Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Referat fra LFS’ ordinære repræsentantskabsmøde
den 16. og 17. november 2012 på LO-Skolen, Helsingør
Velkomst
Britt Petersen bød velkommen til alle, både delegerede og gæster. Britt udtrykte håbet om, at det ville blive to konstruktive dage, selvom der selvfølgelig ville være uenigheder. Britt var sikker på, at disse uenigheder ville blive diskuteret på et konstruktivt niveau.
1. Valg af dirigenter
På hovedbestyrelsens vegne indstillede Britt Petersen, at Ingvar Thomsen og Sidsel Boertmann Brüel blev valgt som dirigenter.
Ingvar Thomsen og Sidsel Boertmann Brüel blev valgt som dirigenter uden modkandidater.
Dirigenterne konstaterede herefter repræsentantskabsmødets lovlige indvarsling, idet indkaldelsen var sendt fra LFS den 9.10.2012 og dagsordenen var udsendt den 24.10.2012.
Repræsentantskabet erklærede repræsentantskabsmødet lovligt indvarslet.
2. Navneopråb
Dirigenterne foretog navneopråb. Der var følgende ændringer i forhold til den udleverede deltagerliste:
Almenområdet: Jimmy Munch – afbud, Annemarie Nielsen – afbud.
3. Godkendelse af forretningsordenen
Forretningsordenen blev enstemmigt godkendt.
4. Godkendelse af dagsordenen
Repræsentantskabet havde ingen bemærkninger til dagsordenen.
5. Valg af stemmeudvalg
Stemmeudvalget har funktion i hele repræsentantskabsperioden.
Hovedbestyrelsen indstillede følgende til stemmeudvalget:
- Pia Ludvigsen
- Anni Dupont Mathiesen
- Kirsten Rosendal Hansen.
Ovennævnte blev valgt uden modkandidater.
6. Valg til repræsentantskabsudvalg – kun til repræsentant skabsmødets forhandlinger
Udvalgets opgave er at samordne de forskellige forslag for at lette repræsentantskabsmødets forhandlinger.
Hovedbestyrelsen indstillede følgende til repræsentantskabsudvalget:
- Britt Petersen
- Jan Hoby
- Thomas Enghausen
- Lisbeth Waidtløw
- Marianne Rosell
Ovennævnte blev valgt uden modkandidater.
7. Beretning
Den udsendte skriftlige beretning blev af Britt Petersen suppleret med en mundtlig beretning, der efterfølgende blev udleveret på skrift.
Debat om Beretning og Fremtidigt arbejde
Olaf Christensen supplerede med nogle bemærkninger om arbejdsmiljø med eksempler på, hvilke konsekvenser et dårligt arbejdsmiljø medfører.
I Børne- og Ungeforvaltningen har man et storstilet arbejdsmiljøprojekt, nemlig Pionerprojektet, som omfatter 80 institutioner og 20 kontrolinstitutioner. Projektet går ud på, at 64 institutioner med lav trivsel og højt sygefravær skal lære af 16 institutioner med høj trivsel og lavt sygefravær. Projektets mål er at forbedre arbejdsmiljøet, øge trivselen, øge oplevelsen af kvaliteten af kerneopgaven, sænke sygefraværet og forankre læringen i trio-samarbejdet. Projektet er kommet rigtig godt i vej. Man kan følge med i projektet på BUF’s hjemmeside ”Mit BUF kk.dk”.
I Socialforvaltningens område vil vore medlemmer forhåbentlig få meget ud af den nye voldspolitik, som Københavns kommune vedtog i 2011. Der er tale om en overordnet politik for forebyggelse af vold, trusler om vold, mobning og chikane. Det er en rigtig god politik, fordi den er meget konkret og handlingsorienteret.
Alle forvaltninger på alle niveauer i kommunen skal i perioden 2011-2013 kortlægge omfang og lave handleplaner for, hvordan de vil nedbringe og forebygge vold, mobning og chikane. I 2013 skal indsatsen evalueres.
I den nye politik er det endelig lykkedes at få adskilt diskussionen om politianmeldelser fra diskussionen om pædagogiske og plejehensyn til skadevolder. Fremover vil det være sådan, at er der tale om vold skal det politianmeldes og det er lederen, der skal anmelde til politiet.
Efter 2 kongresvedtagelser i FOA har vi endelig fået igangsat en udredning af hvilke konsekvenser, både menneskelige og økonomiske, markedstænkningen New Public Management har og kan have på arbejdsmiljøet.
Det er også lykkedes for os at få professionsstrategierne inddraget som mulige konsekvenser af New Public Management. Vi har haft stor indflydelse på udformningen af projektet. Udredningen foretages af RUC, og rapporten vil ligge klar i starten af det nye år.
Derudover har FOA’s hovedbestyrelse vedtaget et spændende arbejdsmiljøprojekt, som skal munde ud i et arbejdsmiljøregnskab. Der er tale om at oversætte og simplificere tidligere arbejdsmiljøregnskaber til et konkret værktøj, så den enkelte arbejdsplads og afdeling skal kunne beregne konsekvenserne af nedskæringer og dårligt arbejdsmiljø. Arbejdet forventes færdiggjort senest foråret 2013.
Det sidste Olaf nævnte var, at regeringen ville vedtage at sidestille det psykiske arbejdsmiljø med det fysiske arbejdsmiljø i arbejdsmiljølovgivningen. I første omgang er der reelt kun tale om en omkostningsneutral administrativ forbedring af arbejdstilsynets muligheder for hurtigt at kunne give påbud vedr. psykisk arbejdsmiljø.
Marianne Rosell er formand for Dagplejerne, og hun supplerede med yderligere beretning om Dagplejen.
Udover København dækker dagplejen 18 kommuner og i de 18 kommuner er der dagplejen, dagplejepædagogerne og lederne. Der er ligeledes nogle konsulenter i det gamle amt.
Dagplejen har i denne repræsentantskabsperiode været under et voldsomt politisk pres. Det netop i en tid, hvor dagplejen endelig har fået forskernes - bl.a. af børne- og uddannelsesministeriet task force - ord og anerkendelse for, at det er et dagtilbud af høj faglighed. På landsplan er hele dagplejeafdelinger blevet nedlagt.
I de kommuner, som er organiseret i LFS, er der en del, der er berørte. Der er store nedskæringer i kroner og ører, og der er strukturelle forandringer og privatiseringer. Det betyder ansættelsesstop, fyringer af dagplejere og dagplejepædagoger. Det betyder, at dagplejeledelse lægges ud til institutionerne, således at en områdeleder af institionsområdet også bliver leder af dagplejen. Der har været tale om tilsyn udført af pædagoger, som arbejder i institutioner.
I Ballerup kommune nedlægges 14 dagplejere, hvilket vil sige, at der nu kun er 22 dagplejere tilbage i Ballerup.
Dette rammer naturligvis nok også dagplejepædagog-normeringen. Der skal ske fyringer, og der skal skæres i timetallet. Det ser dog ud til, at man beholder den selvstændige dagplejeledelse lidt endnu. I Ballerup vil man oprette gæstehus, så de resterende dagplejere skal have 4 børn hver, i dag har de 3 børn og x antal gæstebørn. Forældrebestyrelsen har sammen med tillidsrepræsentanterne kæmpet indædt for bevarelse af det velkvalificerede dagtilbud, som dagplejen er i dag. Men der bygges rigtig mange daginstitutioner i kommunen, og de er svære at fylde op, primært på grund af det faldende børnetal.
Privatisering af børnepasning er den løsning, politikere tyr til, når budgetterne skal strikkes sammen. Marianne mener, at det bliver dyrere på den lange bane, og hun er stærk modstander af børnepasning som en forretning med et sugerør langt nede i den offentlige kasse.
En kommunal dagplejer er ikke bare en uuddannet arbejdskraft uden faglig kompetence og viden, der passer børn. Det er en holdning, som er gammeldags og uden bund i virkeligheden. En dagplejer skal have mange kompetencer, som de får oparbejdet ved erfaring, sparring med dagpleje-pædagogerne og kontinuerlig relevant uddannelse.
Uddannelse, som gør, at man hele tiden er i personlig udvikling og opdateres indenfor den nyeste viden om børn. Man skal indgå i et tæt og udviklende samarbejde med kollegerne, dagplejepædagogerne og forældrene. En selvstændig privat dagpleje har ikke nogen pædagogisk forpligtelse. Hun skal blot overholde lov om dagtilbud. Dog er der kommuner i regionen, som stiller krav til de private dagplejere, som går ud over mindste fælles-nævner. Der er heldigvis nogle af kommunerne, hvor der ligefrem søges efter dagplejere, og i København kører de i øjeblikket en kampagne under navnet ”Ro til at gro” for at skaffe børn til den kommunale dagpleje.
Marianne sluttede med at spørge, hvor man tilgodeser de børn, der har svært ved at klare sig i institutionerne, hvis ikke der findes dagpleje og basisdagpleje, og hvordan kan LFS arbejde for at bevare dagplejen?
