Folkeskolens og fritidens 1864
LFS-næstformand Jan Hoby blogger på modkraft.dk:
Folkeskolens og fritidens ’1864’
Ole Bornedals tv-serie ’1864’ var ikke kun en skildring af en national tragedie og nationalistiske politikeres storhedsvanvid, men også historien om, at krigsskader og krigsomkostninger for almindelige mennesker aldrig har politikernes interesse: 3000 døde og mere end 3000 invalideret i en krig, der aldrig skulle have været en krig.
Tv-serien udløste et slag om ord. Et ordslag om krigen i 1864, hvor den nationalistiske højrefløj med Dansk Folkeparti gik i paranoidt selvsving. Der var dømt sølvpapirshatte, konspirationsteorier og smagsdommeri af den totalitære slags. Der var ikke skyggen af faglig, saglig og kunstnerisk belæg for kritikken af Ole Bornedals ‘1864’.
Historien om krigen i 1864 er på mange måder historien om skolereformen og Ny Nordisk Skole. Politikere med nationalistisk storhedsvanvid om ’Historiens bedst uddannede generation’ og fatamorganaer om ’konkurrenceevne og globalisering’, kæmper om at udkonkurrere kineserne og alle andre ved at gøre alle børn og unge til soldater i konkurrencestatens tjeneste. Uddannelse skal ikke være for livet, men kun erhvervslivet. Grundtvig, dannelse og kritisk tænkning skal smides på historiens mødding.
Ligesom med ’1864’ står det mere end hurtigt klart i skolereformens første måneder, at der er tale om galmandsværk. Alle mavefornemmelserne, de ideologiske blålys og narresutterne har vist sig at være sandslotte bygget på kviksand.
Krigsskaderne og krigsomkostningerne har på rekordtid vokset sig store. Lærernes arbejdsmiljø er på nul komma fem røget i bund og sygefraværet i top – og skolepædagogernes ligeså. Christine Antorini og Michael Ziegler har kun et skuldertræk tilovers for lærernes og skolepædagogernes situation. Arbejdsmiljøet er for politikerne blot en krigsomkostning, de er villige til at betale. Menneskeliv spiller ingen rolle – hverken i 1864 eller i 2014.
Understøttende undervisning er blevet til understøttende underholdning. Længere skoledage og lektiecafeer har ikke betydet, at eleverne ikke har lektier med hjem. Der testes på livet løs og gammeldags sanktionsmetoder genintroduceres. Den ’sorte skole’ sniger sig frem i lyset af Ny Nordisk Skole. Vikarbureauer kæmper for at skaffe vikarer til erstatning for syge lærere. Eleverne mister motivation og skoletrætheden vil eksplodere. Privatskolerne og privat lektiehjælp har kronede dage, mens Folkeskolen bløder. Der er længere mellem succeshistorierne, end der er mellem bygder på Grønland.
Man kan om et par år nemt forestille sig en recitering af oberst C.C. Lundbyes ord efter nederlaget i 1864, hvor han siger til konseilspræsident D.G. Monrad:
”Monrad, man kan ikke bebrejde os, at vi havde en vision, og det så gik galt. Vi ville jo noget stort!” Det ligger i kortene, at Helle Thorning-Schmidt bliver nødt til at sige det samme til Christine ”Monrad” Antorini.
Men det vil ske på ryggen af tusindvis af læreres og det pædagogiske personales brutaliserede arbejdsmiljø og deres tabte livskvalitet. Det vil ske på ryggen af en generation af børn og unge, der lærte, at fritid og frihed er idealer fra en svungen tid. De vil fra den første dag, de møder i folkeskolen til de nedslidt forlader arbejdsmarkedet som 75-årige, have lært at ’arbejde frigør’.
I årene efter 1864 så det sort ud for Danmark. Det samme gør det efter skolereform 2014. Men som i tiden efter 1864 opstod der progressive bevægelser og forandringer. Det samme vil ske post-Ny-Nordisk-Skole-2014.
2014 var et annus horribilis på alle ledder og kanter. Måske 2015 bliver annus mirabilis.