Information søndag den 20. april 2008:

Da kaldet døde, vågnede lønmodtageren

Strejke. Fagforeningerne er gået benhårdt efter de offentligt ansattes løn ved dette års overenskomstforhandling. De vil have ligeløn - samme løn som i det private. Men ved at fokusere ensidigt på lønnen, risikerer de at skyde ved siden af, mener arbejdsmarkedsforsker. Der er nemlig noget helt andet galt i den offentlige sektor end lige netop lønnen

Af: Malin Schmidt

De larmede med rasler. De stak papskilte med 'Mere i løn' i luften, mens de stod og snakkede, så det summede. De havde identiske sorte trøjer på, 'Sammenhold & Solidaritet' stod der i hvidt tryk, og de drak kaffe og spiste croissanter, mens deres børn løb rundt mellem benene på dem. For det var onsdag morgen, og de skulle ikke på arbejde. De fleste af de pædagoger og medhjælpere, der mødtes denne morgen i Nørrebrohallen havde allerede klokken otte været ude og demonstrere som en optakt til de kommende dage, hvor næsten 75.000 sygeplejersker, jordemødre, social- og sundhedsassistenter, radiografer, bioanalytikere, pædagogmedhjælpere, dagplejere, fysio- og ergoterapeuter, p-vagter og mange flere skulle gå på gaderne for at få mere i løn. For de ville ikke længere finde sig i at blive spist af med 'peanuts', som de kaldte det. De var trætte af ikke at få ligeløn, trætte af ikke at blive taget alvorligt. Og de var rigtig trætte af, at de kvindedominerede offentlige arbejdspladser giver færre penge i posen end de mandsdominerede private.

"Vi lader os ikke knægte på det her, vel?" lød det i mikrofonen fra Britt Petersen, formand for LFS, fagforeningen for Københavns pædagogiske personale, inden hun blev overdøvet af klapsalverne. "Vi kan ikke love positive resultater, men ved I hvad? Vi kan love hinanden, at vi giver os ikke. Vi går derfra med oprejst pande," fortsatte hun, mens folk jublede og klappede og blev ved.

For pædagogerne i salen var tændte, de var klar til at gå på gaden, og det havde de været lige siden forhandlingerne mellem arbejdstagernes fagforeninger FOA og Sundhedskartellet på den ene side og arbejdsgivernes Kommunernes Landsforening og Regionerne på den anden brød sammen i sidste uge. Hverken FOA eller Sundhedskartellet ville nemlig finde sig i en lønstigning over tre år på 12,8 procent, som de andre, eksempelvis BUPL, der organiserer de fleste af Danmarks pædagoger, havde accepteret. Også selv om 12,8 procent historisk set er pæne lønstigninger, der over tre år vil give cirka 3.000 kroner mere i lønningsposen. Nej, de ville have 15 procent, dvs. knapt 5.000 kroner mere om måneden.

Tilfredsstillelse

"Det kunne en ligelønskommission jo passende kigge på, som man netop har gjort i Norge, hvor man har anbefalet at give de her områder tre milliarder mere," mener Flemming Ibsen, der dybest set mener, at det også handler om valg. Vil jeg være sygeplejerske i den offentlige sektor, eller vil jeg være journalist på Jyllands-Posten? Du vælger, hvilket arbejdsmarked du vil være på, og mange vælger at arbejde i den offentlige sektor, fordi man føler, at motivationen ligger i selve jobbet: "Det er her, man føler en tilfredsstillelse. Ofte vælger man jo netop ikke jobbet på grund af lønnen," siger han og peger på, at det er det, man kalder teorien om kompenserende lønforskelle. Fordi der netop er noget andet i pakken i den offentlige sektor. Problemet opstår, når selve arbejdssituationen bliver utilfredsstillende.

Og det er tilsyneladende det, der er sket i den offentlige sektor. I Nørrebrohallen var de i hvert fald klædt på til fest, som LFS' formand Britt Petersen konstaterede.

"Heldigvis har jeg en gammel skrammelkasse af en bil, og den tager ikke skade af noget gaffatape, så nu har vi også kampagnebil," sagde hun og fortalte, at hun ikke rigtigt vidste, hvad hun skulle gøre næste år - for så længe holder skrammelkassen jo nok ikke.

"Da har vi fået lønforhøjelse, så kan du købe en ny til den tid," påpegede en af pædagogerne i salen.

Læs hele artiklen her