Leder

Af Jan Hoby, næstformand i LFS

Påmålingspædagogik og MultifunC: behaviorisme i nye klæder

Hvorfor er det så svært at få en etisk og faglig debat omkring ny-behaviorismen indtog i det socialpædagogiske arbejde med unge udsatte mennesker? En behaviorisme som har sit ideologiske ophav i et problematisk menneskesyn, hvor der tages afsæt i studier af dyrs adfærd.

Radikal behaviorisme tillægger således ikke mentale tilstande nogen betydning, modsat fx moderne kognitionspsykologi. Hjernen betragtes som en ”black box”, hvor man kan studere input og efterfølgende output, men ikke de mentale processer der foregår i hjernen.

Glem alt om læringsaktiviteter med henblik på at opøve tænkning af en ”højere orden”. Undervisningen planlægges omhyggeligt, så den ønskede adfærd identificeres, hvorefter man opøver eleven i den ønskede respons. Undervisningen skal være en traditionel træning i at fremkalde den ønskede adfærd med flittig brug af ”søde gulerødder” for at fremkalde en positiv forstærkning.

Det lyder ikke særligt tillokkende, men med millioner i ryggen og opbakning fra bl.a. politikere, og et fagforbund her til lands. Ser vi såkaldte ”banebrydende” nye pædagogiske praksisser, som skulle høre til på historiens losseplads, blive fremhævet som tidens svar på arbejdet med udsatte mennesker, børn og unge.

Via en central styring i Socialstyrelsen, som indkøber evidensprogrammer fra primært USA, lægger Socialministeriet navn til denne udvikling. Og en hær af konsulenter, implementatorer, tællere og dokumentatorer, kort sagt bureaukrati, følger i kølvandet.

For eksempel i forbindelse med 56 millioner kroner afsat på finansloven udelukkende til et program for unge anbragte, kaldet MultifunC, som de facto forbyder pædagogerne i programmet at engagere sig og danne relationer til de unge, da det er i modstrid med evidensprogrammets behavioristiske fundament. Den personligt professionelle reduceret til programforvalter.

Søger du på MultifunC fremstår det, som det er: køberes og andre interessenters idealiserede billeder. Såsom ”Nyt projekt bygger på forskning og erfaringer fra Norge og Sverige, hvor MultifunC-institutionerne har vist sig at være en succes. 70-80 procent af de unge, der har været anbragt på institutionerne, er ikke vendt tilbage til kriminalitet eller misbrug.” og ”I Aarhus og København bliver der i øjeblikket taget et opsigtsvækkende opgør med traditionelle døgninstitutioner, hvor udsatte unge med problemer anbringes for at komme på ret køl.”

Problemet er blot, at den slags ukritisk omtale af MultifunC og andre behavioristiske metoder, skal tages med et gran salt. I Bergen har den såkaldte succes lige fået en kritisk ombudsmands udtalelse.

Behavioristiske metoder i det socialpædagogiske arbejde, er en debat værd, men Socialstyrelsen er som et sovjetisk apparat med tre- eller femårsplaner til implementering topdown uden at diskutere med kritikere.

For ingen har åbenbart ønsket en faglig diskussion af MultifunC og andre behavioristiske modellers vidensgrundlag, metode og etik. Hverken i socialpædagogiske, faglige og politiske kredse. I stedet forsvares f.eks på folkemødet på Bornholm, MultifunC, som noget af det bedste indenfor målingsparadigmet: Altså New Public Management omsat som ikke-pædagogisk praksis.

Måske kan et mere kristent og humanistisk lys rettet mod den børne- og ungefjendtlige udvikling i døgninstitutionsverdenen komme for dagen, hvis den kritiske socialpædagogik igen tog bladet for munden.

For relationers betydning i det pædagogiske arbejde kan aldrig erstattes af kolde metoder og behaviorisme. ”You’re a nobody till somebody loves you, you’re nobody till somebody cares”.