Katia Dahl Bøgvad er formand for almen ledersektionen og er klyngeleder i indre by. Velfærdssamfundet er under hastig forandring. Vækst er et centralt mål i den politiske debat. Innovation, effektivisering, kvalitet, produktivitet og tillid og ledelse er de centrale dagsordenemner – også i Københavns kommune. Katia mener, at uden at skamme os eller virke alt for selvfede, kan man godt give LFS et velfortjent skulderklap for at have sat et vedholdende og markant fingeraftryk, så vækstdagsordenen har fået velfærdspolitisk, demokratisk og solidarisk udtryk.
Som det beskrives meget fint i hovedbestyrelsens beretning, så har klyngestrukturen udfordret den traditionelle institutionsstruktur. En kultur, der gennem rigtig mange år, har været præget af høj grad af decentralisering, selvforvaltning og pædagogisk og ledelsesmæssig autonomi.
En institutionsstruktur og –kultur, der byggede på samarbejde mellem personale, institutionsledelse og forældrebestyrelse. Da det så blev en virkelighed, at den kommunale institutions- og ledelsesstruktur skulle igennem en så radikal organisatorisk forandring, så kunne både ledere, pædagogiske medarbejdere og forældre se en interesse i fortsat at kunne se sig selv i den nye klyngeledelse og organisationsstruktur.
Netop derfor havde det også stor betydning for udrulningsprocessen, at det klart og tydeligt af både LFS og Børn- og Ungeborgmesteren blev præciseret, at nærhed, kontinuitet, sagligt medblik, demokratisk involvering og tryghed skulle fortsætte som bærende pricnipper i det daglige pædagogiske arbejde i den enkelte institution. Målet om at skabe en samlet ledelsesinformation fra klyngelederniveau og til det politiske niveau var ikke kun BUF’s men var også et almenledersektionsmål.
Dette uden det sædvanlige forvaltningsmæssige filter og kontrol. Klyngelederne bør og skal være bindeleddet mellem den økonomiske og politiske kommunikation top/down og den pædagogiske kommunikation buttom up.
Det er ikke nogen hemmelighed, at de kommunale institutionsledere gennem flere år har ønsket at kunne påvirke det politiske system gennem en direkte dialog med politikerne. Målet er ikke nået endnu, men der arbejdes videre på det.
Den seneste leder-APV viser desværre et underskud. Det påhviler derfor forvaltningen et stort medansvar at få rettet op på den sociale kapital og sikre lederne og medarbejderne medindflydelse, medbestemmelse og medansvar i forandringsprocessen. Når der skal rettes op på ledernes og medarbejdernes psykiske arbejdsmiljø bliver det nødvendigt at fjerne al unødig kontrol, bureaukrati, at få skabt bedre vilkår eller måske snarere et tydeligt tillidsfuldt ledelsesrum for varetagelsen af en kontekstbestemt ledelse i de forskellige ledelsesniveauer.
Det gælder både forhold til tid og kompetence, til ledelsesopgaverne, triosamarbejdet og medarbejdernes faglige medblik og udvikling. Unødig kontrol skal erstattes med klarere mål, en dialog og tillid til at medarbejderne selv kan vurdere og prioritere indsatsen i hverdagen.
Klyngestrukturen er indført, men vi er ikke kommet i mål endnu. Katia tror, at hvis der blev lavet en rundspørge hos medlemmerne eller hos alle vore medarbejdere i de kommunale klynger, er hun ikke sikker på, at de vil juble over, at der er kommet klyngestruktur. Det er noget vi fortsat skal arbejde med.
Katia fortsatte med kommentarer til fremtidigt arbejde. Katia mener, at det er et flot stykke arbejde og det er en god strategi rent politisk. Det er et faktum, at ledere og medarbejdere fortsat udfordres i forbindelse med den radikale organisationsforandring, som klyngestrukturen har medført. De pædagogiske lederes særlige rolle i forhold til at være dynamo for udviklingen, det er og har været en udfordring at håndtere samtidig med, at deres egen rolle i klyngen defineres og redefineres.
Derfor er det også meget positivt, at der i alle 5 områder i BUF afholdes temadage for de pædagogiske ledere med henblik på at tydeliggøre den rolle, de pædagogiske ledere indtager ved at være den nære ledelse af den pædagogiske faglighed og kerneydelsen samt personalets nærmeste leder.
Katia havde afholdt et personalemøde, hvor personalet havde givet udtryk for, at de aldrig havde følt forvaltningen så langt væk som nu. Katia føler selv, at aldrig har forvaltningen været tættere på hende end nu, hvor de konstant ånder hende i nakken. Men Katia er overbevist om, at det nok skal falde på plads, hvis der kommer et langtidsholdbart og et godt grundlag for ledelse, kvalitet og trivsel som sikres ved, at der sikres kontinuerlig opfølgning på leder-APV’en og på medarbejdernes APV som led i en samlet systematisk og demokratisk strategi om at styrke arbejdspladsernes sociale kapital.
At der er en tydelig og systematisk kommunikation og inddragelsesplan, dvs. medindflydelse, medbestem-melse og medansvar. At institutionerne sikres gode muligheder for at forankre og konsolidere nye ledelses- og samarbejdsstrukturer. At pædagogisk faglighed tager udgangspunkt i den enkelte institu-tion og klynges valg af faglige metoder samt deres vilkår, behov og udfordringer. Institutionerne skal skabe rum for refleksion og systematik i det pædagogiske arbejde. At faglige kvalifikationer og personlig udvikling vedligeholdes og udbygges gennem en kompetence og et udviklingsforløb. Videndeling, aktionslæring, udvikling af ledertalenter, som skal hægtes op på politikken om den attraktive arbejds-plads og pejlemærkerne fra pædagogisk kvalitetsudvalg. At fokus i forandringsprocesser bliver på klyngernes behov frem for evt. implementering af nye centrale krav, projekter og kontrakter. At LFS’ fokus på afbureaukratisering og regelforenkling fastholdes som et must i det fagpolitiske arbejde. At klyngestrukturen evalueres snarest. At der skabes direkte dialog mellem lederne og politikerne. At buttom up processen styrkes.
Helle Haslund fra forretningsudvalget tog ordet:
Man kan ikke undgå at blive meget inspireret af Flemming Ibsens oplæg, men jeg vil vende tilbage til selve beretningen. For i forlængelse af formandsberetningen vil jeg forsøge at folde nogle emner ud, der i dagligdagen vedrører Specialområdet.
Det er vist ingen hemmelighed for nogen her i salen, at netop Specialområdet nu igennem mange år, har været udsat for rigtig mange budgettilpasninger og omstruktureringer, og dertil kommer der, for hvert år, en fortsat stigning af forskellige regler og love, samt styring- og kontrol- og dokumentations-redskaber.
For at nævne nogen af dem: VUM, BUM, Akkreditering, Forandringskompas, Ledelsestilsyn, regler om medicinhåndtering, Regler om indkøbsordninger, ugentlige krav om indrapportering til diverse kontorer osv.
Samtidig er forvaltningen bidt af en – som jeg vil kalde det – en gal evidenshund: - området har som nogle eksempler programmer såsom:
MST (Multisystemic Therapy), MTFC (Multidimensional Treatment Foster Care), PMTO (Parent Management Training - Oregon), MultifunC (et behandlingsprogram), og PALS (Positiv Adfærd i Læring og Samspil). Metoder der hver især måske er gode nok, der hvor de er udviklet – i den bestemte kultur og kontekst de er etableret i, som ofte er USA - Men derfra og så til at sige – som socialminister Karen Hækkerup gjorde, at der er 4 programmer der virker – og dem skal alle bruge – er måske at gå for langt.
Det var jo Rambølls anbefaling ministeren henviste til – Rambøll har åbenbart mere forstand på socialpolitik og pædagogik end SFI – mener Karen Hækkerup og åbenbart også ledelsen i SOF.
Men som Mette Deding, Leder af SFI Campbell siger: "Ingen af de indsatser i Rambølls under-søgelse, de 4 programmer som jeg lige har nævnt – lever faktisk op til evidens begrebet.” Tankevækkende - det er altså populærvidenskab vi indfører i forvaltningen, under dække af at det er det eneste der dur.
Det er interessant, at det er de unge akademikere i forvaltningen, der spreder disse programmer ud på institutioner og ikke de fagligt dygtige ledere, der rent faktisk er der og det personale, der er ude på området, og som er ansat til at have opgaven.
Vi påstår ikke, at institutionerne altid gør det helt rigtige, men der er trods alt mere evident i det der allerede virker derude og som regel er bygget på et grundlag af viden og erfaring fra pædagogernes indsats og tilrettelagt i den aktuelle kontekst med barnet eller borgeren og hvor de befinder sig, nemlig en indsats, der blev tilrettelagt sammen med den unge og borgeren, en indsats der skræddersys og tilpasses borgere i stedet for, at det er borgeren eller den unge, der tilpasses programmet.
Seniorforsker T. Jacobsen fra SFI maner også til forsigtighed overfor kommunerne, der tror, at man kan tage et af de udenlandske programmer og udbrede det i kommunen som en pille, der løser alle problemer, ligesom på et sygehus, hvor man fx får en pille mod en eller anden betændelsestilstand.
