Ungdomspolitisk konference

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Politikerne vil så gerne ...

De tre borgmestre dukker op og bliver præsenteret for problemstillinger fra deltagerne på konferencen. De hører ønskerne fra det pædagogiske personale om fleksibilitet i tilbuddenes indhold, i aldersgrænser, i åbningstider – med mulighed for at målrette dem til lokalområdets behov. Som en deltager siger meget direkte: ”hvordan kan det være at I godt kan åbne klubberne for at skabe ro, når der sker særlige ting i gaderne, fx klimatopmødet, men ikke til hverdag?”

Hvad tænker politikerne om det? Og om ønskerne fra de ikke balladeskabende unge om at blive set og hørt og tilgodeset?
Åbner det deres øjne? Vi får stor forståelse fra de tre politikere og stor velvilje.

Børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard tror på fremtiden, han tror på at et kommende rødt flertal med socialdemokrat Frank Jensen som overborgmester kan få sat fokus på udvidede og fleksible åbningstider og nye roller for klubberne – og ikke mindst sikre økonomien til det.

”Men det er et stort dilemma, når vi skal have ballademagere ind i en klub, som i forvejen er fyldt med meget belastede unge fra samme bydel. Vi skal jo også sikre at klubberne er til både det brede og de udsatte.”

Socialborgmester Mikkel Warming går videre i samme spor:
”Vi skal huske både de almindelige og de som laver ballade.”
Han viser at han har lyttet til forskerne: ”Festen i Jeanette Østergaards forskning er gaden for de unge, som laver ballade. Det er deres frirum, det er gruppen der, de er loyal overfor. Måske er vi ikke så gode til at give de unge det frirum i klubberne.”

Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Haugaard retter skytset mod Bo Asmus Kjeldgaard for hans prioritering af økonomien i sit udvalg og siger:

”Vi bruger 80-90 pct. af ressourcerne på de 20 unge, som laver ballade. Dem skal vi være mere konsekvente overfor og aldrig belønne dårlig opførsel.”

En deltager på konference siger: ”Hvis vi skal skabe sammenhæng og følge den unge, så giv os fleksible vilkår, så vi kan gøre det.”

En anden deltager fortæller fra erfaringerne med netværksarbejde omkring Ungehuset på Amager:
”Vores netværk er ikke et tilfældigt netværk. Det er et offentligt styringsnetværk. For udsatte unge er en kompleks problemstilling, som går på tværs. Det kræver en kompleks måde at arbejde på. En måde som ikke nødvendigvis giver mange medlemmer i klubben, og desværre måles klubbens indsats på antallet af medlemmer, ikke på aktiviteter…”

Andre efterlyser fleksibilitet i aldersgrænser, mulighed for efterværn, andre normeringsmodeller, mere inkluderende folkeskoler – og en bevidst bandehæmmende boligpolitik.

Politikerne vil så gerne det hele. Gå på tværs, have projekter på tværs, nedbryde forvaltnings- og faggrænser, give flere penge og afvikle bureaukratiet, ganske som medarbejderne gerne vil, så hvad er det politisk, der blokerer processen? Er det økonomi?
Er det vanetænkning? Er det manglende tillid til medarbejderne?
Det får vi ikke noget endeligt svar på. Men politikerne har i hvert fald fået fuldstændig på det rene, at det ikke er hverdagens eksperter, der bremser udviklingen.

Som Bo Asmus Kjeldgaard siger: ”Lad os kigge på de tværfaglige grupper der fungerer godt, lad os lære af succeserne.”

Gå ind på lfs.dk og læs og se mere. Og glæd dig til den næste ungdomspædagogiske konference i marts 2010.