Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Pressemeddelelse den 9. juni 2008:
Ta´r Ritt imod luftballoner på Københavns Rådhus?
Tirsdag d. 10. juni sendes 13 luftballoner op på Københavns Rådhus. Inden døre, vel at mærke. En særpræget event, men anledningen er også - om ikke særpræget - så dog særlig. Det sker i anledning af Økonomiudvalgets indledende drøftelser af kommunens budget for 2009.
Bag opsendelsen står LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger, der sammen med medarbejdere og udviklingshæmmede borgere møder op på rådhuset for at insistere på, at det sociale område bliver et fælles ansvar i de kommende budgetforhandlinger.
Ulla Baggesgaard, næstformand i LFS udtaler, at tiden må være inde til, at den samlede Borgerrepræsentation tager ansvar. Hun fortsætter ”Det nytter ikke længere blot at konstatere, at økonomiudvalget udstikker de økonomiske rammer, mens Socialudvalget må løse opgaven indenfor en stadig snævrere ramme . Socialpolitikken må være et fælles ansvar for hele Borgerrepræsentationen. Derfor henvender vi os nu til Økonomiudvalget, der i budgetsammenhæng er det mest magtfulde udvalg i hele kommunen. Medlemmerne af økonomiudvalget har så at sige nøglen til pengekassen.”
Luftballonerne bringer beretninger om udsatte borgeres dagligliv med sig. Beretninger, der understreger behovet for at gøre det sociale område til et fælles ansvar for den samlede borgerrepræsentation.
Her er historien om Pernille, der er psykisk syg og nu på 8 år bor i et værelse på 12 m 2, hvor alt, der har betydet noget i hendes 34-årige liv skal rummes. Og som ikke får tilstrækkelig støtte til at komme videre i sit liv, fordi der ganske enkelt ikke er tilstrækkeligt personale. Faktisk er det, at gå en tur i solskinnet udenfor bocentret ofte umuligt.
Og her er historien om 15 årige Hamsa, hvis mor er skizofren, og hvis far slår ham i afmagt - og som ikke har nogen voksne at gå til for at få hjælp.
Samlet set er det historien om udsatte københavnere, der år for år er blevet svigtet, når budgetmidlerne skulle fordeles.
Gennem de seneste år har Socialforvaltningen været kontinuerligt sparemål i budgetforhandlingerne. Børnene fik en børneplan. De ældre fik en ældreplan. De svagest stillede københavnere fik en spareplan.
"Nu må det være slut!", mener Ulla Baggesgaard. Budskabet til økonomiudvalget - og dermed til den samlede Borgerrepræsentation er klart: ”Lad visionerne stige - men ikke svæve bort i det blå!”
Ulla Baggesgaard, næstformand i LFS stiller endvidere spørgsmålet om, hvorvidt kommunens visioner om at skabe attraktive arbejdspladser og gode vilkår for kommunens udsatte borgere er andet og mere end varm luft. Det skal nu prøves af!
Kom og se brugere af de københavnske sociale tilbud sammen med medarbejdere overrække luftballonerne til de københavnske borgmestre og de andre politikerne i Økonomiudvalget.
Vi kan ikke love, at Ritt tager imod, men vi kan love, at det bliver festligt og farverigt!!
Yderligere information vedr. opsendelsen af balloner hos næstformand Ulla Baggesgaard, 30948134