Det er en fejlvurdering, mener han. For det man i stedet får og opnår, er på sigt tabet af faglig viden om, hvad der allerede foregår derude på området, så det man opnår her og nu ved at tage en ”programpille” bliver fremtidens tab på faglighed. Og det i et år, hvor politikerne i budget 2012 havde besluttet sig for at frisætte institutionerne.
I foråret 2012 fik LFS så sat teksten på dagsorden på HMED i socialforvaltning, da det desværre ikke "kom af sig selv". Og med budgetteksten for 2013, som vi samlet i LFS har været meget tæt på, så tæt så mange af jer kan genkende flere af vores formuleringer i teksten. Så det har været med til, at vi nu sidder i en styregruppe med ledere, medarbejdere og repræsentanter fra socialforvaltningen.
Vi mener, den vigtigste opgave bliver, udover rigtig mange andre opgaver i den forbindelse, er at få sat en meningsfuld proces i gang for at få fagligheden tilbage til området og sætte dagsordenen til en tillidsbaseret og demokratisk organisation, også i socialforvaltningen. I den proces skal der også kigges på kontrol og dokumentation, så kun det nødvendige bliver tilbage og i en sådan form, at det kan bruges og gives læring lokalt og videns opsamling på tværs.
Helle sluttede af med at fortælle om en anden udfordring, som det sociale området også står for, nemlig presset fra det omgivne samfund. For i disse år skyller hele sygehus-tænkningen ind over det socialpædagogiske område, uden skelen til, at konteksten er en anden og der ikke som udgangspunkt skal laves sterile miljøer, for folk som bor i egnen boliger og som i dagligdagen færdes i det omgivne samfund. I diskussionen glemmes differencering af problemstillingen – og om hvad det er for nogle tilbud man har – og ikke som tendensen er i øjeblikket, at alle skal tage ure, ringe og armbånd af – uagtet om man arbejder i et opgangsfællesskab for borger med handicap, men som ellers ikke har et sygeforløb eller man arbejder med borger der decideret er syge.
I LFS mener vi ikke, at vi skal tilbage til tidligere tiders mere eller mindre sterile overlæge og sygeplejerfaglige ledende anstalter. Vi må som fagpolitisk fagforening fastholde, at opgaven er at få de handicappede eller psykisk syge medborgere til at leve et så normalt liv som muligt. Uanset hvor vi er, skal vi på det sociale område smøge ærmerne op. Det skal vi gøre sammen, vi skal gøre på flere niveauer, i forskellige fora, og vi skal gøre det sammen med jer alle, for det bliver op ad bakke.
Direktionen i Københavns kommune havde stillet 5 punkter op, hvoraf Helle nævnte det ene af punkterne. Det drejer sig om, at de indfører et nyt begreb som ”balanceret ledelse”. Det føles med dette ord som om, de både vil blæse og have mel i munden. Det er ikke bare gammel vin på nye flasker, - for er det ikke bare gammel vin på gamle flasker med en ny etikette?!
Pia Bah er klyngeleder på almenområdet og hun takkede for en god mundtlig fremlæggelse og takkede Britt for hendes engagement.
Pia var blevet skuffet, da hun læste det skriftlige Fremtidigt arbejde. Ikke at hun var uenig i det, der står, for det er jo ganske velment, og det kan man ikke være modstander af. Men det siger ikke ret meget om, konkret hvad det er, LFS skal, hvor det er vi ønsker organisationen skal hen.
Britt sagde i sin mundtlige fremlæggelse, at LFS’ dna er, at overliggeren altid er rigtig høj. Pia mangler, at det flyder ind i det fremtidige arbejde. Hun finder det ikke konkret. Hun finder det ikke tydeligt. Hun er klar over, at det henviser til visionsprogrammet Maskin-rummet, som hun i øvrigt synes er et rigtig godt stykke arbejde, men det kan ikke stå alene. Pia har ikke skrevet et nyt Fremtidigt arbejde, men hun har stillet to konkrete forslag til det fremtidige arbejde:
Det ene er omkring ny nordisk skole, fordi det er således, at børne- og undervisningsministeren har stillet dette forslag. Det har hun på baggrund af et møde, der har været i Sorø, hvor hun havde samlet en meget begrænset skare kloge mennesker, og en del af dem kommer fra Dansk Arbejdsgiverforening.
Hvad forstand har de på skole og pædagogik? De har i hvert fald udformet dette grundlag til ny nordisk skole. Pia mener ikke, at LFS skal arbejde imod ny nordisk skole, men hun synes, man skal sætte sig tæt på arbejdet, fordi der er et læringssyn, som hun er dybt bekymret over, og læringssynet er – med hendes ord – at alle børn skal have læring, og det skal de helt fra vuggestuen. Pia er ikke uenig i, at børn skal have læring, men hun er uenig i, at børn skal lære og have indlæring på en bestemt måde, og så er det også sådan, at når børn bliver 7 år, så er der ikke noget, der hedder leg mere, så hedder det kun undervisning, og det skal vi bekymre os over. Derfor synes Pia, at LFS skal følge det tæt, fordi hun er rigtig bekymret for, at det så er en heldagsskole over det ganske land om 5 år.
Pias andet forslag drejer sig om overenskomsten 2013. LFS skal kæmpe for at fastholde FOA og forhandlingsorganet i at kæmpe for gode løn- og ansættelsesforhold på de danske (de kommunale) arbejdspladser.
Inger Riis Laursen arbejder i socialcenter Køben-havn. På en eller anden måde kan socialforvaltningen få kørt tillid sammen med i virkeligheden at være det samme som kontrol. Og det er det, Inger kalder et gryderetsprincip. Det er når man har nogle ting, man godt kan lide, man har nogle +ord, og dem putter man ned i en stor gryde og rører lidt rundt. Så har man nogle akademikere til at skrive noget, der kommer ud, og det smager ikke altid lige godt. Hvis man fx godt kan lide stegte sild og også godt kan lide chokoladesovs, så smager det ikke godt, når man kommer det i samme gryde.
Et andet eksempel fra socialforvaltningen er, at man skal arbejde med recovery, som er en unik individuel proces, som sindslidende kan gennemgå for at komme sig fra deres sindslidelse, og det skal vi understøtte. Samtidig siger man, at man vil arbejde med evidens, og de to ting er modstridende, men det får man også til nærmest at være det samme.
Inger tror, at det bliver en rigtig hård kamp at få tillid sat på dagsordenen i socialforvaltningen. Mange af de ting, vi gør op med, er jo gjort. De har ansat alle DJØF’erne, de har ansat alle AC’erne, de har lavet et stort arbejde med alle bogstavkombinationerne, som Helle også nævnte i sit indlæg. Der er blevet oprettet kontorer, så det vi reelt beder dem om, er at myrde deres eget barn, så det er store kræfter, vi er oppe imod. Inger opfordrede til, at det blev diskuteret i alle fora inden for specialområdet, hvordan vi griber det an.
Britt var inde på det landspolitiske, og hun var inde på sygedagpengeregler, kontakthjælp og alle de ting, der sker der, og det er rigtig vigtigt for de, der arbejder, men det er også rigtig vigtigt for de borgere, man har med at gøre på socialområdet. De er jo typisk kontakthjælpsmodtagere. Før i tiden arbejdede Inger mest med førtidspensionister, men det findes ikke mere.
Ikke fordi de ikke er syge, men fordi de ikke kan ”lege” med i de tilbud, systemet har omkring aktivering osv. Der er borgere, der er alkoholdemente, der er borgere, der kun forlader deres lejlighed om natten, fordi de er så angste, så de går ned og køber ind i den nærmeste 7-11. De skal møde i aktivering i den anden ende af byen. Det går ud over dem, og det går ud også ud over personalets arbejde. Inger anslår, at hun bruger ¼ af sin arbejdstid på ting, der er brandslukning og sagsbehandling, økonomiske og praktiske opgaver, som ikke har noget som helst med pædagogik at gøre.
Noget af det de siger i det citat, Britt kom med fra socialforvaltningen, er faktisk rigtig nok. De siger, at noget af det er lovbestemt, og det er bl.a. beskæftigelsesreglerne. Det er også regler omkring dokumentation, hvis man søger ydelser efter det, der hedder aktivloven. Hvis de kommer ud til en borger, hvor hjemmet er fuldstændig groet til af forskellige grunde, det kan endda være, at man må have dem akut indlagt, det kan være, der er afføring, der er blod, der er opkast over det hele, så bliver de indlagt på et hospital. Dagen efter bliver de formentlig udskrevet.
Hvis sådan en lejlighed skal gøres hovedrent, kræves der et hav af dokumentation for borgeren, som de ikke selv kan medvirke til at fremskaffe. Det giver nogle rimeligt håbløse situationer, som har betydning for borgerne, selvfølgelig, og for arbejdsvilkårene for personalet. Det kunne Inger godt tænke sig også var en del af den mere landspolitiske del af LFS’ arbejde.
Der står noget om ytringsfrihed i det fremtidige arbejde. Det synes Inger er rigtig vigtigt. Det er rigtig godt, det der står. Inger tænker, der er andre dimensioner i ytringsfrihed for det har ikke kun noget at gøre med, om man bliver straffet, hvis man ytrer sig. Det gør man også i socialforvaltningen. Men det er ikke det eneste, der får folk til at tie. Det er også andre ting. Det har noget med sproget at gøre. Det har noget at gøre med alle de sociale teknologier og diagnoser, der bliver slynget ud. Et DJØF-sprog der er præget af teknologi.
