Pædagog skriver åbent brev: Mine arbejdsvilkår er ikke OK!

Jeg er pædagog. Og jeg har 3,5 års erhvervserfaring – og føler mig allerede mere og mere stresset. Kan det være rigtigt, at jeg allerede skal have det sådan?

Jeg har hele mit liv vidst, at jeg skulle arbejde med mennesker, og jeg har altid har brændt for at hjælpe andre og har en masse kærlighed at give af. Derfor faldt det mig naturligt at læse til pædagog. Jeg blev færdiguddannet i 2015 og har siden arbejdet i børnehave og vuggestue. I børnehave i en omegnskommune til København og er nu i en vuggestue i Københavns kommune.

I min tid i børnehaven gik jeg ofte fra arbejdet dybt frustreret og over arbejdsbetingelserne. Jeg talte gentagne gange med BUPL, som dengang var min fagforening. Jeg havde i perioder svært ved at slappe af, når jeg havde fri, og min læge var tæt på at give mig en længerevarende sygemelding. Jeg ønskede det ikke, da jeg dermed bare ville gøre situationen endnu værre for det resterende personale. Det var stressende med to voksne til 12 børn og en leder, som ikke bakkede personalet op på noget tidspunkt. Jeg var glad for mine kollegaer og børnene, men jeg kunne mærke, at min krop sagde fra. Jeg nåede at være der i 1 år og 8 måneder, før jeg sagde op, og i den tid nåede der at stoppe mange gode kollegaer, af de samme årsager som mig – dårlige arbejdsvilkår og dårlig ledelse. Jeg synes, det er ærgerligt, at det skal være sådan, og at man skal føle sig nødsaget til at finde andet arbejde pga. dårlige vilkår, dårlig ledelse og deraf et højt stressniveau.

Jeg har været på mit nuværende arbejde i ni måneder. Den første tid på arbejdet var vi ikke fuldtallige med børn, og det var skønt at kunne være nærværende i forhold til de børn, vi havde, og at opleve, at man rent faktisk kunne arbejde pædagogisk. Vi er nu oppe på de normerede 12 børn på stuen, og det giver stress. Når jeg får fri, efterlader jeg mine kollegaer med grædende børn og føler, at jeg svigter, selv om jeg har løbet rundt hele dagen.

Jeg passer de dejligste børn og har nogle skønne kollegaer. De gør, at jeg hver dag møder op på arbejdet med et smil. Men i løbet af dagen kan jeg mærke, at min energi og glæde svinder ind, da jeg har så mange ting, jeg skal nå igennem en dag.

Det er ikke ”bare” at passe børn, når man arbejder i en daginstitution. Der er også en masse praktiske og pædagogiske ting, som skal ordnes. Såsom handleplaner, udarbejdelse af pædagogiske aktiviteter, møder, daglige skriv til forældrene og meget mere, som der i hverdagen kun er sat en time af til at kunne ordne.

Derfor er det ikke nok at være tre voksne om formiddagen til 12 børn og to om eftermiddagen. Det er mig en gåde, hvem der har besluttet, at dette er acceptable vilkår for børnene og personalet, når man ved, at børn i alderen 0-3 år kræver en masse opmærksomhed og nærvær, hvilket både kan dokumenteres af teoretisk og praktisk viden samt sund fornuft.

Det er, som om at pædagoger og forældre affinder sig med, at sådan er det bare! Jeg synes ikke, det er ok, hverken over for børnene eller mig som medarbejder.

Jeg savner anerkendelse og forståelse for, at det er hårdt at passe 12 børn hver dag. Den eneste pause, vi har i dagligdagen, er 29 minutters frokostpause. Jeg får masser kys og krammer fra børnene, og de får en masse kærlighed, så her mangler der intet. Men det er svært, faktisk umuligt at kunne nå at give børnene den nødvendige opmærksomhed, når vi eksempelvis om eftermiddagen kun er to voksne.

Pædagogerne vilkår er ofte oppe i medierne, men der bliver snart nødt til at ske noget. Jeg gør mit arbejde hver dag, har god kontakt til børnene, mine kollegaer, min leder samt forældrene. På trods af stress holder jeg faktisk af mit arbejde. Men jeg leder allerede nu efter andet arbejde, da jeg kan mærke på mig selv, at jeg ikke vil acceptere, at vilkårene er så dårlige.

Kan det være rigtigt, at jeg som stolt pædagog skal føle mig nødsaget til at søge andre veje allerede nu? Jeg føler, det er en falliterklæring, og jeg føler mig som en fiasko, at jeg skal acceptere, at sådan er det ”bare” at være pædagog i en daginstitution.

Jeg ved, at jeg ikke den eneste, der går rundt og har det sådan her. Mange af mine kollegaer snakker om, at de i hvert fald ikke skal arbejde som pædagoger resten af deres liv. Jeg overvejer nu, hvilke andre muligheder jeg har for at søge job uden for institutionerne. Jeg skal arbejde i mange år endnu, og selv om det føles forkert at give fortabt og droppe min uddannelse, og selv om jeg ved, at jeg har noget at give til børnene, skal det ikke være på bekostning af mit helbred og mit humør.

Jeg har brug for at blive hørt, set og taget alvorligt. Jeg er pædagog, og der er en årsag til, at jeg er blevet det. Jeg vil være med til at gøre en forskel, men det kan jeg ikke gøre meget længere, hvis vilkårene skal være så dårlige. Jeg er træt af at høre på politikerne, som lover en masse ting inden for vores område, og at der hele tiden skal skæres på mit område. Kan det virkelig være rigtigt!? Det ender med, at området er fyldt med ufaglært personale, fordi pædagogerne søger andre veje pga. de dårlige vilkår. Jeg er med til at danne børnenes identitet og forme dem som mennesker og det kræver en del, så giv os de midler, vi har brug for, som er FLERE HÆNDER!

Jeg har valgt, at dette indlæg skalvære anonymt. Det skalnemlig ikke handle om den institution, jeg arbejder i - og jeg har ikke lyst til at få prædikatet: Besværlig medarbejder.

Hilsen M, en frusteret pædagog.

(LFS Nyts redaktion kender M.s identitet. Red.)