Referat af generalforsamling i Almen området 23. september 2004

Stemmeberettigede: 102

Valg af dirigenter, referenter og stemmeudvalg
Dirigenter: Bo Kirkestrup og Dorthe Thorbech,
Referent. Annette Bjørn.
Stemmeudvalg: Solveig, Flemming, Lorraine, Pia.

Bilagsnummerering:
Forretningsorden nr. 1
Årsrapport nr. 2
Jan Hobys forslag nr. 3
Ændringsforslag hertil nr. 4
Fremtidigt arbejde nr. 5
Valg af delegerede til REP nr. 6
Bestyrelsens størrelse nr. 7
Åben udtalelse til BR nr. 8
Budget nr. 9
Kandidater til almen nr. 10
Delegerede til REP nr. 11
Aktivitetsliste nr. 12

Godkendelse af forretningsorden
Vedtaget med tilføjelse, at man også kan tale fra den mobile/bærbare mikrofon.

Godkendelse af dagsorden
Nogle omplaceringer af punkter, samt tilføjelse af valg af kasserer.

Bestyrelsens beretning

Kirsten Annette Christensen:
Beretningsoplægget vil bestå af noget, der er sket, noget der er i fuld gang og noget der vil ske.
Vi har i bestyrelsen valgt at dele beretningen op i mindre oplæg. Vi er i bestyrelsen et bredt billede de medlemsmeninger Almen områdets bestyrelse skal repræsenterer.
Beretningsoplæggene vil bestå af et bredt samsurrium af noget der er foregået-foregår eller skal foregå.
Beretning og fremtidig arbejde tages samlet
Udlicitering af den skattefinansieret offentlige velfærd, som den forrige regering tog hul på, er der med den nuværende regering sat turbo på.

Gatsaftalen, som handler om liberalisering af tjenesteydelser, som også Danmark har skrevet under på via EU, denne aftale sikrer at målet om private firmaers mulighed for at tjene penge på den skattefinansieret velfærd fjernes.

De offentlige ansatte skal løbe hurtigere, klar tale fra beskæftigelsesministeren
Ja tak hr. minister, vi løber sådant set hurtigt, så hvis vi skal løbe hurtigere, er faren for at vi overskrider fartgrænser stor, selv om vi kunne indhente en dispensation på dette problem, tror vi ikke på at problemerne i den offentlige sektor løses ved at de ansatte løber hurtigere.

Markedsgørelsen af den offentlige sektor er også sluppet løs i København.
Alt er sirligt ordnet og lagt til rette, hvis der nu skulle være et firma eller 2 der kom forbi, og kunne have lyst til at skabe profit på de københavnske familiers behov for pasning af deres børn.
Daginstitutionstilbuddet er blevet en vare.
Frit valg, valgfrihed er også blevet et mantra på vores område.
Det betyder at forældrene har retten til at surfe rundt i de københavnske daginstitutioner.

Politikkerne har ikke villet tage stilling til, hvad dette betyder for den enkelte daginstitution. En begrænsning i valgfriheden er fuldstændig udelukket.

Vi ved, at dette frie valg skaber masser af problemer, bl.a. koncentration af 2-kulturelle, da forældrene i visse områder tæller mørke hoveder og vælger fra hvis antallet er for stort. Dette skaber tomme pladser, både fordi forældrene holder skiftedag med kort varsel og sammenholdt med et pladsanvisningssystem der ikke er gearet til det.
Økonomistyringsmodel fase 2, på Familie- og Arbejdsmarkedsområdet har betydet at institutionerne oplever en konkurrencesituation.

Nogle af de faktorer I konkurrerer på, er sådan set uden for jeres indflydelse. Her tænker jeg bl.a. på tomme pladser og dyrt personale, retten til at ansætte den person man vurderer bedst egnet er blevet et økonomisk spørgsmål.
2 % aftalen på F&A, som betyder at har I tomme pladser ud over 2 % dækkes dette af forvaltningen, et af de få sikkerhedsnet der er under modellen; en aftale som skal bevares. Modsat U&U, hvor hver eneste tomme plads kan ses på budgettet.

Og generelt bliver institutionerne pålagt nye opgaver uden tilførsel af ressourcer.
Problemerne og kravene tårner sig op, hvilket nogle af vores institutioner har handlet på, og henvendt sig for at få en fælles diskussion af disse.

De økonomistyringsmodeller som Københavns kommune har valgt, betyder ikke et bedre arbejdsmiljø og dermed en forbedring af den service vi kan tilbyde vores børn.
Et faktum er, at sygefraværsstatistikken stiger. Vi oplever at vores ledere føler sig som gidsler i et forsøg på at overholde den økonomi der er lagt ud.

Pædagogiske diskussioner må vige for økonomiske diskussioner.
Ansatte vælges ud fra hvad de koster
Ingen vikarer under sygdom, et paradoks som har en selvforstærkende effekt.
Alt i alt problemer som er lagt udenfor fællesskabet.
Bestyrelsen mener ikke at daginstitutionens økonomi, kun er den enkelte leders problem. Daginstitutionerne en del af et samfundssystem som de danske borger har valgt hører til fællesskabet, og det er her det hører hjemme

Så kan man spørge sig selv, er den kerneopgave vi skal yde det enkelte barn, virkelig så forskellig fra institution til institution.
Faktum er, at de københavnske småbørn generelt bliver passet mellem 8-10 timer hver dag.
Det er rigtigt, at det enkelte barn og den enkelte familie er noget særligt. Men der vel nogle basale behov, der skal opfyldes i det tidsrum barnet opholder sig på institutionen. Et eksempel, undersøgelser viser at en stor gruppe børn og unge spiser forkert og får for lidt motion. Jamen var det ikke en udfordring vi kunne tage op i fællesskabets navn og få diskuteret løsningsmodeller på?

