Køn kan aldrig stå alene
Tekst: Morten Brunsgaard Bek
Køn i pædagogik. At arbejde med køn som pædagog kræver refleksion over det hele barn, mener konsulent og foredragsholder Ane Kirk. Hun opfordrer til større opmærksomhed i institutionerne, så køn og kønsspecifikke situationer bliver en del af den pædagogiske refleksion – og det hele barn.
Hvad er køn? Det er langt mere end blot den åbenlyse fysiske og psykiske forskelle mellem dreng og pige, som er så fundamental en del af det at være et menneske, det at være en person. Normerne for hvad der hører drenge til, og hvad der hører piger til, er så indgroet i os alle, at det er nemt at stirre sig blind på, hvordan det altid har været. Kønnet er en flydende og variabel størrelse, og påvirkningen af børn kommer fra voksnes brug af ord og handlinger, ikke kun fra børns egne lyster og instinkter.
Ane Kirk arbejder blandt andet som konsulent og oplægsholder med fokus på udvikling og læring, og hun er en del af Foreningen Køn i Pædagogik, der arbejder for at øge opmærksomheden omkring forståelsen af køn i både teori og praksis. I kraft af sit virke som oplægsholder ved hun fra mødet med mange ansatte i institutioner, at fokus på køn stort set ikke spiller en rolle i det pædagogiske fag.
”Det er ikke unikt, at pædagogerne ikke ved noget om køn. Faktisk er det meget logisk, for i Danmark er køn en ureflekteret kategorisering, ikke et fagligt begreb. Pædagogerne ser det ikke – det er banalt, men de lægger ikke mærke til de kønsspecifikke situationer ude i institutionerne. Derfor ser jeg en stor nysgerrighed, når jeg holder oplæg,” fortæller hun.
Pædagoger er usikre på kønsarbejdet
Ifølge hende er mange pædagoger usikre på, hvad de skal gøre i forhold til at arbejde med køn, for det bliver et stort spørgsmål om etik og moral, noget der er svært at gribe an, måske endda lidt for ømtåligt, og de reagerer skarpt. Det problem har man ikke med andre pædagogiske kategorier, fx arbejdet med etnicitet, forklarer Ane Kirk.
Køn er mere end nogensinde før et diffust ord, og vi er langt fra udelukkende at tale om dreng kontra pige, mænd kontra kvinder, altså de klassiske kønsroller. Situationer, man måske ikke umiddelbart opfatter som ’kønnede’, har ofte baggrund i netop køn og kønsroller. Men Ane Kirk opfordrer samtidig til, at man i institutionerne bruger tilgangen, at køn kun er én brik i spillet, ikke en helt ny pædagogisk retning.
”En pædagog fortalte mig om en situation, hvor en pige bliver ekskluderet, hvor hun ikke må være med til at lege i nogle drenges Lego-by. Umiddelbart er det jo fordi, hun er en pige. Men pædagogen spurgte ind til drengenes eksklusion, og situationen viste sig at være opstået, fordi drengene syntes, hun var for lille – og de synes, hun var irriterende. Det er ikke okay at ekskludere hende fra legen, fordi hun er en pige, men det viste sig så at have andre årsager. Kønnet må ikke stå alene, for der vil altid være mange forklaringer,” siger hun og fortsætter: ”og kun hvis man kan forstå alle disse komponenter, opnår man børn, der trives, og børn der løbende udvikler sig.”
Den pædagogiske refleksion, analysen af hvad der sker i en given situation, er kernen til at lære at afkode og forstå situationer som den med den lille pige. I følge Ane Kirk er der meget få fagbegreber, meget få værktøjer, og det er både institutionens og den enkelte pædagogs ansvar at udvikle sig, styrke fagligheden, så køn bliver opfattet som et element på linie med etnicitet og klasse, så det kan bruges i refleksionen over generelle pædagogiske metoder og værktøjer. Det er ikke politisk initiativ i forhold til institutionerne, der skal til, men i højere grad på det uddannelsesmæssige område. Hun glæder sig derfor over tilføjelsen af modulet ’køn, seksualitet og mangfoldighed’ på professionshøjskolernes pædagoguddannelser.
Social eller biologisk sammenhæng
Spørgsmålet er uden tvivl det mest stillede, om det så er i den faglige debat eller i forskning omkring køn: handler køn om arv, eller er det miljø? Ane Kirk slår fast, at det vigtige at fastslå i debatten ikke er, om kønnenes udvikling afhænger af noget socialt konstrueret eller vores biologi, men at vi alle, børn som voksne, er forskellige – uanset køn – og at vi er påvirkelige.
I stedet for at diskutere hvor kønnet og kønsrollerne stammer fra, mener hun, at man skal se på, om et barn bliver stimuleret og får udviklet sine kompetencer uden at møde modstand. Det er desværre muligt, at et barn bliver holdt nede, fordi aktiviteter eller situationer er kønsligt betingede – en mandlig pædagog der råber ”kom så drenge!”, når han inviterer en gruppe børn til at spille fodbold eller klatre i træer, kan få en pige til helt at holde sig væk. En pædagogs rolle for kønnets udvikling spiller i den grad en stor rolle. Alene i kraft af helt simple ord og almindelige handlinger.
Det kan være en udfordring at se, hvorfor køn bør være så stærkt i fokus, når det, sat på spidsen, kun påvirker et enkelt barn hist og her. Ane Kirk kommer her med forklaringen på, hvorfor det er vigtigt at se på børnene som en dynamisk gruppe, som bliver påvirket af, hvordan pædagogerne håndterer køn og kønnets rolle.
”Fokus på køn i daginstitutionerne spiller en stor rolle for, hvordan barnet klarer sig videre i livet. Børn skal kunne samarbejde på tværs af dreng/pige, i skolen og i samfundet, og hvis man som pædagog ikke er bevidst om, at der er række stereotyper, der skal modarbejdes, så kan man gøre det sværere for barnet videre i livet,” slutter Ane Kirk. •