Det kommer altid til at stå højere i status end et pædagogsprog. Det er svært, når der bliver sagt kvalitetssikring og effektivisering og retssikkerhed, fordi det er der jo ikke nogen, der kan være uenig i, men realiteten er, at borgerne ikke har nogen retssikkerhed, andet end retten til at klage, så det kommer også an på, hvad man lægger i ordene.
MED-systemet fungerer rigtig fint, hvis man har en velvillig ledelse, men ellers kan det nogen gange komme til at fungere som et system, der forsinker debatter, og hvor al kritik og al debat bliver indkapsler i MED-systemet.
Man må også sige, at ledelsen har en lille hær, der hedder en støttestab af mennesker, der kan sidder også skrive oplæg for dem osv., så på den måde er man heller ikke ligestillede i MED-systemet. Der er andre ting, der begrænser ytringsfriheden. Det kan være rigtigt svært at vide, hvor man skal ytre sig i et system, der er så uigennemsigtigt som det er i socialforvaltningen.
Inger er enig i det, Olaf sagde om arbejdsmiljø, men hun mener, at det ikke kun handler om vold og trusler og psykisk arbejdsmiljø. Det handler også om smitterisiko og det handler om hygiejne. Der er rigtig mange borgere, der har fået TB, og der er rigtig mange, der har hepatitis. Det er ikke områder, hvor man skal opstille regler, for det skal jo være muligt at arbejde med borgerne, men det kunne være rart med noget debat, om den risiko personalet er i.
Lisbeth Waidtløw, formand for specialområdet og medlem af hovedbestyrelsen. Lisbeth takkede for en rigtig god beretning, og hun var glad for, at Britt havde nævnt direktionens oplæg til tillidsdagsordenen. Det er noget, der vil blive talt meget om.
Lisbeth ville sige noget MED-strukturen. Hun sidder i hovedudvalget i Frederiksberg kommune, men man hører ikke så meget om Frederiksberg.
MED-strukturen består af 3 niveauer: hoved-MED er øverst, så er der område-MED og dernæst lokale MED-udvalg. Lisbeth kom ind i hoved-udvalget i sommeren 2009. Hun fortæller en lang historie om, hvor svært det var at få lov til at besætte en ledig plads i et område-MED.
Lisbeths pointe med historien er, at det er vigtigt at holde fast i medarbejderinddragelse og –indflydelse. HR-afdelinger rundt omkring skal ikke fortælle medarbejderne, hvem de skal udpege til at sidde i disse område-MED. Det er medarbejderne, der udpeger deres repræsentanter.
Og de kampe, må så tages, der hvor de dukker op. Lisbeth påpegede, at vi skal huske på, at der er andet i LFS end Københavns kommune.
Kirsten Løth sidder i Almenbestyrelsen og i hoved-bestyrelsen. Kirsten havde stillet et ændringsforslag til Fremtidigt Arbejde. I de seneste to år har der været talt meget om ledelse, og i forslaget til Fremtidigt Arbejde står der, at LFS skal arbejde for at bevare pædagogisk ledelse på de pædagogiske velfærdsområder. Der er en generel holdning til ledelse, og det er, at ledelse er et fag.
Det vækker bekymring hos Kirsten, når hun hører ledere sige, at de ikke er pædagoger, men at de er ledere. Det betyder for Kirsten, at man har behov at distancere sig fra faget. Kirsten ser for sig, at der i LFS, som er modstander af professionsstrategien, er ved at udvikle sig en lille selvstændig professionsstrategi, som gælder for ledere, og det finder hun rigtig bekymrende. For at de pædagogiske velfærds-områder skal forblive under pædagogisk ledelse er vi nødt til at acceptere, at ledelse ikke er et fag, for hvis vi modsat accepterer præmissen om, at ledelse er et fag, så accepterer vi også en glidebane, hvor jurister og økonomer og andre rigtig skægge faggrupper kan skøjte ind over det pædagogiske område, og det har vi vel ikke nogen interesse i.
Det er ikke nogen hemmelighed, at der er en del konflikter mellem LFS og ledere. Kirsten tror, at en del af konflikten bunder i, at der er så mange ledere, der betragter ledelse som et fag. Derfor har hun brug for at få indskrevet ”LFS skal fortsat arbejde for, at ledelse ikke bliver betragtet som en selvstændig profession, men at ledelse udspringer af det pædagog-iske fag og faglighed”.
Jette Christiansen er dagplejeleder i København. Hun takkede for Britts mundtlige beretning og takkede også Marianne Rosell for hendes supplement vedr. dagplejen.
Der mange gode visioner og gode overordnede politiske budskaber, men sprogligt er det rigtig svært at arbejde med. Der tales om medlemsinddragelse i forhold til det fremtidige arbejde, og hvis man vil det og mener det, så skal det være til at forstå og kunne genfortælle. Jette håbede, at der ville være rigtig mange forslag til ændringsforslag til det fremtidige arbejde.
Dorthe Ørsted takkede ligeledes for den mundtlige beretning. Hun oplyste, at hun er aktiv i LFS’ Freds- og Solidaritetsudvalg sammen med Marianne Rosell og Kirsten Annette Christensen, der er tidligere formand for Almenområdet, nu aktiv pensionist. Ud over det arbejde der laves i Freds- og Solidaritets-udvalget, så har udvalget også påtaget sig en lille opgave, nemlig at forsøge at holde styr på, hvad der foregår i EU, og specifikt omkring løn- og arbejds-markedspolitikken.
I det lille udvalg er man bekymrede. Det er der heldigvis også andre, der er. Bl.a. forbundsformand Dennis Kristensen.
For ham at se går det fuldstændig i den forkerte retning. I hans øjne er der faktisk grund til bekymring over udviklingen i EU. Han mener bl.a. at med indførelsen af finanspagten, så har EU for alvor bevæget sig ind på den danske aftalemodel. Ved at sige ja tak, så har medlemslandene og dermed også Danmark forpligtet sig til at overvåge og reformere måden, vi aftaler løn- og lønudvikling på i overenskomsterne. Det er faktisk den rene sparevej ud af den økonomiske krise i Europa, som skal betales af almindelige mennesker og de offentligt ansatte.
Fagbevægelsen har i mange år valgt at møde øst-europæisk arbejdskraft med international solidaritet og sikre at arbejde under danske overenskomster. Det har alle været enige om. Men lige nu overvejer vores forbundsformand på, om vi kan vinde denne kamp, når EU til stadighed udvides med arbejdsmarkeder, der er langt bagud, når det gælder løn- og arbejdsmarkedsvilkår og sociale rettigheder. Han spørger bl.a.:
”Er det kættersk at tænke den tanke, at vi skal sige nej til konkurrence på løn og arbejdsvilkår, og dermed kræve begrænsninger i det indre marked, når nye medlandslande kommer til. Er der mangel på international solidaritet mellem løn-modtagere? Er det beskyttelse af egen velstand? Eller er det en nødvendig overvejelse, hvis fagbevægelsen ikke skal tromles ned af en udvikling, som ikke længere handler om at skabe større tryghed for europæiske lønmodtagere. For mig at se, så ser vi en udvikling, hvor der underbydes på arbejdskraften på nogle helt urimelige vilkår, hvor lønninger trykkes i bund, hvor arbejdsmiljø og basale rettigheder tilsidesættes.
Tænk på Vejlegården, tænk på det der sker i SAS, og så kan I rette blikket mod syd, nemlig Tyskland. Her ser vi en fagbevægelse, der har ødelagt til ukendelighed, hvor Hartz-reformen siden dens indførelse for 10 år siden har medført helt urimelige vilkår for en stor del af den tyske befolkning ”the working poor”, hvor tre jobs i dag kan være en nødvendighed for bare at overleve, hvor der findes eksempler på en timeløn ned til 1½ euro i et arbejdsmarked, hvor lovløsheden råder med såkaldte korttidsansættelser, hvor arbejdsgiverne lader folk møde ind på 3 forskellige tidspunkter i løbet af en dag til samme job forskellige steder i byen. Hvor folk møder ind kl. 5.00 om morgenen og er færdig med sidste tjans kl. 7.00 om aftenen.
De har krav på betaling mellem skiftene men får det ikke. Og hvad med ferie og pensionstillæg? Det er hverdagen for et utal af tyskere. Vi tror måske ikke, det kan ske her, men det sker allerede.”
Og mens Dennis så gumler videre på nogle af sine tanker, så har vi i udvalget tænkt os at tage tråden op fra et lignende møde i LFS-regi, vi afholdt for små 2 år siden, hvor Dennis faktisk var inviteret til en diskussion om, hvor EU bevæger sig hen. Den gang lød Dennis noget mere positiv. Den positive attitude har tilsyneladende fået lidt ridser i lakken, men meget er også sket siden da, og det vil vi gerne følge op på.
Så udvalget tænker at arrangere et offentligt møde og har en idé om, at emnet kunne være noget om udviklingen i EU og Finanspagtens konsekvens for den danske arbejdsmarkedsmodel. Det er en paneldiskussion med forskellige deltagere, bl.a. Dennis, og man regner med at det løber af stablen i løbet af det nye år.
