Almenområdets generalforsamling:

Arbejdsmiljø som rød tråd

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Generalforsamlingen på almenområdet bød på en god og bred debat blandt en stor og varieret gruppe af medlemmer, fra de helt nye unge til de gamle garvede, fra pædagogmedhjælperen til klyngelederen.

Thomas Enghausen er stadig formand for almenområdet i LFS, han bliver med applaus valgt for en ny toårig periode af de 115 stemmeberettigede, der er mødt op på almenområdets generalforsamling den 19. september.

Resten af den ”gamle” bestyrelse bliver også genvalgt sammen med fire nye LFS’ere efter et kampvalg om de 25 pladser i almenbestyrelsen.

Debatten i tilknytning til både beretningen og det fremtidige arbejde bliver introduceret af et af de allerførste indlæg og kredser om noget, som ikke som sådan er fremhævet i formandens beretning, men som tydeligvis spiller en meget stor rolle i medlemmernes hverdag. Nemlig arbejdsmiljøet, ikke mindst det psykiske arbejdsmiljø.

Blandt andre debatemner på generalforsamlingen er der ”god tone”, for naturligvis tages sommerens mediedækning om pædagogik og god og dårlig praksis op på generalforsamlingen.

Hvad en fagforening kan tillade sig at sige om sine medlemsgrupper i medierne, bliver diskuteret og der bliver efterlyst en mediestrategi. Demokrati internt i fagforeningen berøres også, og de større linjer for overenskomstforhandlinger og fagbevægelse tages bl.a. via en lille film om KLs planer for de kommende overenskomstforhandlinger. Den vækker både forargelse og latter. Mere om det senere, først giver vi ordet til Thomas Enghausen.

Han tager i sin beretning fat på klyngerne, som har fyldt meget i de to år der er gået, al den stund de blev indført et par måneder efter den sidste generalforsamling, hvor de mildt sagt var hovedemnet.

”I almenbestyrelsen er det vores oplevelse, at langt de fleste klynger er kommet godt fra start. For nogle har det været en stor omvæltning, for andre ingen særlig”, siger han og konstaterer dog, at der har været langt mindre fokus fra forvaltningens side på den pædagogiske leder og dermed på den pædagogiske kvalitet og udvikling, end der har været på klyngelederne. Frustrationen blandt de pædagogiske ledere ses tydeligt i leder-APV’en og Trivselsundersøgelsen.
Der er behov for en målrettet indsats, vurderer Thomas Enghausen.

Det forventer bestyrelsen der kommer i fremtiden bl.a. med anbefalingerne fra Pædagogisk Kvalitetsudvalg.
”Det er på tide at der tages initiativ til at inddrage de pædagogiske ledere, afdelingsledere og personalet i det hele taget i en mere aktiv rolle for udviklingen af pædagogikken.”

At der allerede er gang i et større fokus på kvalitet og udvikling kan aflæses af arbejdet i Klynger i udvikling 2 og Pædagogisk Kvalitetsudvalgs anbefalinger. De sidste handler bl.a. om metodefrihed på den ene side, og metodepligt og metodeansvar på den anden. Mangfoldigheden og den pædagogiske autonomi skal sikres.

Blandt en række andre anbefalinger, så er der også afsat midler til en pædagogisk dag pr. år. Det er en god begyndelse og et signal om at kvalitet kræver tid og penge.

”Anbefalingerne er opløftende læsning, efter vores område på denne årstid plejer at stå med udsigt til nedskæringer. I stedet ser vi nu en række visioner og initiativer.”

Mens fremtiden ser lysere ud i København, er det ikke tilfældet på Frederiksberg. Der skæres på området. Kommunen vælger nemlig at bruge deres del af de 500 mill. kr., givet på landsplan til bedre normeringer i dagtilbuddene, på at afskaffe et par lukkedage. Og på at udarbejde funktionsbeskrivelser af, hvad grupper i daginstitutionerne har af opgaver.

LFS har naturligvis gjort indsigelser.

Samarbejde

Samarbejde, medindflydelse og medinddragelse er emner, som trænger sig på.
”Samarbejdsstrukturen er et vigtigt omdrejningspunkt i klynger og institutioner, den skal sikre at alle medarbejdere er medinddraget i udviklingen, diskussionerne og prioriteringerne, men også at de får viden om og forståelse for det, som de er en del af, nemlig en demokratisk opbygget offentlig sektor, som i sidste led er politisk styret.”