Vi er ikke stærke alene, og den individualisering der sker lige for øjnene af os er hverken til gavn for det enkelte barn, den ansatte eller området som helhed.

Hvorvidt de økonomiske modeller giver institutionen selvforvaltning, er vel også en del af denne diskussion som vi skal tag fat på. Modsat skal I ikke være blinde for det faktum, at aldrig vi har været udsat for så massive krav om dokumentation og kontrol.
Derfor er det også bestyrelsens opgave, at sætte fokus på diskussionen om hvordan vi, på trods af økonomistyringsmodellerne, udvikler en arbejdsplads der genskaber glæden ved at arbejde med børn og unge og sikre rummelighed til medarbejdernes krav om den gode arbejdsplads

Som afslutning på min del af beretningen:
Almenområdet har sammen med BUPL København og forvaltningen, finansieret en rapport som fælles grundlag ved udarbejdelsen af en ny klubmodel. Der er forsøgt lavet en model, som skaber sammenhæng mellem ressourcer og opgave.

Modellen indebærer, at når der tilføres klubberne nye opgaver skal der enten tilføres flere ressourcer, eller fravælges opgaver de ikke mere skal løse.
Modellen tilgodeser det vi kan kalde den helt almindelige klubopgave.
Efter objektive kriterier tildeles hvert lokalområde en pulje penge som er øremærket udegående arbejde.
Det har været vigtigt for fagforeningerne, at dem der definerer opgaverne i lokalområdet er de involverede klubber.

Målet har også været, at der skulle finde en så lille omfordeling sted som muligt.
De tal klubberne har fået ud på nuværende tidspunkt er ikke rigtige.
LFS og BUPL er i gang med besøg i alle bydele, hvor der bl.a. har været megen diskussion om konsekvenserne af den nye fordelingsnøgle.
Forhandlingerne er ikke afsluttet, og det har netop været målet med de lokale besøg at afdække problemer i modellen, til videre diskussion med forvaltningen.
Det kan godt være fagforeningerne må sige stop, men vi er enige om, at som klubnormeringerne fungerer nu, er det ikke er optimalt da der ikke er sammenhæng mellem opgaver og ressourcetildelingen.

Marttin Christensen :

Fælles tillidsrepræsentant for klubber og fritidshjem i UU. Samtænkningen som har været på tapetet i mange år, har endelig fundet sin løsning. Der er enighed, og det vil give arbejdsro.

Vedr. budgettet for 2005, så skal der spares rigtig mange penge, og samtidig vil politikerne gerne prioritere enkelte områder. For det kommende år vil denne prioritering betyde besparelser for vores fritidshjem, der rammer bredt. Udover denne prioritering bliver fritidshjemmene ligeledes bliver ramt af manglende prisfremskrivning. Lønsumsstyringen er der blevet truffet beslutning om i går aftes, og det endte med lønsumsstyring med gennemsnitsløn, men det bliver først iværksat år 2006. Der vil blive set på særlig de små institutioner og institutioner, der i øvrigt måtte komme klemme, f.eks. fordi deres medarbejdere bliver mere erfarne.
De institutioner, der har været med i forsøget med lønsumsstyring overgår dog allerede i år 2005 til den nye lønsumsstyrings model.

Forvaltningen UU tænker meget ”skole” og det kan være svært at få dem til at huske på fritidshjem og klubber.
Kommunalreformen peger på, at det giver mange problemer at have børne- og unge området adskilt.

Annette Mortensen:

Jeg hedder Annette Mortensen og er fællestillidsrepræsentant for dagområdet i Familie. og Arbejdsmarkedsforvaltningen i LFS. Som alle sikkert har bemærket har det sidste år været præget af travlhed og nye tiltag som I ude på institutionerne har skullet tage stilling til og handle på.
Jeg tænker her på:

Børneplanen
Økonomistyringsmodellen
De lokale lønforhandlinger
Tillidsrepræsentanterne har haft en stor rolle i forhold til de nævnte punkter.
I forhold til børneplanen som har været til megen debat på tillidsrepræsentantmøderne har tilbagemeldingerne været:

At der har været livlig debat ude på institutionerne: Kan vi tage flere børn? Og hvis vi tager flere børn, hvordan gør vi?
Der har også været arbejdspladser, hvor det ikke har været lige tydeligt for medarbejdere og ledelse hvori fordelen ved en merindskrivning lå. Så her skulle bl.a. tillidsrepræsentanten bruge ekstra kræfter på, at nå en fælles forståelse.

Økonomimodellen:
Modellen har været meget interessant i forbindelse med, at der skal forhandles løn lokalt på de enkelte institutioner. Mange ledere og tillidsrepræsentanter har haft diskussioner vedrørende økonomien til lønforhandlingerne, da økonomien i mange tilfælde har været svær at gennemskue. Er der penge og hvor mange er der?

Jeg vil sige, at den mulighed der er for at skrive et uenighedsreferat, hvis der opstår uenighed leder og Tillidsrepræsentant imellem ved lønforhandlingerne, har kun ganske få benyttet sig af. Det viser tydeligt, at I ude på institutionerne har formået denne opgave.
Københavns Kommune er overgået til et nyt lønsystem nemlig Accenture. Dette firma skulle fra 1. juli 2004 køre lønnen alene og som mange nok har bemærket gik det ikke særlig godt og det går stadig rigtig dårligt. Det har forbundet (FOA)reageret på og indkaldt Københavns Kommune til et fællesmøde. Et fællesmøde kan der indkaldes til, hvis en af parterne mener, at der er begået aftalebrud.

Vi i LFS mener også, at dette skal synliggøres ved en demonstration.
Demonstrationen bliver torsdag d. 30. september kl. 14-16 på Rådhuspladsen.
Jeg opfordrer så mange som muligt til at omlægge deres arbejdstid, så de kan være med.
Til at slutte med vil jeg sige noget om forventninger og krav til tillidsrepræsentanterne.

