LFS-næstformand, Jan Hoby, blogger på modkraft.dk:

Kommunal brutalisering af børnelivet

En undersøgelse af udviklingen i daginstitutionernes bemanding har givet et velkomment fokus på, at der er alt for få voksne til alt for mange børn i dagens daginstitutioner. Nu skal der bare handles.

At bemandingen i de danske daginstitutioner er faldet kraftigt gennem de sidste mange år er måske ikke nogen nyhed for landets pædagogiske personale.

Men at dømme efter den store debat undersøgelsen fra analysebureauet Bureau 2000 har medført, så er det åbenbart nyt for mange andre, at der bliver flere og flere børn pr. voksen i daginstitutionerne.

Den store opmærksomhed på de alt for mange børn og alt for få voksne i daginstitutionerne, og den brede debat det har givet her ved årsskiftet, hilses derfor velkommen.

Tallene i analysebureauets undersøgelse afspejler, hvor voldsomt kommunerne har skåret ned og sparet på børnene og daginstitutionerne.Tallene viser nemlig et fald i personaletimer på 13,13 til 11,11 for vuggestuebørnene fra 1986 til 2011. For børnehavebørnene er faldet fra 6,77 til 5,73. Et fald på 15 procent.

Men da den andel af tiden, som bruges på børnene er faldet (fra 67 procent til 51 procent i tidsrummet), så er faldet reelt på 36 procent for vuggestuebørnene. Og en tilsvarende udvikling for børnehavebørnene.

Brutalisering af børnelivet og arbejdslivet

Antallet af børn pr. voksen er tilsvarende steget, for vuggestuebørn fra 4,1 til 6,3 og for børnehavebørn fra 7,5 til 11,6.

"Set fra de ansattes synsvinkel er der godt og vel halvanden gang så mange børn at skulle forholde sig til, som der var tidligere", som de skriver i undersøgelsen.

Disse tal ligger meget langt fra det, som pædagoger og pædagogiske fagforeninger - på baggrund af forskeres viden om børns udvikling - anbefaler. Nemlig tre vuggestuebørn til en voksen og fem børnehavebørn til en voksen.

Pædagogerne er oftere syge og skifter hyppigere job, når der er flere børn i børnehaven eller vuggestuen. Det viser en nyere undersøgelse fra AKF, Anvendt Kommunal Forskning (2011).

Når der er flere børn på stuen, er sygefraværet højere blandt pædagoger og pædagogmedhjælpere. Hvis hver voksen i vuggestuen får ét barn mere at passe, vokser det korte sygefravær med 16 timer om året pr. medarbejder. Det svarer til en stigning på 30 % i det korte sygefravær. Årsagen til den udvikling er økonomi. Konsekvensen er brutalisering af børnelivet og arbejdslivet i landets daginstitutioner.

Kommunal ansvarsforflygtigelse

Hverken KL eller kommunalpolitikerne har formået at leve op til deres kommunalpolitiske forpligtelser, nemlig at varetage borgernes, brugernes og børnenes interesser gennem det sidste årti. I stedet for at give regeringen og folketinget kvalificeret modspil, har kommunalpolitikerne fra rød og blå blok de facto accepteret regeringens økonomiske politik og sendt regningen videre til børn, unge, ældre og andre borgere.

Kommunalpolitikerne har over en kam accepteret, at det kommunale selvstyre har været sat ud af kraft igennem en økonomisk, politisk og forvaltningsmæssig topstyring fra folketinget og centraladministrationen i mere end 10 år!

Det er derfor totalt utroværdigt når kommunalpolitikere fra begge blokke afviser og stiller sig skeptiske overfor kravet om minimums-normeringer med begrundelsen, at det er topstyring og de godt selv kan tage ansvar for de beslutninger, de træffer. Goddag mand, økseskaft!

Kommunernes kerneopgave er at udvikle velfærd. Men mange kommuner vælger i stedet at bruge penge, som udtrykkeligt er givet til udvikling af kvalitet i daginstitutionerne, til helt andre formål.

