Vi holdt ud, vi holdt sammen og vi vandt!
LFS-næstformand Jan Hoby blogger på avisen.dk:
DET STOD ikke skrevet i kortene, at OK18 skulle ende med, at arbejdsgiverne kastede håndklædet i ringen på stort set alle områder, at de droppede deres frontalangreb og stort set indfriede alle 750.000offentlige ansattes krav, både de krav som var en del af solidaritetspagten, og de krav som særligt lavtlønsgrupperne havde stillet.
Vi fik, hvad vi kom efter, uden en eneste strejkedag, nemlig fuldt stop for politikernes og de offentlige arbejdsgiveres frontalangreb på vores løn- og arbejdsvilkår. Corydondoktrinen er lagt i graven, og Moderniseringsstyrelsens rolle som minimalstatens rambuk er sendt til tælling.
De gamle magtpartier, Venstre og Socialdemokratiet, fejllæste fuldstændigt situationen. De troede, at alt var som under finanskrisen, hvor de koordineret kunne tvinge det samlede velfærdssamfund på randen af kollaps igennem massive nedskæringer år ud og år ind.