De nye tiltag betyder at der stilles større krav og at forventningerne til tillidsrepræsentanterne er ændret.
På TR-møderne i starten af 2004 har tillidsrepræsentanterne spillet kompetencespil får på den måde at få kortlagt tr´ernes behov for uddannelse.
Denne kortlægning af kompetence behovene, er så mundet ud i, at der vil blive arrangeret temadage samt evt. forlængelse af TR-møderne med undervisning i de emner tillidsrepræsentanterne ønsker viden.
Endelig er der i LFS´s Hovedbestyrelsen i juni 2004 truffet beslutning om, hvilke forventninger der skal stilles til tillidsrepræsentanterne på LFS” område.
Hermed siger jeg tak for ordet.

Flemming Petersen:

I det udsendte generalforsamlingsmateriale er et afsnit om overenskomst. Det vil jeg ikke gå nærmere ind på, da jeg forudsætter, at det er bekendt. Mit oplæg kommer mest til at handle om Ny Løn som system.Det er et lønsystem, som der har været megen blæst om, siden det blev indført. Allerede ved afstemningerne til overenskomst 2002 var der en række offentlige fagforeninger og fagforbund, hvor medlemmerne enten stemte nej, eller hvor et meget stort mindretal stemte nej.

Dennis Kristensen, der er formand for FOA, har ved flere lejligheder udtrykt bekymring for, at hvis ikke de offentlige arbejdsgivere ved overenskomstforhandlingerne i 2005 går ind på et noget andet lønsystem, er der en reel mulighed for, at der bliver stemt nej fra rigtig mange af de offentlige ansatte.

Man må konstatere, at Ny Løn bærer præg af bureaukrati, langsommelighed og stor arbejdsindsats fra de berørte fagforeningers ansatte og valgte. Vel vidende, at vi er kommunalt ansatte, kan jeg ikke nære mig for at oplæse et citat fra HK Stats hjemmeside, hvor de skriver:
”Er Ny Løn umagen værd? Og får du og andre statsansatte mere fra hånden, fordi I nu får løn efter kvalifikationer og funktioner i stedet for efter hvor længe I har været ansat? De spørgsmål har Rigsrevisionen sat sig for at få besvaret.”

Rigsrevisionen regner med, at rapporten kan ligge færdig i starten af 2005, og selvom det handler om den statslige sektor, kan det vise sig at blive ret spændende. De udspurgte offentlige virksomheder skal svare på en række spørgsmål, som til sammen skal give et billede af, om virksomhedernes ressourcer på Ny Løn står mål med, hvad virksomhederne rent faktisk får ud af denne indsats. Flemming Ibsen, der er professor ved Ålborg Universitet er citeret for at sige, at Rigsrevisionens rapport kan blive en bombe under Ny Løn.
Tilbage til vores egen boldbane: På FAF-institutionerne kører i øjeblikket et forsøg, hvor der er afsat, hvad der svarer til 0,4 % af institutionernes lønbudget. Ud af disse midler er det meningen, at hver enkelt daginstitutions leder og TR skal forhandle om, hvilke kolleger der bør have et tillæg, samt begrunde denne indstilling. Nu er det ikke store midler, det her handler om, i hvert fald så længe det er et forsøg, så risikoen for, at kollegerne bliver utilfredse, fordi nogen har fået, og andre som måske med næsten samme begrundelse kunne have fået det men altså ikke er blevet indstillet, ja denne risiko er vel minimal. Men jeg synes egentlig også, at det er vigtigere at diskutere, om det princip som indføres, hvis forsøget gøres permanent i april 2005, er et princip, som vi er eller kan være interesseret i?

Jeg er meget skeptisk. Jeg synes egentlig ikke, at det er i orden, at arbejdsgiverne skal kunne bruge lønmidler til at forsøge at få medarbejderne til at arbejde hurtigere eller arbejde i en bestemt retning. Jeg synes grundlæggende, at vi går på arbejde for at tjene penge, så vi og vore familier kan opretholde et godt og meningsfuldt liv, og jeg mener derfor naturligvis også, at det må være vores fagforeningers opgave at kæmpe så godt som muligt herfor, når der er overenskomstforhandlinger.

Jeg har faktisk også en reel tvivl på, om man kan regulere personers arbejdsindsats via forskellige små løntillæg. Til gengæld ved jeg fra min egen arbejdsplads, at hele personalet seriøst hvert år indgår i diskussionen af det kommende års årsplan, samt at når den nye årsplan er udarbejdet, er vi alle enige om, i hvilken retning institutionen bevæger sig det kommende år.
I det hele taget kan jeg se, at i de år, hvor vi alle har haft overenskomster med Ny Løn er det temmelig mange kræfter ansatte og valgte i LFS har brugt på at rejse København tyndt for at forhandle med de enkelte lokalcentre. Det skal til deres ros siges, at det har de gjort rigtig godt, men egentlig synes jeg, at generelle overenskomstkrav skal stilles, så de centrale overenskomster sikrer reallønnen for hver enkelt og meget gerne også sikrer reallønsfremgang. Det er efter min mening en uskik at forlade solidaritetsprincippet og begynde at decentralisere alt for mange af overenskomstmidlerne.

Jeg skal ikke trætte Jer med en masse tal, men kikker man på de lønstatistikker, er der en vis sammenhæng mellem størrelsen af de Ny Løntillæg man får, og størrelsen af den løn som man via de centrale overenskomster er berettiget til.
Så få eller så mange er ordene fra mig lige nu. Jeg håber, at vi kan få en god og indholdsrig diskussion om Ny Løn, selvom det naturligvis ikke er i dette forum, at vi kan vedtage eller forkaste principperne bag Ny Løn.

