TEMA: De klemte afdelingsledere

Det var ikke arbejdsugen på 60 timer, jeg blev syg af

Jeg har altid fået at vide, at jeg var dygtig, og jeg har aldrig haft personalesager i jobbet. Jeg havde heller ingen sygedage i hele 2017, før den dag jeg gik helt ned med flaget. Jeg blev simpelthen syg af ikke at kunne få lov til at gøre mit arbejde ordentligt, siger Annette Størner, tidligere afdelingsleder. Hun gik ned med stress og siger, at hun aldrig mere vil være afdelingsleder i København.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

”Det var ikke min ledelse, der gjorde mig syg. Det var rammerne,” slår Annette Størner fast.

Når hun husker tilbage på de sidste år som afdelingsleder i en specialinstitution i Københavns Kommune, husker hun især en arbejdskalender, der sandede til i møder.

”Centerdannelsen er sikkert praktisk ud fra et økonomisk og styringsmæssigt perspektiv. Men der blev aldrig kompenseret for al den tid, som mellemlederlaget skulle bruge på mødeaktiviteter og koordinering. Da jeg blev ansat, var der en socialrådgiver, en ansvarlig psykolog, en pædagogisk konsulent og en administrativ medarbejder på kontoret. I dag er der en skrabet udgave i centeret, som skal servicere alle institutioner. Resten hviler på institutionsleder og afdelingsledere,” fortæller Annette Størner, der også har oplevet en stadig strøm af nye tiltag og initiativer fra de centrale dele af forvaltningen.

”Vi nåede dårligt nok at implementere, før der blæste nye vinde,” siger Annette Størner, der anslår, at hun arbejdede cirka 60 timer om ugen – og at det er vilkårene for de afdelingsleder-kolleger, hun kender.

SOF lever af vores engagement

”Hvis jeg havde holdt en normal arbejdsdag, ville der ikke have været tid til at være i kontakt med medarbejderne og børnene. Så jeg tog i stedet papirarbejdet med hjem og lavede det om aftenen. Det var også helt almindeligt, at jeg blev ringet op uden for arbejdstid og om natten, når der opstod en akut situation med et barn,” siger Annette Størner, der alligevel ikke mener, at det var de mange arbejdstimer, der væltede hende.

”Socialforvaltningen i København lever af, at mange af os arbejder længe efter, at vores grænse egentlig er overskredet. Vi brænder jo for det, og man kan holde til meget, hvis man kan stå inde for det, man gør. Men man vælter, når der opstår for stor kløft mellem ens faglighed og så det, man er nødt til at lægge ryg til.”

Dygtige og erfarne søger væk

Annette Størner har oplevet besparelse på besparelse. Det har medført personalegennemstrømning.

”De vilkår, vi byder børnene, er efter min mening ikke OK. Det betyder, at fagligheden bliver for lav, og så søger de dygtige og erfarne pædagoger væk, og man står i en situation, hvor det hovedsagelig er medhjælperne og uerfarne pædagoger, der er gennemgående. Det bliver en ond spiral,” siger Annette Størner, der både blev slidt af at gå på kompromis med sin faglighed – og af at se på, at medarbejderne var utrygge og udmattede. Alle medarbejdere gjorde deres yderste for at det skulle lykkedes, uden at opleve at de nåede i mål.

”Et eksempel var, da vi havde brugt lang tid på at få en ekstra person i et vagtlag, hvor der var et kæmpe behov. Vi håbede, at det kunne skaffe lidt ro og tryghed, og medarbejderne havde mulighed for at lave aktiviteter med børnene, der krævede flere hænder som eksempelvis en ugentlig tur i svømmehallen. Men vupti, så kom der en besparelse mere fra centralt hold, og centerledelsen havde ryggen mod muren – og den ekstra medarbejder forsvandt igen.”

Ved ikke, om jeg orker faget

De sidste måneder kunne Annette Størner ingenting, når hun kom hjem fra arbejde. Hun var kronisk udmattet og kunne alligevel ikke sove. Hun blev kort for hovedet overfor familien og kunne i det hele taget ikke kende sig selv.

”Da jeg sygemeldte mig, var der ingen vej tilbage. Og det har taget lang tid bare at lære at sove om natten igen. Jeg er kommet i gang med at dyrke motion, og det går langsomt fremad. Men jeg lukker mig stadig inde og orker ikke andre mennesker,” siger Annette Størner, der er i tvivl om, hvad hun skal stille op med resten af sit arbejdsliv, når hun snart bliver rask.

”Jeg ved ikke engang, om jeg orker at være pædagog mere. Og det er ærgerligt, for jeg er god til det.”