Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Pressemeddelelse:
26.4.2010
Radikale Venstre siger nej til tvangsspredning af vuggestuebørn
"Det siger sig selv, at vi ikke kan bakke S-SF forslaget op, om at man nu vil til at tvangssprede vores allermindste børn efter etnicitet", siger den radikale gruppeformand og medlem af Børne- og Ungdomsudvalget Manu Sareen. Han er lodret modstander af, at kommunen nu skal fordele vuggestuebørn efter etnisk oprindelse. Og modstander af at de forældre, som vælger ikke at tage mod det "tilbud", så vil ryge bagerst i køen til en vuggestueplads.
"An offer you can't refuse", som Manu Sareen betegner det, inden han remser grundene op til, at S-SF ultimatummet til københavnske forældre bliver uden radikale stemmer.
- Det er mod forældrenes ret til at vælge frit. Og truslen om at ryge bagerst i køen til en anden plads gør det reelt umuligt at sige nej til S-SF's såkaldte tilbud.
- Radikale Venstre er modstander efter at fordele vuggestuebørn efter etniske principper. Vuggestuebørn kan være helt ned til et år. Her er ens sprog ikke er færdigudviklet, så reelt vil det være ens oprindelse, som er afgørende for, hvor barnet placeres.
- Hvor er hensynet til børnene henne i sådan et forslag. Hvor er fx opmærksomheden på, hvor værdifuldt det er med kammerater i ens nære miljø?
- Der kan blive langt til vuggestuen. S og SF lover generøst, at der "kun" bliver op til 4 km., men det er også mere end langt på cykel igennem Københavns morgenmylder.
- S og SF vil integrationen - siger de. Men de risikerer at save den gren over, de selv sidder på. Blot et eksempel: de kvinder med anden etnisk baggrund, man gerne vil integrere. Hvordan skal de ske, hvis de siger nej til kommunens "tilbud", og dermed tvinges til at gå hjemme og passe børn?
"S og SF kalder det et forsøg på integration. Jeg kalder det tvang, som risikerer at skade mere end det gavner - og til en høj pris. Skal vi bare droppe det frie valg og til at fordele de mindste børn efter helt usaglige kriterier. Selvfølgelig ikke", slutter Manu Sareen.
Yderligere kommentarer: Manu Sareen, gruppeformand, 22 64 16 05