Medlemsportræt: Jeg anede ikke, hvad autisme var
”Jeg er jo ikke uddannet pædagog, jeg er omsorgsmedhjælper, men jeg har læst en diplomuddannelse i pædagogik, og har en stor interesse for det pædagogfaglige. Oprindeligt er jeg uddannet skuespiller, en uddannelse jeg tog i London i slutningen af 90’erne. Allerede inden da havde jeg arbejdet som skuespiller og været pædagogmedhjælper i en børnehave, imens jeg søgte ind på de danske skuespilskoler uden held. Men så kom jeg ind på uddannelsen i London i første hug.”
”Det ligger slet ikke til min familie, at jeg skulle arbejde med teater. Jeg kommer fra arbejderklassen, og der er ikke meget uddannelse i det hele taget i min familie. Men skuespilfaget tiltalte mig, fordi jeg her fik mulighed for at dykke ned i fantasien og lege. Efter uddannelsen var jeg ludfattig, for man betaler selv for sin uddannelse derovre, og SU rækker som en isterning i helvede. Det er pokkers dyrt at leve i London.”
”I London skulle man arbejde 80-100 timer om ugen for at have råd til mad og husleje, og det var svært at finde job. Så jeg valgte at tage hjem til Danmark. Jeg fik job i restaurationsbranchen, som jeg også har været i under min uddannelse. Her er det nemt at komme ind som ufaglært og tjene penge. Det var skønt at komme tilbage til København, der er noget mindre hektisk end London, og igen forsøgte jeg at få min skuespilkarriere op at stå. Men fordi jeg kun havde et internationalt netværk, var det en ret lukket klub.”
”I denne periode boede jeg alle mulige steder. Det var svært at få en lejlighed, når man ikke har nogen kontakter. I stedet boede jeg på værelser og lånte lejligheder af kort tids varighed, og jeg fik først noget fast efter cirka 8 - 10 år.”
”Jeg arbejdede på daværende tidspunkt på en café på Østerbro, hvor jeg var daglig leder. Man kan ikke rigtigt komme højere op i den branche, medmindre man selv har lyst til at starte et sted. Det er et fag, hvor det går meget stærkt, der er hurtige penge, sene nætter og masser af fest. Men jeg var nået op i 30’erne og ville egentlig videre. Samtidig oplevede jeg, at kundementaliteten var enormt krævende, og vores indsats blev ikke værdsat. Måske følte kunderne, at hvis de havde givet 40 kroner for en caffe latte, så skulle vi også feje dørtrinnet foran dem. Jeg tog beslutningen om, at det ikke kunne blive ved.”
”En god ven foreslog mig, at jeg tog nogle vagter på det botilbud, han arbejdede på. Det var i hvert fald noget helt andet, så det ville jeg gerne prøve af. Jeg tog til en samtale og fik min første vagt dagen efter. Borgergruppen er voksne med udviklingshæmning og autister, som er delt op i to afdelinger, og jeg startede hos autisterne, selv om jeg ikke anede, hvad det ville sige. Heldigvis blev jeg taget godt imod af dygtige medarbejdere.”
”Det fede er, at jeg arbejder med en gruppe mennesker, jeg aldrig har kendt til før. Det er en helt anden verden og på en eller anden måde fascinerende, fordi vi hjælper dem til at få deres dagligdag til at fungere i aktiviteter, som vi andre tager for givet. Man bliver bindeleddet mellem de normale hverdagsbegivenheder og deres mulighed for at indgå i dem. Jeg har skullet lære at afkode de rent kropslige signaler og de følelsesmæssige tilstande og være med til at understøtte en udvikling hos borgerne. Man bringer sig selv i spil på en helt ny måde.”
”Jeg begyndte at læse diplomuddannelsen i pædagogik omkring 2010. Samtidig begyndte jeg at involvere mig mere i min arbejdsplads og blev en del af MED-udvalget. Et par år efter blev jeg valgt som suppleant til TR, og jeg begyndte at overtage nogle af vores daværende TR’s arbejdsopgaver, fordi han var meget fagligt engageret. For to år siden stillede jeg op og blev valgt til hovedbestyrelsen, og sidste år overtog jeg pladsen som TR på min arbejdsplads.”
Hvem: Tony Bjarkholm
Alder: 48 år
Arbejdssted: Botilbuddet Musvågevej
Bonusinfo: Har udover at være i restaurations- og skuespilbranchen også været postbud en kort overgang. Dyrker crossfit og er ved at tage kørekort. Synger med i LFS koret hver torsdag.