Kommentar i Information.
Link til artiklen
22. august 2020
Arneudspillet er en fedtet regnearksløsning, der slet ikke står mål med folkets ønsker
Danskerne vil ikke arbejde længere, og derfor er Socialdemokratiets udspil slet ikke omfattende nok. Så længe de stadig støtter forliget om en stigende pensionsalder, vil seniorer frygte, om de kan holde til pensionsdagen, skriver Jan Hoby, næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger, i dette debatindlæg
Regeringens Arneudspil, diverse økonomer og andet godtfolk har i disse dage travlt med pensionsalderen. Argumenterne viser med hårrejsende tydelighed, hvor langt beslutningstagerne er fra befolkningen. Spørgsmålet om den danske pensionsalder er ved at blive et af de bedste eksempler på, hvordan politikerlede bliver uundgåelig – og dermed truer hele det demokratiske system.
For mens flertallet af lønmodtagerne synes, at pensionsalderen allerede er blevet for høj, fortsætter de teoretiske diskussioner i de højere luftlag om, hvordan pensionsalderen påvirker arbejdsudbuddet, og man læner sig blindt op ad en ikkegennemprøvet teori om, at danskernes arbejdsevne forlænges i takt med den forventede levealder.
Socialdemokratiet har forsøgt at berolige de utrygge lønmodtagere med en løsning for Arne. Forslaget er en fedtet omgang, der forslår som et plaster på en brækket ryg. For Mette Frederiksen punkterede på det pressemøde, hvor udspillet blev fremlagt, alle drømme om et værdigt pensionsliv for alle nedslidte i Danmark. Hun slog nemlig fast, at hun står ved Velfærdsforliget fra 2006, hvor det blev besluttet, at folkepensionsalderen skal stige i takt med den forventede gennemsnitlige levealder.
Så hvis nedslidte Arne er født i 1967 og har været på arbejdsmarkedet i 42 år, når han bliver 61, kan han ’gå tidligt fra’, når han fylder 68 i stedet for at fortsætte, til han bliver 69. Det ekstra år, de nedslidte med 42 års anciennitet på arbejdsmarkedet får foræret med den ene hånd, bliver altså snuppet med den anden på grund af Velfærdsforliget. Et forlig, der gik ud på, at pensionsalderen skal stige, indtil danskerne i snit har 14 år og seks måneder tilbage at leve i, når de går på folkepension.
Forliget er præget af den ultimative apparatstankegang, hvor mennesket er reduceret til en maskine, der skal afskrives og kasseres, når det ikke længere yder optimalt.
Også Arneudspillet er en regnearksløsning, hvor hensynet primært er til nationaløkonomien. Argumenter, der bygger på almindelig menneskelig anstændighed, er nærmest fraværende i pensionsdebatten.
Sindssygt at arbejde, til man er 70
Der er ingen fra de bonede gulve, der taler om retten til at have et pensionistliv, mens man stadig har fysik til at kunne passe sit kolonihavehus, sejle en tur i jollen eller tage på den rejse, man har drømt om hele livet.
Det er ingen, der taler om, at den stigende pensionsalder har skabt et arbejdsmarked fyldt med angst og utryghed hos alle seniorer, der frygter for, om de kan holde til pensionsdagen, eller om de bliver syge og fyrede og overgår til meningsløse arbejdsprøvninger og minimale sociale ydelser, der kan koste hele livsopsparingen i form af en beskeden ejerbolig.
Der er heller ingen, der taler om, at det er skrivebordsfolk som selvsamme politikere og økonomer, der får glæde af den forventede stigning i levealderen, som hele Velfærdsforliget bygger på: Der er nemlig en markant forskel på levealder i forhold til, hvad du har beskæftiget dig med på arbejdsmarkedet. Jo højere uddannelse og indtægt, jo længere levealder.
Der er noget andet, som hverken politikere eller økonomer tør tale om: Nemlig atde er på kollisionskurs med størstedelen af befolkningen, og at vælgergrundlaget er direkte uenig med det største lønmodtagerparti, Socialdemokratiet.
Danskerne vil ikke arbejde længere, og rigtig mange danskere erkender også, at de næppe vil være i stand til det. 81 formænd og lokalafdelinger, der repræsenterer 19 forskellige fagforeninger og mere end 325.000 medlemmer,har allerede meldt sig til initiativet 68ErMereEndNok, som vil have politikerne til at standse den stigning, som de vil stemme igennem dette efterår.
Enkelte politikere har med meget lidt held forsøgt at hente omtale og popularitet på at ride med på folkestemningen, men det går som regel helt galt, når man ikke mener det helhjertet.
Som da De Radikales Morten Østergaard pludselig begyndte at tale for en maksimal pensionsalder på 70. Kristian Thulesen Dahl (DF) fulgte med vanlig fornemmelse for folkestemninger trop. Det blev noget af en fuser for begges vedkommende. Både fordi alle ved, at Velfærdsforliget i sin tid var De Radikales hjerteblod, og fordi så godt som alle lønmodtagere synes, at det er en fuldstændig sindssyg tanke at skulle arbejde, til man er 70, hvis man er pædagog, SOSU, vejarbejder, HK’er eller buschauffør.
Så tænk jer om, politikere. Der er mere på spil end de mange lønmodtagere, der længes mod et velfortjent otium. Hele tilliden til det politiske system er truet, når politikerne vælger at ignorere et ønske fra et massivt flertal i befolkningen.
Jan Hoby er næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger, LFS.