Udtalelse fra LFS’ repræsentantskab 2022 vedrørende
Vikarbureauer på det pædagogiske felt
Virksomheder, der tjener millioner på pædagogisk og sundhedsfagligt arbejde, skyder i disse år op overalt. Det er firmaer, som tilbyder kommuner og regioner at håndtere problematikker omkring socialt udsatte borgere på vegne af disse, tilbyder at udrede voksne og børn for diagnoser og så er det ikke mindst vikarbureauer.
Med vikarbureauerne løses rekrutteringsproblemer på bosteder, daginstitutioner og lignende til overpris. Ofte er vikarerne ikke klædt på til den målgruppe, de bliver sendt ud til, og samtidig oplever borgerne/børnene en gennemstrømning af personale, som de kun lige når at danne en relation til, inden vikarerne er væk igen. Inden for det pædagogiske område skaber dette daglige svigt, som det bliver op til det faste personale at kompensere for. Det ender derfor med at blive endnu en stressfaktor for medarbejderne, og det er med til at skabe et dårligt psykisk arbejdsmiljø. For at undgå dette fravælger mange med pædagogisk baggrund i stigende grad et fast arbejde og tager arbejde i vikarbureauer, hvilket skaber en ond spiral.
Arbejdsmiljøet forværres desuden ved, at vikarkassen (hvis der er en sådan) bliver tømt, og forvaltningers fokus på økonomi lægger pres på det pædagogiske personale. Alle må løbe hurtigere, være mere fleksible i forhold til overarbejde og i sidste ende stå som samlebåndsarbejdere på arbejdspladserne. Dermed forsvinder selv kernen i det pædagogiske arbejde, nemlig relationsarbejdet, og borgerne/børnene bliver de største tabere.
I stedet for brandslukning gennem vikarbureauer, der spinder guld på en stigende rekrutteringskrise, kræver LFS, at alt pædagogisk personale får:
- Ordentlige arbejdsvilkår og sundt arbejdsmiljø
- Fokus på kerneopgave og faglighed
- En løn der står mål med det arbejde, vi udfører
Vikarbureauer og andre private virksomheder kommer ikke med løsninger på den aktuelle rekrutteringskrise – de udnytter den.
Lyt i stedet til de faglige stemmer, der hver dag forsøger at få hverdagen til at hænge sammen i et desperat forsøg på at løse kerneopgaven og bevare den faglige kvalitet.