Teori i praksis

Af Elisabeth Lockert Lange

Pioneruddannelsen for pædagoger er et nyt initiativ, skabt i fællesskab af Børne- og Ungdomsforvaltningen og UCC. Målet og pointen med den nye uddannelse er at få en ny og bedre sammenhæng mellem teori i uddannelsen og praksis i institutionerne.

En ren vind-vind, for de studerende og for daginstitutionerne.

Sådan kan man vist roligt beskrive den pioneruddannelse for pædagoger, som sættes i søen i Københavns Kommune til september med 60 studerende, ni klynger og fem netværk (se faktaboksen).

Uddannelsen er et samarbejde mellem Professionshøjskolen UCC og Børne- og Ungdomsforvaltningen, og den er en udløber af den strategiske partnerskabsaftale, som de indgik tilbage i 2009.

En udviklingsgruppe blev nedsat til at drøfte det fælles ansvar på tværs af aftager og uddannelse, og ud af dette er kommet pioneruddannelsen, hvis hovedpointe er at man forbinder teori og praksis i en anden og højere grad end man gør med den nuværende uddannelse. På den måde vil man løse de problemer, der er nu i forhold til, hvad de nyuddannede har med sig ud i praksisfeltet.

I partnerskabet var man enige om at man ikke ville diskutere praksis og teori som to rum, men derimod hvad der sammen kan skabes af fælles viden. Og de studerende efterlyser denne klare kobling, senest i en evaluering fra november 2012, hvor manglen på den er deres væsentligste anke mod den nuværende uddannelse, fortæller Ida Flachs, programchef i UCC og deltager i udviklingsgruppen.

”Dagtilbuddene peger også på at de studerende ikke er rigtigt rustet til praksisfeltet, når de er færdige, så vi har klar dokumentation fra sider på, at det kan gøres bedre. Det er en del af forpligtelsen som professionshøjskole, at de studerende efter endt uddannelse kan udfylde opgaven bedst muligt, udfylde professionen. Vi i UCC skulle derfor tænke anderledes, og det gør vi nu med pioneruddannelsen.”

En af parametrene til en bedre uddannelse er at få viden fra dem, der skal aftage de færdige studerende. 

”På den måde bliver uddannelsen en del af et læringsforløb, et kompetenceforløb, som også fortsætter som færdig pædagog.”

Udviklingsgruppen har gode erfaringer med projekter, hvor studerende og praksisfeltet arbejder sammen. Det kommer der meget kvalitet og gensidig glæde ud af, vurderer
Stine Elverkilde, chefkonsulent i Børne- og Ungdomsforvaltningen og medlem af gruppen. For, understreger hun, ”der er meget viden i kommunens institutioner”:

”Praksisviden er enormt værdifuld i uddannelsesperspektivet, med en refleksiv praksis, som kræver at medarbejderne handler på deres viden og reflekterer på det der sker, og vi ved at pædagoger kan og gør dette. Begge vidensfelter skal i spil, så viden udvikles til handlemuligheder.”

En kombination med andre ord, hvor uddannelsen og praksisfeltet arbejder på tværs.

En levende uddannelse

Som bekendt har Børne- og Ungdomsforvaltningen indført klyngestruktur og netværk. Samtidig har den fagligheds-dagsorden, i gang, styrket den refleksive praksis i arbejdet med pejlemærkerne.

”Strukturen betyder at området har kapaciteten til at være uddannelsessteder, og de vil det gerne, det kan vi se på de mange, som har tilmeldt sig i forbindelse med pioneruddannelsen. Med vores faglighedsdagsorden, er det også naturligt at de, som har lyst, stiller sig til rådighed. Institutionerne oplever det som en del af en udviklingsdynamo at stille sig til rådighed for studerende, deres undren og deres nysgerrighed. Så bliver de også en ressource i arbejdet med pejlemærkerne”, siger Stine Elverkilde.

Og her kommer vind-vind situationen ind i billedet. For de forventer begge to at uddannelsen bliver til gavn for alle parter.

Stine Elverkilde siger:
”Det er spændende i uddannelsessammenhæng at det ikke er uddannelsesopgaver men hverdagens praksis, der stilles til rådighed. De studerende er med der, hvor hverdagen udspiller sig og finder faglighed og udvikling i hverdagen. De studerende er ikke praktikanter som nu, de er studerende som er ude i praksisfeltet, og det er noget helt andet.”

