Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Svar på læserbrev i Børn & Unge:
Hovedet på sømmet
Jan Lars Nielsen rammer hovedet lige på sømmet i hans glimrende læserbrev i seneste nummer af Børn & Unge.
Jeg er meget enig og kan fra min position i LFS bekræfte, at social dumpning ikke kun er "forbeholdt" Metrobyggeriet i København, byggebranchen eller flybranchen, men også findes på det pædagogiske område.
Den private institution Lillekilde, som Jan omtaler, er blot en af flere institutioner, vi i LFS forsøger at indgå overenskomst med. Desværre er det endnu ikke lykkedes, men andre private har dog set fornuften i at indgå overenskomst.
Det sikrer de ansatte rigtig løn, pension, og en række andre fordele, som kommer både den enkelte medarbejder og arbejdspladsen til gode.
I praksis har private daginstitutioner uden overenskomst en unfair konkurrencefordel i forhold til andre på bekostning af de ansattes løn-, pension- og ansættelsesforhold, selvom de private modtager kommunale tilskud pr. barn måned efter måned.
Offentlige skattekroner går altså til private institutioner, som ikke ønsker at overholde de gældende overenskomster. Det er helt uhørt og spild af gode penge.
Derfor er vi i LFS også meget fokuserede på at indgå overenskomster med de private institutioner, så vores medlemmer får rigtig løn og pension og de øvrige forbedringer, som en overenskomst sikrer. Eksempelvis har FOA 30. november 2015 varslet konflikt mod børnepasningskæde Tinytots, som på trods af dialog i et år med LFS, ikke har ønsket at indgå overenskomst.
I dansk fagbevægelse må vi gå sammen i kampen for at få stoppet den negative udvikling. På de fleste private daginstitutioner vil der være ansatte/medlemmer, der hører til f.eks. FOA eller BUPL. Derfor har vi en fælles interesse i, at de opgaver, som er en del af kerneopgaven i det danske velfærdssystem, løses på ordentlige vilkår.
Alt andet er en glidebane, som vil få - og på visse steder allerede har fået - alvorlige konsekvenser for kvaliteten, for borgeren, for barnet og for de ansatte. Det vil vi ikke sidde overhørig! Jeg håber, at vi kan gå sammmen og i fællesskab få sat en stopper for social dumpning, også på daginstitutionsområdet i Danmark.
Med venlig hilsen
Thomas Enghausen
Formand for Almenområdet, LFS
Efter at læserbrevet blev skrevet, har Tinytots indgået med overenskomst med FOA og der er aftalt møde mellem LFS, BUPL, SL og Københavns Lærerforening om fælles tiltag mod social dumpning, red.