Karina Brehm:

Daginstitutionerne er nu overgået til pladspris pr. barn. Dette sammenholdt med økonomistyrinngsmodellen har for mange af vores institutioner betydet, at der skal kigges lant ned i kassen
Indkøbsaftalerne har desværre ikke gjort det billigere; også der bruger vi mange penge. Det er f.eks. for vores institution blevet næsten dobbelt så dyrt at leje en bus til vores koloniophold.
Almen bestyrelsen ønsker derfor, at flere institutioner vil komme med tilbagemeldinger på hvordan det går med økonomien.

Kirsten Rosendal:

Jeg vil gerne sige noget om udlicitering af udflytterkørselen.
Københavns Kommune er efter EU`s konkurrenceregler forpligtiget til at udbyde bl.a. buskørsel i licitation.Denne udlicitering har voldt mange udflytterbørnehaver store problemer, og af denne historie kan ”man” lære hvordan ”man” ikke skal gøre.

Kørselen for udflytterbørnehaverne er en stor del af dagens liv, og det er derfor utroligt vigtigt at ”man” kan stole på det busselskab ”man” har. Det vil bl.a. sige, at de kommer til tiden, at bussen er i forsvarlig stand, at sikkkerhedselerne virker og at bussen er rengjort. At chaufførerne har lidt børnetække og at færdselsreglerne overholdes.

Københavns Kommune indkaldte i oktober 2003 udflytterbørnehaverne til et møde hvor der blev nedsat en arbejdsgruppe, der skulle repræsentere de øvrige institutioner.
Så sent som i midten af december fik udflytterbørnehaverne at vide, hvem der skulle køre med dem. Som alt andet var det prisen, det drejede sig om. Og især ét af de busselskaber, der vandt licitationen har der været store problemer med.
Allerede de første dage kom der mange klager og kritikpunkter frem. Klager, der drejede sig om så fundamentale ting som busser, der havde tekniske problemer, busser der var forsinkede og manglende samarbejde mellem busselskab og institution.

I februar var en del af busserne til kontrol på teknologisk institut, som konkluderede at bussernes vedligelhodelsesstandard var under meddel.
En del af problemerne prøvede busselskabet at løse ved at de gode busser kørte på skift mellem institutionerne, så hvis ”man” i 5 dage havde haft en dårlig bus ville ”man” nok den 6. dag få en god bus.
Der var selvsagt ingen af de berørte udflytterbørnehaver, der ville finde sig i dette og her kom det dem så absolut til gode, at der i forvejen fandtes et godt netværk udflytterbørnehaverne imellem.

De stod sammen og fik også forældrebestyrelserne til at klage til kommunen. Det rygtedes også til aviser og fjernsyn, at der var noget galt med sikkerheden på udflytterkørselen så der adskillige gange kom artikler og fjensynsklip i tv-avisen.
Også LFS og BUPL blev involveret og fik taget sagen op i HSU(Hovedsamarbejdsudvalget).
I løbet af foråret var kommunen nød til at lade andre busselskaber overtage en del af kørslerne; men selv på trods af dette og på trods af, at der var nogle af de berørte institutioner, der efter utallige klager fik lov til at skifte blev endnu en udflytterbørnehave 1. juni pålagt at kære med dette busselskab.

Og de samme ting gentog sig…….så der endnu ingen slutning på historien.

Jette Olsen:

Legepladsområdets kommunikationsproblemer:
Hele legepladsområdet blev udlagt til lokalcentrene i 2001. Det begyndte meget godt, vi fik en aftale for vores relativt lille område på 28 legepladser. Vi var fordelt på 15 lokalcentre, men ville gerne have et centralt placeret udvalg, da vi jo ikke mere havde et lokalt samarbejdsudvalg for hele legepladsområdet, men hørte under de forskellige lokalcentres afdelingsudvalg.
Vi fik et kontaktudvalg for 6. kontor op at stå. Det viste sig, at det var umådeligt svært, at få formidlet de aftaler vi fik lavet i dette kontaktudvalg, ud til de enkelte legepladser i lokalområderne.

Et andet problem var for eksempel, at budgetter, vikarpenge m.m. som regel kun kom til TA teamchefernes kendskab, men ikke til de lokale legepladser.
Men det er ikke kun lokalcentrene der er svære at komme i kontakt med eller få besked fra., alene det at få aftalt møde, eller blive indkaldt til møde, med 6. kontor er problematisk. Det sidste kontaktudvalgsmøde havde vi rykket for i 8 måneder, og til sidst måtte vi nærmest tvinge dem til at afholde det. Da var der også gået 1 ½ år siden sidste møde.

Hvis vi tager integrationspuljen for vores område, blev møde på møde aflyst, og først d. 27/6 i år, blev der afholdt et to timers møde. På grund af de mange aflysninger, blev vi præcenteret for en bunke projekter. Ja bunken fyldte omkring 8 centimeter i højden, en masse gode projekter, vi skulle beslutte os for her og nu, da pengene jo skulle nå at komme ud til legepladserne inden sommeren var gået. Dette er under al kritik, og burde ikke kunne lade sig gøre.
Oven i købet fik jeg kendskab til, at i hvert fald et projekt ikke havde været til behandling på mødet. Denne oplysning fik jeg på vores årsmøde for legepladsområdet sidste torsdag, dette er også under al kritik.

Grunden til, at jeg trods alt kan leve med denne nærmest hovsa mødeform er, at stort set alle, der havde søgt penge til projekter, ud fra vores vedtagne kriterier, fik pengene, og trods alt kunne komme i gang med projektet ude på legepladsen, inden sommeren var gået. Men det er i hvert fald noget, vi har krævet skal gøres langt bedre næste år.
På sidste kontaktudvalgsmøde, havde vi kommunikationsproblemerne på dagsordenen. 6. kontor, ved Karsten Engdal, undskyldte med travlhed på grund af den nye børneplan. Samtidig er der er kommet nye folk til, ny TA-teamchef, samt en ny måde at få økonomien udført på fremover med 3. kontor, osv. osv.
Jamen, jamen, kære venner, det kan kun blive bedre i fremtiden.