På udvalgets vegne håber Dorthe selvfølgelig, at man vil reflektere over det, hun har sagt og i hvert fald vil tænke lidt over, hvor man ser sig selv i forhold til EU. Dorthe finder diskussionen yderst vigtig, for den handler ikke kun om arbejdsvilkår men grundlæggende også noget om, hvad det er for et samfund, vi ønsker. EU-toget kører hurtigt, og vi skal træde hårdt på speederen, hvis vi bare skal nå at stoppe det en lille, bitte smule.
Lone Ast mener, at hvis der nu fandtes et udkants-LFS, så ville det være der, hvor hun kommer fra. Hun kommer fra Albertslund, og altså ikke fra København. Hun var med til at forberedelsesmøde i almensektionen, hvor der kom nogle udtalelser og nogle diskussioner, som hun syntes passede ind på REP-mødet.
Lone mener, at selvom LFS ikke er en professionsfagforening, så tror hun alligevel, at hvis LFS som organisation gerne vil være med til fortsat at have indflydelse der, hvor tingene bliver besluttet, så mener hun, at det er nødvendigt ikke at tage afstand fra det begreb Ledelse. Man må gerne udfordre begrebet Ledelse, men hun tror, det er vigtigt at se på begrebet Ledelse som profession. Men det betyder jo ikke, at LFS som organisation behøver at fravige et krav om, at fx klyngeledelse eller de pædagogiske ledere skal have sit afsæt i en pædagogisk faglighed.
Lone finder det vigtigt at være opmærksom på, at ledere faktisk har nogle væsentligt forskellige opgaver. De har et andet ansvar. De har nogle andre relationer i forhold til, hvis man ser på pædagogernes arbejde og medhjælpernes arbejde. LFS har en opgave i at være med til at sætte nogle fælles rammer for den gode arbejdsplads.
Den gode arbejdsplads fordrer god ledelse. God ledelse skaber engagerede, tilfredse og motiverede medarbejdere. Den gode arbejdsplads og den gode ledelse handler om indflydelse, det handler om mangfoldighed, ligeværdighed, åbenhed, dialog og anerkendelse af hinandens positioner. Det gælder både på den enkelte arbejdsplads, men det gælder også i LFS som organisation, når man debatterer struktur og organisation.
Lone synes ikke, det i ord og handling skal handle om ekskludere men tværtimod at inkludere, at der er et ligeværdigt arbejdsfællesskab både i tale og i handling.
Hvis vi nu betragter os alle sammen som en ekstra ressource og ikke en potentiel trussel, så når vi meget sammen. Hun tror, det er vigtigt, at man finder ud af, hvordan man nyttiggør de fælles ressourcer til gavn for alle medlemmer i LFS.
Demokratiet er mere end blot en metode til at træffe beslutninger. Det er en grundlæggende ret til at ytre sig, diskutere uenighed og løse konflikter i fællesskab. Det er vigtigt, at vi sammen kan skabe rum for evaluering og åbenhed omkring de processer, der er i LFS.
Der er ingen, der har patent på den rigtige løsning eller sandhed. Vi kan alle bidrage til en fælles handling og en fælles vision, og LFS skal som organisation rumme de enkelte gruppers særkende og differentiere interessevaretagelsen i den ydelse, der tilbydes det enkelte medlem.
Petitessernes holdeplads bør forvandles til visionernes brede vidder. Enighed gør stærk og forskellighed skaber udvikling.
Søren Beha er i en klub. Temaet i den forløbne repræsentantskabsperiode har været det med at sænke tærsklen. Søren synes ikke, det er lykkedes særligt godt, men det er selvfølgelig også en meget kompleks opgave. Han er rigtig glad for, at det bliver taget op igen og spekulerer videre i, hvordan vi kan sænke tærsklen.
Vi må også se på, at der er mange nye på dette repræsentantskabsmøde, og det tyder jo godt. Men på almenområdets general-forsamling havde man alligevel problemer med at finde delegerede nok. Der er sikkert mange faktorer, der gør sig gældende, men han tror, at Kirsten Løth har fat i nogen af dem. Søren er sikker på, at der er flere, og han er sikker på, at det kan gøres bedre i den næste repræsentantskabsperiode. Han tror, det er et af de spor, vi skal følge rigtig nøje. Bl.a. synes han, vi skal have aktivismen op at køre igen. Det er et område, der ikke har kørt så godt i perioden. Det er i hvert fald et område, han gerne vil arbejde mere med.
Vi har taget det gamle ord ”skoleficering” op igen. Det har man gjort fordi, da vi for 10 år siden sad og analyserede på dette og gik i gang med den debat, så handlede det meget om, hvordan pædagogers habitus ændrer sig med et anderledes læringsbegreb ind over. I dag har han det som om, vi er gået i knæ på den dagsorden. Det er ligesom om, at nu har vi fået en retorik, som egentlig giver plads til en yderligere skoleficering af vort område, og vi har det lidt som en startlinie nu.
Nu kommer en ny nordisk skole, og nu skal vi i gang med den dagsorden igen. Men i virkeligheden har den været lang tid undervejs. Han sagde dette, fordi der blev stillet et forslag til fremtidigt arbejde, som bl.a. berører dette og som bl.a. berører dagtilbud. Søren har været ude på et par selvejende institutioner i den sidste periode for at se, hvad det egentlig er, vi snakker om. Han var rigtig chokeret. Det han så var heldagsskole indført i børnehaver. Han så, at man startede om morgenen med undervisning.
Sådan blev det italesat, man kaldte det godt nok læreplaner, men det der skete var, at man satte sig om et bord, og så skulle en af børnehavegrupperne lime nogle blade på et stykke papir. Så har vi en formulering i LFS, der siger, det er opgaven, der definerer det, vi skal. Hvis man spurgte disse voksne, der sad og hjalp børnene, så var opgaven at lime blade på papir. Det er jo helt absurd, for hvad var det, der skete? Det skete det, der gør i skolen.
Alle de drenge, der ikke syntes, det var spændende at lime blade på papir, de begyndte at flakke omkring og blev vilde i blikket. De begyndte at gå rundt, og så gik pædagogerne hen og sagde, at de skulle gå tilbage til bordet og lime blade på papir. Så opstår der en konflikt, og drengene fik at vide, at de kunne gå hen og lege, og de var så ekskluderet af forløbet.
Om eftermiddagen var pædagogerne så trætte, at når de skulle på legepladsen, så satte de sig og så på, hvad børnene lavede, så de var der, hvis børnene henvendte sig. Det kaldte det en slags gårdvagtstjans. Det var det ord, de brugte på det. Hvad skete der med de drenge, der om formiddagen var blevet ekskluderet af forløbet ”lime blade på papir”.
De kravlede rundt oppe i træerne og legede lidt vildt, og det eneste pædagogerne kunne var at sige ”kom nu ned fra træet”. Det var sådan, deres dagligdag var. Så det her med, at der kommer heldagsskole om 5 år er forkert. Heldagsskolen er indført. Den eksklusion, der før i tiden startede i børnehaveklassen, den starter nu i børnehaven. De bliver forberedt på, at de allerede er ekskluderet, så når de kommer i skolen og samme system fortsætter, så bliver det rigtig svært.
Vi bliver nødt til at tage det udgangspunkt. I stedet for at sige, at nu starter vi herfra med at snakke om skoleficering, så bliver vi nødt til at have vores historik med på dette område. Vi bliver nødt til at se, hvor er det, vi er kommet fra og hvor er det, vi er rykket til.
Vi har på de kommunale institutioner stor parathed på læreplaner lige nu. Klyngerne har faktisk også givet mulighed for, at vi yderligere arbejder med læreplaner. Der er børnehaver, der sætter sig sammen og siger, at nu skal vi også i gang med det læreplansarbejde. Det er her, vi skal være skarpe. Det er her, vi skal ud med disse problematik-ker endnu engang, for vi har faktisk en historisk, der viser, hvor vi ender henne.
Det samme gælder på ungeområdet. For vi har lavet en rigtig fin ungekommission. Vi har fået opbygge en ungehusstruktur, som er rigtig udmærket, som indeholder rigtig mange fornuftige ting, men præcist det samme scenarie kan faktisk ske i disse ungehuse.
For det, vi har samlet, er alle de kræfter, der nu skal arbejde med unge, under én hat. Så det bliver afgørende at se, hvordan det arbejde kommer til at udfolde sig. Man kan sagtens forestille sig, at i den kontekst, der er samlet – med de kræfter der er samlet i arbejdet – at det kommer til at handle om, hvordan vi får disciplineret disse unge, som endnu ikke har en skolegang, hvordan får vi sat dem ned. Og det er jo et godt stykke arbejde.
De her unge skal jo have et arbejde. De skal jo have en uddannelse, men måden vi gør det på, hvordan vi italesætter det. Hvad er det for nogle metoder, vi tager med os i ungearbejdet. Det bliver helt afgørende for, om denne indsats kommer til at lykkes om 4-5 år eller om vi bare har lavet det samme problem igen i ungearbejdet.
