28-02-2008
Sagsnr.
2007-116082
Dokumentnr.
2008-103797
Til de faglige organisationer
Høring
Ny ledelsesstruktur på bo- og dagtilbud i Socialforvaltningen
I efteråret 2007 blev der igangsat en proces i Socialforvaltningen med henblik at ændre ledelsesstrukturen på forvaltningens bo- og dagtilbud på henholdsvis handicap-, voksen/psykisk syge området, børne- og ungeområdet samt på misbrugsområdet.
De foreslåede ændringer går i hovedtræk ud på at bo- og dagtilbudene samles i nye og færre bæredygtige enheder med det formål at skabe bedre rammer for ledelse, den faglige kvalitet og den faglige udvikling i de enkelte tilbud.
Der har på hvert fagområde - via Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) - været nedsat arbejdsgrupper med repræsentanter fra de faglige organisationer og forvaltningen med henblik på at konkretisere forslag til ny ledelsesstruktur på de fire områder.
Oplæggene fra Mål og Rammekontorerne, som nu sendes i høring er derfor et resultat af denne foreløbige proces. Oplæggene er tillige i høring i de lokale samarbejdsudvalg, brugerorganisationerne og i de selvejende bestyrelser. Derudover er det, i HSU- regi, aftalt at afholde høringskonferencer på de fire områder, hvor repræsentanter fra de lokale arbejdspladser og forvaltningen også drøfter oplæggene.
MR- kontorernes oplæg er vedlagt i medfølgende bilag. For god ordens skyld skal nævnes at på handicap- og psykisk sygeområdet indgår dagtilbud ikke i denne høringsrunde.
Jeres høringssvar vil indgå i den efterfølgende behandling i arbejdsgrupperne, i forvaltningens direktion og Hovedsamarbejdsudvalg samt i Socialudvalget. Disse drøftelser forventes ske i april og maj 2008. Ny ledelsesstruktur forventes at blive implementeret fra 2009.
Vi skal have jeres høringssvar senest fredag den 4. april 2008, pr. post eller mail.
Med venlig hilsen
Henrik Dencker
Personaleudviklingschef