Medlemsportræt: Tolla Moulud

2 + 2 = ikke altid 4

”Det ligger i det mellemøstlige kodeks, at hvis man vil blive til noget, og hvis man vil gøre sine forældre stolte, så skal man læse til læge eller ingeniør. Så da jeg var færdig med gymnasiet, begyndte jeg at læse til kemiingeniør. Det sjove er, at det ikke var mine forældre, der pressede på. De har altid støttet både min bror og jeg i det, vi selv ville. Deres eneste krav var, at vi skulle gøre det færdigt, som vi var begyndt på. Så jeg var mest af alt ureflekteret, men det er de fleste 17-18-årige jo.”

”Mine forældre kommer fra den kurdiske del af Irak, og min far var del af modstandskampen mod Saddam Hussein. Da Irak gik i krig mod Iran, blev han og hans brødre indkaldt til hæren, men de flygtede op i bjergene og tilsluttede sig oprørsbevægelsen. Saddam Husseins soldater opsøgte min farmor og udsatte hende for tortur for at få hende til at røbe, hvor hendes sønner var. Min far og mor var nygifte, og min mor var gravid, så de besluttede sig for at flygte. De vidste ikke, hvor de skulle tage hen, de ønskede bare, at deres barn skulle fødes i tryghed. Menneskesmugleren gav dem en række lande at vælge imellem, men de havde ikke et forhold til nogen af dem. Men min fars familie havde et køleskab, Gram, der var lavet i Danmark, og i modsætning til alle de andre ting, de ejede, der kom fra Kina og Mellemøsten, gik det aldrig i stykker. Det var kvalitet, og det virkede bare. Så da min far så, at Danmark stod på listen, blev det hans valg. Jeg blev født en måned efter deres ankomst til Danmark.”

”Min far sagde altid, at der var forskellige ting, der var vigtige i forskellige lande, og at i Danmark var det allervigtigste, at man arbejdede og forsørgede sig selv. Begge mine forældre uddannede sig og fik arbejde, så snart de kom til Danmark, og jeg har haft arbejde, siden jeg var 13 år. Det har været et mantra i min familie, at man arbejder, og at man afslutter det, man er begyndt på. Så det var en kæmpe krise for mig, da jeg skulle skrive min kandidatafhandling på DTU, men fik skriveblokering og ikke kunne færdiggøre den. Jeg var for ung eller for stolt til at bede om hjælp. Så jeg er diplomingeniør, men fik aldrig færdiggjort kandidaten.”

”Mens jeg læste, fik jeg studiejob på Nærumgaard, hvor jeg arbejdede med børn med autisme. Det åbnede en helt ny verden for mig. Jeg var vant til, at verden kunne sættes på en matematisk formel. Så da jeg i begyndelsen fik at vide, at autister ikke bryder sig om øjenkontakt, lod jeg helt være med at have øjenkontakt med børnene. Men der var en pige, der blev ved med at insistere på at se mig i øjnene, og da jeg endelig gav efter, havde vi en helt fantastisk kontakt. Jeg har i den pædagogiske verden lært, at to plus to ikke altid er fire; nogle gange er det fem eller otte. Mennesker kan ikke sættes på formel, og relationsarbejde er noget, der udvikler sig mellem mennesker. Jeg er helt sikkert blevet et mere alsidigt og reflekteret menneske af at arbejde på Nærumgaard.”

”Da jeg opgav min kandidatafhandling og fandt ud af, at jeg hellere ville være fuld tid på Nærumgaard, var det, som om der blev taget en tung vægt af mine skuldre. Nu fulgte jeg den vej, jeg selv havde valgt. Det har været 11 fantastiske år, hvor jeg har fået en merituddannelse, været engageret i mit hverv som tillidsrepræsentant, og hvor jeg har været sikker på, at jeg ville gå ledervejen inden for den pædagogiske verden. Jeg har været på Nærumgaard i næsten en tredjedel af mit liv, og det har været som en ekstra familie på godt og på ondt.”

”Lige nu står jeg over for en skillevej i mit liv. Jeg mødte en gammel studiekammerat, der spurgte, hvorfor jeg egentlig aldrig var gået videre med kemi. Han kendte til en virksomhed, som ledte efter netop sådan en som mig – en kemiingeniør med arbejdserfaring, som kunne være med til at skabe en ny arbejdskultur og et nyt tankesæt. Jeg har valgt at sige ja til tilbuddet og prøve det af. Det interessante er, at jeg blev valgt, fordi jeg både er kemiingeniør og pædagog – det er åbenbart en sjælden kombination. Jeg har det meget blandet med at forlade Nærumgaard, og jeg er helt klart på vej ud af min komfortzone. Men hvis det skal prøves, skal det være nu.”

Navn: Tolla Moulud

Alder: 35

Arbejdsplads: På vej væk fra Nærumgaard, og på vej ind i medicinalindustrien

Bonusinfo: Bor i Herlev med hustru og to drenge på henholdsvis syv år og ni måneder. Mødte sin hustru under studierne, hvor han hjalp hende med kemilektierne - og så opstod der kemi i luften. Blev i foråret 2021 kåret som et af FOA’s velfærdstalenter. Har tidligere spillet meget fodbold – nu går meget af fritiden med at køre den ældste dreng til træning og stævner.