Alt i alt mener Søren, at vi skal have revitaliseret hele diskussionen omkring skoleficering, og han synes vi skal bruge ordet ”skoleficering”, da det rammer rigtig godt, hvad det handler om. Vi skal ikke forsøge at finde andre ord, fordi det der har skabt mulighed for denne udvikling er præcist, at vi har taget retorikken til os og har accepteret den tænkning, der lå i lærediskursen og ikke i den pædagogiske diskurs.
Vores opgaver bliver at få fyldt indhold på de ord, vi bruger i ungesamarbejdet og få fyldt indhold på de ord, vi bruger i arbejdet med læreplaner i børnehaverne.
Med hensyn til den arbejdsmiljødiskussion, der har været, sagde Søren, at han tidligere har været fortaler for, at det der er ved at ske, er lidt en splittelse et knæk mellem faglig udvikling på den ene side og forestillingen om sundhed på den anden side. Man har sådan set langt hen ad vejen i tænkningen splittet det at hæve det faglige niveau med ”Hvad skal vi gøre med sygefravær?”
Man har via LFS’ fremragende arbejde faktisk fået ansvaret for den faglige udvikling ud på institutionerne, som jo er rigtig præcist, men ansvaret for sygefraværet er ikke på samme måde blevet indtænkt i den faglige udvikling.
For tiden arbejder man i klynger i udvikling 2, og en del af materialet, som er Københavns kommunes materiale, er aktionslæring. Fremragende stykke værktøj til at udvikle. Der står bare ikke et ord i det materiale om, at det rent faktisk også hænger fremragende sammen med, hvordan vi udvikler et godt arbejdsmiljø, hvordan vi udvikler nogle kulturer på institutionerne, der gør, at vi ikke bliver nødt til at sygemelde os. Der står intet om det.
Så det der sker er, at man bruger en masse tid i aktionslæring på at lave faglig udvikling. Hvis vi ikke samtidig tænker arbejdsmiljø ind i disse processer, så kommer vi til at stå på et sted, hvor det faktisk er i orden at ekskludere de svagere kolleger på vores arbejdsplads, fordi de rent faktisk ikke kan følge med i den faglige udvikling, vi er i gang med at lave. I denne periode, hvor vi har så godt et samarbejde med Københavns Kommune, mener Søren, at vi skal være meget opmærksomme på, at ligegyldigt hvad de sender ud af materiale, så må vi insistere på, at der står social kapital, vi må insistere på, at der er en direkte sammenhæng mellem faglig udvikling og arbejdsmiljø.
Mia Christensen er FTR for specialområdet i LFS; sidder i specialbestyrelsen og i hovedbestyrelsen. Mia har tidligere arbejdet inden for psykiatri-området og vil gerne give et indblik i, hvordan det er at være der. Mia fortalte om Andreas. Han arbejder på et psykiatrisk bosted i Københavns Kommune. Andreas skal til et sundhedsfagligt tilsyn. Det er et tilsyn, som tager udgangspunkt i 22 punkter indenfor forebyggelse og sundhedsfremme. Det er fx instrukser for dokumentation af de sygeplejefaglige optegnelser, det er instrukser for medicinhåndtering, vejledning for utilsigtede hændelser, journalføring – at den lever op til de formelle krav, respiration og cirkulation, medicinopbevaring.
Personalet bliver sidenhen bedømt med karaktererne fra 0 til 2 på, hvordan de lever op til disse krav. 0 får man for et mangelfuld og ikke-acceptabelt arbejde. 1 får man for det delvis tilfredse og 2 for det tilfredsstillende arbejde. Indenfor disse sundhedstilsyn er der 11 konkrete punkter, som man skal forholde sig til i beboerens handleplan.
Det skal gøres hver 4. måned, uanset om det giver mening eller ej. Et af punkterne er fx sådan noget som hud og slimhinder, hud- og vævsproblemer, rødme, udslæt, modermærker, problemer med øjne, ører, næse hals og mund. Udskillelse – her skal man tale om inkontinens, vandladningsproblemer o.a.
Man skal snakke om seksualitet, afvigende seksualitet, smerte, sanseindtryk osv. Første gang Mia havde set disse 11 punkter, skulle man sætte flueben ud for, at man havde drøftet emnet med borgeren, hvis det var relevant. Nu er det sådan, at der er afsat 3 linier under hvert punkt, så man kan dokumentere, hvad man har talt om inden for alle disse punkter.
For nogle borgere er det direkte grænseoverskridende, og det er krænkende at skulle svare på de samme tåbelige spørgsmål, som ikke har ændret sig de sidste 3 år. Som kontaktperson kan det være lige så grænseoverskridende. Det kan være direkte ødelæggende og spænde ben for en god relation.
Andreas er en velset person bl.a. sine kolleger. Han er inspirerende. Han er en sparringspartner. Han er en faglig rigtig dygtig pædagog, som alle godt kan spørge til råds. Andreas er kontaktperson. Han er kontaktperson for Birthe, som ud over en skizofreni har en spiseforstyrrelse.
Nu skal han for første gang til dette sundhedsfaglige tilsyn, ikke bare med sin nærmeste leder men med repræsentanter for den øverste ledelse – folk han ikke ser til dagligt. Da Andreas kommer tilbage til boligen, er han fuldstændig nede i kælderen og totalt demotiveret. Han er blevet tæsket igennem sundhedsfaglige termer og vendinger og mangler i dokumentationen. Han har fået en skidt karakter for sin handleplan. Den er direkte kritisabel. For et halvt år siden spiste Birthe ikke. Hun var meget plaget af sine stemmer, hvilket gjorde at hun holdt sig meget for sig selv og ikke kom rigtig ud af sin lejlighed.
I dag er Birthe tilmeldt 3 måltider om dagen. Dem spiser hun sammen med de andre beboere. Andreas er fuldstændig knust, fordi det var der ikke nogen, der bemærkede til det sundhedsfaglige tilsyn. Der var ikke nogen, der hæftede sig ved det kæmpe pædagogiske motivationsarbejde, der har ligget i at følges med Birthe i en spiseforstyrrelse og en for-vrænget verden med stemmerne, fra der hvor Birthe intet indtog af mad til nu, hvor hun spiser igen og kommer ud af sin lejlighed. Der var ikke nogen, der hæftede sig ved, at Andreas har brugt timevis på samtaler med Birthe, hvor de sammen har udfordret dæmonerne og stemmerne i Birthes indre.
Andreas har kæmpet sammen med Birthe for at komme ud på den anden side. Det er ikke det, man hæfter sig ved. Man hæfter sig ved, om der er dokumenteret korrekt i de rette rubrikker og på den rette måde og inden for den rette tidsramme. Det er vigtigt, for det foreskriver systemet.
Hvad skete der lige med pædagogikken og hvad er det her for et menneskesyn? Hvad med recovery-tanken? Det her er, udover at være et rigtig godt eksempel på fuldstændig ligegyldig og unødvendig dokumentation, samtidig et eksempel på, at den pædagogiske faglighed er under et seriøst pres.
Der har i de seneste år været utroligt stort fokus på det sundhedsfaglige. Psykiatrien har fået rigtig mange tæv på dette område, og det har desværre haft den kedelige konsekvens, at man har valgt at ansætte mere og mere sundhedsfagligt personale, og det desværre på pædagogernes og pædagogikkens bekostning.
Vi er desværre på vej mod en patientliggørelse af vore borgere og en hospitalisering af vore bosteder. Der er ikke levnet meget plads til pædagogikken her. Vi har en stor udfordring foran os, hvis vi ikke skal miste vores faglighed og blive sundhedsfaglige stik-i-rend-drenge.
På handicapområdet er det lignende tendenser, der begynder at kunne ses. Vi skal bruge de kommende år på – som vi også har hørt flere andre sige – at kræve pædagogikken tilbage og gen-erobre definitionsretten på den pædagogiske faglighed.
Mia er meget glad for, at tillidsdagsordenen har slået igennem på det politiske plan, men hun fornemmer også, at de ikke rigtig vil gå linen ud. Det sidste nye fra socialforvaltningen introducerer et begreb, som de kalder balanceret ledelse. Sådan som hun læser det, går det ud på samtidig med at videreføre dokumentation og kontrol, så skal de bare gøre det på en tillidsfuld måde.
Det er ikke således, at Mia er imod al dokumenta-tion. Inden for det sociale område, der kan det sagtens give mening at dokumentere. Det kan lige-frem skabe tryghed, men som pædagoger kan vi altså godt selv vurdere, hvornår det giver mening at tale med borgeren om disse 11 punkter, og hvornår det ikke gør.
Det er faktisk det, vi er uddannede – skolede – til. Det er det, der er kernen i vort arbejde. Så lad os få den pædagogiske faglighed tilbage, og lad os få lov til at gøre vort arbejde. Det er simpelt-hen det, vi brænder for.
Marialise Rømer fra almenområdet føler sig privilegeret over, at kunne huske de ”gode” gamle dage. Hun kan se, at der er så mange ting, der trods alt er blevet bedre. Når hun så ser på det pædagogiske fag, så er det godt nok gået ned ad bakke. Så kan hun sige, at hun er glad for at hun har prøvet at arbejde på det pædagogiske område, dengang det var sjovt. Dengang vi havde definitionsretten. Dengang der var liv, energi, fantasi og glæde omkring sit arbejde hver dag.