Med den nye struktur er der også sket store ændringer for tillidsrepræsentanterne, som har en vigtigt rolle som bindeled mellem ledelse og medarbejdere.
”Med klyngerne er der sket en opkvalificering af rollen som tillidsrepræsentant, et styrket samarbejde, hvor man bruger hinandens styrker og viden til gavn for arbejdspladsens udvikling.”

Han ærgrer sig over forvaltningens langsommelighed i forhold til samarbejdskurser for tillidsrepræsentanterne, som han bl.a. ser som grunden til at klyngerne er så forskellige ”steder”, men han glæder sig over, at der nu er kommet fokus på også arbejdsmiljørepræsentantens arbejdsområde. Og sammen med de pædagogiske ledere vil Trio-samarbejdet få ny kraft. Og så ser han frem til en uddybende evaluering af den nye struktur, så der kommer ”valid dokumentation for hvad det har betydet. Ikke kun økonomisk men også fagligt.”

Han er i øvrigt ikke den eneste, der ser frem til en sådan.
I den efterfølgende debat giver adskillige af deltagerne på generalforsamlingen udtryk for at de glæder sig til en kommende – og lovet – evaluering af klyngestrukturen. En der omfatter alle og går grundigt i dybden med både struktur og nye roller. Det pålægger deltagerne på generalforsamlingen almenbestyrelsen at arbejde for i den kommende periode.

Også Børne- og Ungdomsforvaltningen skal overgå fra SU struktur til MED-struktur (hvor arbejdsmiljødelen er ligeværdigt integreret), og forhandlingerne om det er i fuld gang. LFS har ingen problemer med det, peger Thomas Enghausen på, men udgangspunktet er naturligvis at det bliver bedre end det gamle system, at ”det bliver en demokratiførende MED aftale med gensidige forpligtelser.”

Mindre opløftende er farcen om varelevering, den fortsætter ufortrødent. Med komiske eksempler på deres undskyldninger for ikke at levere de bestilte varer, fortæller Thomas Enghausen at Økologisk Grønne Torv nu er opsagt for anden gang. Og hvor farcen ender vides endnu ikke.

Anslag mod velfærdssamfundet

Vejlegården og LFS’ deltagelse i aktionen får også ord med på vejen. Det handler nemlig om noget ret overordnet: den danske model, velfærdssamfundets bevarelse og fagbevægelsens udfordringer. Og ja, det har også betydning for offentligt ansatte, og det er dybt problematisk, vurderer Thomas Enghausen.

En vejlegårdsmodel kørt ud i det yderste betyder et hav af forskellige aftaler, vilkår og rettigheder, kort sagt et fuldstændig fragmenteret arbejdsmarked. Som kun enkelte politikere ønsker.

En vinkel i dette er de private daginstitutioner. En planche demonstrerer, hvordan en privat daginstitution i København er vævet ind i forskellige økonomiske interesser. Helt lovligt. Ejeren er blevet kontaktet, men afviste lodret at indgå en overenskomst for sine ansatte. Disse institutioner kommer vi til at høre mere til…

Parallelt med dette, så er der arbejdsgiverparten KL og deres forvandling til en rendyrket arbejdsgiverorganisation.
Deltagerne på generalforsamlingen både lo og græd, mens de lyttede til KLs direktør Sine Sunesens bud på fremtiden i en lille videofilm. Ultrakort består de af mindre fritid, hurtigere og smartere arbejde, færre ansatte, meget færre arbejdstidsregler og dårligere beskyttelse af tillidsrepræsentanter.

”Det kræver at vi står sammen, vi kan være uenige om mange ting, men for at være en stærk fagbevægelse, skal vi stå sammen.”

Flere foreslår i debatten at LFS, fx i samarbejde med andre organisationer, skal få Sine Sunesen ud på en debataften.
Det nikker Thomas Enghausen til.

Han afslutter sin mundtlige beretning med nogle ord fra den helt interne arena. Om områdeformændenes, det vil sige almenområdets, specialområdets og dagplejeområdets, ekstra opgave, som de fik ved sidste repræsentantskabsmøde samtidig med, at de alle tre blev fuldt frikøbt. De skulle passe receptionen i LFS i nogle timer hver uge. Det har Thomas Enghausen godt at sige om, selvom planlægningen kan give nogen problemer.

”At være den første kontakt til et medlem kan give et rigtig godt indtryk af, hvad der rører sig på arbejdspladserne.”

