Pædagogen i fortællingen om skabelsen, historien og skæbnen

Vi bliver glade, når et barn tilsidesætter sig selv og hjælper en kammerat. Vi nikker anerkendende til nogle unges musikalske kreativitet. Vi bliver vrede, når børns fritidsaktiviteter i vore dages konkurrencestat skal underordne sig skolens læringsmål. Når vi bliver glade, anerkendende eller vrede, er det, fordi vi har spundet holdningerne til hjælpsomhed, kreativitet og politik ind i en større ofte noget svævende og ufuldendt historie, der giver mening i vores liv og virke.

Tekst: Per Bregengaard

Biblen var engang rammen om mange menneskers store fortælling. Tilværelsens mange spørgsmål og problemer blev fortolket ud fra denne og gjort meningsfulde. Man ville være en god kristen. Det er et fælles træk ved denne og andre store fortællinger, at de er organiseret i en beretning om skabelsen, historien og skæbnen.

Skæbnen handler om det, vi er skabt til, og det historien har ledt frem mod. Skæbnen handler om de magter og kræfter, der styrer vores verden. Skæbnen fremstår traditionelt som bestemt på forhånd. Den fratager mennesket indflydelse. Men i den fortælling, jeg ønsker, er skæbnen ikke styret af en blind kraft og heller ikke en kraft, jeg er uden andel i, selvom jeg ikke er herre over den. Skabelsen og den historiske`udvikling er til hver en tid medbestemmende for mit lod i tilværelsen. Det er jeg bevidst om.

Denne historiske bevidsthed betyder, at vi ikke kan kassere vores skæbne. Vi må undersøge den. Vi må give os i kast med den ud fra vores forestillinger om tiden, vi lever i, og den fremtid, der tegner sig. Det er en umulig og halsbrækkende opgave at formulere en aktuel fortælling om skabelsen, historien og skæbnen. Alligevel er det værd at gøre forsøget, der her begrænser sig til nogle nedslag, som kan have relevans for en pædagogs arbejde og identitet, og hvor udgangspunktet er de indledende sætninger i manchetten.

Skabelsen af hjælpsomhed

Det var samfundet, der skabte mennesket, mere end mennesket, der skabte samfundet. Det er en pointe. Samfundets oprindelse må sandsynligvis søges i flere forhold. Mange af dem bygger på og giver rum for hjælpsomhed.

Det er normalt for alle mennesker at spise sammen med andre. At forløberne for mennesket får frigjort forlemmerne til at bære bidrag til fælles måltider, er vigtigt for udviklingen af en fælles forsørgelse af en gruppe eller flok.

At hannerne bidrager til mere end deres egen fødeforsyning, skaber muligheden for en lang barndom uden at øge afstanden mellem hunnernes fødsler. Menneskelinjens lange
barndom betyder, at en meget ufuldstændig nyfødt med årene kan udvikle sig til et intelligent, fleksibelt og multifunktionelt væsen, om end også før-mennesket et stykke tilbage i evolutionen hele livet igennem vil være ufuldendt. På mange måder er mennesket og dets forløbere den evige dyreunge.

Fællesskaber omkring en gruppes forsørgelse er samfunds-dannende. At flokkene kommer til at fungere med flere voksne hanner og i samklang hermed, at hunnerne afvikler en synlig brunstperiode og bliver dejlige til hverdag, kan være et andet element i udviklingen af tættere og især mere avancerede sociale strukturer i en flok.

Den arvemæssigt betingede skabelse af et nuanceret sprog befordrer kompleksiteten, styrker konflikthåndteringen og sammenhængskraften i samfundet. Sproget supplerer abernes sociale pelspleje og andre ”kærtegn”. En snak fungerer mellem to mennesker, men i modsætning til den sociale pelspleje også i en gruppe.

Formidlingen af viden om fødekilder har en god støtte i sproget. At kunne abe efter er fint, men et sprog er et rigtigt godt supplement i den forlængede barndoms læreprocesser. 
Man lærer at skaffe føde, anvende og fremstille primitive redskaber. Og frem for alt, man tilegner sig de genetisk betingede, men samfundsskabte normer og sociale strukturer.
Med udviklingen af sproget opstår de fælles fortællinger, der bærer normerne og de sociale strukturer, fordi sproget former vore tanker og gør os i stand til at reflektere. Vi stimulerer hjælpsomhed og glæder os over den.

