Respekt for den enkelte

Tekst: Jon Arskog

Anerkendelse. Demente borgere der mødes med anerkendelse og respekt bliver mindre vanskelige. Det mener Marianne Okstoft, der som pædagog på demenscentret Pilehusets boafdeling bidrager med netop det i omgangen med borgerne.

Hen ad den varmt gulmalede gang i Pilehusets boafdeling vandrer tre ældre. De snakker ikke sammen, men følges ad mod et mål, der er dér for enden af gangen. Et øjeblik efter kommer de tilbage. Nu er målet i den anden ende af boafdelingen.

I forskellige små hyggekroge undervejs på etagens to gange sidder ældre borgere og hygger sig hver for sig, eller i små grupper. Nogle læser bøger sammen med personalet, andre småslumrer, eller stirrer fjernt frem for sig.

I den centrale dagligstue sidder en større gruppe sammen i en sofagruppe. De er sammen, på samme adresse og i den samme stue, men de er ikke nødvendigvis det samme sted rent mentalt. De er alle demente – altså ramt af en vedvarende svækkelse af mentale funktioner, som det hedder, når man prøver at indramme de i omegnen af 200 sygdomme der kan føre til demens. Det er nemlig ikke kun Alzheimers, der er lig med demens.

Og de er hårdt ramt, beboerne.

Når man bor på Pilehusets boafdeling, er det fordi, man ikke kan være andre steder, forklarer Marianne Okstoft, der er pædagog på afdelingen, der huser 24 borgere.

”De bor her, fordi de ikke kan være andre steder på grund af deres adfærd. Vi får dem, som andre plejehjem ikke kan rumme og som ofte har haft en fast vagt, fordi deres adfærd har været ’forkert’ og måske udadreagerende,” forklarer hun.

Hun mener, at det handler om at lære at forstå personen bag den demente, og hvad det er vedkommende vil. Og det er netop det, man praktiserer i Pilehuset – og det der gør, at borgerne falder til ro, bliver mindre udadreagerende og mere glade, når de flytter fra forvirrende modgang til anerkendelse og accept.

De tre på tur kommer forbi igen. Samme formation. Uden snak. Hvileløst. På vej mod noget, der igen er i den anden ende... Altså den første.

”At de går sådan betyder ikke, at de ikke har formål med det de gør,” siger Marianne Okstoft, der fortæller, at andre beboere går tur med stole. Men at alle får lov til at være lige som de er, fordi det de gør giver mening for dem.

”Vi har blandt andet de ’dørsøgende’, som forsøger at komme ud herfra. Der er det, jeg, som pædagog, forsøger at finde ud af, hvad det er de skal. De skal jo noget. Det kunne være at nå et fly til Mallorca, og at taxaen for længst skulle være kommet. Der må vi anerkende, at i vedkommendes verden skal han ud at flyve. På den måde kan vi tale vedkommende ’ned’ og få ham til at blive.”

Hun forklarer, at det handler om at prøve at forstå den enkelte og vedkommendes behov: At ’validere’ dem, som hun kalder det – at sige og vise, at de er gode nok.

”Her er der ikke noget der hedder at opføre sig forkert. Beboerne er ikke forkerte. Vi tysser ikke på nogen. Her er ingen strikse regler. Her møder vi mennesket, hvor det er og ændrer det negative til noget positivt. Det handler om at anerkende beboerne, for det de er,” siger hun, som den pædagog hun jo er og har været gennem 21 år – blandt andet i psykiatrien og med voksne med udviklingshæmning.

Det hele menneske…

De sidste tre år har hun været i Pilehuset, hvor hun mener, at hun som pædagog bidrager positivt til den udvikling, som de demente beboere gennemgår på afdelingen.

”Jeg vil sige, at for at arbejde sådan et sted her, skal man være meget rummelig, kunne tolke adfærd og finde nye veje. Man skal kunne se nye perspektiver på en situation og være anerkendende. Der mener jeg, at pædagoger – også i kraft af vores uddannelse – kan bidrage med noget særligt i forhold til sundhedspersonalet – noget andet. Vi gør ikke noget med borger uden en overvejelse og tanke med det,” siger hun og skynder sig at tilføje, at de andre fagligheder i personalegruppen godt kan være anerkendende, men ikke mindst at de kommer til bålet med andre nødvendige fagligheder.

”Jeg føler, at jeg gør en forskel. Vi (pædagoger, Red.) har forståelsen af mennesket i fokus. Vi har ikke en facitliste for, hvad borgeren skal. Vi prøver at analysere og forstå mennesket. Møde det, hvor det er. Det er jo ikke vores behov, der skal tilfredsstilles. Det er beboerens. Der er regler alle mulige andre steder, men her må man være, som man er.”

Og netop den tilgang får borgerne til at falde til ro.

”Jeg modtog en borger sidste år. Han var i en forfærdelig tilstand. Han har været psykisk syg siden han var 45 år. Da han kom her var han angst, nervøs. Han var ikke renlig, meget plæderende og kontaktsøgende på en negativ måde. Han var over det hele. Han flyttede ind, fik en fast struktur, fik omsorg af nogen der prøvede at forstå ham og rumme ham som han er. Resultatet er, at han er blevet rolig, tryg og i dag har et godt liv. Han kan ikke en masse ting, men han kan, det han kan. Han har fået et ur og kan lave aftaler, og han er okay. Det at nogen hører på ham, og drager omsorg for ham har gjort, at han er blomstret op,” siger Marianne Okstoft, der kort efter får en henvendelse fra netop denne beboer, der bare lige skal have bekræftet sin aftale kl. 15. Det får han.

Ude på gangen skubber en anden beboer, Grethe, en fletlænestol foran sig hen ad gangen. Marianne Okstoft opsøger hende og får en sludder om hvor Grethe er på vej hen, inden Grethe fortsætter sin tur med stolen. Hun forklarer, at Grethe er hårdt ramt af demens, men at man godt kan føre en samtale med hende. Særligt hvis det handler om hendes børn – to dukker, som hun har meget stor glæde ved.

Dem vil Marianne hente til Grethe, så hun kan sidde og hygge sig med dem. Da Marianne kommer tilbage, sidder Grethe i dagligstuen sammen med 10-12 andre og småsludrer i fællesskab, men alligevel hver for sig. De tre, der tidligere var på tur, er der også. Grethe lyser op i et stort smil, da Marianne kommer med dukkerne.

”Jamen, der kommer du med mine børn,” siger hun til Marianne. De snakker videre et øjeblik om børnene, som Grethe har i sin favn. Der er helt tydeligt kontakt.

”Selvom nogle, når de er demente gør ting, som var de børn, betragter vi dem ikke som børn. Men i kraft af vores uddannelse i blandt andet udviklingspsykologi, så kan vi arbejde med dem,” konstaterer Marianne Okstoft, der konstaterer, at alle pladserne i stuen er optaget.

”Som jeg siger, så er der jo et mål med det vores beboere gør,” siger hun smilende. •