Man kan så undre sig over, at det er gået ned ad bakke, for vi hører jo alle de rigtige ord. Vi har hørt om afbureaukratisering i årevis.
Vi har rigtig mange arbejdsgrupper, som arbejder med at fjerne al bureaukrati. Marialise konstaterer, at der ikke er blevet afbureaukratiseret så meget som et komma. Vi har fået langt mere kontrol. Vi har alle de pæne ord, men i praksis er det faktisk blevet ret meget værre.
Et eksempel er, at nu skal vi endelig til at arbejde med pædagogisk udvikling. Så hyrer man igen nogle konsulenter. Marialise sidder som klyngeleder, og det kan godt være, at der er valgfri metode, men de eneste kurser, der er, handler om aktionslæring, og man har lige glemt det her med klub, for det er sådan set småbørnsområdet man arbejder med, så det kan alle medarbejdere komme på.
Nu er det tænkt ind i ledelsesuddannelsen, men vi har stadig valgfri metode. Konsulenten, der kommer, og sidder og skal fortælle Marialises ledelsesteam om, hvordan de skal arbejde med det. Og de er heldigvis fra 0-18 års området, så der er ikke ret meget, de er enige om overhovedet pædagogisk, fordi de selvfølgelig med rette har hver deres indfaldsvinkel til tingene.
Og så pludselig sætter jeg mig uden for den situation og sidder og lytter til en konsulent, som har en anden uddannelse, som kommer kørende i en taxa, og hun skal sidde og fortælle mit ledelsesteam, hvordan de skal arbejde med pædagogisk udvikling. Hun har nogle skemaer med, og de kan i øvrigt komme på aktionslæringskursus for børnehavepædagoger.
Marialise undrer sig over, hvordan det er blevet sådan. Var det det, vi ville? Udfordringer kan man tage op eller lade være. Men problemer skal løses. Og dette er et problem. Det er ikke i orden.
Når Marialise tænker tilbage på ”de gode gamle dage”, da var det, at bureaukratiet langsom kom væltende ind over os. Så fik vi en skoleforvaltning, hvor der var en masse konsulenter – det var den største afdeling i U&U – som sad og udviklede pædagogiske redskaber til alle på området. Den gang larmede vi. Vi protesterede.
Vi havde grydeskeer med, og vi havde direktøren ude, og der var virkelig gang i den, for det her det fandt vi os ikke i. Nu er der bare stille, og det passer ikke til Marialises temperament. Hun synes, vi skal til at larme igen, og vi skal have definitionsretten tilbage. Og det synes hun, vi skal være fælles om. Derfor anbefalede hun også, at der blev holdt nogle flere møder, hvor vi som lederfaggrupper også mødtes. Hvor vi også fik et fællesskab som ledere i forhold til, hvad for nogle udfordringer, vi har.
Et af de forslag Marialise har stillet er, at hun gerne vil have en ledelsesstrategi for området. Og det vil hun gerne have man arbejder på i fællesskab. Nu er der sket alt muligt med ledere, men Marialise har ikke været til at møde, hvor man har lavet en ledelsesstrategi og sagt: ”Hvad er god ledelse? Betyder antallet af ledere noget? Hvilke opgaver er det vigtigt, at lederen løser? Hvordan skal det strukturelt skrues sammen mellem de forskellige lederfaggrupper, vi har indenfor de mange områder, vi har indenfor LFS?”
Det kan godt være, at vi kunne arbejde mere sammen på tværs. Og sidst men ikke mindst, hvordan kommer vi i øjenhøjde med skolelederne? Det er altid dem, der er de respekterede, de velrenommerede, dem der bliver citeret alle steder. Vi har et problem med at blive synlige.
Marialise vil også gerne have, at vi får en presse-strategi. Det er også noget, der har undret hende, at vi ikke er i offensiven omkring de synlige gode historier fra området. Det er mange gange, at hun har stået frysende på Rådhuspladsen i oktober måned for at protestere mod budgettet.
Vi bør blive bedre til at profilere vore fagområder, så vi hele tiden synliggør, hvad det er for et arbejde, vi gør, hvorfor er vi uundværlige, hvorfor er det lige os, der skal løse de opgaver, og hvorfor det er så vigtigt, at vi løser dem på den måde vi gør.
Marialise sluttede af med nogle bemærkninger vedr. skoleficering. Det handler om, at et børnehavebarn, et vuggestuebarn nu skal fritages den fri leg. Det skal et fritidshjemsbarn jo også. Fra de er 5 år skal de være i skole fra kl. 8 til 13. De går i stykker på det. De er ikke glade.
Hvad er det, der er forudsætningen for, at man kan få en uddannelse, for at man kan få et godt voksenliv, for at man kan udvikle sig. Det handler så meget om de sociale kompetencer. Det handler så meget om at kommunikere. Det handler så meget om at kunne tænke selvstændigt, innovativt, og så vil vi proppe dem ind i nogle systemer, hvor de nærmest kører igennem en labyrint af uddannelseslæringssystemer. Vi tager noget dyrebart fra vores børn og unge. Vi tager i høj grad også noget dyrebart fra vort samfund, og hvordan skal vi synliggøre det. Det er sådan noget, Marialise synes, man skal være fælles om.
Tina Malene Hansen, FTR på almenområdet. Hun blev rigtig glad for at høre Marialises indlæg, som Tina Malene er meget enig i omkring skoleficeringen. Derudover ville Tina Malene tale om tillid, som er et rigtig godt ord. Hun var blevet meget glad for at komme ind på rådhuset for at høre om tillids-dagsordenen i København.
For Tina Malene er tillid i høj grad noget om medansvar. Noget som FTR’erne bruger meget tid på, når de taler med deres tillidsrepræsentanter, så er det den opgave TR’en har til hele tiden af skabe tillid til lederen, til personalegruppen og få personalegruppen til at tage medansvar.
Så for Tina Malene er det et meget vigtigt ord. Tillid er noget man skaber over tid, men det er også noget, man skal slippe løs. Tina ser mange ledere i sit arbejde, da hun er med til at skulle overholde aftaler på arbejdstidsregler og løn osv. Det er ikke altid de gode historier, hun ser, men det er der, hvor hun prøver at skabe en tillid. Tina slår fast, at man er nødt til at stå sammen om at overholde de aftaler man har. Det skal der ikke sås tvivl eller mistillid om.
Iben Karem fra Almenområdet har været pædagog i 25 år. Iben mener, at ytringsfriheden har meget trange kår, og hun er en af dem, der altid ytrer sig. Hun er meget enig i FOA’s slogan ”Sig det højt, gør det fagligt”. Det er ikke alle, der er det.
Hun oplever, at der er mange ledere, der er rigtig bange, og det synes hun er rigtig ærgerligt for der er kun en måde, at komme frem på og det er at sige tingene højt. Hun mener, at man kan sige alt, hvis man gør det på en ordentlig måde.
Iben oplever en enorm kynisme, og hun kan se i sit eget liv og høre på sine kolleger, at det oplever de også. Hun mener ikke, at vi skal være så ydmyge. Den ydmyghed skal vi se at komme til livs, for vi kan rigtig meget, og det skal vi vise, og det skal vi turde sige højt.
Marianne Rosell sidder også i Freds- og Solidaritets-udvalget.
I udvalget bruger man meget tid på EU. Hun slog fast, at vi vil stadig gerne have vækstpakker og ikke bankpakker. Vi har i øjeblikket Grækenland, Portugal, Spanien, hvor det går rigtig dårligt. Hun fortalte, at udvalget har prøvet at adoptere en stålarbejder fra Grækenland, men de havde ikke økonomi til det. Sådan en koster ca. 3.000 kr. om måneden. Så det havde de opgivet.
Men de har andre projekter i gang i udvalget, bl.a. med asyl-zombier. Det er en gruppe unge, der er kommet her til Danmark som børn og som alle er her uden opholdstilladelse. De lever med en frygt for at blive sendt ud af landet, ud til lande hvor deres liv er i fare. Udvalget prøver om de kan få fat i de unge. De prøver, om de kan komme ind og om der er noget, de kan gøre omkring dem.
Her slutter første dags optagelser. Debatten er ikke ovre. På næste dags talerliste står
Poul Rasmussen, Diana Jensen, Jan Hoby, Bjarne Nielsen, Martin Rosenquist, Helle Bak, Claus Kyllingsbæk, Kirsten Løth, Anne Larsen, Brian Ensig, Franciska Tvede, Iben Andersen.
Det har desværre ikke været muligt at referere ovenstående talere, da der indtraf tekniske problemer, således at der ikke blev optaget.
Beretningen blev enstemmigt godkendt.
8. Regnskab 1.1.2010 - 31.12.2011
Pia Ludvigsen fremlagde regnskabet og sagde:
Til repræsentantskabet fremlægges her årsregnskab og revisionsprotokollat 2010, der er gennemgået og godkendt af HB den 17. juni 2011, samt årsregnskab og revisionsprotokollat 2011, der er gennemgået og godkendt af HB den 15. juni 2012.
Regnskab 2010.
