Døve er ikke ’fikset’

Af Jon Arskog

Konference. Døve er i dag rigtig godt hjulpet af tidlig screening og teknologi. Men de hører stadig ikke 100 procent og det giver udfordringer i et traditionelt skolemiljø. Det fremgik af Langelinieskolens konference om fremtidens læringsmiljø for døve børn og unge i begyndelsen af december.

Hverdagen for døve har ændret sig markant over de sidste 20 år. Høreapparaterne er blevet mindre og bedre, og screening af nyfødte og efterfølgende tidlig indoperation af de såkaldte cochlear (indre øre) implantater, CI, gør, at døve børn ikke bare kan høre lyde, men også at de kan udvikle et sprog og kan kommunikere næsten på lige fod med deres omgivelser.

Men der er stadig problemer med de døves muligheder for at opfange alt i et lokale.

Øret er et meget komplekst organ og er der stor forskel på graden af døvhed, ligesom der er stor forskel på, hvor godt hjulpet man er af teknologien.

I en tid med en inklusionsdagsorden i skolen er det derfor relevant at spørge om børn og unge der lever med et hørehandicap i dag får det fulde udbytte af undervisningen, og om de i virkelighedens skolemiljøer er så godt hjulpet, som man tror.

Det var netop emnet for en konference i Vartov om fremtidens læringsmiljø til børn og unge i begyndelsen af december. Konferencen var arrangeret af Langelinieskolen, der for et par år siden fi k sammenlagt sin almenskole med specialskoleafdelingen for døve. I dag går de fleste døve i almenskolen og elevtallet i specialafdelingen ved at nærme
sig lukningstruet.

Henved 100 fagpersoner, der blandt andet arbejder med døve børn deltog i konferencen, der samlede viden på området og skabte erfaringsudveksling og diskussion – også med forældreorganisationer og politikere.

Ikke alle frekvenser opfanges

Væsentlig viden om, hvad høretab rent fysisk er og hvad det teknologiske tilbud gør og kan, bidrog Ture D. Andersen, der er overlæge ved Syddansk Universitets Hospital og lektor ved Syddansk Universitet, med.

Dels er der frekvenser, som hverken høreapparater eller implantater kan opfange og hjælpe øret med at ’oversætte’, dels er der udfordringer ved mange støjkilder og baggrundsstøj, som f.eks. hvis der er mange i et lokale, der snakker samtidig, eller hvis akustikken i et rum er dårlig. Her må den døve forlade sig en del på mundaflæsning, eller simpelthen give op, fortalte han.

Ifølge Ture D. Andersen har en CI-implanteret en god forståelse af, hvad der bliver sagt indenfor en radius af 1 til 3 meter, men det er vel at mærke kun, hvis der ingen baggrundsstøj er.

”Høreapparater og CI-implantater kan fint kompensere for høretab, men det har ikke en frekvensanalyseevne. Derfor hvis der er flere lydkilder og en dårlig akustik, så er der et
problem. Det stiller specifikke krav til rummenes indretning og til graden af baggrundsstøj,” konstaterede han og påpegede i øvrigt, at det kræver stor koncentration at følge med i undervisningen og at der i takt med, at trætheden ved den øgede koncentration indfinder sig, helt indlysende vil være mindre udbytte af undervisningen.

Han anbefaler derfor, at undervisere og beslutningstagere på området opnår kendskab til de krav, der er til selv optimalt behandlede hørehandicappede børn, og at der er mulighed for teleslynge i undervisningslokalerne, der i øvrigt skal have acceptable akustiske forhold.

Teenagere med høretab har problemer

Sue Archbold er helt enig i, at der er en teknisk side af problemet, der er med til at løse problemet. Hun har siden de første CI-implantationer i slutfirserne undervist og beskæftiget sig med CI-implanterede børn i England. Hun har siden fået en doktorgrad fra Universitetet i Nijmegen for forskning i uddannelse af døve. I dag forsker leder hun organisationen The Ear Foundation, som formidler forskning i døve og støtter døve og deres familier i at skabe de optimale vilkår i hverdagen.

