15.4.2004 / opdateret juli 2008
Ansættelse af vikarer og g-dage
Der er 3 forhold der virker ind på den anbefaling vi fra LFS vil give til den enkelte institution:
- Lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkår for ansættelsesforhold
- KTOs rammeaftale om deltidsarbejde
- KTOs rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse
Loven om ansættelsesbeviser siger at der skal udstedes ansættelsesbreve enten ved starten af en ansættelse eller senest 4 uger efter ansættelsen. Udstedelse af ansættelsesbreve til vikarer gælder uanset om vedkommende er medlem af en a-kasse eller ej.
KTOs rammeaftaler betyder at en vikar med 8 timer eller mere i gennemsnit pr. uge ved ansættelse i mindst en måned , skal omfattes af bestemmelserne for månedslønnede, herunder bestemmelserne om skriftlig opsigelse.
Institutionerne står altså overfor :
- At vikarer bør have ansættelsesbrev med det samme, og skal have det senest efter 4 uger.
- At vikarer skal fastansættes hvis de i mindst en måned har haft gennemsnitlig 8 timer eller mere pr. uge.
Hvis vikaren er medlem af en a-kasse kompliceres forholdene yderligere af reglerne om udbetaling af g-dag:
- En vikar anses i a-kasselovgivningsmæssig forstand at være ledig hvis vikaren bare tilkaldes efter behov uden at arbejdsgiveren har forpligtet sig udbetaling af et bestemt antal timer via ansættelsesbrev.
- En vikar skal have udbetalt 3 g-dage, når vedkommende er ledig og indenfor de sidste 4 uger har haft mindst 74 timers arbejde hos samme arbejdsgiver (her skal gøres opmærksom på, at der i optællingen af de 74 timer optælles samtlige arbejdstimer hos samme arbejdsgiver og ikke kun i den enkelte institution.
En vikar kan altså have været vikar i en kommunal institution i 40 timer og i en anden i 34 timer indenfor 4 uger og så skal nummer 2 institution udbetale 3 g-dage i tilslutningen til de 34 timer).
Da LFS hverken har interesse i at vikarer fravælges p.g.a. deres a-kassemedlemsskab og dermed udbetalingen af g-dage eller interesse i at institutionernes budgetter belastes unødigt har vi følgende anbefaling til institutionerne vedrørende vikarer:
- Ansæt organiserede vikarer fast i gennemsnitlig mindst 8 timer pr. uge.
- Skriv i ansættelsesbrevet at placeringen af arbejdstiden aftales løbende og at der er en normperiode på 26 uger for vikaren. For vikarer, der ansættes til skiftende arbejdstider gælder, at fridøgnets placering skal være kendt mindst 4 uger i forvejen.
Derudover skal ansættelsesbrevet indeholde de almindelige ting som løn, arbejdssted osv.
- Vurder senest ved udgangen af normperioden om timetallet evt. skal ændres i opadgående retning - og i givet fald - udsted nyt ansættelsesbrev.
- Lav samtidig en frigørelsesattest til vikaren så vedkommende evt. kan få supplerende dagpenge (en frigørelsesattest indebærer arbejdsgiverens accept af at den ansatte kan forlade ansættelsen med dags varsel hvis vikarer får beskæftigelse af større omfang et andet sted). Frigørelsesattesten skal være a-kassen i hænde indenfor de første 2 uger af ansættelsesforholdet, for at vikaren kan få supplerende dagpenge fra første dag i ansættelsesforholdet.
Grænserne for hvornår der skal laves ansættelsesbreve og hvor mange timer den enkelte skal have for at være omfattet af bestemmelserne for månedslønnede taler for at institutionerne fastansætter vikarerne, idet der hermed er mindst mulighed for at komme i klemme enten ved at skulle betale bod for ikke at have udstedt ansættelsesbrev rettidigt (senest efter 4 uger) eller ved unødig udbetaling af g-dage.
Når det ugentlige gennemsnitlige timetal er 8, bør det være uproblematisk for langt størstedelen af institutionerne at fastansætte vikarer, specielt når der laves en meget lang normperiode (LFSs anbefaling 26 uger).
Flere lokalcentre under FAF har indgået lokalaftaler med LFS for afløsningspersonale. Spørg i LFS.
Yderligere oplysninger om reglerne for g-dage og udstedelse af frigørelsesattest kan fås ved henvendelse til a-kassen.
Forretningsudvalget