Debatindlæg i Berlingske Tidende 24.04 2023
Leder af daginstitution på Nørrebro om presset hverdag: Vi har dårligt tid til at gå på toilettet
Vi har desperat forsøgt at finde løsninger, så børn og forældre fortsat kan opleve et højkvalitets dagtilbud.
Jeg har været pædagog i 18 år, det seneste år som pædagogisk leder i en kommunal vuggestue på Nørrebro. I den tid har jeg sammen med mine kolleger oplevet, hvordan vi har kæmpet for at give børnene den bedste hverdag trods årelange forringelser.
Vi har desperat forsøgt at finde løsninger, så børn og forældre fortsat kan opleve et højkvalitets dagtilbud. Vi har effektiviseret, struktureret og organiseret vores dagligdag til hudløshed. Vi har strakt os i en sådan grad, at vi dårligt har tid til at gå på toilettet, eller med god samvittighed kan holde vores 29 minutters pause.
Medarbejdere i daginstitutioner bliver fysisk og psykisk nedslidte, og sygefraværet er eksploderet. Arbejdsmiljøet er i den grad belastet til bristepunktet, og manglen på pædagoger begynder at vise sine udfordringer i en helt anden kaliber end det, vi er vant til. Det bliver vi nødt til at forholde os til – ikke om tre måneder, ikke om seks måneder, men nu.
Vi sidder i et tog og kigger ud på et landskab, der bare bliver grimmere og grimmere. Sådan føles og opleves det, når vi år efter år accepterer, at det pædagogiske fag med hastighed forringes; dårlige arbejdsvilkår, uligeløn og mangel på uddannet personale. Vi ved, at konsekvensen er stor, særligt for børnene, og alligevel venter vi naivt på, at nogen gør noget, så landskabet kan blive pænt.
Så hvornår står vi af toget? Hvornår bliver landskabet for grimt?
Langsomt vænner vi os til det, vi ser, og når landskabet bliver for grimt, lukker vi øjnene og leger, at det ser anderledes ud eller pynter på facaden.
Vi kan ikke fortsat effektivisere og omorganisere os ud af mangel på viden og erfaring. Derfor pynter vi lidt på landskabet og suser videre derudad, selvom kvoten for naivitet for længst er opbrugt, og facaden begynder at krakelere.
Der står ikke fem nye pædagoger i morgen og ringer på vuggestuens dør, så hvem skal tage lille Bertrams forældresamtale, hvem laver handlingsplan på Lise og Konrad, inden de har bidt alle børnene på blå stue? Hvem laver sprogtrappe på Peter, hvem opdager de udsatte børn, hvem forbereder næste uges aktiviteter, så det vel at mærke bliver aktiviteter, der rammer børnenes nærmeste udviklingszone, hvem …?
Vi har mange dygtige og engagerede pædagogmedhjælpere, der hver dag yder deres bedste for at give børnene en god og tryg hverdag fyldt med lege- og læringsmuligheder, men de mangler teoretisk viden og erfaring med små børns tilknytning og udvikling for at kunne forstå og møde barnet, hvor det er.
Vi sparer penge på færre uddannede pædagoger, men pengene har ingen værdi. Tværtimod, så koster det langt flere penge at samle børn op fra perronen. Alt har sin pris.
Vi kan godt prioritere skattelettelser og købe kampfly, men om lidt, når facaden krakelerer, er der afregning ved kasse et, og det er børnene, der betaler prisen. Antallet af børn, der har brug for specialpladser, er støt stigende, og de står på venteliste som aldrig før. Gad vide hvorfor?
I vuggestuen har vi lige nu en medarbejdergruppe, som består af tre pædagoger og 15 medhjælpere til 72 vuggestuebørn (Vi har fire pædagoger på barsel). Det kræver ledelse tæt på. Vi har en pædagog med ledelsesfunktion, der blandt andet tager sig af det administrative arbejde, så jeg som pædagogisk leder får mere tid til det faglige arbejde sammen med medarbejderne og blandt andet kan være deltagende i planlægning, pædagogisk udvikling og de svære forældresamtaler.
Vi forsøger at kvalificere medhjælperne til at tage del i de opgaver, der førhen kun lå hos pædagogerne, men der er grænser for, hvad der er rimeligt at forlange, og hvad der er forventeligt, at en ung medhjælper skal kunne løfte. Arbejdspresset og mængden af pædagogiske opgaver kommer derfor alligevel hurtigt til at ligge hos de få pædagoger og den pædagogiske leder. Mange af de medhjælpere, som vi er nødsaget til at ansætte i stedet for pædagoger, bliver kun i faget kort tid. Børnene kommer til at opleve det som en svingdør med nye voksne ud og ind med gentagne brud på den relation, som ellers var ved at blive opbygget, og det kan skade barnet på sigt.
Vi ser flere og flere institutioner, der står i samme situation, med de samme vilkår og med de samme problematikker. Sammen sidder vi naivt i toget og tænker, at nu kan landskabet da umuligt blive mere grimt, men det kan blive meget mere grimt.
Så stop med at pynte, og lad være med at lukke øjnene, for hvis du ikke kan tåle at se landskabet, så stå af toget. Din kamp er vores kamp, ikke mindst for børnenes skyld.
Marie Rehfeld er pædagogisk leder i en kommunal daginstitution og medlem af almenbestyrelsen i LFS