Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Arbejde omkring jul og nytår - specialområdet
I forbindelse med jul og nytår ligger der flere søgnehelligdage. Det er helligdage, der falder på hverdage, hvor man normalt skulle have arbejdet.
Vi nærmer os tiden, hvor arbejdstiden omkring jul og nytår skal planlægges. Vi bringer her en oversigt over reglerne.
Der henvises til Aftale vedrørende arbejdstid og rådighedstjeneste for pædagogisk personale ved døgninstitutioner.
Selv om det er den samme arbejdstidsaftale, der er gældende, er der forskellige regler, alt efter om man er ansat i Københavns kommune eller i Frederiksberg kommune.
Reglerne i Københavns kommune:
Juleaftensdag
Udfører man tjeneste på juleaftensdag ydes en godtgørelse på kr. 21,25 (31.03.2000 niveau) pr. time efter kl. 14.
Normaltjeneste udført på juleaftensdag i tidsrummet fra dagtjenestens begyndelse til kl. 24.00, vil man endvidere have ret til en erstatningsfridag af samme længde på en anden skemalagt arbejdsdag. Erstatningsdagen skal gives inden udgangen af marts måned året efter. I modsat fald gives der overtidsbetaling for timerne.
Afvikling af ferie eller fridage på juleaftensdag giver ikke ret til erstatningsfrihed. Det er altså kun dem der har tjenesten juleaftensdag, der har ret til erstatningsfrihed.
Hvis juleaftensdag falder på en søndag ydes der ikke dobbeltgodtgørelse.
Man optjener altså ikke søndagsafspadsering, men alene ovennævnte godtgørelser.
Nytårsaftensdag:
Er en normal tjenestedag.
Juledag, 2. juledag og nytårsdag:
Er søgnehelligdage.
Det betyder, at arbejdstidsnormen skal nedsættes med 7,4 timer pr. helligdag. (Obs. dog ikke helligdage der falder på en søndag.) For deltidsansatte forholdsmæssigt i forhold til ansættelsesbrøken.
Den således nedskrevne arbejdstidsnorm skal gives i form af ekstra fridage (erstatningsfrihed) med mindre:
• Den ansatte altid har fri på den ugedag, hvor søgnehelligdagen falder (f.eks. i normperioden altid har fri om fredagen).
• Man er deltidsansat, og søgnehelligdagen falder uden for de skemalagte arbejds- og fridøgnsperioder.
• Man er deltidsansat med faste arbejdsperioder, og hvor ugentlige fridøgn er placeret på bestemte dage i den arbejdsfri uge.
Selv om man er omfattet af en af undtagelserne, skal arbejdstidsnormen under alle omstændigheder nedskrives. Det gælder også, hvis institutionen er ferielukket.
Hvis man normalt skulle have været på arbejde på den dag, hvor søgnehelligdagen falder, vil nedskrivningen af arbejdstidsnormen og erstatningsfriheden kunne gives i form af frihed på den pågældende dag.
Reglerne i Frederiksberg kommune
Juleaftensdag:
Juleaftensdag betragtes ikke som en søgnehelligdag, men personalet skal i videst muligt omfang gives frihed uden at normaltjenesten omlægges.
Det betyder, at der ikke må laves om på arbejdsplanen, også selv om der f.eks. ikke er brugere på institutionen.
Hvis man ikke kan få fri og derfor skal på arbejde juleaftensdag i tidsrummet fra dagstjenestens begyndelse og indtil kl. 24, ydes der betaling som for tjeneste på søndage. Der ydes dog ikke dobbeltgødtgørelse, hvis juleaftensdag falder på en søndag. Der optjenes med andre ord fortsat ½ times afspadsering pr. præsteret time.
Normaltjeneste udført på juleaftensdag i tidsrummet fra dagtjenestens begyndelse til kl. 24.00, vil man endvidere have ret til en erstatningsfridag af samme længde på en anden skemalagt arbejdsdag. Erstatningsdagen skal gives inden udgangen af marts måned året efter. I modsat fald gives der overtidsbetaling for timerne.
Afvikling af ferie eller fridage på juleaftensdag giver ikke ret til erstatningsfrihed. Det er altså kun dem der har tjenesten juleaftensdag, der har ret til erstatningsfrihed.
Nytårsaftensdag:
Betragtes ikke som en søgnehelligdag, men personalet skal fra kl. 12 til kl. 24 i videst muligt omfang gives frihed uden at normaltjenesten omlægges.
Personale, der udfører tjeneste i tidsrummet 12 til 24, ydes betaling som for tjeneste på søndage. Som for juleaften ydes der ikke dobbeltgodtgørelse, hvis nytårsaften falder på en søndag. Der optjenes altså alene ½ times afspadsering pr. præsteret time.
Der ydes ikke erstatningsfrihed for tjeneste på nytårsaftensdag, således som det er tilfældet for juleaftensdag.
Juledag, 2. juledag og nytårsdag:
Reglerne er her identiske med reglerne beskrevet under Københavns kommune.