Leder:

Kan pædagoger ikke kommunikere med børn?

Af: Jan Hoby, næstformand LFS

Det er svært at se ved første øjekast, hvis man ikke lige ved det. Men der foregår en stedfortræderkamp på det pædagogiske område. En stedfortræderkamp, der ved hjælp af såkaldt forskning, skal føre bevis for, at pædagoger i al almindelighed ikke er deres opgave, faglighed og indsigt voksen. Med andre ord: En systematisk diskvalificering og umyndiggørelse.

Dette fænomen har stået på i længere tid og har haft forskellige udtryk. Men en særlig afart er særligt vedholdende og udtaler sig stadigt mere kategorisk. Vi taler om sprogforskning.

Tesen er, at der er noget fuldkommen galt med børns sprog. Tesen har et navn, en adresse og en afsender: Strukturalistisk sprogsyn, SDU (Syddansk Universitet) og professor Dorthe Bleses. Professor Dorthe Bleses er sprogforskningens svar på Niels Egelund, en ideologisk meningsmager.
Men modsat Niels Egelund har Dorthe Bleses viden om det, hun udtaler sig om. Der er dog en forskningsmæssig slagside. Desuden er der ikke tale om objektivitet, men om et ideologisk korstog, hvor man i forskningens navn på en og samme tid påberåber sig neutralitet og status som sandhedsvidne.

I sommeren fik en af professorens disciple rigeligt med mediemæssig opmærksomhed med sin PhD-afhandling. Undersøgelsen stiller spørgsmålstegn ved pædagogernes faglighed og pointerer, at den haltende sprogindsats fører til mere ulighed i samfundet. Danmark er ikke lykkedes med at bryde den negative sociale arv i særligt stort omfang, men forskning viser, at en tidlig sprogindsats kan løfte udsatte børn, siger Justin Markussen-Brown, der er en af forskerne bag undersøgelsen fra SDU, til Jyllands Posten den 24. juli.

Så nu er det pædagogernes evner, der er problemet. Pædagoger bliver med et gjort kollektivt ansvarlige for uligheden i samfundet. Da jeg var ung i 70´erne, blev kampen for lighed i samfundet reduceret til et spørgsmål om lighed gennem uddannelse. Da det ikke lykkedes, forsøgte man at skabe lighed igennem heldagsskolen. Nu hedder det lighed gennem sprog. Når det så viser sig ikke at virke, skal der findes syndebukke, og vupti peger man på pædagogerne. Men uanset hvor meget man peger, så kan ulighed i samfundet ikke sprogstimuleres væk.

Hver dag møder jeg voksne, der forstår at tale med og til børn på børnenes præmisser. Det gælder, uanset om det er pædagoger, forældre, bedsteforældre eller bare voksne, som møder børn på deres vej.

Så hvordan kan politikere og forskere skabe en fortælling om, at børns sproglige udvikling er under pres? Svaret er, at et bestemt sprogsyn tilbyder at måle og veje sproget.
Kald det strukturalistisk sprogsyn, sprogteknologi, konkurrencestat eller nyliberalisme. Det handler om det samme: Arbejdsmarkedsoptimering og udskillelse. Argumentet er, at det handler om at bryde den "negative sociale arv".

Men jo mere man fokuserer på den "negative sociale arv", jo mere reproducerer man den.

Derfor er det mig ubegribeligt, at BUPL som modsvar kræver efteruddannelse til pædagoger. Efteruddannelse i at tale med børn og understøtte deres sproglige udvikling. Det er det samme som at sige, at vi ikke magter det mest grundlæggende i livet - at kommunikere.

Men det er en løgn og en myte. Så stop nu med at løbe efter en ideologisk dagsorden, forklædt som forskning. Det handler ikke om sprog, men om ulighed. Derfor er kravet ikke efteruddannelse i at kunne tale med børn, men økonomisk omfordeling i form af minimumsnormeringer til gavn for lighed i samfundet.