Det betyder at de studerende er med i hele processen derude, observerer, reflekterer med, handler på refleksionerne og finder løsninger når der fx er sygdom. Sammen med uddannelsesstedet finder de ud af, hvad det går ud på, og hvad de kan lære af det hele. Hvad det ekstra er, som uddannelsen giver mulighed for.

Ida Flachs kalder pioneruddannelsen ”et nyt bud på en kvalitativ akademisering”.

”Der er fokus på analyse og metode, derfor er det en akademisering, men det benyttes i dagligdags praksisnær sammenhæng, så det vil skabe et kvalitetsløft for både uddannelsen og professionen.”

Hun uddyber:

”Det er del af uddannelsesrummet, vi flytter ud der, hvor de studerende siden skal virke, sådan at uddannelsen foregår derude og bliver en ressource derude. Og som uddannelsessted opnår vi at det ikke er noget vi leger, de er ude i hverdagens praksis og er med til at lave udviklingsarbejde derude.”

Strukturen betyder at uddannelsen ikke bliver baseret på cases. Den bliver i stedet baseret på aktionslæring. De studerende skal handle på baggrund af viden og erfaring, og så skal de tilbage og reflektere. Uddannelsen bliver levende, de studerende ser, hvad der sker, når de gør det ene eller det andet, de skal ikke kun tænke sig til, hvad der sker.

Anvendelsesperspektivet

På uddannelsesstedet skal underviserne stå til rådighed for de studerende. De skal hjælpe de studerende med hvad de har brug for af teoretisk viden fx om observationer, og de skal henvise dem til, hvor de kan finde det. De skal støtte dem i hvordan de kan bruge teorierne, hvilke svar teorierne giver dem på deres spørgsmål og undren. Pointen er at de studerende anvender teorierne. De lærer dem ikke, fordi de skal op i dem til en eksamen.

”De studerende skal digitalt redegøre for, hvad de har læst og anvendt, hvorfor og med hvilke resultater. Dette for at få en erkendelse af relevansen af teori og metoder i pædagogisk arbejde. Vi får de faglige kompetencer frem i stedet for mavefornemmelser. På den måde vil pionerud-dannelsen også højne pædagogfaget”, vurderer Ida Flachs.

I pioneruddannelsen er både uddannelsesstedet og daginstitutionerne læringsrum, der skabes et fælles kompetenceforløb, et fælles anslag, ”en udviklingsdynamo i ren faglig form”, som Stine Elverkilde udtrykker det.

At daginstitutionerne og det pædagogiske personale er gode læringsrum, er de helt enige om.

”De har stor indsigt, og de arbejder på den måde, som vi drømmer om. Derfor har vi udarbejdet undervisningsmateriale til pioneruddannelsen, som netop matcher den måde at arbejde på”, siger Ida Flachs.

Stine Elverkilde nikker i enighed:
”De institutioner, som har meldt sig til dette, har et meget højt engagement i at være med i at uddanne, de kan lide læringsforstyrrelser udefra, de kan lide at studerende giver anledning til refleksion. De er drevet af en faglig gejst, og de vil gerne sættes i spil som læringsrum i uddannelse og læring. Så der er klart noget i det for personalet i hverdagen.”

Personalet får i øvrigt tilbud om dele af den undervisning som de studerende får, i form af fyraftensmøder eller andet fælles. På den måde bliver det en kompetenceudvikling for
hele institutionen.

Pioneruddannelsen Pioneruddannelsen på tre og et halvt år går i gang i september i år med 60 studerende. Ni klynger og fem netværk er tilknyttet. Strukturen er helt anderledes end på den traditionelle pædagoguddannelse, på pioneruddannelsen er den studerende forankret ude i praksisfeltet, i daginstitutionerne, hvor de er tilknyttet en klynge et helt år. Uddannelsen er opbygget med studiemoduler, hver af fire uger. De ligger i et fast skema, med to dage ude i klyngen, en på uddannelsesstedet og to dage delt. Den studerende skal udarbejde studieprodukter, undersøgelser af fx et tema, hvor klyngen finder det rette sted til de forskellige emner, sådan at belysningen af et emne er til gavn for begge parter. Pioneruddannelsen følges af forskere fra UCC og ender med en videnskabelig evaluering.