Det grundlæggende behov for anerkendelse

Samfundet skaber, og gennem sproget formulerer vi efterhånden, en klar jeg-opfattelse og identitet i forhold til andre mennesker. Jeg’et kommer til at eksistere i kraft af, at vi gennem sprog og billeder danner os klarere og mere langsigtede forestillinger om fremtiden end noget andet dyr og derfor kan vælge blandt talrige muligheder. Et ”jeg vil” er både fremtidsform og et udtryk for vilje. Vi er således i vore handlinger mindre ”programmerede” af instinkter og betingede reflekser end noget andet dyr.

Jeg-opfattelsen og identiteten supplerer flokinstinktets lyst til at søge og være sammen med artsfæller med et samfundsdannende meget menneskeligt behov for anerkendelse. Behovet for anerkendelse regulerer andre lyster, der isoleret set kan være nyttige for den enkelte, men på den anden side er samfundsskadelige. Man kan have lyst til at stjæle, men…

Behovet for anerkendelse gør, at vi kan være selvkritiske og formulere sider af os selv, vi bryder os mindre om. Behovet for anerkendelse kan i senere historiske perioder markere sig som jagten efter prestige og status. Det er i vore dage populært at tale om menneskets umættelige egoistiske behov og umådelige grådighed, men det dækker over samfundsformer, hvor magtdemonstrationer, et umådeholdent luksusforbrug, pomp og pragt kan give anerkendelse i de små og store samfund, den enkelte er en del af. I andre samfund og eventuelle delsamfund er det den næstekærlige delen ud, der mere entydigt behersker den måde, mennesket får anerkendelse på.

Har liberalisterne ret?

Det liberalistiske eller kapitalistiske økonomiske systems første store økonom eller måske rettere filosof var Adam Smith (1723-1790).

Adam Smith når frem til, at egennytten eller egoismen er ledetråden for, hvad vi afviser og accepterer. Her finder han tilskyndelsen til, at mennesker bytter, sælger og køber varer og arbejdskraft til markedsprisen eller afholder sig fra det, hvis det ikke er til de handlendes gensidige fordel. Egoismen bliver således en naturlig samfundsmæssig dyd. Han argumenterer derefter for, at forfølgelsen af egne interesser gennem de gensidige fordele ved at handle vil skabe den størst mulige velstand. Og størst mulig velstand er en almen eller fælles interesse.

Det store spørgsmål er, om Adam Smith finder sandheden om menneskets natur. Eller om han i virkeligheden finder den måde, den dengang mere og mere kapitalistiske markeds-økonomi fungerer på og naturligt sætter sit præg på mennesket, der får succes, hvis det forstår og følger markedsøkonomiens mekanismer.

Gør det sidste sig gældende, kan man sige, at den borgerlige økonomiske videnskab i sin opfattelse af mennesket og det økonomiske system forvandler sig til en ideologi, der sætter sit umiskendelige præg på den videre historie.

Vores skæbne

Vor tid, vores skæbne er præget af det kapitalistiske økonomiske systems historie. Liberalismen i form af neoliberalismen og dens ideologi, New Public Management trænger i disse år langt ind i den offentlige sektor.

Samfundsborgerne betragtes ikke længere utvetydigt som en del af en demokratisk styret velfærdsstat, men bliver gjort til forbrugere af de ydelser, den offentlige sektor producerer.
Stat, regioner og kommuner gør ydelserne til varer, der kan måles og vejes. Følgen er, at de offentligt ansatte får mindre rum til at være professionelle varetagere af fællesskabets opgaver.

Tendensen er, at pædagogerne ikke på samme måde som tidligere er en del af et overordnet kollegialt fællesskab, der definerer det pædagogiske arbejde i overensstemmelse med traditionen, fornemmelser for borgernes ønsker, viden om barnets eller den unges behov og nogle politiske værdier.
Det pædagogiske arbejde er ved at blive mere fabriksagtigt på den måde, at det er en fremmed kontrollerende hånd, der tager fat i styringen og bestemmer over arbejdet. Magten ligger hos lederne i de øverste lag af bureaukratiet. Professionens magt mindskes.

Liberalismen er imidlertid ikke alene om, at definere vores skæbne. Den har også andre historiske rødder.