Arbejdsmiljø som tema

Og arbejdsmiljøet? Det kommer på banen med det allerførste indlæg fra deltagerne, pædagogmedhjælper Martin Rasmussen, som senere på aftenen bliver nyvalgt til almenbestyrelsen, efterlyser fokus på emnet og at der er flere arbejdsmiljøfolk i bestyrelser, bl.a. almenbestyrelsen. Han er ikke overraskende selv arbejdsmiljørepræsentant.

I samme tråd peger en anden deltager, pædagogisk leder Hanne Rosenqvist, på, at klyngerne alt andet lige har betydet et større pres på arbejdet, på kerneydelsen, i daginstitutionerne.
Og at risikoen for udstødelse bliver maksimeret. Det understreger behovet for at MED-forhandlingerne medtænker arbejdsmiljøet.

Søren Beha, medlem af almenbestyrelsen og hovedbestyrelsen, fremhæver hvor vigtigt det er at samtænke arbejdsmiljødelen med en faglig, pædagogisk autonomitænkning.

Uden denne samtænkning bliver arbejdsmiljødelen sundhedsorienteret og ikke koblet til faglig kvalitet. At der skal særligt fokus på sammenhængen mellem arbejdsmiljøet og den faglige, pædagogiske og ledelsesmæssige kvalitetsudvikling vækker bred genklang blandt deltagerne i forhold til de næste to års arbejde i almenbestyrelsen.

Og man bør også allerede nu tænke i fortællinger om, hvilke konsekvenser det vil have for børn og medarbejdere, hvis KL får magt som de har agt, peges der på

.På egen krop har medlem af almenbestyrelsen Dorthe Sørensen oplevet stress. Også hun efterlyser større fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Hendes vurdering er at det pres, som alle på generalforsamlingen anerkender, at de pædagogiske ledere i særlig grad lever under, også slår igennem hos pædagoger og medhjælpere.

Arbejdsmiljøet er tydeligvis noget, der samler alle i fagforeningen, som fællestillidsrepræsentant Tina Malene Hansen glæder sig over. For lige så glimrende det er med uenighed og kritik indad, lige så vigtigt er det at erkende, at der er brug for sammenhold og solidaritet. Hun er ikke den eneste.

Medlem af både hovedbestyrelse og almenbestyrelse, Kirsten Løth, peger også på, at opgaven kun kan løses i fællesskab, og derfor ”skal vi også være organiseret sammen”.

God tone

En mediestrategi, eller rettere en diskussion af håndtering af medierne, bevare en god tone, og hvordan man omtaler hinanden, får flere på talerstolen. Kritikken går på ingen måde på, at LFS er så meget i medierne som fagforeningen rent faktisk er, især dens størrelse taget i betragtning, for det er der opbakning til. Men det er måden det sker på, ordentligheden.

Dog, som flere peger på, kan man ikke forvente at kunne styre medierne eller bestemme alt, der kommer ud af det.
Kirsten Løth erkender blankt, at hun ikke altid ved, hvad god tone er, men siger at flertallet i hovedbestyrelsen mener, at ”sådan som det er håndteret i sommer er fint, for vi ser på indholdet, ikke på retorikken.” Hun fremhæver værdien af kritik, som hun ser som nødvendig i kampen for myndighed.

Kritikken ser hun som modsætning til historierne om, hvor gode pædagoger er trods nedskæringer, samtidig med at ”vi siger vi ikke kan bedrive god pædagogik under de vilkår.”

Pædagogisk leder Søren Lisberg efterlyser en god tone og taler om at der bliver ”jokket på hinanden”. Klyngeleder Diana Jensen nævner en ubehagelig tone omkring klyngelederne, ”som kaldes kolde, kyniske og udygtige, og mennesker der vil andre det ondt”. Hun retter en kritik mod at LFS taler sin egen medlemsskare ned: ”Og på den måde har LFS også en aktie i mit psykiske arbejdsmiljø.”

Hun bakkes op af Martin Rasmussen med denne formulering: ”det er udmærket med intern kritik, men at læse det i en landsdækkende avis opleves som en kniv i ryggen.”

Der enes om en formulering i det fremtidige arbejde om at arbejde for god tone og at tale positivt om hinanden.