Historien om de 500 millioner kroner som regeringen afsatte i 2012 specifikt til daginstitutioner, ikke mindst til flere voksne i vuggestuer og børnehaver, vidner om at kommunerne ikke kan løfte deres basale opgaver.

Mange af pengene blev i kommuner rundt om i landet brugt til helt andre formål. Dog ikke i København, som rent faktisk brugte pengene på børnene. Dermed på ingen måde sagt, at der heller ikke i hovedstadens daginstitutioner er voksne nok pr. antal børn.

Dygtige ansatte gør, hvad de kan inden for de rammer de har, men kvalitetsinstitutioner kan man ikke kalde det. Der eksisterer nemlig ikke kvalitetsdaginstitutioner i Danmark. Kvalitetsdaginstitutioner hvor der max. er tre børn pr voksne (ansat 37 timer) i vuggestuer og max. 5 børn pr. voksne (ansat 37 timer) i børnehaver, - findes ikke i dette land!

Derfor minimumsnormeringer

Kravet om minimums-normeringer udspringer af kommunalpolitikernes manglende vilje til at stå på mål for den kommunale velfærd! Hvis de, der skal levere varen ikke kan, ja så må andre. Derfor beder de pædagoiske fagforeninger og det pædagogiske område folketinget om hjælp.
Minimums-normeringer er (indrømmet) ikke verdens bedste ide. Men hvis en yderligere indskrænkning af det kommunale selvstyre, er det er det der skal til for at minimere kommunalpolitikernes ansvarsforflygtigelse, så er det fint med mig.

Til trods for at flertallet af landets pædagogiske personale og forældre i de sidste 10 år har gennemført den ene protest efter den anden mod nedskæringer, så er både rød og blå bloks børnepolitiske planer ikke blot uambitiøs og skuffende, men også visionsløse.

Kommunalpolitikerne har været permanent tonedøve, når det kommer til faglige og saglige opråb fra daginstitutionsområdet. Grænsen for hvor mange børn hver ansat skal tage vare på er for længst overskredet. Forholdene i danske dagsinstitutioner er nu så ringe, at de kan være direkte skadelige for børns udvikling. At der ikke længere findes kvalitetsdagsinstitutioner i Danmark er en skamplet.

Men kan det virkelig passe at politikerne er så uinteresseret i børns liv før skolen? Når det gælder prioritering så kommer folkeskolen til at fylde hele den politiske virkelighed. Det er som om politikerne ikke har forstået, at den forbyggende indsats og arbejdet for øget social chancelighed starter og foregår i vuggestuer og børnehaver.

Hvis kommunal- og folketingspolitikerne vil skabe et værdigt børneliv for alle børn og gøre op med den sociale chanceulighed (og samtidig spare mange, mange penge), - så er der kun en ting der virker! Færre børn pr. voksen og flere kvadratmeter til alle børn. Den dyreste løsning nu og her vil blive den billigste på længere sigt.

Der er altid råd til krig og militær men ikke til velfærd

Men måske er der en øget opmærksomhed og vilje på vej? I hvert fald har regeringen afsat en milliard kroner på finansloven over fire år til at ansatte mere pædagogisk personale. Det svarer dog kun til en ny pædagog for hver 400 børn i landets daginstitutioner. Statsministeren nævnte endog de mindste som et prioriteret område i sin nytårstale. Men vil hun afsætte penge nok til at det kan mærkes i alle landets daginstitutioner? Næppe!

Siden 1973 har det pædagogiske område kæmpet for bedre normeringer. Det er kun gået den forkerte vej siden. Ingen politiske partier har for alvor prioriteret dagtilbudsområdet. Ingen partier har en børnepolitik. Ingen partier mener grundlæggende at kvalitetsdagtilbud, har en grundlæggende betydning for børns hele liv!

Alle siger, at de vil forbedre forholdene for kongerigets børn. Men så længe der stemmes på partier der hellere vil skaffe penge til krig, militær og skattelettelser, så vil intet ændre sig!

Vi har kort sagt brug for et børnepolitisk oprør i dette land!

Se flere indlæg på modkraft.dk