Der er noget eventyrligt over det

Af Charlotte Bredsted

Mosen, de krogede klatretræer, den kæmpe gymastiksal og de mange mandlige pædagoger. Den kombination har været med til at gøre det ellers udskældte Energicenter Voldparken og dens 14 udflytterbørnehaver til en succeshistorie. Mosefryd er en af dem der hver dag tager bussen til eventyrland. Og vi var med.

Du skal snitte væk fra dig selv.”

6-årige Kalle sidder på stenen med en lille gul kniv i højre hånd. Hans tunge hænger fast i mundvigen og roligt snitter han små stykker træ af sin pind, så overfladen bliver hvid og glat.

Andrew har taget en flok drenge med på bålpladsen, hvor de med koncentrerede miner sidder bøjet over hver sin pind.
På hver anden sten vel at mærke. ”For så rammer de ikke hinanden”, som Andrew erfarent udtrykker det. Imens er Jens og tre børn på vej op i klatretræet lidt længere væk, og Martin gynger børn i det tykke reb, der også hænger fra et træ.

Man skulle tro at vi var i Hareskoven eller på Hjerl Hede, men nej, scenen er Kobbelvænget 65 i Brønshøj. Den nedlagte skole i Energicenter Voldparken der i 2011 blev godt og grundigt udskældt for at huse 400 børnehavebørn i det næsten fængselslignende beton-byggeri. Skræmmebilledet blev bakket op i medierne, og både  forældre og pædagoger var ophidsede. Enkelte børnehaver valgte endda at finde alternative ’udflytter’-muligheder.

Men ikke udflytterbørnehaven Mosefryd.

Mod alle odds satte Mosefryds pædagoger nemlig en ære i at skabe de ideelle rammer for Nørrebrobørn, der gerne vil skifte brosten ud med bare tæer i græsset. Og man må sige at det er lykkedes. Så meget at der er i dag er venteliste for at komme med Mosefrydbussen.

”Vi skulle jo starte det her helt fra bunden og for os var det en stor fordel”, fortæller Martin, mens vi går rundt i den store og frokost-tomme skolegård.

”Vi bar ikke rundt på nogen bestemt kultur, og vi havde et personale, der virkelig ville det her. En gruppe engagerede mennesker, der tog – og tager – ansvar for at skabe et fedt sted i samarbejde med de 13 andre udflytterbørnehaver. Og så havde vi rammerne. Stedet her. Med alle dets muligheder.
Mosen, mulvarpeland, værkstederne og naturhaverne deromme bagved.”

Martin peger udover de lave bygninger, der sammen med salen og den treetagers skolebygning danner rammerne om en gigantisk legeplads, der bare en time senere emmer af liv og vild leg.

For selvom bygningerne med sine grå og falmede gule mursten leder tankerne hen på 70’ernes små skolegårde med et cykelskur som største attraktion, er den vilde leg bare en af de mange udfoldelsesmuligheder, Energicenter Voldparken byder på. Med sine bakkede cykelbaner, krogede klatretræer, meterhøje gynger og en gymnastiksal med blødt faldunderlag er den nedlagte skole det rene slaraffenland for børn. Og mænd.

Mindre fnidder og mere handling

Med seks mandlige og fire kvindelige medarbejdere er Mosefryd nemlig også en af de få institutioner med mænd i overtal. Denne tirsdag er det tre mænd og en kvinde, der tager sig af Mosefryds cirka 60 børn. Så lad os starte med at spørge Linda, hvad hun siger til alle de mænd:

”Det er bare så dejligt. Det giver langt mindre fnidder og meget mere handling. Vi gør det der skal gøres uden at stille spørgsmålstegn hele tiden”, fortæller hun efter at have løbet rundt med en gruppe rødkindede børn. Hun smider sig i græsset og lader børnene kravle rundt på sig.

Vi lader Linda ligge og spørger Mosefryds pædagogiske leder Stine Stangegård, hvad de mange mandlige pædagoger betyder for børnene.

”Mænd er gode til at komme ind og bare være. Samtidig bliver de hurtigt et forbillede for især de store drenge. Og med de mange muligheder stedet giver, kan vi lytte til de, nogen gange vilde, behov børn har. Det betyder ikke at vi ikke også tager udgangspunkt i det stille barn, men stedet her appellerer til at være ude, og det kan jo også være at fordybe sig i en sandkasse eller på naturværkstedet”, understreger Stine.

Martin supplerer.