Lidt overraskende er derfor en efterfølgende diskussion om støttepædagoger, som ikke kan kaldes specielt positiv. At støttepædagogerne kommer ”som vinden blæser”, siger nogle ord og derefter er ude af døren og lader institutionerne stå med børnene og problemerne. At strukturen for støttepædagoger trænger til en forventningsafstemning og et eftersyn er tydeligt, efter en noget stødt støttepædagog fra talerstolen efterlyser samarbejde fra institutionernes side. Og et eftersyn lover Thomas Enghausen, da han tager ordet: der skal både indkaldes de relevante parter og ses på strukturen.

Demokrati og administration

Demokrati er noget alle går ind for, men det er ikke en entydig størrelse. Det viser en diskussion afledt af et forslag fra almenbestyrelsen om at de, altså de medlemmerne der vælges på denne generalforsamling, forlods skal have plads som delegerede på repræsentantskabsmødet i november i år.

Forslaget stilles på alle tre generalforsamlinger, og på alle tre stilles der spørgsmål til det. Det vedtages også på alle tre generalforsamlinger. På almenområdets generalforsamling med et ikke overvældende flertal, men dog et flertal. Og inden da udfolder en debat sig om demokrati.

Nogle anser det for helt selvfølgeligt, at de som er valgt til at udføre arbejdet efter repræsentantskabsbeslutningerne også skal have mulighed for at være med, når de træffes. Andre kalder forslaget udemokratisk, alle må stille op som den de er og stå sin prøve. Er forslaget indskrænkende for demokratiet, eller er demokrati meget andet end afstemninger?

Som sagt blev forslaget vedtaget.

Pædagogisk leder Søren Lisberg bringer emnet om administrative opgaver op. De skal nu centraliseres, hvad ikke en dårlig idé, men han insisterer på at det ikke må koste institutionerne noget. I sin tid da administrationen blev lagt ud, fik de nemlig ingen penge med til det. Ellers forudser han det vil koste på den pædagogiske kvalitet. Han retter også en kritik mod den nye aftale for rengøring og gårdmænd, den tager ikke højde for virkeligheden. Og opfordrer almenbestyrelsen til at arbejde med begge dele.

LFS’ næstformand Jan Hoby tager fat i anslaget mod den offentlige sektor, som den lille film fra KL er et tydeligt udtryk for. Det er blandt flere toner, som varsler at velfærdsstaten er på vej ud og konkurrencestaten på vej ind, hvis fagbevægelsen ikke står sammen og op imod det. Han lancerer en ny fortælling: at den offentlige sektor er den demokratiske sektor og peger på at demokratiet i det offentlige jo er et ganske andet end i Mærsk eller Fakta. Det skal der værnes om, og det forudsætter sammenhængskraft og medansvar, bl.a. for at styrke det psykiske arbejdsmiljø via en god MED-aftale.

Den nye almenbestyrelse er: Nyvalgt: Martin Rasmussen Martina Wellm Nicki Jensen Lars Ammonsen Iben Andersen Ronni Ramm Brian Engsig Genvalgt: Thomas Enghausen, formand Kirsten Rosendal, kasserer Kristina Vasseux Annette Mortensen Kirsten Løth Bimala Møller Karina Christensen Jette Olsen Tina Malene Hansen Palle B. Andersson Connie Nielsen Gitte Guldberg Karen Louise Ribergaard Dorthe Sørensen David Heskier Schiønning Stinna Reuter Hall Søren Beha Ulla Børgesen

 

Pejlemærker for det fremtidige arbejde: - Flere medlemsmøder og medlemsaktiviteter bl.a. på de nedenstående emner - Indkøbsordningen skal fortsat følges tæt - Udviklingen på ungeområdet skal holdes aktivt i snor - Specialreformen, og især konsekvenserne af den og medarbejdernes arbejdsmiljø, skal der holdes øje med - Samarbejdet med ledersektionen skal styrkes - Der skal arbejdes for flere bemandede legepladser - Fremtidens daginstitutioner og Ny Nordisk Skole skal have fokus - MED strukturen i Børne- og Ungdomsforvaltningen er et oplagt fokusemne - Arbejde for at afskaffe alle lukkedage skal fortsættes - Kommunalvalg 2013 – ligger inden for den næste periode og kræver en aktiv rolle - Afbureaukratiseringen er ikke slut, og processen skal følges - Jobsituationen bl.a. løntilskudsjob, trænger til eftersyn - En god tone skal holdes, og der skal tales positivt om hinanden - Der skal arbejdes for en grundig evaluering af klyngestrukturen