Leder:

LFS holder med alle – og mest med børnene

Britt Petersen, formand, og Jan Hoby, næstformand i LFS

Bølgerne er gået højt på især de sociale medier efter, at Børne- og Ungdomsudvalget har pudset Intern Revision på Klynge VVKC i Valby. LFS er uenig i udvalgets beslutning. Det er vi, fordi baggrunden er et meget uskønt forløb, hvor en række politikere begyndte at sagsbehandle på egen hånd. Vi er også uenige, fordi politikerne udviser mistillid til deres egen forvaltning.

Vores uenighed med udvalget er ført til, at LFS bliver beskyldt for at dække over inkompetence og nepotisme i den pågældende klynge. Vi bliver beskyldt for at holde med ledere på bekostning af medarbejdere, der lider under dårligt arbejdsmiljø, og vi bliver beskyldt for at ville dække over institutioner, der omsorgsvigter børnene.

Sandheden er, at LFS hverken ”holder med” ledere eller medarbejdere på baggrund af deres stillingsbetegnelse. Vi vil altid og uden undtagelse gå ind i sager, hvor vi har medlemmer, der er i klemme. Og når der er tale om skibbrudne institutioner, hvor det gør ondt, hvor arbejdsfællesskabet mangler, og hvor alle sidder og peger fingre ad hinanden, vil vi som udgangspunkt forsøge at være med til at løse problemerne i stedet for at udpege en syndebuk. Det er nemlig i alles interesse og allermest i børnenes – og hvis vi endelig holder ukritisk med nogen, er det børnene.

Der var i klyngen i Valby især én udfordret institution. Der manglede arbejdsfællesskab, fælles retning og struktur, og det gav splittelse og gnidninger og hyppige lederskift. Derfor valgte LFS naturligvis at bakke op om processer, som skulle rette institutionen op. Vi ved erfaringsmæssigt, at det kan give uro, og det kan give personaleudskiftning. Det får også ofte forældre på banen. For forældre reagerer, når deres børn reagerer på situationen i daginstitutionen. Det er positivt. Det er bare ikke altid, at det store billede træder tydeligt frem, og derfor kan man som forælder føle sig kaldet til at kaste sig ind i kampen på nogle af medarbejdernes side. Men skal man have arbejdsfællesskabet til at fungere, kræver det en fælles forståelse af, at det er meget sjældent, at det kun er den ene parts skyld, når et samarbejde er svært.

Medarbejderne i den aktuelle institution i Valby synes i dag, at de er i en god proces, og de beder om arbejdsro. Men balladen har fået sit eget liv og har udviklet sig til en personhetz mod et par overordnede ledere, som nogen har bestemt sig for, skal fyres. Der skal nemlig udpeges en syndebuk for den periode, hvor det ikke gik godt – koste hvad det vil.

Det abonnerer vi ikke på. Vi ønsker velfungerende institutioner med godt arbejdsmiljø. Det får man ikke ved at føre krig på de sociale medier og ved ikke at ville anerkende, at når der er dårlig trivsel på en arbejdsplads, er det et fælles medansvar. Vi tror også på, at man skal bruge sin ret til medindflydelse og lukke munden op, når der er noget, der ikke fungerer. Men vi synes, at man skal gøre det åbent og ærligt i sin personalegruppe. Vi kan til gengæld garantere for, at vi har ryggen på alle de medlemmer, der bruger deres lovfæstede ret og pligt til at ytre sig, når der er noget, der ikke spiller, der hvor de er ansat.