Lad træskoene blive hjemme

Af Nana Toft

Det socialpædagogiske arbejde med udenlandske migranter kræver empati og ærlighed. Gruppen er sårbar, skeptiske overfor myndigheder og har meget få rettigheder. Man skal træde varsomt for at få lov til at hjælpe, siger socialpædagog Steinar Rong.

Vladislav, hvad er dit ønske lige nu?”

Steinar Rong fra Københavns Kommunes Hjemløseenhed er blevet inviteret ned på Klippen, et værested på Vesterbro, hvor også udenlandske migranter er velkomne.

Det er anden gang, han møder Vladislav. En ung, vist nok estisk, mand på 26 år, karseklippet, løse bukser og udtrådte conversesko.

”Lige nu vil jeg bare gerne have mit eget sted. Så jeg kan få lidt ro i mit hoved”, siger Vladislav, der sidder en anelse uroligt på stolen i det beskedne rum. Ved siden af ham sidder hans tolk, der er mødt op for at lette kommunikationen.

Steinar sidder ved siden af tolken. Hans krop er stille. 
Stemmeføringen langsom. Blikket roligt. Spørgsmålene faktuelle:
Hvor lang en uddannelse har Vladislav? Hvordan kom han til Danmark, hvornår, og hvor er hans pas?

”Du skal have legitimationspapirer for at kunne opholde dig i Danmark. Ellers er du her ulovligt. Vi skal prøve at se, om vi kan få en lovlig opholdstilladelse”, siger Steinar til 
Vladislav, der lytter og nikker stille.

”Vi har ingen interesse i at sende dig tilbage til Estland mod din vilje”, siger Steinar. ”Men du skal kunne identificere dig selv.”

Nøgtern og rolig

I den næste halve time understreger Steinar sin rolle overfor Vladislav. Han oplyser ham om hans rettigheder eller mangel på samme, men spørger gentagne gange om, hvad Vladislavs ønsker og drømme er. Flere gange bliver Steinar også nødt til at understrege, at han ikke er en del af politiet. Alt foregår i et dæmpet toneleje, et roligt kropssprog uden abrupte bevægelserog i en nøgtern tone. Men hele tiden med et kropssprog rettet mod Vladislav og øjne i konstant kontakt.

Vladislav fortæller, at hans største drøm er at finde et job i Danmark. Han kom hertil for et halvt år siden og har boet på gaden hele tiden. Ofte på bænke i forskellige parker. Men han drømmer om sit eget sted.

”Jeg er så træt ind i mellem. Det er hårdt at leve sådan her.” Steinar nikker, rynker brynene, og spørger Vladislav, om han ellers har det godt. Vladislav nikker. ”Men Allan (frivillig i Klippen, red.) siger, du har været syg”, siger Steinar.

”Du ved godt, at du kan få akut hjælp, hvis du har brug for det, ik’?” Det ved Vladislav godt.

Arbejdet skrælles ind til benet

Vladislav ligner på mange måder den arketypiske udenlandske migrant i Danmark. Bortset fra at han er yngre end gennemsnittet. Men han er et symbol på det stigende antal migranter, der kommer til Danmark, der hurtigt og ofte falder gennem systemet og ender på bunden af det danske samfund – typisk i hjemløshed. Steinar Rong og hans kollega Thomas Sørensen fra Københavns Kommunes hjemløseenhed har i de første par måneder af 2013 haft møder med betydeligt flere migranter end i samme periode sidste år, ligesom der kommer flere fra både Afrika, Syd- og Østeuropa. Således har Thomas registreret intet mindre end 33 forskellige nationaliteter i sit system. Fælles for alle udenlandske migranter er, at de har meget få rettigheder. Især de migranter der kommer fra lande udenfor EU er særligt dårligt stillet. Således er migranterne henvist til at overnatte særlige steder, der ofte udbydes privat, og de har udelukkende ret til akut lægehjælp.

Det begrænser den socialpædagogiske værktøjskasse og skræller arbejdet ind til benet: Det handler om empati, ærlighed og nøgternhed.

”Vi har få muligheder med den her gruppe, men for at udnytte de muligheder vi har, handler det om at få dem til at stole på os og åbne sig op. Ellers kan vi ikke hjælpe dem.
Men det kræver ofte lang tid, før jeg har etableret den tillid”, siger Steinar.

”Du skal virkelig stille træskoene derhjemme og gå meget varsomt frem. Det er ofte meget sårbare personer, vi har med at gøre. Mange af dem er flygtet fra personlige problemer. De har måske et misbrug – eller også udvikler de et”, fortæller Steinar, der samtidig fortæller, at en af de store barrierer er migranternes opfattelse af myndighederne.

”Mange er voldsomt skeptiske. Min opfattelse er, at der ikke er synderlig meget empati i det myndighedsapparat, de kommer fra i deres hjemlande: Flere har erfaring med, at alle former for myndigheder, og især politi, er onde. At de ligefrem er personer, der udøver vold. De skal derfor overbevises om, at vi rent faktisk vil dem det bedste. Den ’modstand’ skal jeg forholde mig til”, fortæller Steinar.

Som i tilfældet med Vladislav: Steinar spørger nysgerrigt til Vladislavs baggrund og hans ønsker for fremtiden.