I 2010 kom LFS ud med et overskud på i alt kr. 651.801. Vi har fået tildelt ekstra kr. 805.981 i akutmidler til kursusafdelingen. Med det ekstra tilskud bliver resultatet ca. 1.700.000 bedre end forventet. Der har været en del flere faglige aktiviteter end budgetteret.
Vi har brugt kr. 539.510. På ”Budgetkamp 11” alene har vi brugt kr. 319.563. Her er pengene gået til bl.a. diverse reklame, T-shirts, tryk og materialer til demonstrationer samt annoncer i dagblade. Derudover har vi de sædvanlige faglige aktiviteter som DHL-stafetten, suppekøkken osv.
Revisionsprotokollat og revisionspåtegning henviser til ”årsrapporten”, der udviser et overskud på kr. 503.722, kr. 148.079 fra reservefond overført til egenkapital 651.801.
Årsrapporten er regnskabet, der sendes til Skat. Årsrapporten er udfærdiget i henhold til regnskabsloven. Her er modtagne bevillinger medtaget som indtægt, og anvendte midler fra reservefonds medtaget som udgift.
Regnskab 2011.
I 2011 kom LFS ud med et negativt resultat på i alt kr. 368.121. Det er kr. 759.292 dårligere end forventet.
Vi har i 2011 betalt en bod på kr. 1.000.000. Der har igen været rigtig mange faglige aktiviteter, som giver en stor post i regnskabet, det er DHL-stafetten, Aktivisterne og Solidaritetsfonden der topper.
Medlemstallet ligger i januar 2011 på 10.506 og december på 10.433 så vi holder meget pænt på tilgangen fra 2009.
Revisionsprotokollat og revisionspåtegning henviser til ”årsrapporten”, der udviser et underskud på kr. 368.121, heraf overføres 295.560 til egenkapitalen og 72.561 til reservefonds.
Årsrapporten er regnskabet der sendes til Skat. Årsrapporten er udfærdiget i henhold til regnskabsloven. Her er modtagne bevillinger medtaget som indtægt, og anvendte midler fra reservefonds medtaget som udgift.
Sammenholdt de to år 2010 og 2011 har vi et overskud på kr. 283.680.
Regnskab 1.1.2010-31.12.2011 blev enstemmigt godkendt.
9. Indkomne forslag:
a) Indkomne forslag.
Der var ingen indkomne forslag.
b) Vedtægtsændringsforslag.
Standardvedtægter for fagområderne § 4, stk. 2.
Vedtægtsændringen blev enstemmigt vedtaget.
10. Fremtidigt arbejde
a) Forslag til fremtidigt arbejde.
Fremtidigt arbejde blev enstemmigt vedtaget med vedtagne ændringsforslag.
b) Udtalelser.
Udtalelsen blev vedtaget med vedtagne ændringsforslag.
11. Budget og kontingentfastsættelse for 2013 og 2014 samt fastsættelse af lønninger til forretningsudvalget
Pia kommenterede oplægget og sagde:
Vi har valgt at budgettere efter en kontingentindtægt regnet ud fra 10.350 medlemmer, det er det samme udgangspunkt, som vi lagde for de foregående to år. Vi har, indtil nu, formået at opretholde dette medlemstal. De 10.350 er en % vis udregning af de forskellige kontingentsatser vi har.
Hvis I sammenligner det budgetmæssige medlemstal med det faktiske medlemstal, der står i det materiale I har fået udleveret, vil I opdage at der er ca. 150 flere medlemmer end budgetlagt men vores elever betaler et kontingent på 65,- kr. så der går en del elever til et fuldt kontingent.
Da vi har budgetteret med den samme indtægt som tidligere og da vores aktiviteter ikke har ændret sig væsentlig er det ikke de store ændringer der er på budgetforslaget for de kommende 2 år.
Vi har budgetteret med et overskud i 2013 på 299.439kr. og et underskud i 2014 på 691.217 kr.
Derfor er arbejdet med medlemsorganisering en af vores store opgaver. Vi har arbejdet målrettet med organisering i flere år, med økonomisk støtte fra FOA, men støtten er ophørt og vi har valgt at opgaven er så vigtig at vi har oprettet en stilling der alene beskæftiger sig med organisering, både af medarbejderne på de institutioner vi overenskomst-dækker og på uddannelsesstederne.
Vi har et ønske om at være en synlig fagforening, der tager vare på vores medlemmers løn og ansættelsesvilkår, vi kæmper også for at bevare vældfærdssamfundet i Danmark, det mener vi at man gør, bl.a. ved at bevare den danske model med landsdækkende overenskomster der er forhandlet imellem arbejdsparterne og at vi skelner imellem hvad der skal være overenskomstdækkede rettigheder og hvad der bør være et vældfærdssamfunds forpligtelse, så også arbejdsledige har ret til dette.
For at gøre disse budskaber synlige, for såvel vores medlemmer og for andre, kræver det noget økonomi, derfor har vi altid en konto i budgettet der hedder øvrige faglige aktiviteter, det er her, vores områdebestyrelser og aktivister, kan søge hovedbestyrelsen, om midler til forskellige aktiviteter der kan være svært at skrive ind i et budget, eks. vis kommunevalg.
Det er også denne konto der gerne må overskrides, hvis vi i øvrigt har økonomien til det.
Vores indtægter er styret af hvor mange medlemmer vi har, og så kommer vi igen tilbage til organiseringen af medlemmer, og selv om vi har ansat en medarbejder til denne opgave, så er det stadigvæk TR på vores arbejdspladser, der er forrest i organiseringen af kollegaer på arbejdspladsen.
Den største udgift i budgettet er, og skal også være lønninger til faglige sekretærer og administrativt personale.
Synlighed handler nemlig ikke kun om aktioner og udtalelser, synlighed handler også om god sagsbehandling, så vi lægger os i selen for at have en medarbejderstab i LFS, der kæmper en brav kamp for LFS’s medlemmer.
LFS-nyt skal også nævnes her, fremlæggelsen har handlet meget om synlighed, jeg har erfaret, når jeg kommer på besøg hos vores arbejdsgivere, på forskellige forvaltnings neveu’er, så er det ikke sjældent, der bliver refereret til en artikel i LFS-nyt.
Vi ved godt at det er dyrt at have et foreningsblad men vi har valgt at, fordi der er så meget synlighed og nærværd i at sende bladet ud til medlemmer og arbejdsgivere, så beholder vi bladet i papirform, selv om man også kan læse det på nettet.
Jeg vil slutte min budgetfremlæggelse af med at vise jer disse grafer.
Almenområdet.
Dagplejen.
Specialområdet
Graferne viser hvordan vores medlemstal har bevæget sig i denne repræsentantskabsperiode, det sidste tal er fra d. 1.11.2012
På REP mødet i 2010, lavede vi en parole der hed, ½ medlem om dagen eller 17 om mdr. for at nå 11.000 medlemmer inden 2013. Som medlemstallet ser ud her midt i november mdr. 2012, så kan vi roligt benytte os af den samme parole, vi skal bare sætte tidspunktet på målet frem til 1. januar 2015
Hvis denne sidste graf, for hele LFS, er tegn på en stabil udvikling, så må vi jo sige at udgangspunktet fra dette Rep møde ligger noget højere end udgangs-punktet fra sidste Rep.
Så vi skal tro på vores mål.
Med disse ord vil jeg sætte budgettet til behandling.
Repræsentantskabet godkedndte enstemmigt budgetforslaget for 2012 og 2013 med tilhørende kontingentsatser samt forslaget til lønninger for forretningsudvalget og områdeformænd.
12. Valg:
a) Valg af formand, næstformand, kasserer og 2 forretningsudvalgsmedlemmer.
Britt Petersen blev genvalgt som formand.
Jan Hoby blev genvalgt som næstformand.
Pia Ludvigsen blev genvalgt som kasserer.
Claus Reffstrup og Helle Haslund blev genvalgt som medlemmer af forretningsudvalget.
b) 6 hovedbestyrelsesmedlemmer.
Følgende blev foreslået som hovedbestyrelsesmedlemmer:
Anne Larsen
Fransiska Tvede
Hans E. Sørensen
Iben Andersen
Inger Riis Laursen
June Andreasen
Lone Ast
Marialise Rømer
Martin Rosenquist
Olaf Christensen
Søren Beha Pedersen
Valgt som hovedbestyrelsesmedlemmer:
Hans E. Sørensen
Iben Andersen
Inger Riis Laursen
June Andreasen
Olaf Christensen
Søren Beha Pedersen
c) 1., 2. og 3. suppleant til hovedbestyrelsen.
Følgende blev valgt som suppleanter til hovedbestyrelsen:
1. suppleant: Martin Rosenquist
2. suppleant: Lone Ast
3. suppleant: Fransiska Tvede
d) 3 bilagskontrollanter.
Følgende blev valgt som bilagskontrollanter:
Lena Trougaard
Rie Nielsen
Solveig Hansen
e) 1 bilagskontrollantsuppleant.
Der blev ikke valgt bilagskontrollantsuppleant.
f) 1 fanebærer.
Palle B. Andersen blev valgt som fanebærer.
g) 1 fanebærersuppleant.
Der blev ikke valgt fanebærersuppleant.