På samme møde, krævede vi, at TA teamcheferne fik besked på, at de vedtagne beslutninger skal sendes ud til legepladserne. Budget og vikarpenge for eksempel, er der stadig nogle legepladser der ikke har set endnu.
Endnu engang det er under al kritik.
Jeg har dog forstået, at vores lille område, i denne forbindelse, ikke skiller sig væsentligt ud fra resten af almenområdet, med hensyn til kommunikation, eller mangel på samme.

Mimi Kjær:

Arbejder i udflytterbørnehave. Savner nogle ting i afsnittet omkring læreplaner; nemlig at vi tager fat om nældens rod, nemlig at vi som pædagoger kræver tid til forberedelse. Ligeledes, at der drøftes omkring kontrol af læreplanerne, der kun skal foregå evaluering i forældrebestyrelsen, samt noget om, hvordan vi får fat i socialministeriets penge til arbejdet med læreplaner.

Savner, at der i forslag til fremtidigt arbejde kommer til at stå mere tydeligt, hvad det er vi skal arbejde med, at Pædagogisk Perspektiv Plan og læreplan integreres i hinanden og at der fortsat vil være metodefrihed.
Oplever ikke at vi savner metoder, men tid til at afprøve dem, vi allerede har.
Fremtidigt arbejde savner ligeledes et afsnit om Seniorpolitik.

Bruno Jacobsen:

I torsdag var jeg til møde med Bo Asmus Kjeldgaard og Winnie Bernstein og her var det bl.a. kost i daginstitutionerne, der blev drøftet. Jeg tror, at såfremt vi giver disse politikere spalteplads, så vil der ske noget.I Borgerrepræsentationen er der 5 partier, der står fælles om budgetforslaget og disse partier belønner deres egne ”borgmestre” og det betyder at UU bliver syltet.
Det nytter ikke noget at gå til forvaltningen, man skal gå direkte til politikerne; for når de hører om problemerne, så sker der noget.

Annette Bjørn:

Konsekvenserne af økonomifordelingsmodellen og Børneplanen ses nu. Der er en over kapacitet af institutionspladser; både vuggestue- og børnehavepladser. Det betyder ledige pladser, og med ledige pladser bliver vi presset på økonomien. Nogle børnehaver er begyndt at sige ja til at modtage børn helt ned til 2 år og 8 måneder. Det gør de selvfølgelig fordi de er presset på økonomien, men måske skyder vi os selv i foden.Det at modtage så unge børn i en børnehave med den normering, der nu engang er her, er medvirkende til at det daglige arbejdspres for personalet øges. Disse unge børn skal have mere praktisk hjælp og støtte i hverdagen og har børnehaverne drøftes konsekvenserne heraf på personalemøder inden man har accepteret at modtage børn på 2 år og 8 måneder.

Der sker en stor udvikling i børnenes kompetencer og udvikling, modenhed og parathed i løbet af de 2 - 4 måneder, hvor barnet "normalt" ville have været i vuggestue.
Når vuggestuebørnene tidligere går i børnehave betyder det ligeledes et øget arbejdspres i vuggestuerne, da de jo kommer til at mangle de store "selvhjulpne" børn. Dette sammenholdt med at vuggestuerne hen over denne sommer er begyndt at få langt yngre børn indmeldt, end vi har været vant til i meget lang tid. Og med mange små i grupperne, hvoraf en del ikke kan gå, så kan man pludselig mærke de nedskæringer, der har været over tid.

Faggruppen af daginstitutionspersonale sender et - synes jeg - rigtigt dårligt signal til politikerne; når vi indenfor nuværende normeringer siger ja til at ændre på aldersgrænserne; og kender jeg politikerne ret, så skal de kun have ganske få eksempler fra institutionerne, førend de betragter disse som almen gældende.
Jeg har dags dato talt med pladsanvisningen, der siger, at der er lukket op for at vuggestuerne kan få anvist børn helt ned til 14 dages gamle; men at de yngste børn de pt. anviser 4 måneder; og der er (heldigvis) mange der takker nej.

Der går rygter; som jeg ikke ved om er sande eller ej, om at man i budgetforhandlingerne for 2005 har fremlagt at 2 %´s grænsen på, hvad en institution kan komme til at betale for tomme pladser - vil forsvinde - og bliver det virkelighed, så vil problemet med at tage "for unge" børn ind accelerere.
Når børnehaverne tager børnene ind tidligere, så flytter de blot problemet med tomme pladser fra deres egen institution til vuggestuerne, og det kan man vel ikke sige er særlig solidarisk institutionerne imellem.
Nu viser konsekvenserne at økonomistyringsmodellen sig for alvor; og netop derfor er det ekstra vigtigt, at institutionerne tænker sig samlet - solidariske - for kun derved kan vi undgå at grave vores egen grav.

Jan Hoby:

Hader allermest, at vi som pædagoger er ofre for markedsgørelse. I det pædagogiske tilsyn er indført begrebet kontrol. Og ved det efterfølgende tilsyn, kom kontrol til udtryk, idet vi hele tiden blev aftvunget forklaringer om, hvorfor vi manglede diverse politiker. Vi er ofre for politikernes konstante ændringer og påtvungne krav om dokumentation som hele dette område. Jeg oplever ikke at jeg laver ledelsesarbejde men skadesminimering.Strukturreform er en liberalisering, og den er det sidste og endelige opgør med det velfærdssamfund vi kender til. Kommunestørrelse handler ikke om demokrati etc., men om at sikre befolkningsunderlag, der gør at det offentlige bliver rentabel at byde ind på som forretning. Hvad skal vi gøre? Vi skal diskutere det og forholde os hertil, rette krav og være offensive. Som fagforening må vi holde fast i, at der er penge nok i Danmark, når vi kan opretholde f.eks. hæren, kongehuset etc.