På konferencen fortalte hun om organisationens forskningsresultater:

”Man må sige, at vilkårene for døve i dag er ændret. Man screener spædbørn og CI-implanterer allerede ved 9 måneders alderen. Børnene vokser op og får et talesprog. Det ved vi. Og her taler vi om alle grader af døvhed. Hvis man er implanteret før man er fyldt fem år, viser forskningen, at man kan læse indenfor normalområdet som 8-9-årig. Men foretager man den samme test på 15-16 årige, vil der desværre være store forskelle,” fortalte hun.

Hun konstaterede, at ”Ordforrådet er fint, men de underliggende  kommunikationsmønstre giver problemer.

”Når de kommer op i de ældre klasser og skal til at have gruppearbejde og sociale sammenspil opstår problemet. Og lærerne er ikke opmærksomme på det. Jeg tror virkelig ikke, at den indvirkning et hørehandicap har på et menneske eller et barn anerkendes. Læreren siger i en misforstået omsorg, at den døve bare skal spørge, hvis der er noget de ikke forstår. Men man ved jo ikke, hvad man ikke ved og hvad man ikke har hørt. Og som hørehandicappet hører du ikke alt. Så det er et langsigtet samarbejde der skal til mellem forældre og skole, hvor skolen også anerkender, at hørehandicappede ikke har de samme behov som f.eks. for tidligt fødte eller børn med ADHD.”

”Vi må kigge på kommunikationen med andre øjne og konstatere, at der er forskellige behov til forskellige børn. 
Behovet varierer fra undervisningslokale til undervisningslokale og fra situation til situation,” sagde Sue Archbold.

Hun er tilhænger af at inkludere de døve i den ordinære skole, men peger på vigtigheden af at bevare en fagekspertise på området og at der er fagpersoner på skolen, der kan tage sig af børn med specielle behov og som forstår at gøre det.

”Man skal sikre sig at døvelærerne ikke forsvinder og at ekspertisen fortsat er up to date. For vi kan ikke klare os uden den,” sagde hun.

Inklusion er en holdning – ikke et sted

Under den efterfølgende paneldebat kom mange frustrationer til udtryk.

Forældre, pædagoger og fagpersoner oplever, at børnene, når de kommer op i teenageårene får sociale problemer, fordi de ikke længer inkluderes i de sociale fællesskaber.

Blandt andet fra Berit Stelmark Sørensen fra Langelinieskolen:

”Det er vigtigt at bevare viden om børn og unge med høretab. Jeg er bekymret: Døvegruppen bliver mindre og det betyder at ekspertgruppen forsvinder. Et andet aspekt
er også, at døve unge, når de bliver teenagere og ikke længere inkluderes på lige vilkår. Det skal læreren forstå. Det er vigtigt, når de bliver teenagere og begynder at udvikle deres sociale kompetencer, men hvor de ender med at trække sig,” siger hun og erkender, at det er hårdt at være lærer i dag for, hvordan hjælper man dem med de sociale kompetencer?

”Der er så mange ting lærere skal have styr på i dag. ADHD, Asperger, andre diagnoser og andre børn. Hvis de døve opfatter, at de har et problem og selv gør opmærksom på det, så får de det da. Desværre er det ikke altid, at det døve barn opfatter det. Og med hensyn til teknik, så er det fint med teknik, men de skal også have fokus på sociale kompetencer.”

Blandt forældre er der frustrationer over, at der ofte skiftes lærer og at der hvert år skal startes forfra på forholdet til læreren.

Tanja Pihl Sandager fra Decibel, landsforeningen for børn og unge med høretab, der blandt støtter døve børn og deres familier med relationen til deres skole, mener ikke, at man skal se på alle døve børn i skolen, som problemramte.
Problemet er, at det er ’enten eller’:

”Der er pt. to kasser at putte børnene i: De ”fiksede” og dem der har behov for specialtilbud. Der skal politikerne vågne op og finde nogle mellemløsninger. Der er mange grader af det, at være døv,” sagde hun.

Til hele debatten om, hvorvidt de døve børn reelt bliver inkluderet i folkeskolen, konstaterede Sue Archbold: ”Inklusion er en holdning – ikke et sted.”