Socialforvaltningen
Personale og udvikling
Bernstorffsgade 21, 3.
1592 København V
Att.: Henrik Dencker
02-04-2008
Høringssvar fra LFS til MR-Misbrug og Bolig om ny centerstruktur.
LFS ser positivt på Mål og Rammekontorets oplæg om at samle området i nye og færre bæredygtige enheder, der har til formål at skabe bedre rammer for ledelse, den faglige kvalitet og den faglige udvikling i de enkelte tilbud. LFS er ligeledes positive overfor den måde, som processen har været grebet an på med mulighed for debat og ”indspark” fra mange sider, uden at facit på forhånd har været kendt. LFS ser frem til, at denne åbenhed overfor at inddrage forslag og ”bekymringspunkter”, også kommer til at gælde i den afsluttende fase, hvor resultatet af debatten skal implementeres til en ny struktur for området.
LFS ser muligheder for en bedre dialog mellem forvaltning og centrene om områdets fremtidige udvikling, og forhåbentlig også en bedre dialog med politikerne, der kan være med til at øge deres fokus på området.
Egentlige ledelsesteam med intern sparring er ligeledes en oplagt mulighed.
I de enkelte lokale tilbud, ser vi muligheden for at styrke den nære faglige ledelse, hvis dette gribes rigtigt an.
Vi ser ligeledes muligheden for at systematisere vidensdeling mellem medarbejdere, og der igennem styrke medarbejdernes faglige kompetencer. Øgede muligheder for jobrotation indenfor centrenes rammer kan også være med til at fastholde og udvikle medarbejderne.
Punkter med særligt fokus:
Økonomi:
Arbejdsgruppen har loyalt peget på en mulig financiering til opstart af de nye centre indenfor rammerne af de nuværende institutioners økonomi. Arbejdsgruppen har dog også påpeget, at det er en pragmatisk løsning, der ikke løser alle problemer..
LFS er enige i, at den anførte financiering ikke løser alle problemer, og kan derfor være bekymrede for, at den manglende økonomi enten, på væsentlige punkter, udskyder indfasningen af en række åbenlyse fordele ved en ny struktur, eller vil betyde besparelser i det direkte tilbud til brugerne.
Det er sjældent set, at større omstruktureringer (hvor der skal være plads til alle, som det er udtrygt) på kort sigt, har været udgiftsneutrale.
Vi kan pege på bl.a følgende:
- Løn til centerleder incl. annoncering mv..
- Lokal etablering af centerleder og evt. administration.
- Nødvendige IT redskaber.
- Den nødvendige fase til indføring af medarbejderne i en ny struktur.
Ejerskab, fælles værdier og lærings- og sociale aktiviteter kommer ikke af sig selv.
LFS skal derfor anbefale, at der afsættes en pulje til disse formål.
Medarbejdervilkår:
LFS finder det vigtigt, at der hurtigt kommer en konkret udmelding om mellemledernes placering i den nye struktur, da dette er en gruppe, som har udtrygt stor usikkerhed om den nye strutur.
Vi opfatter det sådan, at den nye struktur ikke i sig selv betyder mindre brug for ledelse, men muligvis brug for andre ledelsesmæssige kompetencer, end dem der traditionelt kan opfattes i begreberne stedfortræder/souchef/afdelingsleder.
For øvrige medarbejdere er det ligeledes vigtig med en udmelding om, at de fortsat er ansat på deres institution, og ikke som ”daglejere” i et center. Det skal gøres synligt for medarbejderne, hvilke faglige muligheder de har, ved at være tilknyttet et center. Det skal være attraktivt at være medarbejder.
Ovenstående skal forhandles mellem forvaltningen og de faglige organisationer.
Medarbejderindflydelse:
LFS er enige i arbejdsgruppens konklusioner om, at der centralt forhandles en aftale om ASU og lokale LSU’er i de enkelte centre. Dette gælder tillige opbygningen af en hensigtsmæssig sikkerhedsstruktur.
LFS ønsker, at organisationerne bliver repræsenteret i ansættelsesudvalgene for de nye centerledere, idet det må forudses, at der er en del interne ansøgere, hvilket kan vanskeliggøre processen for såvel lederne som medarbejderrepræsentanterne.
Med disse bemærkninger, kan LFS tilslutte sig Mål og Ramme kontorets oplæg.
Med venlig hilsen
Ulla Baggesgaard
Henning Christiansen