Vi må ændre, så vi kan nå frem til et system, hvor vi kan være os selv bekendt. Vi må ophæve skattestoppet og sikre at dem der har råd; store nationale- og internationale selskaber betaler deres del af velfærden. Vi skal rejse krav om, at alle former for kontraktstyring forsvinder. Vi skal kæmpe for, at den vigtigste styring, der skal være på arbejdspladserne er medarbejderstyring. Mennesker skaber politik, og det er mennesker, der forandrer den, og lad
os være med til at forandre til noget bedre.
Vi vil sætte fokus på den kommende strukturreform bl.a. på medlemsmøder.

Pia Bah:

Rygte omkring budgetforliget vedr. 2 % eller 98 % grænsen. Det er rigtigt at der er rygter, og det er ligeledes rigtig, at partierne omkring børneplanen har drøftet, hvad pladsudbygningen vil betyde. Der snakkes vippe- eller flexnormering. Dette vil blive drøftet mellem ledere og forvaltning på næste dialogforumsmøde og er ligeledes drøftet mellem LFS og politikerne.

Niels Hansen:

Formand for lederbestyrelsen, der er meget handlende og aktiv. Funktionen som ledere har udviklet sig, også på en måde, der gør at man som leder tænker og handler anderledes. Det er en udfordring for fagforeningen at rumme denne gruppe. Der er mange fagforeninger, der gerne vil varetage ledernes interesser. Nogle af de opgaver vi som bestyrelse arbejder med kan vi klare selv og andre opgaver skal vi være fælles om. Ledergruppen vil stille nogle krav, som fagforeningen vil være nødsaget til at forholde sig til.
Tak til almenbestyrelsen for økonomisk støtte til lederkonference.

Bruno Jakobsen:

Hvorfor har man ikke valgt at invitere borgmesteren, så han kunne høre vores klagepunkter.

Dorthe Munk:

Vi har rigtig meget at være glade for. Vi scorer højt i alle brugerundersøgelser, og vi har gode arbejdsforhold. Problematikken med tomme pladser bliver en drøftelse vi må og skal tage; for der vil komme tomme pladser.
Læreplanerne tænker jeg er krav der kommer udefra, men som skal medføre at vi reflektere over vores arbejde, selv sætter dagsordenen og holder fast i at processen er i gang. Lad os sætte os ud over det ovenfra kommende tidstyrani og udføre opgaverne efterhånden som vi er parate til dem i vores proces.

Pædagogisk tilsyn er jeg som borger i kommunen og som leder temmelig glad for, og som princip er det ikke dårligt.
Økonomimodellen er et solidarisk princip og det plejer fagforeningen jo nok at hylde.

Flemming Petersen:

De pædagogiske læreplaner, hvorfor kommer de lige nu, da jeg oplever at det er det arbejde vi altid har søgt at efterleve. Måske skyldes kravet de urolige børn i skolerne. Men mon ikke disse børn er ofre for de nednormeringer vores område har været udsat for gennem de sidste mange år.

Poul Rasmussen:

Glad for de mange gode bemærkninger, der er fremkommet. Hvordan kan vi få flere aktive medlemmer? Fra en institution med 30 ansatte er vi kun 2 tilstede her i dag. Pudsigt forslag, at invitere en borgmester med til generalforsamlingen. Vi ved jo alle, at det er forvaltningens folk, der bestemmer.

Omkring klubberne, så har nogen taget til indtægt, at vi laver mere og mere administrativ arbejde; og det medfører at forvaltningen nu vil trække nogle opgaver tilbage; da de mener at vi bruger dobbelt så lang tid på at udføre opgaven, som hvis forvaltningen udførte opgaven. Når man spørger herom i forvaltningen, så husk at her skelnes mellem administrative opgaver og udviklingsopgaver. Forvaltningen har deres helt egen logik i disse spørgsmål.
Efterspurgte forretningsudvalget omkring enhedsforvaltning.

Jan Hoby:

Årsager og sammenhænge, men man bliver nødsaget til at diskutere præmisserne. Selvom der er stor tilfredshed med det arbejde udføres i institutionerne, så er det ikke ensbetydende med, at man(brugerne) ikke vil have flere ressourcer. Læreplaner har kun et eneste formål, nemlig at man kan sammenligne alle landes udvikling fra vugge til grav. Lønudvikling er for ned afgående. Og vores status er ligeledes for nedadgående. Læreplanerne vil være medvirkende til at der bliver færre pædagoger, for indsatsen kan udføres af medhjælpere, da den jo er fastlagt på forhånd.

Læreplaner er ideologisk bavl, og vil være en ny udskillelse. Børnene vil opleve at deres krop ikke er noget værd. Læs Charlotte Paludans disputats herom. Jeg vil fortsat skulle udøve skadesminimering på min institution.

Bente Hald:

Forfriskende med dit indlæg Jan.
Jeg vil gerne have, at fagforeningen hjælper til med at sikre, at jeg har de redskaber, jeg har brug for.Pædagogisk tilsyn; det er jo de ja vy. Det er ligesom i gamle dage, og jeg siger Hurra. For de pædagogiske konsulenter må gerne få syn for sagen, så de kan se kaos, opleve lydstyrken osv.
Læreplanerne er vi først lige gået i gang med, men det bliver på vores præmisser, for vi vil ikke være skole.Hvis praktikken bliver lavet om til SU, så skal fagforeningen huske, at vi i sin afgav timer for at kommunen kunne få råd til at finansiere den lønnede praktik.
Jeg vil også gerne have fagligt aktive kolleger, men man skal jo kæmpe mod realityTV etc.

