Meget af det pædagogiske arbejde er reduceret til symptombehandling

"Gennem de syv år, jeg har arbejdet som pædagog i Københavns Kommune, er vilkårene blevet virkelig meget dårligere for både borgere og medarbejdere.

Vi blev på mit arbejde en dag kaldt til et møde. Det blev præsenteret som et storstilet projekt, hvor vi som medarbejdere skulle definere vores kerneopgave, så vi alle kunne arbejde efter samme mål.
Det viste sig dog hurtigt, at det, det faktisk handlede om, var, at vi var blevet færre medarbejdere, og at de ledige stillinger ikke ville blive genbesat. Så det, vi skulle til mødet, var egentlig at forstå, at alt det, vi nu ellers gik og lavede, det skulle vi stoppe med. For vi skulle kun tage os af det, vi var sat i verden for. Så kan det godt være, at borgeren har alle mulige andre problemstillinger, som det bestemt også er relevant at tage sig af, men det er bare ikke længere vores bord.
Jeg er skolet med en helhedsorienteret indsats, hvor man ikke udelukkende fokuserer på den ene opgave, man nu har, men sørger for at der bliver taget hånd om de ting, som er udfordrende i borgerens liv. Men der skal spares, og det betyder, at vi nu ikke længere må lave andet end den bundne opgave.
Det er dybt frustrerende som medarbejder, for jeg går ud af borgerens hjem, velvidende at han eller hun givetvis havner på mit skrivebord igen inden for 6 måneder. For meget af det pædagogiske arbejde i socialforvaltningen er blevet reduceret til symptombehandling, og så når man aldrig problemets rod, men får kun løst den givne udfordring. Det svarer lidt til, at man som læge kun behandler en brækket fod med smertestillende."

Anonym medarbejder i Socialforvaltningen i København