”Det er sammensætningen af kompetencer, der betyder noget for det, vi kan og gør i Mosefryd. Vi blomstrer sammen så at sige. En kan lide at fortælle historier, en anden skaber tryghed hos de mindste og en tredje får ting til at ske. Og så betyder det noget, at vi ikke mærker forskel på om man er pædagog eller pædagogmedhjælper. Det er kompetencerne, engagementet og harmonien vi værdsætter. Ikke titlen.”

Kan en snegl restituere sig?

Tag nu bare dagens fire medarbejdere, der både byder på pædagogiske overbliks-briller, kærlighed, guitar-spil og en filosoferende tilgang til livet.

”Nu tror jeg sneglen skal herover og restituere sig”, lyder det fx da Hjørdis har givet en vinbjergsnegl to ture på rutschebanen. Og senere, da vi træder ind i skolens hall med svungne gelændere og tre etager til loftet, får Kobbelvænget 65 disse ord med på vejen.

”Der er noget eventyrligt over det her sted. Det er som at komme ind i en gammel nedlagt herregård midt mellem alle boligblokkene.”

Eventyr? Jo faktisk. Især når man bevæger sig – eller rettere løber – over i muldvarpelandet på den anden side af gymnastiksalen, hvor børnene møder det eventyr, de ikke umiddelbart har adgang til hjemme på Nørrebro. Shelter, bålplads, masser af klatretræer, høje gynger og græs. Stedet hvor man må klatre og svinge sig ligeså tosset man vil – ja selv kælke i ti graders varme og solskin.

Hellere hu l i hovedet end hul i udviklingen

Men hvor går grænsen. Må en tre-årig rappelle? Må en seksårig snitte med kniv?

”Vi har mottoet, hellere et hul i hovedet end et hul i udviklingen og det betyder, ja, at børnene også falder og slår sig. Vi hjælper ikke en tre-årig op på gyngen. Vi siger ja til bare tæer på legepladsen. Og under opsyn lader vi de ældste drenge klatre på tynde grene og falde ned, så de på den måde lærer at kunne forudse en situation. Men selvfølgelig sender vi ikke en tre-årig ud og rappelle”, siger Martin med et smil.

Stine tilføjer, at de indimellem bruger udtrykket kompetence-sår.

”For det er lige præcis hvad det handler om. At styrke sine kompetencer ved også en gang imellem at komme galt afsted. Sådan er det jo med så meget her i livet.”

En tur vi aldrig glemmer

”På et tidspunkt var vi gået ud til vestvolden med de store.
På vej hjem gik vi en smutvej, troede vi, men i stedet kom vi længere og længere væk. Vi måtte op af en stejl stejl skrænt, og børnene hang og kunne hverken komme frem eller tilbage. Selvfølgelig var der nogen der slog sig, men det er også en tur vi aldrig glemmer”, fortæller Martin og giver Noah et ordentligt skub på rebgyngen.

Ovre på bålpladsen er der efterhånden blev kreeret en håndfuld glatte pinde.

”Andrew, jeg glemte at snitte væk fra mig selv”, siger Kalle pludselig med skinger stemme, der knækker over i gråd.

Han rejser sig fra stenen og går langsomt over til Andrew, mens han stirrer ned på sin finger der bløder fra et snitsår.

”Kom så går vi op og får plaster på.”

Et skub i den rigtige retning ”Vittus hører ikke til blandt de hurtigste rent motorisk, så jeg blev pænt overrasket da jeg for nylig og fandt ham i toppen af det høje klatretårn på Men det er jo det Mosefryd kan. Børn mulighed for og lov til at klatre højt op og svinge i reb, og det giver også de mindre hurtige blod på tanden. At have Vittus i Mosefryd har helt sikkert været med til at skubbe til hans motoriske udvikling.” Sådan siger Line Jakobsen, mor til 4-årige Vittus, om hvad det kan føre til at have sin søn i en børnehave, der ikke er bange for at sende børnene ud på de vilde vover. Men var I ikke bekymrede i starten, da der var så meget debat om stedet? ”Selvfølgelig hørte vi også al balladen, men efter at have mødt pædagogerne og de helt fantastisk mange fede faciliteter var vi ikke et sekund i tvivl om, at det var her Vittus skulle gå i børnehave.” Line understreger at det i høj grad er pædagogerne der har været med til at skabe den succes børnehaven er i dag. ”Pædagogerne gider virkelig børnene, og det er tydeligt at de har det sjovt med det de laver. Om det er kvinder eller mænd er ikke vigtigt, men selvfølgelig er der flere at spejle sig i for Vittus”, siger Line, der nu har en dreng som laver kolbøtter hjemme i stuen.