”Jeg tager udgangspunkt i dem. I deres behov. Jeg engagerer mig, men overengagerer mig ikke og bruger lang tid på ærligt at forklare, hvilke rettigheder og muligheder de har.”

Etablere en tillid

Steinar Rongs arbejde går for det meste med sagsbehandling. Han laver ikke meget opsøgende arbejde. Det er mest NGO’erne, der gør det. Men ganske ofte ringer de fra enten Sundholm, Mariatjenesten, Mændenes Hjem eller et af de andre steder i København, hvor de udenlandske migranter dukk er op. Så tager Steinar af sted. Ud til dem. Eller også inviterer han ind i de ydmyge lokaler dybt under Københavns Hovedbanegård, som hjemløseenheden har fået lov til at låne af DSB. Der er så dårligt et indeklima, at man alligevel ikke kan få andre til at leje lokalerne, og Steinar og Thomas er der aldrig i mere end et par timer ad gangen.

Steinar håber, han møder græske Panakiotis på Sundholm i dag, og han er heldig. Panakiotis ligger på sygeplejerklinikken på Sundholm. Her kommer alle hjemløse, danske såvel som udenlandske. Det er især fodbehandlinger, som sygeplejerskerne tager sig af. Mange hjemløse har dårligt fodtøj, og det skaber både sår og vabler. Men Panakiotis vifter afværgende med hånden. Han vil ikke tale med Steinar i dag.

Steinar fortæller, at Panakiotis er blevet lokket herop af en græsk restauratør med lovning om et job som kok. Da Panakiotis kommer herop, er der hverken ansættelseskontrakt og slet ikke en anstændig løn. Panakiotis ender på gaden i København. Og det er her, Steinar møder ham for første gang.

Udenlandske migranter har, ifølge Steinar, en fælles drøm: Et nyt liv i Danmark. Og det er først og fremmest et spørgsmål om at skaffe sig et job. Mange kommer hertil i sjak og for rigtig mange brister drømmen. De udenlandske migranter kigger så på Steinar i håb om, at han kan hjælpe dem med et job.

”Det har jeg heldigvis ikke mandat til. Jeg må slet ikke hjælpe dem med at finde et job. Jeg må pege i forskellige retninger. Men det gør, at jeg kan koncentrere mig om at etablere en tillid til det enkelte menneske”, fortæller Steinar, der dog anerkender, at det ind i mellem er frustrerende ikke at kunne hjælpe mere, end han rent faktisk kan.

”Den her gruppe er ikke omfattet af hjemløsestrategien, og det er da frustrerende ind i mellem”, siger Steinar og fortæller om en udenlandsk migrant, der på et tidspunkt kommer slemt til skade. Historien fortæller ikke, hvad der skete, men manden får amputeret begge ben. Da Steinar desværre ikke kunne gøre andet end at sikre en god hjemtransport for manden, ender det med at de kører ham til lufthavnen.

”Her var så ikke stillet en kørestol til rådighed for manden.
For det har han ikke krav på som udenlandsk migrant. 
Her har man som socialpædagog jo næsten lyst til at stjæle en kørestol. Det er uværdigt. Her ville jeg ønske, reglerne var anderledes”, siger Steinar.

”Jeg skal forholde mig til lovgivningen”. Steinar går op ad Istedgade. Møder en af sine kolleger foran Mariakirken, som han veksler et par faglige ord med, bevæger sig mod Mændenes Hjem.

”Hvad er den ’bedste hjælp’ egentlig?”, spørger Steinar ud i luften og fortsætter:

”Det spørgsmål stiller jeg ofte mig selv. Mit mandat og min jobbeskrivelse siger, at jeg skal sikre en forandring i de her menneskers liv. Men er det at hjælpe dem ud af hjemløshed?  Medvirke til at få et underbetalt ufaglært arbejde? Hjælpe dem hjem igen?”

”Der er en lovgivning, jeg skal forholde mig til. Og jeg har at gøre med en gruppe af ekstremt sårbare mennesker. Der er både indre og ydre barrierer i mit arbejde. Det er derfor, jeg altid kommer tilbage til de mest basale redskaber i det socialpædagogiske arbejde; nemlig evnen til at lytte, sætte mig ind i den virkelighed, migranten kommer fra, og så være så ærlig som muligt. Det er de muligheder, jeg har.”

Steinar fulgte Vladislav til den estiske ambassade et par uger efter, LFS Nyt mødte dem på Klippen for at få udleveret sine opholdspapirer. Vladislav befinder sig nu i Sverige, men vil forsøge at komme til Danmark igen. Han drømmer stadig om et job og en bolig i København. Det var desværre ikke muligt at fotografere Vladislav, før han tog til Sverige.

Flere udenlandske migranter Tendensen i de europæiske storbyer er den samme: Der kommer flere udenlandske migranter. I Barcelona er andelen 60 pct. I London er det over 50 pct. Også i København kommer der flere udenlandske migranter. Alene i år har Københavns Kommunes Hjemløseenhed haft møder med flere end de havde i samme periode sidste år, ligesom der er et stigende antal nationaliteter repræsenteret blandt de udenlandske migranter i København. (Kilde: Københavns Kommunes Hjemløseenhed)

Deroute Udenlandske migranters sociale og fysiske deroute går hurtigere end danske hjemløses deroute. Fra de ankommer til Danmark til de rammer bunden går et sted mellem 8-10 måneder (Kilde: Projekt Udenfor)