Isolationen har været det værste
Vi har haft travlt, og det har været svært ikke at kunne give vores beboere det, som vi plejer. Men vi har ikke oplevet forværring af psykisk sygdom, og der har hverken været angst eller panik hos beboere eller medarbejdere, fortæller Christina Johansson, Maria Munk, og Charlotte Malm, som arbejder på det socialpsykiatriske botilbud på Robert Jacobsens Vej. Til gengæld er ordet isolation en fællesnævner.
Af Anna Louise Stevnhøj
Nødbemanding, portionsanrettede måltider og aflyste aktiviteter. Beboerne på det socialpsykiatriske botilbud på Robert Jacobsens Vej har oplevet begrænsninger i deres hverdag under Coronakrisen. Det samme har medarbejderne.
Christina Johansson er pædagog, og hun har tilvalgt isolation i sit privatliv.
”Vi har en del beboere, som er oppe i alderen, og som har kroniske sygdomme. Så jeg har først og fremmest været bange for at bringe smitte med ind på botilbuddet. Derfor har jeg faktisk ikke set andre mennesker end min kæreste, når jeg har haft fri,” fortæller Christina Johansson.
Hun har til gengæld haft travlt, når hun har været på job.
”Vi har løbet stærkt. Vi har været færre på vagt end til daglig, fordi vi har kørt nødberedskab. Og det har da været frustrerende, at der har været beboere, der ikke har fået al den kontakt, som de har efterspurgt. Vi har normalt et livligt cafémiljø i stueetagen med kaffe på kanden og aktiviteter, og det er jo blevet begrænset, lige som vi har været nødt til at servere portionsanrettet mad. Det betyder, at der ikke har været den samme hygge omkring måltiderne,” siger Christina Johansson, som også – især i begyndelsen – fandt det belastende lidt at skulle agere ”politibetjent” og hele tiden minde beboerne om at spritte af og om at holde afstand.
”Men jeg synes, at beboerne har været enormt fleksible og forstående, og at forholdsreglerne er blevet til rutine,” siger Christina Johansson.
Trappegymnastik og afstandsbanko
Som dagene er gået, har medarbejderne udfoldet deres kreativitet, og der er blevet arrangeret bankospil med færre end 10 deltagere og god afstand mellem stolene. En medarbejder har arrangeret trappegymnastik, hvor deltagerne kan lave øvelser med god afstand til hinanden op og ned ad trapperne i opgangen.
”Vi har ikke oplevet stor uro eller forværring af psykisk sygdom hos vores beboere. Men vi har oplevet trivselsproblemer, fordi det kan være svært, at tingene er anderledes, end de plejer - og fordi alle i højere eller mindre grad er ramt af isolationen,” siger botilbudsleder Charlotte Malm, der først og fremmest er lettet over, at botilbuddet indtil videre er gået fri af smitten.
”Den største frygt var naturligvis, at vi havde fået smitten inden døre, og at vi ville stå med syge borgere. Det er heldigvis ikke sket, ”siger Charlotte Malm.
En strøm af vejledninger
Afdelingsleder Maria Munk supplerer:
”Vi har haft en medarbejdergruppe, der har holdt hovedet koldt, og som har bevaret overblikket. Det har betydet, at vi har kunnet bruge kræfterne på at få hverdagen til at fungere under de nye forhold.”
Den største opgave for ledergruppen har været at orientere sig i vejledninger og retningslinjer fra myndighederne.
”Det gælder jo for hele samfundet, at broen er blevet bygget, mens vi har gået på den. Vi har brugt timer på at følge med i strømmen af vejledninger og sortere og omsætte til vores forhold – tilsat en portion sund fornuft - så de øvrige medarbejdere kunne få netop den information, som der har været brug for her på stedet,” fortæller Charlotte Malm.
Kunne jeg bare få det overstået
Allan Hansen, som er beboer på botilbuddet, spritter stolen af, før han sætter sig ned. Men det har han nu altid gjort, fortæller han.
”Jeg vil gerne nøjes med mine egne bakterier. Der er da også den eneste fordel ved Corona, at der er masser af plads i metroen og i busserne. Men selvfølgelig har jeg været bekymret for at blive syg, og jeg har da et par gange tænkt, at ’bare jeg kunne blive smittet, så jeg kunne få det overstået i stedet for at være i venteposition’. Jeg har været bekymret for, om sygehusvæsenet kunne holde til det, eller om vi ville få de samme tilstande, som man kan se, der er andre steder i verden. Og jeg er alvorligt bekymret for 2. og 3. bølge,” siger Allan Hansen, der oplever, at isolationen har været belastende:
”Jeg er medlem af flere klubber, herunder en skakklub, og jeg synes, det har været svært ikke at se så mange mennesker. Jeg har både brugt telefonlinjerne hos Røde Kors og Livslinjen, fordi jeg har følt mig afskåret fra verden.”
Urolig og trist
Lukas Johansen fik en kaotisk start på sin nye tilværelse på Botilbuddet Robert Jacobsens Vej, for han flyttede ind den 13. marts 3020 – nogenlunde samtidig med, at Danmark lukkede ned.
”Det hele føltes lidt rodet i starten, men der er blevet udvist fleksibilitet –når der fx er kommet vognmænd med ting, som jeg har bestilt til min bolig, så har de kunnet få lov til at komme ind,” fortæller Lukas Johansen, der kom fra en bolig med mindre fællesskab. Han var i begyndelsen bekymret for at være sammen med så mange mennesker ved måltiderne.
”Det var jo helt forventeligt, at det var svært for folk at vænne sig til at holde afstand. Så selv om det måske virker uhøfligt, har jeg valgt at tage min mad med op i lejligheden,” siger Lukas Johansen, der har fulgt med i mediernes dækning af Corona-situationen, og det har givet ham en generel følelse af bekymring.
”Jeg har ikke selv oplevet forværring af min sygdom i form af psykotiske symptomer, men jeg har været urolig og trist. Jeg har ikke kunnet gå på café, og jeg har ikke kunnet få besøg af min besøgsven, vi har kun haft kontakt over FaceTime. Det er også ubehageligt, at andre mennesker nærmest virker bange for en, hvis jeg fx kommer til at nyse i metroen på grund af min høfeber. Men det har varmet, at personalet tydeligvis har været så bange for at bringe smitten ind. De er jo unge og veltrænede, så de behøver ikke være personligt nervøse. Men de har været bange for at bringe noget ind til de beboere, som ikke har så godt helbred.”
Det sociale fylder mest
Keld Lindemann savner især de sociale sammenhænge på botilbuddet.
”Jeg har selvfølgelig ikke lyst til at blive smittet. Jeg har også fulgt med i de skræmmende nyheder fra hele verden. Men helt personligt er det, der påvirker mig mest, at det er irriterende, at man hele tiden skal holde afstand, og at maden ikke er nær så god, som den plejer at være. Det fylder nok mere hos mig, fordi jeg er beboerrådsformand, og folk kommer til mig og klager over maden,” siger Keld Lindemann.