Man skal ikke gå ind til det med negative forventninger

Tre pædagogstuderende er netop er blevet færdige med den nye profil i dagtilbudspædagogik i udsatte boligområder. De mener, at de er blevet klædt godt på til at kunne varetage arbejdet i daginstitutioner i udsatte boligområder, og så har de også lært at udfordre fordomme om, at anden etnisk baggrund er ensbetydende med udsathed.

Tekst og foto: Agnete Solvej Christiansen

De nyuddannede pædagoger Ida Lorentzen, Nadja Bæhr og Julie Lindquist håber, at de med deres uddannelse kan gøre en positiv forskel for udsatte børn, men de er også klar over, at der er grænser for, hvor store forandringer de kan skabe.

”Vi kan ikke gå ud og starte en revolution, men vi kan være med til at skubbe til nogle af de forståelser, der er af, hvordan man forstår udsathed ude i praksis,” siger Julie Lindquist.

De studerende på profiluddannelsen har haft deres praktik i udsatte boligområder, og Julie Lindquist, Nadja Bæhr og Ida Lorentzen er enige om, at institutioner er meget forskellige, selv om de har det tilfælles, at de ligger i et udsat boligområde.

”At man bor i udsat boligområde, betyder jo ikke nødvendigvis, at man er i en udsat position. Det er mere komplekst end som så,” siger Nadja Bæhr.

Praksisnær undervisning

De tre nyuddannede pædagoger har oplevet tiden på profiluddannelsen som seriøs og god.

”Vi har følt os ret tilfredse med den uddannelse, som vi har fået,” siger Julie Lindquist.

De betoner alle tre, at det er en fordel, at man ved optaget på profilen skal skrive en motiveret ansøgning.

”Det er min oplevelse, at når folk lægger det stykke arbejde, så er det fordi, de gerne vil noget ekstra,” siger Julie Lindquist. Hun oplevede blandt andet et langt større fremmøde blandt hendes medstuderende, end da hun gik på grunduddannelsen i begyndelsen af uddannelsesforløbet.

Især underviserne har de følt sig heldige med.

”Det føles privilegeret at have undervisere, som også forsker på området,” siger Ida Lorentzen og tilføjer:

”Der er en direkte spejling i vores undervisning. De ved godt, hvad vi snakker om, når der er noget på spil i praktikken, eller når der er noget, der er svært. Det har været meget nemmere at blive hørt direkte”.

Etnicitet i baggrunden

Arbejdet med etnicitet har fyldt i løbet af de nyuddannede pædagogers studietid, fordi det politisk gør det, men de føler sig rustet til at kunne se udover det, fortæller Ida Lorentzen.

”Det er problemet, der er problemet. Det er ikke familierne, der er problemet. Etnicitet bør træde i baggrunden og ikke blive brugt som en forklaringsfaktor på alt muligt,” siger hun.

Det gør en forskel, om man møder børnene ud fra et mangel-perspektiv, eller om man er nysgerrig efter, hvad det er for nogle ressourcer, som de kommer med, er de tre nyuddannede pædagoger enige om.

”Selvfølgelig kan etnicitet fylde, men det betyder også meget, hvordan vi taler om det. Pædagogisk personale kan have nogle negative forventninger, og det er nok noget af det, som vi gerne vil ud at rykke ved,” siger hun.

Undgå selvopfyldende profeti

Ida Lorentzen har oplevet, hvordan hun er blevet mødt af modstand, når hun har italesat det mangelperspektiv, som hun har mødt i løbet af sin praktik i institutioner i udsatte boligområder. Hun mener, at der bliver brugt energi på at kigge efter problemer, og at der er en forventning om, at der er noget galt.

”Blikket bliver ofte rettet mod ting, man ikke kan, og det er en selvopfyldende profeti, for hvis du kigger efter problemerne, så finder du dem også,” siger hun.

Det har været en udfordring at skulle bryde med den negative fortælling om en børnegruppe, oplever Ida Lorentzen.

”På trods af en presset hverdag hvor der er mange børn og mange behov, er det vigtigt, at man har et fokus, hvor man ikke forfalder til at fastholde et ensidigt blik på den børnegruppe, som man arbejder med. Det kan man godt slå sig på, men samtidig er det også sindssygt interessant, for vi ved, hvor vigtigt det er,” siger hun.

Hende der er på tværs

Også Nadja Bæhr har oplevet, at man kan slå sig, når man udfordrer andre menneskers forforståelse.

”Nogle gange kan man godt stå i en situation, hvor der er nogle enkelte historier, der bliver generaliseret og kommer til at fylde på den måde,” siger hun.

De nyuddannede pædagoger har alle oplevet, hvordan klassiske fordomme kom i spil i dagligdagen.

”Jeg har oplevet, at det helt automatisk blev antaget, at familien kun spiser toastbrød derhjemme, hvis et barn blev sulten, før de andre børn,” siger Ida Lorentzen. I de tilfælde har hun spurgt sin kollega, hvor hun havde den viden fra, at barnet for eksempel kun fik toastbrød derhjemme.

”Men man skal passe lidt på sig selv i den salgs situationer. Man gider ikke hele tiden at være hende, der er på tværs.”

Det er presset alle steder

Fortællingen om institutioner i udsatte boligområder er, at det er svært at rekruttere, og at der derfor tit opstår mangel på personale med den konsekvens til følge, at det presser det personale, der er.

Men de nyuddannede pædagoger anser det ikke som nogen særlig udfordring, at de nu skal ud og arbejde i institutioner i udsatte boligområder.

”Uanset hvor man arbejder som pædagog, er det presset. Personalet er ofte syge, og det er dilemmafyldt at være pædagog. Der er mange opgaver og pressede normeringer, men der er problematikker alle steder, og man skal ikke gå ind til det med negative forventninger,” siger Julie Lindquist.