Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
17.1.2005
Vippeordning
Tillidsrepræsentanter fra BUPL, LFS og PMF i København,
forsamlet til fælles leder- og tillidsrepræsentantmøde udtaler:
Som en af landets rigeste kommuner, med sund økonomi og en ambitiøs pædagogisk perspektivplan skulle man tro at politikerne på Københavns Kommune var på rette vej
Men noget tyder på det modsatte!
Under stor mediebevågenhed blev Københavns Kommunes sikring og opfyldning af den landsdækkende pasningsgaranti lanceret som Børneplanen. Men det viste sig at Børneplanen var behæftet med en række slet skjulte forsøg på at forringe børnenormeringen. Et forsøg der blev skrinlagt p.g.a. det pædagogiske personales og forældrenes massive protester sidste sommer.
Nu er Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og forligskredsen bag Børneplanen: Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, CD og det Radikale Venster kommet med et forslag om sæsonbestemteudsving i udnyttelsen af pladserne i daginstitutioner. Udsvinget når i visse institutioner op imod ca. 60%.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ønsker at politikerne vil indføre "vippenormering" i de Københavnske daginstitutioner, fordi der er opstået en "overkapacitet" p.g.a. Børneplanen.
Vi kan ikke leve med den indstillede model, den skal tages af bordet. Daginstitutionerne skal ikke finansiere forvaltningens dårlige planlægning.
Det kan kun betyde én ting; endnu engang skal institutionerne, det pædagogiske personale og børnene betale prisen. "Vippenormering" er et nyt styringsmæssigt reguleringsredskab, der vil udhule institutionernes i forvejen skrabede budgetter, skabe utryghed i ansættelsen, dårligt arbejdsmiljø og kraftig forringelse af det pædagogiske arbejde.
Alle partierne bag Børneplanen har gjort børnefamiliernes forhold og vilkår til centrale emner i deres kommende valgkamp til Folketinget og kommunalvalget. Hvis vi som pædagogisk personale forsat skal have tiltro til de fire partier kræver det at de afviser Familie – og Arbejdsmarkedsforvaltningens udspil!
Politikkerne må sammen med de faglige organisationer BUPL, LFS og PMF finde en løsning der tilgodeser børn, forældre og ansatte. I vores optik betyder det at der ikke fjernes penge fra det pædagogiske område. Nærmere tværtimod.
Det er nødvendigt at tilføre ekstra økonomiske og personalemæssige ressourcer til de pædagogiske institutioner.
Det er udtalt på dette møde; at det er stærkt problematisk, at tidsperspektivet har været så kort og at processen har været kendetegnet ved at være lukket.
Vi finder det utroligt bekymrende at omlægninger på 34 millioner kroner skal foregå i lukkede rum mellem jul og nytår. hvilket i et demokratisk perspektiv er dybt bekymrende og kendetegnende for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Vi vil gerne pointere at der bag kroner og ører, findes mennesker for hvem det har konsekvenser:
• børnenes hverdag bliver forringet
• personalets vilkår forringes
• ledernes vilkår vil blive yderligere vanskeliggjort
Vedtaget den 17. januar 2005 af ledere og tillidsrepræsentanter fra 500 daginstitutioner i København