Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
FOA-pressemeddelelse 10.10.2013:
Hul i loven forhindrer erstatning ved vold
Offentligt ansatte, der bliver udsat for vold på deres arbejde, kan næsten aldrig få fuld erstatning. Kommunerne må nemlig ikke tegne forsikringer, der kan dække. Det er dagsorden på en høring, som Socialpædagogerne, FOA og FTF afholder på Christiansborg i dag.
Kommunerne tegner forsikringer for deres biler, som kan dække, hvis bilen er involveret i en trafikulykke eller udsat for hærværk. Men bliver en sosu-assistent eller en socialpædagog slået ned af en dement eller psykisk syg borger, så er der ingen forsikring, der kan dække tabt arbejdsfortjeneste, ekstra behandling og svie og smerte. Der er hul i lovgivningen, mener FOA og SL.
”Det er helt uacceptabelt, at kommunernes biler er bedre stillet end de medarbejdere, der kører rundt i dem. Medarbejdere, der bliver udsat for vold på deres arbejde, skal naturligvis have fuld erstatning. Og det kan de få, hvis blot kommunerne tegner en forsikring, der dækker alle borgere, der ikke har en ansvarsforsikring,” siger Dennis Kristensen, formand for FOA.
Som reglerne er nu, er sosu-assistenten og socialpædagogen nødt til at anmelde den demente eller den psykisk syge til politiet.
”De manglende forsikringer betyder, at de ansatte er tvunget til at involvere politi og retsvæsen, og føre sag imod dem, som de normalt er ansat til at tage sig af. Det er en ulykkelig situation for alle, og uacceptabelt, at man som ansat ikke kan gå på arbejde, og vide sig sikker på, at man er dækket af en forsikring,” siger Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne.
FOA, SL og FTF ønsker med høringen at gøre opmærksom på det hul, der er i lovgivningen og at rejse forskellige løsningsmodeller.
Høringen ”offerets svære vej til erstatning” finder sted i dag fra kl. 9 til 13 i Fællessalen på Christiansborg.