Personalepolisk regnskab

Af Elisabeth Lockert Lange

RYK I REGNSKABET

Københavns Kommune vil gerne være et attraktivt sted at arbejde. Men hvordan ser virkeligheden ud? Det giver det personalepolitiske regnskab, som blev udsendt kort før årsskiftet, et godt fingerpeg om.

Generelt er medarbejdernes tilfredshed med Københavns Kommune steget – svagt men tydeligt – viser kommunens personalepolitiske regnskab.

Det er tredje gang regnskabet laves og udsendes, og oplysningerne bygger primært på en spørgeskemaundersøgelse blandt 3.114 tilfældigt udvalgte medarbejdere og ledere. Svarprocenten var på 57, så resultatet regnes for statistisk sikkert.

I Københavns Kommune som helhed er 70% tilfredse eller meget tilfredse med at være ansat i kommunen, og 77% er tilfredse eller meget tilfredse med at være ansat der, hvor de er lige nu. De fleste forvaltninger kan prale med en fremgang i forhold til 2001 og 1999, til tider dog en meget lille fremgang.

I de forvaltninger hvor LFS' medlemsgrupper er ansat, dvs Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen hører tilfredsheden med at være ansat i Københavns Kommune til de laveste tre sammen med Sundhedsforvaltningen. I Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen svarer 69% at de er tilfredse eller meget tilfredse, og der er tale om en stigning på 7% i forhold til 2001. I Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen svarer 61% at de er tilfredse eller meget tilfredse med at være ansat i Københavns Kommune. Ikke et voldsomt højt tal, men en markant forbedring i forhold til 2001 med 49%.

Denne svage men tydelige stigning i tilfredshed fra 2001 til 2003 gælder dog ikke alle LFS' faggrupper. Tilfredsheden fordeler sig ret ujævnt på faggrupperne, og pædagoger på døgninstitutioner ligger på kun 57%, som er tilfredse med at være ansat i kommunen. Det står der mere om i foranstående artikel.
 

Glade for egen arbejdsplads
Selvom tilfredsheden med kommunen ikke er så stor, har de ansatte i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen dog selv formået at skabe gode arbejdspladser. For tilfredsheden med den arbejdsplads, de arbejder på, er ret stor. 80% i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er tilfredse eller meget tilfredse med deres egen arbejdsplads, en stigning i forhold til både 2001 og 1999.

Døgnpædagogerne har samme tilfredshedsprocent, og daginstitutionspersonalets er endnu højere. I Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen er 77% tilfredse eller meget tilfredse med deres nuværende arbejdsplads mod 79% i 2001 og 70% i 1999.Den nærmeste leder vurderes af 61% i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og 65% i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen som god eller særdeles god til at skabe et miljø, hvor man taler sammen om mål og krav. Og begge steder oplever de ansatte en forbedring i 2003 i forhold til 2001, som var en forbedring i forhold til 1999. Og pædagoger både på dagområdet og døgnområdet er særlig gode til at diskutere mål og krav i fællesskab.

Derimod mener kun 55% af både daginstitutionspædagogerne og døgninstitutionspædagogerne at den nærmeste leder er god til at løse samarbejdsproblemer. Det lyder ikke af meget, men det er alligevel over gennemsnittet for kommunen som helhed, hvor kun hver anden oplever sin leder som god til samarbejdsproblemer.

Tydeligvis bruger ikke alle arbejdspladser i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen medarbejderudviklingssamtaler som et redskab til udvikling af medarbejderne og jobsituationen. Kun 44% svarer bekræftende på, at de inden for det sidste år har deltaget i en mus-samtale. I Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen ser det bedre ud, her svarer 64% bekræftende. Endnu færre har en egentlig udviklingsplan, lidt flere end hver tredje i de to forvaltninger.

Efteruddannelse og kurser bliver der ikke ruttet med i Københavns Kommune. Som de selv skriver i rapporten om regnskabet: »I Københavns Kommune sker den største del af de ansattes udvikling gennem selve arbejdet.«

Det gælder også for det pædagogiske personale, hvor lidt over halvdelen af døgninstitutionspædagogerne og lidt under halvdelen af daginstitutionspersonalet har fået kurser eller efteruddannelse inden for det sidste år. Derimod angiver fire ud af fem, at de har udviklet sig fagligt, personligt eller socialt gennem jobbet. Men det dækker ikke alles behov for faglig udvikling; hver tredje døgninstitutionspædagog oplever ikke sit behov for faglig udvikling dækket. På daginstitutionerne er det lidt færre, nemlig tre ud af hver tiende, der har det på den måde. Lederne har noget bedre mulighed for efteruddannelse end medarbejderne.

Set i sin helhed viser det personalepolitiske regnskab en stigning i tilfredshed på mange områder men sideløbende viser det en stor belastning fra stor arbejdsmængde, højt arbejdstempo og dårligt arbejdsmiljø. Det gælder både for de ansatte i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.