Og jeg betaler også prisen for det

“Da jeg blev socialpædagog, var det fordi, jeg gerne ville være med til at udvikle de borgere, vi arbejder med. Sådan tror jeg også, det er for alle mine kollegaer. Der er bare ikke tid. Vi mangler ressourcer til at kunne gå fra med den enkelte beboer, og ja, efterhånden er vi kommet over i den boldgade, hvor det bare er opbevaring af vores beboere. Det, synes jeg, er rigtig ærgerligt.

Der er mange dage, hvor det hele bliver lappeløsninger. Der sker tit det, at vi ikke længere vurderer hinanden på det pædagogiske arbejde, mere på de praktiske ting, der ikke bliver lavet. Det er alt fra tøjvask til madlavning, til oprydning, til varebestilling af mad, sætte varerne på plads og til at køre beboerne forskellige steder hen.

Vi prøver på, at det praktiske arbejde ikke må fylde alt, men når det er de praktiske ting, du bliver vurderet på, så kan det godt være, du lige vælger at smide en vask tøj over i stedet for at drikke en ekstra kop kaffe med den her beboer, du nu har.

Når der hele tiden er flere opgaver, end man kan nå at løse, sker det ind imellem, at jeg ikke føler, at jeg er 100 procent til stede. Og jeg betaler også prisen for det. Det kan være, at beboere river ud efter mig, det kan være de sparker, slår, skriger eller kaster med ting.”

Anonym medarbejder på socialområdet i København