Britt Pedersen:

Mussman-rapporten beskriver temmelig grundig snitfladerne imellem forvaltningerne. LFS arbejder primært med den del, der handler om at udvalgsstyret betyder, at man har opgivet at have fælles personalepolitik. Det betyder at økonomiforvaltningen kan stille det en forslag efter det andet, men bliver de ikke ”accepteret” af forvaltningerne, så bliver personalepolitikerne ikke til noget.

LFS mener at delingen mellem børn og unge i 2 forvaltninger er noget fanden har skabt. Når vi ikke lige siger sammen igen, så skyldes det en lang række forhold; primært det at vi skaber en ny snitflade mellem ”normale og skæve” børn og unge. Dem, der i sin tid bad Mussmann om at lave rapporten er blevet temmelig sure, da han er gået videre end sit kommissorium, og det er vi glade for i fagforeningen. Vi arbejder fortsat videre med rapporten.

Flemming Pedersen:

Tak for at vi også fik rejst debatten omkring de lønnede studerende. Jeg kan godt forstå, at de studerende er glade for at få SU, men får institutionerne ikke de timer tilbage, som vi tidligere har givet, så bliver det næsten umulig at sikre at de studerende får lov til at være studerende.

Lorraine Warnock:

Jeg er meget enige med Dorthe Munk, og for mig har pædagog faget altid handlet om skademinimering. Læreplaner skal beskrive processerne, og det ville være dejligt om fagforeningen kunne være med til at komme med en definition på læring, så vi ikke havner med skolens læringsbegreb.

Finn Hansen:

Vi vil arbejde for, at der øremærkes en pulje til seniorpolitik, i stedet for den nuværende hensigtserklæring.
Antallet af langtidsledige er blevet fordoblet indenfor de sidste år.

Kirsten Annette Christensen:

Bestyrelsen har valgt at få rejst diskussion om solidaritet og fællesskab frem for individualisme.
Bestyrelsen drøfter også seniorpolitik, men vi har ikke beslutningskompetence, så det vi kan, er at rejse Finns forslag på Repræsentantskabsmødet.
Der bliver spurgt indtil socialministeriets midler, og dem kan vi ikke søge som fagforening.

På mandag er der et møde i forvaltningen (FAF) for at belyse læreplaner og hvilken økonomi heraf følger.
Der er forskel på diskussionerne, afhængig af, hvem der rejser den og tager teten.
Børneplanen betyder, at bestyrelsen først og fremmest må danne sig et overblik over antallet af tomme pladser og konsekvenser heraf.
Pædagogstuderende med SU er selvfølgelig også et problem, som vi skal arbejde med i bestyrelsen.

Herefter blev beretningen sat til afstemning og den blev vedtaget.

Fremtidigt arbejde

Tilføjelser

• LFS skal arbejde for at vi får synliggjort de afsatte midler fra socialministeriet og at de reelt bliver tilført området.
• LFS skal arbejde for at der bliver planlagt kompetenceudviklingsforløb og gives tid til dette. LFS skal arbejde for at der holdes fast i, at der skal væres praksis og metodefrihed i de københavnske daginstitutioner, således at vi kan fastholde mangfoldigheden.
• LFS vil sætte fokus på konsekvenserne af den kommende strukturreform, bl.a. via medlemsmøder. LFS skal arbejde for en enhedsforvaltning som samler hele børne- og ungeområdet.
• LFS vil arbejde for, at der øremærkes en pulje ved overenskomstforhandlingerne til kommunens seniorpolitik, i stedet for den nuværende hensigtserklæring.

Indkomne forslag

Jan Hobys forslag om Danmarks Social Forum trukket til fordel for bestyrelsens forslag, der også indeholder en økonomisk ramme på 10.000 kr. Bimala fra bestyrelsen orienterede om, hvad Danmarks Social Forum er

Forslaget vedtaget.

Forslag fra bestyrelsen om, at bestyrelsesmedlemmer forlods tildeles pladser til Repræsentantskabet.

Forslaget vedtaget.

Åben udtalelse:
Yvonne Hansen fremlagde:
Udtalelsen kommer, fordi flere og flere institutioner udtaler, at de får flere og flere støttekrævende børn, og disse børn er svære at integrere. Det viser sig at en stor del af støttemidlerne bruges til børn, der har fået stillet en diagnose, men at de ikke kan anvises relevante institutionspladser.
Vedtaget.

Beslutning om bestyrelsens størrelse
Forslaget går på, at der skal være 20 medlemmer i almenbestyrelsen. Det antal, fordi erfaring taler godt herfor.
Vedtaget.

7. Regnskab

Kirsten Rosendal fremlagde regnskabet.
Jonna Badu med opfordring til at regnskabet bliver sendt ud.
Maibritt Bang: Der er ikke brugt så mange penge til medlemsmøder og der er ligeledes ikke benyttet alle midlerne til fagpolitiske aktiviteter.
Kirsten Rosendal: Nogle aktiviteter er konteret under kurser og temadage, og når alle midlerne ikke er brugt op under fagpolitiske aktiviteter, så skyldes det at der ikke har været noget aktuelt. Man kan få regnskabet tilsendt, hvis man indsender flappen i LFS Nyt.
Godkendt.

8. Budget 2004/2006

Annette Bjørn:

Hvad skyldes den store ændring i formandens løn, samt hvad er årsagen til, at der er afsat så få midler til medlemsaktiviteter? Hvad er netværksfonden for en størrelse?

Britt Pedersen:

Formandens løn tager sit udgangspunkt i, hvad vedkommende ville have fået, hvis hun fortsat havde været ansat som pædagog på sin institution. Det vil sige at formandens løn er det samme som en pædagogs.