Velfærdsstaten bliver først og fremmest skabt gennem arbejderbevægelsens kamp mod nogle af følgerne af det økonomiske system. Velfærdsstaten skal drage omsorg for de, som ikke endnu, ikke for tiden eller ikke længere er lønsomme.

Men er velfærdsstaten ved at skifte karakter til en konkurrencestat, der først og fremmest har fokus på at skabe de bedst mulige rammevilkår for erhvervslivet? Pædagogens arbejde bliver f.eks. i stigende grad underlagt den skoledags-orden, der handler om at kvalificere arbejdskraft.

’68-revolutionen

’68-revolutionens syn på den opvoksende generation er meget anderledes.

Allerede filosoffen Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) taler om børns naturlige udvikling. Hans kritik af civilisationens fordærvende indflydelse på det fra naturens hånd gode menneske handler også om barndommen. Det uspolerede barn er som ”den ædle vilde”, og ”den ædle vilde” ligner måske det uspolerede barn. Der er derfor siden oplysningstiden i 1700-tallet en lang tradition for en barnecentreret opdragelse, der søger at antaste de fremherskende autoritære former for pædagogik og opdragelsesidealer.

Den barnecentrerede pædagogik bygger ikke nødvendigvis på ideen om en naturlig udvikling. For nogle står realiseringen af ’68-revolutionens samfundsidealer i centrum. Men uanset begrundelsen står den barnecentrerede pædagogik i skarp modsætning til den autoritære opdragelsesform. Den bygger især på straf og angst i arbejdet på at få barnet tilpasset samfundets og familiens krav.

’68-pædagogikken inddrager børnenes behov. Børn skal have en god barndom. Straf og angst blokerer udvikling og læreprocesser. Skæld ud – eller i det mindste for megen skælden ud – er skadelig.

’68-pædagogikken er langt mere anerkendende. Den bygger på børns nysgerrighed og appellerer til deres kreativitet og ansvarsfølelse. Man skal være solidarisk og kunne samarbejde. Man konkurrerer ikke mod de andre, for alle skal have små sejre. Demokrati og et kritisk og selvstændigt syn på tingene skal fremmes allerede fra barnsben.

Pædagogens store fortælling

Det er vores skæbne at forholde os aktivt til fænomener som hjælpsomhed og anerkendelse, neoliberalisme og New Public Management, velfærdsstat og konkurrencestat samt ånden fra ’68-revolutionen.

Historien handler umiddelbart om det, som er sket i fortiden.
Historie kan opleves som noget støvet og uvedkommende.
Nogle bliver fanget af spændende og forunderlige fortællinger om dengang. Men først og fremmest er historien, noget vi tænker med og giver os mening i tingene. Vi fortolker fortiden med perspektiver for samtid og fremtid.

Fædrelandsfortællingen om vores kamp mod fremmede magter, giver mening for nogle. Arbejderbevægelsens historie om solidariteten og udviklingen af en velfærdsstat giver mening for andre. Fortællingerne fra vores fag og om vor gerning opleves som meningsfulde af mange. Historierne giver os en identitet som dansker, lønarbejder og pædagog.

Den identitetsskabende, meningsfulde store fortælling, vi mere eller mindre bevidst er bærere af, bidrager til, at vi kan forstå, det der sker, forholde os til det, og sætte os mål i tilværelsen. Hvad vil vi gerne yde et bidrag til?

At give sig i kast med sin skæbne handler nogle gange om at fortsætte et værdifuldt arbejde, at gøre det sædvanlige og følge en kurs. Andre gange betyder det, at vi helst velovervejede vover at være grænseoverskridende.

Vores fælles til dels selvvalgte lod i tilværelsen er bl.a. at være pædagog. Vort pædagogiske virke er vel dybest set båret af et ønske om at videregive det, som er os selv, til de kommende generationer. At være pædagog er at have noget at bidrage med. At kunne forsvare sin pædagogiske praksis betyder, at man kan begrunde den.

Det pædagogiske virke kan inspireret af den spanske filosof Fernando Saverter sammenlignes med skabelsen af et fælles kunstværk. Vi er med til at forme levende mennesker i stedet for at skrive på papir eller hugge i marmor. Vi dør til sin tid lidt mindre, når vore livsanskuelser og fagpolitiske dannelse sætter sit præg på de næste generationer.