Ingen retssikkerhed – ingen retsstat
Af Jan Hoby, næstformand i LFS
Mennesker med handicap har ingen retssikkerhed i dette land. Og hvor fortsatte brud på lovgivningen ville skabe endeløs forargelse, hvis det gjaldt hvilken som helst anden gruppe i samfundet, så vender stort set alle politikere, medier og organisationer inklusive fagbevægelsen det blinde øje til, når det er handicappede, det handler om.
Samtlige af landets 98 kommuner har gennem de seneste fem år brudt retssikkerhedsloven, som beskriver, hvordan kommuner og statslige myndigheder på det sociale område skal behandle sager efter lovgivningen.
Når offentligheden en sjælden gang hører om kommunernes skandaløse sagsbehandling, systematiske lovbrud og krænkelser af handicappede borgeres helt legitime rettigheder og krav, bliver det præsenteret som enkeltsager, som hverken ministre, politikere eller kommunalpolitikere vil udtale sig om. Selv om de godt kan og må udtale sig. Problemet er bare, at enkeltsagerne ikke er enkeltsager. De er blot toppen af isbjerget. Ankestyrelsen behandler mere end 50.000 sager om året. Og der er graverende fejl i et rystende højt antal af sagerne.
Ankestyrelsens egne tal for, hvor mange sager de returnerer til fornyet sagsbehandling i kommunerne på grund af utilstrækkelig sagsoplysning, tegner et billede af både en utrolig dårlig kvalitet i sagsbehandlingen og en bevidst strategi, hvor man oplyser sagen tilstrækkeligt lidt til, at man undgår at få omgjort sin afgørelse, men køber sig et par måneders yderligere tid for at spare penge.
Dette er ikke en ny problematik. Den har beviseligt stået på i mange år. Der er ikke tale om sagsbehandling. Men om sagsmishandling i så stort et omfang, at det skriger til himlen. For selvom de fleste kommuner har fejl i hovedparten af deres sager, og Ankestyrelsen underkender kommunernes afgørelser, sanktionerer Ankestyrelsen ikke kommunernes lovbrud, selvom de har hjemmel til det.
Ankestyrelsen skriver selv, at deres opgave er at : ”sikre at kommuner og regioner overholder loven”, hvilket uddybes med sætningen; ”Ankestyrelsen styrker tilliden til den offentlige forvaltning ved at føre tilsyn med, at regioner og kommuner overholder loven.” og at Ankestyrelsen systematisk følger op på om kommunerne efterlever deres afgørelser, samt at ”Hvis det ikke er tilfældet, har vi som tilsynsmyndighed mulighed for at indlede en såkaldt fogedsag og pålægge kommunalbestyrelsesmedlemmer tvangsbøder.”.
I 2023-pjecen ANKESTYRELSEN – MERE END EN KLAGEMYNDIGHED er dog lige tilføjet et; ”hvilket sjældent er nødvendigt.”. Det på trods af, at hovedparten af kommunerne har fejl i mellem 80 og 100 procent af deres sager.
Så der er ingen konsekvenser, når landets 2500 kommunalpolitikere mere eller mindre bevidst bryder loven. Det lyder som Putins Rusland eller en despotisk stat. Men er Danmark. Hvor kommunalbestyrelse efter kommunalbestyrelse frikender sig selv for deres lovbrud og missagsbehandling af deres borgere. Og Ankestyrelsen lader dem slippe af sted med det.
Vi har brug for en Ankestyrelse, som lever op til sin rolle som demokratisk vagthund og beskytter af nogle af de svageste borgere i vores samfund, og som ikke er bleg for at stange nogle bøder ud til de kommunalbestyrelsesmedlemmer, som ikke lever op til deres tilsyns- og ledelsesansvar overfor deres kommunale administration.
Vi har brug for kommunalpolitikere, der stopper med at hvidvaske deres lovbrud.
Vi har brug for en fagbevægelse, der tager bladet fra munden og står skulder ved skulder med de tusindvis af borgere, som får frataget deres retssikkerhed. For der ligger også et ansvar hos de faggrupper, som varetager og udfører velfærd. Som vi så det i TV-dokumentaren ”Vores liv med Autisme” fra april 2022, hvor det skildres, hvordan forældre til børn med autisme lyves for, udsættes for pres og trues med tvangsfjernelse af deres børn.
Vi kan ikke vende det blinde øje til længere.