Kirsten Annette Christensen:

Netværksfonden er etableret for at når man ude i områderne laver tiltag der styrker netværksarbejdet, så kan man søge om støtte fra Almenbestyrelsen. Midlerne stammer fra dengang vi søgte at etablere netværk i de enkelte bydele.

Kirsten Rosendal:

Administrationsbidrag er faldet, da der er afsat midler til ledersektionen. De midler, der står under medlemsmøder er dem, der blev tilbage, når de øvrige budgetposter var fordelt.

Lorraine Warnock:

Lederne, sikkerheds- og tillidsmandarbejdet er trukket ud af budgettet, da de åbenbart har deres egne midler. Når nu der er midler til overs, så brug midlerne til medlemsmøder, så kan vi også drøfte f.eks. læringsbegrebet, Ny løn, human ressource tanken etc.

Majbritt Bang:

Der er sat mange penge af til faggrupper og faggruppeudvalg, og kunne man så benytte midlerne til medlemsmøder, hvis det viser sig at pengene ikke bliver brugt.
Herefter blev budgettet sat til afstemning og Vedtaget.

Valg:

Formand.
Kirsten Annette Christensen valgt.

Næstformand.
Karina Brehm Kristensen valgt.

Kasserer.
Kirsten Rosendal valgt.

5 HB-kandidater;
Efter skriftlig afstemning blev resultatet at Bimala, Annette Mortensen, Marttin Christensen, Ulla Børgesen og Jan Hoby blev valgt.

2 HB-suppleanter;
Da der ikke var nogen i salen, der ønskede at opstille hertil blev det besluttet at bestyrelsen efterfølgende konstituerer sig med 2 HB-suppleanter.

Øvrige bestyrelsesmedlemmer:
Hanne Ejbøl, Jette Olsen, Henrik Steen Knudsen, Bjørn Hansen, Flemming Petersen, Yvonne Hansen, Vibeke Henningsen, Claus Theilgaard,

Repræsentantskabsdelegerede:

Inden selve valget orienterede Kirsten Annette Christensen om, at repræsentantskabet er den højeste myndighed i LFS, så det er rigtig vigtigt, at vi på almenområdet får fyldt alle pladser.

LFS søger tjenestefrihed for alle Repræsentantskabsdelegerede og erfaring siger, at også suppleanter kommer med.
D. 18 november afholdes der åbent delegeretmøde, så man er forberedt inden repræsentantskabsmødet d. 26.-28. november.
· Bestyrelsen er forlods valgt.
· Solvej Hansen
· Tinna Erichsen
· Annette V. Pedersen
· Annemarie (Rie) Nielsen
· Lene Hector Pedersen
· Rikke Houmann
· Klaus Jensen
· Karen Marie Halkjær
· Birgit Rasmussen
· Helle Søemod
· Flemming Olsen Torp
· Michael Langkilde
· Niels Hansen
· Lorraine Warnock
· Majbritt Bang
· Anne Hansen
· Ditte Sørensen
· Finn Clausen
· Anne Mette Gade
· Finn Hansen
· Jonna Badu
· Mimi Kjær
· Christina Holm Nielsen
· Joan Larsen
· Annette Sørensen
· Majbritt Persson
· Martin R. Andersen
· Laila Krag
· Palle Anderson
· Lars Salomonsson

Suppleanter for Repræsentantskabsdelegerede.

· Udgik, da vi ligesom ikke fik valgt REP-delegerede nok.

2 bilagskontrollanter:

· Pernille Engelund og Rie (Anne Marie Nielsen.)

2 bilagskontrollantsuppleanter:

Kirsten Eggsgård, Michael Holmgård.

Eventuelt

Afslutning
Kirsten Annette Christensen:
Tak for valget, og jeg vil lige forsikre om, at der ikke bliver færre medlems-aktiviteter i den kommende generalforsamlingsperiode.
Tak for en god debat og megen spørgelyst.
Referat v. Annette Bjørn
D. 29. september 2004.

ÅBEN UDTALELSE TIL BORGERREPRÆSENTATIONEN

(vedtaget på generalforsamlingen)

Hvor rummelige skal dagtilbuddene i Københavns kommune være?

Det er til stor gene og det giver mange problemer i dagligdagen for personale, forældre og børn at tildelingen af eller rettere mangel på tildeling af støttetimer og støttepædagoger er så markant.
Det skaber frustration blandt personalet i daginstitutionerne og de forældre som berøres af denne problematik. Idet de er vidne til at børn p.g.a. manglende støtte og placering i forkert institution bliver udsat for svigt i lange perioder af deres barneliv!

Personalet i dagsinstitutionerne har været tvunget til at rykke nogle grænser, så en daginstitution i dag kan rumme børn med særlige behov. Men på grund af manglende tildeling af støtteressourcer, har personalet ikke reelt mulighed for kvalitativt at gå ind i opgaven.

Men det der er blevet hverdag for mange børn og personaler i daginstitutionerne gennem de sidste år er: De skal også kunne rumme børn med helt specielle behov! På trods af, at disse børn har behov for specialpædagogik og beskyttede omgivelser er de indskrevet i normal daginstitution med et antal støttetimer. Et tilbud som absolut ikke tilgodeser nogens behov, hverken det berørte barn, de andre børn i institutionen, forældrene eller personalet.

Denne situation kan vi ikke acceptere!
Derfor er der brug for at Københavns kommunes politikere forholder sig til:
Hvad menes der med en rummelig daginstitution – hvor rummelig skal den være?.
Hvilke tilbud, vil I kvalitativt være bekendt at tilbyde børn med specielle behov?

VEDTAGET PÅ LFS, Almen Områdets generalforsamling den 23. september 2004