvikling, som holder sig ajour med de mange nye krav og opgaver. Alene læringsplanernes krav til allround viden kan være svær at leve op til i små daginstitutioner. Fx er det vel ikke en selvfølge at alle institutioner har en medarbejder som er særlig kvalificeret i naturfænomener….

Inden debatten tog fart fik områdeformand Kirsten Annette Christensen ordet. Hendes beretning var kort, indgangen var de store sociale og økonomiske forskelle i København, skel som gør at ”fattigrøvene” ikke har råd til at bo i byen mere, og at der vedtages ”hudfarvekvoter”. Alt skal måles og vejes, og der skal skrives po- litikker på alt i hverdagen. De meget detaljerede krav bliver svære at leve op til, påpegede hun over for de ca 40 fremmødte medlemmer af almenområdet.

Derudover talte forsamlingen denne lørdag formiddag folk fra fagforeningshuset og tre politikere: Frank Hedegaard fra SF (medlem af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget), Khaled Mustapha fra Enhedslisten og Betty Frydensberg fra KPiD.

Et åbent brev til Københavns kommunalpolitikere blev vedtaget. Brevet påpeger at råderummet på 700 kr. pr. medarbejder på ingen måde slår til, når medarbejderne skal honorere politikernes krav om fleksibilitet og udvikling af nye kompetencer. Det er jo medarbejderne, som skal indfri kravet om udviklende arbejdspladser og serviceløfterne til forældrene.
Lederuddannelse vigtig

Så fik de tre institutioner overladt scenen, repræsenteret ved to ledere og én souschef, til at berette om hverdagens overvejelser og realiseringer af kompetenceudvikling.

I KKFO’en Børneborgen fungerer de (få) ansatte i selvstyrende teams med en høj grad af pædagogisk selvkontrol. Personalemødet er højeste myndighed. De 700 kr. fra kommunen er efter deres opfattelse til udvikling af kvalifikationer; kompetencerne derimod vælger de at udvikle sammen inden for deres egen kontekst. Bibi Johannesen er leder af institutionen, som arbejder meget systematisk og bevidst med kompetenceudvikling. Hun satte fokus på vigtigheden af lederuddannelse og har selv en diplomuddannelse. Desuden er én pædagog løbende på efteruddannelse. Institutionen er fyldt op og de har derfor råd til det.

Institutionen har den holdning at enhver situation kan give kompetenceudvikling, det handler om samtalen, som tager udgangspunkt i Appreciative Inquiry (det vil sige den anerkendende, spørgende indgangsvinkel: hvad er vi gode til – og lave mere af det. LFS Nyt beskrev metoden i nr 4/05. Personalet fremlægger, lytter og fastlægger fremtidsvision og værdier.

”Det giver ejerskab, højere engagement og lavere sygefravær. Det er sjovere. Men jeg kunne ikke have gjort det uden penge – og min uddannelse.”
Frank Hedegaard havde et spørgsmål: ”Altså udvikle ved at berige ledelsen? Er kommunens prioriteringer rigtige?” Bibi Johannesen præciserede at hun var glad for at hun selv havde kunnet vælge sin diplomuddannelse og ikke havde været henvist til kommunens lederuddannelse. ”Men måske kan man forpligte institutionerne på at levere udvikling i institutionerne.” På SF’erens videre spørgsmål: ”Kontrakt med lederne?” – svarede deltagerne på årsmødet højt ”Neej”.

Også i F/S Rosa, en meget stor institution, bruger de den positive indgangsvinkel og Appreciative Inquiry i al kommunikation, både i forældrearbejde, i de gode fortællinger om dagligdagen og i den interne refleksion. Idéen er at opøve sig til at være mere anerkendende, og lade det kreative få mere udtryk. Leder Lorraine Warnock fortalte at personalemøderne bliver brugt til læringsrum, og at institutionen bruger 5000 kr. om året pr. medarbejder til efteruddannelse/kompetenceudvikling.

”Vi tager det fra lønbudgettet, for det giver en masse tilbage. Og det kan kun lade sig gøre, fordi vi er en rimelig ung personalegruppe.”
Børnehaven Baldersgade har primært brugt penge – og tid – på kompetenceudvikling i forhold til at være en familieinstitution med fokus på at styrke børnehavens rigtig mange tosprogede børn og familier (90 pct.), fortalte souschef Karina Brehm. Det vil sige især tiltag rettet mod at skabe og udbygge familiernes netværk og børnenes sprog.
Karina Brehm bifalder lederuddannelse, men hun stiller flere krav til politikerne: ”Uddannelse skal være hele vejen rundt. Politikerne sætter rammer for vores arbejdsforhold, og vi har derfor tilsvarende en legitim forventning om at de tager politisk ansvar for at vi er klædt på til opgaverne.”
Store forskelle Mens panelet i høj grad stod for den positive beretning om, hvordan man kan få kompetenceudvikling til at fungere og lykkes, tog deltagerne i højere grad den kritiske vinkel på hverdagen. Det handlede først og fremmest om det daglige pres.

”Vi føler os pressede og stressede fordi vi er så meget væk fra børnene. Læreplaner er et godt redskab, men ressourcerne følger ikke med. Det er fint at skulle dokumentere men giv os tid til det, så ikke kun medhjælperne er sammen med børnene. Det daglige arbejde kræver nærvær for at være godt”, sagde en deltager med engageret røst.
En leder fremlagde et eksempel og dilemma. En medarbejder gik i gang med en diplomuddannelse, mens der var overskud i institutionen til det. Det var der ikke mere, men medarbejderen var ikke færdig med uddannelsen. Hvad nu?
”Jeg står tilbage som en dårlig leder. Man kan lave kompetenceudvikling uden at det koster en masse, men der er altså også brug for kvalifikationer, som koster noget. Er jeg nødt til at konkludere at diplomuddannelsen kun for ledere?”
”Lederuddannelse er fint men det er vigtigt at også medarbejderne får udvikling og uddannelse”, fastslog en tredje deltager. Jan Hoby fra LFS’ forretningsudvalg pegede på at noget udvikling sker uanset pres, men hvis vilkårene ikke er tilstede så hænger det alligevel ikke sammen.
”Der er et misforhold mellem kravene om udvikling og vilkårene. Der er gode personalepolitikker men ikke sat penge af til det. Det bør ikke individualiseres på den enkelte institution.”

Tre kandidater til BR deltog i årsmødet:
Khaled Mustapha stiller op til Borgerrepræsentationen for Enhedslisten og er selv pædagog. Han satte fingeren på det hastige tempo der kræves, på 2 pct. besparelserne, og på daginstitutionerne som selvstændige enheder uden indflydelse på egne opgaver. Hvis arbejdspladserne skal udvikle sig i forhold til opgaven, så skal der flere medarbejdere i daginstitutionerne, som i øvrigt bør sidestilles med folkeskolen og være gratis, sagde han.

Frank Hedegaard er også pædagog og stiller op for SF. Hans pointe var at kompetenceudvikling ikke skal centraliseres, medarbejderne skal selv definere, hvad de har brug for, mener han. Og foreslog en pulje, som institutionerne kan søge på til de lange uddannelser. Han håber på en bedre prioritering af daginstitutionsområdet efter valget – hvis venstrefløjen bliver stærkere. Det vil Betty Frydensberg gøre sit til at den bliver, og hendes holdning var klar: når forskellene i byen er så store, skal der ofres flere penge på efteruddannelse.

Som rosinen i pølseende peptalkede Helen Eriksen under titlen: Hvis dit liv var en film gad du så se den? de fremmødte til bevidsthed om at de skal lade deres ubrugte kreativitet komme ud og frem og blive brugt. Så hvem ved, måske ser daginstitutionerne bare helt anderledes ud næste år?